Indlæg

lognsand

Ærlig, kærlig og nærværende

Når jeg i mine foredrag spørger tilhørerne hvilke værdier de lever efter, så kommer ærlighed (i en eller anden form), nærvær og kærlighed næsten altid ind som top 3. Og alle tre værdier er vel også en forudsætning for gode relationer.

Om sandhed kan man sige, at den er en evigt skiftende størrelse, fordi tilværelsen hele tiden forandrer sig – og derfor forandrer vores behov sig også, efterhånden som vi udvikler os. Gennem livet ændrer vi os alle sammen mht. behov, ønsker, sym– og antipatier, og afhængigt af hvor meget overskud og hvor mange ressourcer vi har, vil vi påvirkes forskelligt af menneskene omkring os, og hvad vi kan lide som 20–årige kan vi ikke nødvendigvis lide som 35–årige. Din personlige sandhed er altså i konstant forandring. “Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, siger et asiatisk ordsprog. Floden ligner sig selv, men logisk er vandet jo ikke det samme.

Hvis du vil være ærlig, kærlig og nærværende overfor andre, kræver det derfor, at du er opmærksom både på, hvad der sker inde i dig selv – og imellem dig og andre. Hvis du vil have intense og levende forhold til andre, må du være opmærksom og nærværende sammen med dem. For nærhed kræver ærlighed i form af tre faktorer: at du til enhver tid udtrykker 1) hvem du er, 2) hvad du har brug for og hvad du føler.

Nu vil du måske sige, at det lyder selvcentreret. Men prøv engang at tænke over det. Hvis du fortier de 3 faktorer, så bliver dit forhold til andre forlorent, dødt, stivnet eller kedeligt, og du vil føle dig ensom eller buret inde i en osteklokke. Når du opdager mindre charmerende sider af din personlighed er det jo meget menneskeligt at forsøge at lade være at vise dem frem til omverden. Du tror, at omverden vil have svært ved at acceptere dig som du er, på godt og ondt. Men i virkeligheden er det dig selv, der har svært ved at acceptere dine ”minussider”. Og din fantasi er, at hvis andre ser dem, vil de afvise dig eller løbe skrigende væk.

Mærkeligt nok er sandheden (og den konfrontation / konflikt, som tit følger med) en supergod garanti for at bevare et godt intimt og levende forhold til en anden – også selvom det måske i første øjeblik virker modsat. Fortielser har som regel kun én konsekvens: langsomt at kvæle forholdet.

Flere slags ærlighed

Når jeg fortæller om mine synspunkter på ærlighed, er der næsten altid en eller flere i forsamlingen, som siger, at skam de har prøvet at være ærlige: de har uden omsvøb fortalt kollegaen, chefen eller kunden, hvad de følte og tænkte. Og resultatet var bare, at den anden blev såret, vred eller afvisende. Når jeg så spørger, hvordan de er ærlige, viser der sig næsten altid et bestemt mønster. De fleste er tilbøjelige til at være ærlige om hvad de synes om den anden og det som den anden gør. Dvs. at ærligheden handler ikke om dem selv – men om den anden.

Men det er ikke dén slags ærlighed, som forholdet har brug for. Ærlighed er at tale om sine egne følelser, tanker og sine egne intentioner. Også, når det handler om forhold og situationer, hvor der skal berører kritiske eller følsomme emner. Og i længden kan konflikter ikke undgås og sandheder ikke skjules, hvis en relation skal være levende og nærværende.

Mange undskylder uærligheden med, at den anden ”ikke ville kunne holde til at høre sandheden.” Eller at ”det ville såre den anden unødigt.” Og så sker der tit det, at den anden sig føler sig dobbelt såret, dobbelt svigtet og bedraget eller umyndiggjort. ”Hvorfor sagde du ikke, at jeg irriterede dig sådan? Hvis du havde sagt det, havde jeg da i det mindste haft en chance for at gøre noget ved det,” siger den anden så. Eller ”Hvad så, hvis du er misundelig på mig og ønsker mig hen, hvor peberet gror fordi du synes jeg er hoven og arrogant? Sådan har jeg da også haft det med dig sommetider – jeg troede overhovedet ikke, at man kunne tale et fornuftigt ord med dig,” har jeg hørt to kolleger sige til hinanden efter en hed konflikt. Og bryde ud i gensidig latter.

At beskytte sig selv mod en ubehagelig situation eller et undgå at aflevere et ubehageligt budskab er bare en dårlig undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad forhindringen for at tage konfrontationen er. Måske er forhindringen, at du ikke kan holde dine følelser ud, når den anden bliver vred eller ked af det. Måske er det, at du er bange for at blive forladt, afvist, udelukket eller hånet – eller at du er nervøs for at miste privilegier, prestige eller at vise dig fejlbarlig og sårbar. Måske er forhindringen, at du ikke vil såre modparten. Men tror du da, at du kan leve et helt liv uden at gøre eller sige noget, som andre bliver vrede, skuffede eller sårede over? Det kan du ikke. Og i øvrigt bad veninden jo selv om din mening!

Jeg siger det lige igen: Kontakt og nærvær kræver ærlighed. Også, selvom det kan gøre ondt.

LØGN ELLER SANDHED?

Tilværelsen er sjældent sort–hvid, og ikke at sige sandheden er ikke det samme som at lyve. At være ærlig behøver ikke betyde brutal, ubesmykket ærlighed. Den indvending jeg oftest hører imod at ”være ærlig” er, det ville såre den anden, være synd eller være for brutalt. Og både løgn og brutal ærlighed er da også negative værdier.

Et eksempel: I en tøjforretning prøver din veninde en kjole og spørger dig, om du synes at den klæder hende, og hvad du synes om farven. Nu kan du svare på fire forskellige måder:

  • A. Sandhed: ”Det snit fremhæver dine mest uheldige sider, og jeg synes ikke, at farven er god.”
  • B. Løgn: ”Ih ja, den er sørme smart. Og det er jo en spændende farve til dig.”
  • C. Brutal ærlighed: ”Du ligner en børnekarrussel bagfra, og farven får dig til at ligne en gammel ost.”
  • D. Diplomati:  ”Nej, jeg synes ikke den rigtig gør noget for dig. Skal vi ikke prøve at kigge efter en blå eller en rød, der fremhæver dine (arme, ben, nøgleben eller hvad det pæneste ved veninden nu er)?

Risikoen er, at din veninde vil blive ked af det, men chancen for, at hun finder noget der får hende til at se bedre ud og derfor gør hende gladere, er formentlig større. Nu er dette eksempel jo en meget mild konfrontation. Men du kan ved selvsyn konstatere, at det foregår i enhver tøjforretning, hvor veninder shopper.

 

©Winnie Haarløv 

contact

Opmærksomhed og nærvær

Opmærksomhed er nødvendig for at mærke, hvad der opstår i dig – hvad du er, gør, føler, tænker, mener, ønsker osv. Opmærksomhed muliggør nærvær, kontakt, sansning, spænding, at opleve i nuet (i stedet for i fortid og fremtid) og at anerkende, at du er forskellig fra dine omgivelser. Og kun med opmærksomhed kan du se, hvad du selv eller andre gør for at bidrage til eller afbryde en god dialog.

Et barns nysgerrighed og vågne opmærksomhed betyder, at det kan være totalt til stede i nuet og mærke sine egne sansninger. Men langsomt lærer barnet at blokere eller omdirigere opmærksomheden. Enten som en reaktion på egne erfaringer eller ved at iagttage sine rollemodeller (mor og far). Barnet afkoder hurtigt, hvad de voksne ønsker og hvilke reaktioner, der passer i de de givne situationer i barnets familiesystem. Og så holder barnet tilbage på de spontane reaktioner, der enten ikke passer med regler og normer i familien eller skaffer barnet det, som han ønsker. Fx kærlighed, opmærksomhed, plads til egne følelser osv.

Den energi, der bliver brugt til at blokere opmærksomhed, blokerer og hæmmer altså individets opmærksomhed på egne reaktioner og vender dem imod omgivelsernes forventninger. Barnet lærer at ignorere, hæmme eller skjule sit autentiske jeg ved at dæmpe opmærksomheden på dem – for i længden er det smertefuldt ikke at kunne udfolde sig som den mand. At skrue ned for opmærksomhed på omgivelsernes stimuli er en naturlig beskyttelse.

For med uopmærksomhed på de stimuli, der findes i omgivelserne, kan man undlade at reagere og svare. Hvordan kan man reagere på noget, man ikke bemærker? Barnets – og senere den voksnes – manglende reaktioner lammer personlig udvikling og vækst, fordi individet ikke bliver opmærksom på noget nyt (alternative muligheder). Og fordi han derfor ikke er i kontakt og dialog.

At leve uden opmærksomhed betyder, at meget af et menneskes energi går til at undgå den virkelighed, der eksisterer her og nu. Det opmærksomhedsløse menneske eksisterer i en slags bevidstløshed, fordi han ikke oplever, hvad der sker i nuet. Jo større tab af nutidsopmærksomhed, jo mere energi er nødvendig for undgå nuet, jo mindre vækst og jo større risiko for fejludvikling vil han opleve.

Kedsomhed, forvirring, mangel på energi, kronisk angst eller ængstelse og følelser af fremmedgørelse er alle blot nogle af almindelige symptomer, som den opmærksomhedsløse oplever, når han lukker nuet ude ved at bruge energi på at holde fast i sin egen virkelighed, fortiden eller fremtiden.

At være i verden kræver opmærksomhed på i det mindste nogle af de stimuli man modtager fra omverden og nogle af de fornemmelser, der opstår i kroppen. Den, der ikke bemærker, at han er kold, kan fryse ihjel. Den, der overser, at en bil er på vej, kunne træde ud på gaden og blive dræbt.

Opmærksomhed i gestaltisk forstand betyder uddybe denne kontakt med øjeblikket (nuet) igen og igen. Eller med andre ord: at leve livet, mens øjeblikket er der.

Denne form for opmærksomhed skal ikke forveksles med ”selv-opmærksomhed”, dvs. refleksion eller at ”se indad” (introspektion). Introspektion kan være givtigt, men kan også aktivt forstyrre nu-opmærksomheden ved at distrahere med analyse, evaluering, korrektion osv.

Opmærksomhed er kernen i gestaltterapi. At genopdage og genvinde barnets vågne opmærksomhed er et afgørende skridt på vejen til udviklingen af en ny adfærd. I terapi opdager klienten gennem øvelser, samtale og/eller vejledning fra terapeuten de dele af egen opmærksomhedsadfærd, som ignoreres.

Ansvar

Ansvar indebærer evnen til at reagere. At tage ansvar betyder at være opmærksom på sine egne reaktioner og at stå inde for dem.

Når du erkender, at uanset hvad dine forældre gjorde mod dig, lærte dig eller påvirkede dig, og uanset hvordan samfundet, skæbnen, livet osv. har behandlet dig, så er du og kun du er ansvarlig for dig og dine handlinger – så kan du åbne din evne til at reagere her og nu.

Kronisk undgåelse af ansvar viser sig i sproget. Når du f.eks. siger ”man” og i virkeligheden mener jeg, så uindgår dit ansvar. Det sammen, når du siger ”vi” og rent faktisk mener du. Ved gøre din tale ikke-jeg orienteret, aflægger du ansvaret for, hvad du siger og mener. Mange problemer opstår i menneskelige relationer, fordi parterne har mistet deres evne til at reagere på hinanden i nuet og tage ansvar for sig selv. I stedet spiller de Anklager og Bebrejder, fremsætter ikke-jeg udsagn som ”du skal”, ”du burde”, ”du gjorde ikke,” “man kan da ikke”, “det er ikke normalt” osv.

Gestaltterapien opfordrer den enkelte om at personliggøre sine udsagn. Det kaldes at ”tage ejerskab” og betyder, at den talende anerkender de tanker og følelser, han udtrykker som hans alene og ikke en eller anden udefineret lovmæssighed. At blive personlig i sit sprog vil uundgåeligt skabe mere opmærksomhed og bedre kontaktmuligheder.

Formålet er at minde den enkelte om, hvordan ethvert menneske er skabende i sit nu og i sine relationer og derfor også ansvarlig for sin egen virkelighed. Det betyder, at et menneske

  • ikke kan skyde skylden for egne følelser, tanker og handlinger fra sig
  • ikke er ansvarlig for andres følelser, tanker eller handlinger.
  • ansvar for, at det der ham og kun ham, der accepterer eller ændrer sin egen virkelighed (ved at bestemme, om han vil erkende den eller lukke af for den).
fig.grundFigur og grund

Af dagens mange stimuli vælger du at fokusere på et lille antal. Det, du fokuserer på bliver figur, mens det, du vælger fra, bliver (bag)grund. Ligesom på billedet her, der skifter mellem en vase og to profiler. Du kan ikke se de to billeder samtidig, for når den ene træder frem, bliver det andet baggrund.

Figur og grund eksisterer i kraft af hinanden og kan ikke adskilles på anden måde end ved at flytte fokus.

Ved at skifte fokus (=rette opmærksomhed mod), tillader du ved hvert skift en ny figur at træde frem fra baggrunden. Når du øger opmærksomheden på denne adskillelse i figur og grund, kan du fokusere på forskellige, tydelige figurer i omgivelserne. Den proces gør dig i stand til at opfylde dine behov og fortsætte din vækst.

En sund, dynamisk og fritflydende relation mellem figur og grund kan afbrydes på ​​to måder:

  • Du bliver fikseret på figuren og tillader ikke en ny at træde frem
  • Du bliver fikseret på baggrunden, så denne bliver rigid og hæmmer skiftet mellem figur og grund.

Eksempel: Hvis du konstant bekymrer dig, sørger eller er vred over din ulykkelige barndom eller tidligere dumheder, tab og fiaskoer, er al din energi koncentreret i grund (= din fortid). Der bliver ikke plads og energi til at lade nye figurer træde frem. Din vækst går i stå, og din dynamik forsvinder. I stedet kunne du vælge at rette opmærksomheden mod et smerteligt tab, når det for alvor trænger sig på, eller du ønsker beskæftige dig med det.

Det er ikke det samme som et “glemme” eller “komme videre”. Det er et spørgsmål om at bevidstgøre, at dit liv er fuldt af både skidt og kanel, og at du ikke behøver fokusere rigidt på hverken det ene eller det andet.

I enhver relation findes der bestemte rigide figurer mod en rigid grund. De repræsenterer relationens ”issues” og negative mønstre. Figur/grund er fastfrosset, og rigide holdninger og synspunkter vedr. f.eks. sex, økonomi, børneopdragelse, venner uden for forholdet, fortid, fremtid osv. er typiske fastfrosne figur-grund problematikker i problematiske relationer.

  • Måske er Adam karrieremenneske og tilfreds med at tjene mange penge – men han er plaget af stress, er ikke særlig vild med selve jobbet og savner egentlig tid med Eva. Men når hun ønsker hans nærvær, forsvarer han sig med, at det er nødvendigt at tjene mange penge. Adams baggrund er måske hans svære barndom, hvor han oplevede knaphed på alt: penge, kærlighed, tryghed osv. Nu maser han løs og skyder langt over målet, fordi denne baggrund er fikseret.
  • Måske har Eva været Adam utro. Hun angrer og ønsker kun at være sammen med Adam, men han hænger fast i figuren utroskab og lader den være i forgrund ligegyldigt, hvad Eva ellers gør og siger.
  • Måske har

Med en åben og fleksibel figur-jord dynamik får den enkelte et godt grundlag for opleve nye indsigter og skabe nye muligheder for at genopbygge sine relationer. Men hvis en af parterne nægter at åbne dynamikken i sin figur-grund, kan det være en alvorlig hæmsko for relationens udvikling. Det gælder alle slags relationer: parforhold, venskaber, forælder-barn, leder-medarbejder osv.

Hos velfungerende, tilfredse og almindeligt livsduelige mennesker er forholdet mellem figur og grund er en konstant skiftende proces.

Samspillet mellem figur og grund er altså nødvendigt for at opnå levende relationer med opmærksomhed, fokus, interesse, empati, og tilgivelse. Forvirring, kedsomhed, tvangshandlinger, angst, nølen, stagnation og selvoptagethed er symptomer på en forstyrrett figur-grund dynamik.

konfluensKonfluens

For at se klart, må du altså kunne skelne en figur fra sin baggrund. Et tydelig figur er i kontakt med omgivelserne eller baggrunden. Er figurens grænser er udviskede, smelter den sammen med baggrunden. Den flyder sammen med omgivelser og fusionerer med den. Der er ingen grænser mellem figuren og baggrunden – de er, hvad gestaltterapien kalder konfluente.

Vil du ses tydeligt, må du have klare grænser. Vil du se dig selv, må du være klar over dine egne grænser. Kun sådan kan du skelne dine egne behov fra andres. Også i forhold til dem, der tæt på dig.

Manglende forskellighed og manglende entydighed betyder manglende kontakt.

Kontakt opstår, når du oplever dig selv som ”jeg”, forskellig fra hvad der er ”ikke jeg.” I usunde relationer bruger parterne konfluens for at reducere forskelle og undgå konflikter. De er ikke sikre på, hvem de selv er og hvordan de er indbyrdes forskellige, og de enes om ikke at være uenige. Der eksisterer ingen fornemmelse af grænser, for grænser betyder forskellighed, og det er utrygt. De deler altså kun ligheder og benægter, overser eller fortrænger forskelle. De er konfluente.

I konfluensen bliver de indbyrdes forskelligheder og hver persons særegenhed utydelig. Forskellene er jo det, der adskiller dem, og i konfluente relationer skaber adskillelse uro. Konfluensen forhinder oplevelsen af spænding, begejstring og glæde ved den anden som person.

I sådan en relation lever man i en slags parallitet, side om side, og forholdet siges at være ”gå fint.” Det er sandt, for de to har aldrig sagt et ondt ord til hinanden, selvom de måske har været uenige i årevis.

Den ene kan ikke kontakte den anden, for kontakt opstår i grænsen mellem de to (tænk selv efter: enten rører jeg ved væggen (kontakt) eller jeg rører den ikke (ikke-kontakt).

De kan heller ikke få deres behov i relationen opfyldt, – det kan kun lade sig gøre, når man er i kontakt med modparten og kan (tør) opleve et ”jeg” og et ”du” – dvs. et “ikke-jeg”.

contactKontakt

Kontakt er i sin enkleste form berøring. Kærlig berøring reducerer angst og spænding og øger åbenhed over for anerkendelse af en ”Jeg-Du” relation og muligheden for at opleve, nyde eller hade hinandens forskelle. Konfluens giver fred og harmoni, men i længden vil konfluensen medføre, at relationen bliver rutinemæssig, kedelig, uvedkommende og stagnerer. En fri og variende skiften mellem kontakt og konfluens muliggøres af opmærksomhed.

Adams grænser findes der, hvor han kan mærke kontakt; der, hvor han har en oplevelse af ”Jeg.” Jeg-oplevelsen bliver tydelig, når Jeg-grænsen mærker Evas grænse, den anden persons Jeg.

Når Jeg’et er i funktion, opleves kontakten som personlig. Og når begge parter mærker, hvad der er JEG og hvad der er IKKE-JEG, opstår mødet. I gestaltterapi kaldes det fuld kontakt.

Modstand og forsvarsmekanismer

Alt, hvad der er ukendt, er utrygt, og ændringer i det kendte forrykker tryghedsbalancen. Derfor bruger mennesker modstande og forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod forandring. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får.

Modstanden opstår bevidst eller ubevidst, mens vi kæmper for at bevare vores billede af os selv og verden, som vi kender den. Selv hvis denne verden hverken opleves tilfredsstillende eller behovsopfyldende, er det for den enkelte tit tryggere at holde sig til det kendte og undgå det ukendte.

Måden at gøre dét på er at hindre enhver anden oplevelse end de velkendte i at komme ind i opmærksomheden. Teknikken er at gøre sig uimodtagelig for reel kommunikation, dvs. at undgå kontakt med hvad der er ”Ikke-jeg.” Resultatet bliver det, som gestaltterapien kalder ”kontaktforstyrrelser”.

Der findes lidt over en håndfuld, og de mest almindelige er introjektion, projektion og retroflektion. Alle mennesker bruger alle disse modstande, og alle bruger én mere end en anden.

introjectionIntrojektion

At introjicere vil sige at ”sluge” de påbud, man oplever fra omgivelserne (typisk autoriteter og rollemodeller). Nogle introjektioner er ganske nyttige og kan hjælpe den enkelte til at overleve fysisk og socialt, f.eks. reglerne i trafikken, at man ikke peger fingre ad folk osv. Det er så indlysende, at enhver hurtigt vil forstå, at det ikke er den slags samfundsbestemte regler og normer, der stikker kæppe i hjulet for et menneske.

De skadevoldende introjekter består af autoriternes personlige værdier, som er blevet proppet ind i barnet.

I ethvert menneskes opvækst påvirker autoriteter som forældre, skole, myndigheder og samfund os med bør og burde, og det er vi som opvoksende indvider nødt til at tage med. Ellers ville livet blive alt for svært eller helt umuligt.

Når vi så er blevet voksne, kan vi i vid udstrækning selv bestemme, hvad vi bør og ikke bør – men alligevel fortsætter mange voksne med at bære barndommens påbud med sig som tunge byrder i en svulmende rygsæk. (Det er jo interessant, at ordet byrder ligner bør og burde). Ved at have en fikseret forestilling om, hvad der burde gøres, fastholder introjektoren sit livs tidligere oplevelser af bør og burde, f.eks. du skal være sød, du må ikke være vred, du skal altid tænke først på andre osv. osv. Den voksne har integreret autoriternes påbud som egne værdier.

Sådan en voksen gør sig ikke for alvor klart, at hans verden er forskellig fra hans barndom. Udadtil, selvfølgelig – men indadtil er der stemme, der altid fortæller ham hvad er er rigtigt og forkert, hvad der forventes, hvordan han bør opføre sig.

Den stemme repræsenterer alt det ”slugte” materiale og kan ses som en fastfrosset figur-grund: der er ikke plads til nyfortolkninger af, hvad der er muligt for ham at gøre eller vælge. Introjektionerne holder ham væk fra kontakten med nuet og med det, der er lige nu.

En introjektor vil altid bebrejde sig selv:

  • Jeg burde gøre x bedre
  • Jeg burde ikke blive ked af…
  • Jeg burde være mere …

Introjektioner fremkalder skyld, dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være god nok. Introjektion uden kontakt i individets her og nu vil producere depression og en attitude af ”stakkels mig.

Vejen frem er opmærksomhed på, hvordan personens egne værdier egentlig er (indadskuen) og en udadvendt opmærksomhed på virkelighede, dvs. “jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og derfor kan det ikke blive bedre.” Eller “Jeg er ked af …, og det kan jeg faktisk godt forstå, at jeg er.”

projectionProjektion

Den projicerende skyder skylden på omgivelserne med udtalelser og forklaringer, f.eks:

  • De burde gøre det bedre
  • Det et umenneskeligt system
  • De har ødelagt mit liv
  • Det er samfundets skyld
  • Det var også bare fordi du…

Projektoren bruger upersonlige ”det”, ”du” og ”de”, når han beskæftiger sig med personlige eller følelsesmæssige forhold. I dagligdagen vil han eller hun ofte bebrejde ovnen eller gæsterne, der kom for sent, at middagen ikke blev perfekt. Skylden falder også tit på andre mennesker, fordi de har undladt at gøre, hvad den projicerende havde ønsket eller forventet.

Den projicerende kan på den måde lægge alle de følelser, som han finder ”dårlige” eller uacceptable ud på omgivelserne: Følelsen af ikke at være tilfreds med et resultat, med ikke at kunne navigere i systemet, af ikke at mestre sit eget liv eller ikke at være tilfreds med samfundet. I eksemplet med middagen projiceres følelsen af fiasko over på ovnen eller de for sent ankomne gæster.

Ved at skyde skylden på omgivelser kan projektoren undgå kontakt mellem ”mig” og hvad er ”ikke mig.” Men i stedet for at tage tingene personligt (som den introjicerende), skubber den projicerende alt uden for sig selv og over på omgivelserne: ”dem, det, systemet, alle mennesker, de andre.

Konstant projektion skaber fremmedgørelse i forhold til omgivelserne og fantasier om, hvad der egentlig foregår: ”De kan ikke lide mig”, ”Det er en fjendtlig verden” og i nogle tilfælde fremkalde paranoia.

Vejen ud er at skærpe opmærksomheden på eget ansvar.

Retroflektion

retroDen retroflekterende gør mod sig selv, hvad han ønsker at gøre mod andre. Sætninger som viser tegn på retroflektion:

  • Jeg snakker også for meget, jeg kan aldrig holde mund
  • Jeg kan ikke tilgive mig selv, at…
  • Gid jeg var død, jeg hader mig selv
  • Jeg sagde også til mig selv…

Den talende gør sig selv til både subjekt og objekt i et lukket kommunikationskredsløb. En fremragende metode til at undgå kontakt – især, hvis man frygter, at denne kontakt vil blive konfronterende.

Overdreven brug af retroflektion leder til ensomhed. Den retroflekterende gør sig selv til sin eneste ven eller fjende, og det kan lede til depressive eller endda selvmordsadfærd.

Den retroflekterende har oftest haft en opvækst, hvor der ikke blev givet plads eller pluspoints for at være ærlig om tanker og følelser, eller hvor rollemodellerne havde denne adfærd. Sådan et menneske har været nødt til at holde det meste inden i sig selv og tage bestik af, hvad omgivelserne kunne forvente og handle derefter.

I fagterminologien taler man om børn, der samarbejder over evne – dvs. tilsidesætter egne behov for at være mors og fars lille, elskede barn. Det koster på den lange bane, idet resultatet tit bliver, at det barn som voksen ikke hverken kan mærke, anerkende eller tilgodese sine egne behov (= de figurer, der træder frem). Figur-grund er fikseret, og intet nyt er muligt. Kun samspillet med sig selv. Det er ensomt.

Vejen ud er at blive opmærksom på, hvordan man taler til sig selv. Og ved at blive i virkeligheden (og ikke fantasien) at bestemme, om det er rimeligt.

Afsluttende

Der er intet mærkeligt eller farligt i forsvarsmekanismer, og alle mennesker bruger dem. Men processen bliver patologisk, når mekanismerne bruges overdrevent og uden opmærksomhed. Så forhindrer de ægte kontakt med både sig selv og kommunikation med andre. Og den, der undgår autentisk kontakt, konfrontation og konflikter, vil stagnere i væksten som mennesker og gå glip af oplevelsen og glæden i mødet med andre.

Den vigtigste hindring for vækst findes i selvets modstand mod forandring. Det er altid muligt at lære og vokse, fordi det altid er muligt blive opmærksom på, at noget nyt er muligt.

Og hvis det ikke var sådan, ville det være helt meningsløst at arbejde som terapeut. Så ville jeg lave noget helt andet.

 

©Winnie Haarløv

bedre.lytter

Bliv en bedre lytter – få bedre relationer

De fleste menneskers talehastighed ligger på mellem100-150 ord i minuttet – men når vi lytter, kan vi opfange 400-500 ord i minuttet. Derfor bliver der masser af tid til overs når vi lytter – og den kan bruges konstruktivt eller det modsatte. Den Gode Lytter fokuserer på den talende i stedet for bare at vente på en anledning til at få sagt, hvad hun selv synes. Det kræver lidt teknik, for at lytte er ikke bare at tie, mens den anden taler. Vil du lytte kvalificeret, må du aktivt deltage i det, den anden siger og forsøge at forstå. Her er nogle bud på, hvordan du kan blive en bedre lytter.

bedre.lytter.2Vores kommunikation består af 7 % ord, 38 % tonefald og 55 % kropssprog, og dermed er 93% af det, vi opfatter, non–verbalt.

På den baggrund bliver det indlysende, at effektiv kommunikation kræver effektive lytteevner. Det er enkelt at være en effektiv lytter – men det er ikke nødvendigvis nemt, for dét at lytte effektivt er en proces, der kræver åbenhed, modtagelig og koncentration af lytteren. Menneskets tankestrømme er konstante og fulde af ideer, spørgsmål og reaktioner, og hvis du lader din indre dialog køre, lytter du ikke med fuld opmærksomhed, men sidder måske og zoner ud eller tænker på, hvad du vil sige når det bliver din tur.

Mennesker i krise

En person i sorg, krise, dyb frustration eller stress skal ikke forstås på sine ord alene, for ordene kan sagtens være i strid med det, som tonefald og kropssprog fortæller. Når en person prøver at videregive stærk, følelsesladet information, så kommer ordene meget tit til kort. Følelser er svære at beskrive, og derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på på tonefald og kropssprog. Derfor kan mennesker i sorg, dyb stress eller krise være svære at tale med, og lytteren må mobilisere både tålmodighed, evner og erfaring for at kunne forstå og tolke det non–verbale sprog. Det kræver fuld opmærksomhed, og lytteren må indimellem tjekke med taleren om budskabet er forstået rigtigt.

Sådan bliver du en god lytter

 

1. Bed den anden specificere

Når noget ikke står klart for dig, så bed om flere oplysninger. Du kan f.eks. sige: “Sig noget mere om…” eller “Kan du give mig et eksempel på…” Du kan også sige: “Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med…” – eller nikke og sige “hmm?” som en opfordring til den anden om at fortsætte. For mange spørgsmål kan godt blive lidt krydsforhørsagtigt, og mange mennesker føler sig afskrækket, hvis du fyrer spørgsmål af.

2. Giv den talende tid til at tilføje noget

Vær ikke bange for tavsheden. Du behøver ikke svare eller reagere omgående.

Fuldend a-l-d-r-i-g (som i ALDRIG) den andens sætning, selvom du tror, at du ved hvad hun vil sige. For det første kan du ikke vide det med sikkerhed, og for det andet signalerer du, at du egentlig ikke gider lytte og er utålmodig for at hun skal blive færdig.

3. Stil åbne spørgsmål

Undgå lukkede spørgsmål, de5r kan besvares med et ja eller et nej.

Undgå også “hvorfor” – i stedet for at sige f.eks. “Hvorfor vrisser du sådan?” så sig “Er du vred på mig?” I stedet for at sige: “Hvorfor ringede du ikke?” – så sig “Var der en grund til, at du ikke ringede?”

4. Genfortæl

God kommunikation forudsætter, at både afsender og modtager bruger og opfatter ord, tonefald og kropssprog på samme måde. Men sådan er det ikke altid. Derfor er det nyttigt at genfortælle eller omskrive det, du har hørt. Formålet er 1) at vise, at du har hørt, hvad den anden siger og 2) at du gerne vil høre og forstå ham. Du genfortæller ikke som en papegøje, men med dine egne ord:

  • “Så selvom det er dyrt, så mener du altså, at kurset vil være brugbart for dig her på arbejdspladsen”
  • “Hvis jeg forstår dig korrekt, så er du utilfreds med den nye ferieordning”
  • “Det lyder, som om du har brug for hjælp til at blive færdig med opgaven. Er det rigtigt forstået?”
  • Jeg får en fornemmelse af, at du er utilfreds med din nye kollega – er det rigtigt

Det kan godt være, at din gengivelse bliver mødt med et nej, fordi du ikke har forstået den talendes budskab rigtigt – men formålet med gengivelsen er netop at rette eventuelle misforståelser. Sommetider kan gengivelsen ske med spørgsmål (og her må spørgsmålet gerne være lukket, for det giver hurtigere opklaring af om der er tale om en misforståelse):

  • Mener du, at du hellere vil være fri for at deltage i mødet?
  • Er du skuffet over, at du ikke fik bevilget det kursus, du søgte?
  • Synes du, at jeg har behandlet dig uretfærdigt?
  • Hvis jeg forstår dig rigtigt, så . . .
  • Der var vist noget, jeg ikke rigtigt forstod. Du siger, at . . .

Med genfortællingen opnår du følgende:

  • Du og den anden får en bedre forståelse af hinanden
  • I får en følelse af gensidighed og kontakt – også selvom I er uenige
  • Du videregiver omsorg og empati, fordi du viser den anden interesse
5. Lyt mellem linierne – og sig, hvad du hører

Lad den talende forstå, at du er opmærksom på at der er følelser med i spillet. Lyt mellem linierne og forsøg at høre, hvilke følelser der er i spil. Hvad føler den anden, som ikke bliver sagt? Hvad beder hun om – uden at sige det direkte? Brug din empati. Sig til dig selv: “Hvis jeg var i hendes sted, hvad ville jeg så føle?” Det kan være svært at sætte ord på følelser, men ved at gøre det får du en dybere forståelse af budskabet. Du gør det ved at omarbejde talerens ikke-verbale udtryk (fagter, gebærder, tonefald, udtryksmåde, kropssprog) til en forsøgsvis beskrivelse af følelserne. Du må være klar over, at du famler dig frem, og derfor må du altid være prøvende og hverken dømmende eller bedrevidende. Du skal ikke være bange for at gætte forkert, for den anden vil hurtigt korrigere dig – og det er jo selve formålet: at du forstår, hvad den anden føler. Der er fire faser i processen:

a. Iagttag

Uden at sige noget prøver du i første omgang at fornemme talerens følelser ved at iagttage hans tonefald og kropssprog.

b. Identificer

Stadig uden at tale bestemmer du så, hvilken af grundfølelserne der er på spil: Vrede, angst, sorg eller glæde. Prøv at fornemme den nuance, det drejer sig om.

c. Formuler

Nu formulerer du prøvende, hvad du tror, den anden person oplever og føler:

  • Jeg får den opfattelse, at . . .
  • Jeg tænker på, om . . .
  • For mig ser det ud, som om . . .
  • Det lyder for mig, som om . . .
  • Jeg har på fornemmelsen, at . . .
  • Du må vel føle en form for . . . ?
  • Din oplevelse må have været . . . ?
  • Jeg tror, du oplever . . .

d. Spørg

Spørg om du gættede rigtigt – direkte og i en varm tone:

  • Kan der være noget om det?
  • Passer det på dig?
  • Kan du genkende noget?
  • Er det rigtigt gættet - Eller hvordan vil du selv sige det?
  • Tager jeg helt fejl?
  • Passer det?
6. Læg to og to sammen

Mens du lytter, kan du måske se sammenhængen mellem følelser og fakta. Du kan give den talende opklarende feedback, når du sørger for at gøre det på en måde, der hverken er dømmende eller bedrevidende. Giv udtryk for hvad du ser og hører, som ikke bliver sagt:

  • Du virker skuffet over…. Er det rigtigt?
  • Jeg får en fornemmelse af, at du er bange for at…. Har det noget på sig?
  • Det ser ud som om du er vred, men jeg er ikke helt sikker, for du smiler også. Er der noget om det?

Brug evt. ordet fordi til at kæde følelser og fakta sammen:

  • Okay, så du er lidt nervøs, fordi det er noget helt nyt?
  • Aha, nu tror jeg, jeg forstår: Du vil ikke sige det til ham, fordi du er bange for at han flipper helt ud?

Den gode lytters 10 bud

Jeg vil:

  1. forstå hvad du mener og vil, før jeg bestemmer mig til, hvad jeg selv synes. Jeg vil sikre mig, at du føler at jeg lytter til dig, og jeg vil ikke afbryde samtalen i vrede
  2. undgå at afbryde og at udfylde pauser med mit eget. Jeg vil lytte til dig uden at komme med forslag, løsninger eller belæringer
  3. respektere, at du måske mener noget andet, end jeg opfatter, og at de ord, du bruger, måske betyder noget andet for dig end de gør for mig
  4. sikre mig, at det jeg hører måske ikke er det, du mener
  5. være opmærksom på både dine ord og dine følelser, og derfor vil jeg give dig tid til at forklare dig. Jeg vil koncentrere mig og hverken prøve at fortolke eller gætte, hvad du vil sige uden at tjekke med dig, om jeg fornemmer rigtigt
  6. lytte til alt, hvad du har at sige – også selvom jeg er uenig eller ikke bryder mig om det
  7. efterprøve både det du siger og det jeg selv siger, indtil vi har forstået hinanden
  8. lytte til dig uden at rette dig eller bruge tid på at finpudse mit eget svar
  9. være åben for, at du måske kan lære mig noget eller give mig anledning til at ændre mit standpunkt
  10. respektere din ret til at blive hørt og forvente, at du gør det samme mod mig

 

©Winnie Haarløv

angrymom

Jalousi handler ikke om din partner

- men om, hvor tryg du som barn var ved din mor.

Vi knytter os til hinanden på mange måder: i venskab, kærlighed og sociale relationer. Forskning har vist at et lille barn knytter sig til sin mor på en tryg, ængstelig eller svag måde, alt efter hvor tryg barnet oplever relationen. Og det tilknytningsmønster bliver bestemmende for, hvordan barnet kan agere i et kærlighedsforhold som voksen.

Generel tilknytningsteori

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Når et spædbarn bliver adskilt fra dets forældre, går det gennem tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Teorien beskæftiger sig med forståelse af den spædes følelsesmæssige reaktioner og opsætter en forståelsesramme for begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Figuren viser, hvordan tilknytningskvaliteten er baseret på 1) afhængighedsgraden og 2) graden af forsøg på undgåelse i forholdet til moderen. Man ser, hvordan en høj afhængighed af den anden (negativ selvopfattelse) og en høj undgåelse (negativ opfattelse af betydningsfulde andre) resulterer i ængstelse, mens omvendt  en lav afhængighed af den andre (positiv selvopfattelse af selvet) og lav undgåelse  (positiv opfattelse af betydningsfulde andre) medfører en sikker tilknytning.

Bowlbys tilknytningsteori

Iflg. Bowlby udvikles barnets tilknytningsadfærd i løbet af de første ni måneder efter en ganske enkel formel: jo mere samspil, jo større sandsynlighed for, at barnet udvikler en tillidsfuld tilknytningsadfærd. Når det bliver mødt med varme og omsorg, udvikler det et varigt bånd – og det er skabt, når det lille barn begynder at protestere over at blive efterladt eller overladt til fremmede. Samtidig får barnet etableret nogle indre modeller og repræsentationer af verden i symbolsk form – herunder modeller af sig selv og sine primære omsorgspersoner.

Med andre ord: Det barn, der er blevet mødt af en varm og accepterende mor, opfatter hende som en kilde til tryghed og støtte, og den model påvirker barnets selvoplevelse positivt: barnet udvikler tillid til verden. Her grundlægges med andre ord det at ’gøre mod andre, hvad vores mor og far har gjort mod os’, mener Bowlby. Den tyranniserende voksne er det tyranniserede barn, der er blevet ældre (Bowlby 1979, 149).

“Der er et strengt kausalt forhold mellem et individs oplevelse med dets forældre og den pågældendes evne til senere at knytte nære bån. Visse almindelige variationer i denne evne giver sig til kende i ægteskabelige problemer og vanskeligheder med børnene såvel som neurotiske symptomer og personlighedsforstyrrelser og kan tilskrives de måder, hvorpå forældre varetager deres rolle.” (Bowlby 1979,144).

Tilknytningsadfærden er rettet mod ét eller nogle få personer og ændres næppe af hverken konventionelle belønninger eller afstraffelser – dvs. at selvom barnet udsættes for gentagne hårde afstraffelser og evt. mishandling, vil det alligevel som oftest udvikle en stærk tilknytning.

Tilknytningsadfærden aktiveres, når barnet oplever fremmedhed, sult, træthed eller noget, der virker skræmmende og afhjælpes ved tilknytningsfigurens nærhed – og den gentager sig i mere eller mindre voldsom grad gennem livsløbet, især i forbindelse med de stærkeste af menneskets følelser.

Selvom tilknytningsadfærden er tydeligst i tidlige barndom, mener Bowlby, at den ”kendetegner mennesker fra vugge til grav.” (Bowlby 1979, 137). Når den voksne forelsker sig, aktiveres stærke følelser som er kilde til både glæde og sikkerhed, mens trussel om at miste eller tabe den elskede typisk vil aktivere angst, sorg og vrede.

Voksnes tilknytningsadfærd i parforhold

Omkring 1990 identificerede flere psykologiske forskere de samme tilknytningsmønstre hos voksne personer i deres parforhold / kærlighedsforhold. Forskerne lod de enkelte partnere udfylde et omfattende spørgeskema om deres adfærd i parforholdet, om deres følelsesmæssige reaktion på partneren og dennes adfærd i forskellige situationer. Derefter kunne de påvise, at voksne i parfarhold i langt de fleste tilfælde kunne siges at være enten  trygt, ængsteligt eller svagt følelsesmæssigt tilknyttet deres partner.

Det så også ud til, at den tilknytnings den voksne havde haft til mor markant ofte gentog sig i forhold til kæresten, ægtefællen eller partneren. Det er måske ikke overraskende, at det også viste sig, at tilknytningsmønstret spillede ind på både kvaliteten og varigheden af parforholdet.

De trygge og værdsatte børn har mest glæde af deres voksne parforhold, mens de ængsteligt tilknyttede oplever mange flere konflikter og bekymringer, selvom de i praksis er ligeså trofaste som de trygt tilknyttede. De svagt tilknyttede viser sig at være de mindst trofaste og udholdende i deres parforhold.

En undersøgelse af Don Sharpsteen og Lee Kirkpatrick fra universitetet i Missouri i USA viser, at tilknytningsmønstret spiller en vigtig rolle for, hvordan jalousien ytrer sig i parforholdet. De gav 100 yngre mænd og kvinder i parforhold et spørgeskema, der handlede om:tilknytningsmønster til partneren og derestypiske reaktioner ved en oplevet eller tænkt jalousiprovokerende situation. Resultatet blev, at

  • De ængsteligt tilknyttede reagerede med frygt, nedtrykthed og mindreværdsfølelse – men ingen vrede
  • De svagt tilknyttede viste lidt mere vrede, der især rettede sig imod tredjeparten snarere end mod den utro partner. I modsætning til de to andre grupper reagerede de svagt tilknyttede også med at trække sig bort fra partneren og miste tilliden til parforholdet. De trak sig faktisk ud af kampen – uden at kæmpe.
  • De trygt tilknyttede var dem, der reagerede med mest vrede, og den var især rettet mod den utro partner og ikke mod den tredje person, der brød ind i parforholdet. Gruppen reagerede derimod hverken med ret meget frygt eller nedtrykthed på utroskaben. Og modsat de svagt tilknyttede viste de ingen tendens til at trække sig bort fra partneren eller ud af parforholdet. Mest påfaldende var det måske, at disse trygt tilknyttede voksne (til stor forskel fra de to andre grupper) følte, at de efter jalousiepisoden var kommet meget tættere på deres partner end før utroskaben.
Skematisk oversigt over tilknytningsadfærd for barn og voksen
Barn Voksen
Trygge børn søger enten nærhed eller kontakt til deres forældre, eller de hilser på dem på afstand med et smil eller ved at vinke. For trygge voksne er det relativt nemt at føle nærhed til andre, og deres afhængighed af andre er uproblematisk, ligesom de ser andres afhængighed af dem som uproblematisk. Trygge voksne bekymrer sig sjældent for at blive forladt eller at lade andre være afhængige af dem
Undvigende børn undgår deres forældre Undvigende voksne føler ubehag ved nærhed til andre, og de finder det vanskeligt at stole fuldt ud på andre og at være afhængige af dem. De bliver nervøse, når nogen kommer for tæt ind på dem, og deres kærester ønsker ofte, at de var mere intime i kontakten, end de selv ønsker at være.
Antisociale/ambivalente børn viser enten passivt eller aktivt fjendskab overfor deres forældr Nervøse/ambivalente voksne vil nødig have andre så tæt ind på sig, som disse måske gerne vil være, og de er ofte bekymrede for, om deres partner nu også elsker dem. De ønsker at ”klæbe” til andre i en grad, der skræmmer andre væk
Oversigt over tilknytningsadfærd  

Tilknytning betegner en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden. I udviklingspsykologien betyder det ”et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne” som medfører, at barnet:

  • søger dem frem for andre, hvis det føler sig utrygt
  • er tryg ved dem, også i det udviklingsstadium hvor fremmede vækker angst
  • er meget påvirkeligt for omsorg og andre reaktioner fra dem
  • udviser angst ved adskillelse fra dem.

Anna Freud begyndte at studere børns tilknytning til deres mødre, og hendes arbejde blev videført af den engelske børnepsykolog MaryAinsworth i 1970. Hun iagttog og beskrev, hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

  1. Trygt
    Barnet viser tydeligt glæde ved at være sammen med mor og kan godt udholde at undvære hende i en kortere periode.
  2. Ængsteligt
    Barnet klynger sig til mor og reagerer meget negativt og vredt på adskillelse – også selvom den er ganske kortvarig.
  3.  Svagt
    Barnet viser ingen særlig glæde ved at være sammen med mor i forhold til at være sammen med en fremmed, og barnet undgår undertiden mor. De synes at have lært at være nok i sig selv.

Den amerikanske psykolog og forsker john bowlby bruger udtrykket ”tilknytningsadfærd” om beskrivelsen af spædbarnets forhold til den voksne, som det har tilknyttet sig. det essentielle i begrebet er, at barnet ”udser sig” en voksen primærperson – oftest moderen (og i det følgende kaldt mor, selvom det i princippet kunne være en hvilken som helst anden voksen, der tager mors funktion). derefter udviser barnet en adfærd, hvis formål er at opretholde maksimal kontakt med den udsete. i følge bowlby er barnet genetisk disponeret til at udvikle tilknytningsadfærd til sine primære omsorgspersoner (typisk mor og far), fordi det hjælpeløse barn har brug for beskyttelse for at overleve. derfor er det ’programmeret’ til at fremkalde og fastholde forældrenes nærhed.

Men tilknytningens funktion er også psykologisk, sådan at forstå at den skal skaffe barnet den nødvendige følelsesmæssige tryghed og støtte. Barnet lærer meget hurtigt at påkalde sig forældrenes opmærksomhed med gråd, smil og pludren, og efterhånden lærer barnet at supplere denne signaladfærd med en tilnærmelsesadfærd: det begynder at række ud efter sine omsorgspersoner.

Bowlbys stadieteori har fire niveauer:
  1. (0-6 uger) Barnet kan ikke skelne mellem enkeltpersoner og er tilfreds med en voksens reaktion på sine signaler. Omsorgspersonerne bruger det meste af samværstiden på fysisk pasning.
  2. (fra ca. 6 uger):Barnet opfatter at der er forskel på mennesker og kan også genkende nogle, især forældrene. Forældrene og andre betydningsfulde voksne kan nu bruge mere tid på det sociale samvær (leg).
  3. (7-9 mdr.):    Barnet konsoliderer tilknytningen til bestemte personer og kan med gråd bede om bestemte personers tilstedeværelse. Gennem disse personers reaktioner lærer barnet at indgå i en social kontekst.
  4. (fra 3 år): Barnet begynder at udvise selvstændighed i sociale samspil og kan nu ”elske på afstand”. Derved markerer barnet en stadig større uafhængighed af forældrene og begynder at kunne tolerere længere adskillelser.

©Winnie Haarløv

 

angst for nærhed.200px

Angsten for nærhed

Når jeg spørger et par i terapi hvad de sætter højest i et parforhold, siger de typisk ærlighed eller nærvær. Hver især ønsker de, at deres partner skal sige sandheden, være åbne om følelser og tanker og vise mere af sig selv. Det er jo bl.a. sådan, nærvær skabes.

Men tit ønsker ingen af dem i virkeligheden at høre, hvad den anden virkelig mener, ligesom de heller ikke selv for alvor vil sige nøjagtigt hvad de tænker og føler. Det, de ønsker er en vis grad af ærlighed og oprigtighed – nemlig præcis den, de hver især er i stand til at håndtere.

De vil begge to høre den slags “ærlighed” som får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret. Med andre ord: de vil hver især faktisk kun høre den sandhed, der får dem til at føle sig godt tilpas.

Og helt ærligt: hvor mange af os parat til at høre sandheder, som ikke virker på den måde?
Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?
Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Er du parat til ærlighed? Test dig selv her:

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • “Jeg gider ikke lave mad (putte børn / købe ind / vaske tøj) idag. Faktisk bryder jeg mig overhovedet ikke om, at det ligesom ligger i luften at det er mig, der er ansvarlig for det hver dag.”
  • “Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med Lise / Niels (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spist frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • “I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været rigtig tændt, når vi har haft sex.”
  • “Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / din håndtaske / din ånde om morgenen osv.)

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om?
Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

En dans på æggeskaller

Når du ustandselig vogter på, hvad du siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller jer ad og skaber distance. Nærhed bliver umulig. Distancen vokser imellem jer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at I skal gå og kritisere hinanden og sige jeres mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Men når to mennesker kommer til mig og beklager sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er “vokset fra hinanden”, så er det i 99,9% af gangene fordi de fortier væsentlige ting for hinanden.

Hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen – skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst?

Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem – skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Det mener jeg. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de to parter stoler på hinanden og tænder på hinanden. Og det gør de ikke, når nærheden er forsvundet.

Hvorfor er vi bange for ærlighed?

Oftest skyldes det, at vi frygter at blive afvist af den anden. Og afvisningen kan have mange ansigter: Gøren nar, nedladenhed, sarkasme / ironi, ignorans eller dominans, sur tavshed, åbent drilleri eller provokation osv.

Angsten for afvisning ligger dybt i os alle, og flertallet af os vil gøre rigtig meget for at undgå den. Vi indgår kompromis’er for at enes eller skabe harmoni, vi undgår konflikter og negative reaktioner og viser ikke, at vi er vrede, sårede eller bange. Altsammen, fordi vi helst vil undgå at blive gjort til grin, beskyldt for at være hysteriske eller hvad det nu kan være. Når du holder disse følelser tilbage, er du godt på vej til at kompromittere din egen integritet. Du er på vej til at miste dig selv og fjerne dig fra din partner.

Grunden til at du gør det er selvfølgelig, at det på kort sigt føles bedre at give op og holde borgfred. Men hver gang skærer du en bid af dit eget selvværd og smider den ud.

Men hvis du er bange for åbenhed og autencitet, hvad er det så nøjagtigt du frygter? Og når du ikke siger åbent hvad du mener, føler og tænker til din partner, føler du dig så nærmere forbundet med ham eller hende – eller omvendt?

Måske oplever du ikke tryghed i forholdet. Du ved måske ikke helt, hvor du står i forholdet til ham eller hende. Derfor er du på vagt, vælger dine ord med omhu og lægger bånd på dig selv. Og hele tiden bliver det bare værre.

Fysisk og følelsesmæssig nærhed er noget af det mest meningsfulde, givende og dejlige mennesker kan opleve. Men de par, jeg møder i min konsultation for parterapi, henvender sig typisk netop, fordi nærheden mangler imellem dem.

Måske mener de, at deres problemer skyldes at de skændes for meget, taler for lidt sammen, ikke forstår hinanden eller oplever, at sexlivet er dødt eller døende. Men alt dette er ikke problemet. Det er følgevirkningen af, at nærheden mangler imellem dem. Parrene savner den vidunderlige følelse af tryghed og samhørighed det kan give at dele sine inderste tanker og følelser med en anden; at blive set, rummet og anerkendt af en betydningsfuld person.

At dele sorg, glæde, håb og længsler giver grobund for passion og kreativitet og betyder, at to sjæles ensomhed kan mødes og støtte hinanden, når livets smerte og eksistentielle vilkår presser på.

Hvorfor være angst for nærhed?

Jamen – hvis nærhed er så vidunderligt og givende, hvordan kan nogen så være bange for den? Det er da heller ikke nærheden i sig selv, som er så skræmmende. Det er angsten for, hvad der sker hvis den forsvinder. For hvis vi hver især turde tro, at nærheden ville være vedvarende og garanteret, ville den udelukkende være en positiv oplevelse som ingen behøvede at frygte. Men sådan er det kun for de færreste, og de fleste mennesker frygter nærheden af to grunde.

Den ene er den konstante, bevidste eller ubevidste frygt for at blive afvist, forkastet, isoleret, nedgjort eller såret, hvis vi gør os sårbare over for vores partner. Og sårbarhed er en uundgåelig følge af nærhed. Ligesom kærligheden altid følges af angsten for at miste, kan nærhed kun opstå eller eksistere, hvis man åbner sit hjerte og viser, hvem man er. Tager skjoldet ned, så at sige. Som Anne Dorte Michelsen synger så præcist:

Jeg har lagt mine våben for dig
Både skjoldet og mit sværd
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig
Det er sjældent at det sker
Jeg er ikke bange for dig mer’

Den anden er frygten for at blive opslugt: at blive invaderet, kontrolleret og tromlet ned. Når man bliver opslugt eller knust af andre, overskrider ens personlige grænser, mister man sig selv.

Alle har vi lært at reagere på konflikt med forskellige forsvar og kontrolmekanismer: modstand i form af vrede, angreb og bebrejdelser eller flugt i form af tilbagetrækning, undgåelse eller underkastelse. Hver eneste relation vi har konfronterer os med disse valg, når vi trues af afvisning eller dominans. Hvis den ene part bliver vred, vil den anden måske føle sig afvist eller domineret og reagere ved enten at gå til modangreb i vrede, opgive og underkaste sig, trække sig eller undgå faren ved at tage hele skylden for misèren selv.

Hvis den ene lukker til (”klapper i,” trækker sig, giver den kolde skulder osv.), vil den anden føle sig afvist og forsvare sig ved at reagere kritisk og fordømmende – og det vil igen trigge den første parts frygt for at blive invaderet, opslugt eller domineret.

Alle mennesker har nogle foretrukne mekanismer, som de reagerer efter. Ikke nødvendigvis nogen de selv bevidst har valgt. De er oftest tillært gennem opvækstens vilkår og viser sig i en eller anden form i enhver relation. Og når frygten for afvisning eller dominans bliver for stor, kan resultatet blive, at individet beslutter, at det simpelthen er for smertefuldt eller ”farligt” at være i en nær relation. Og at det sikreste forsvar er at undgå nærheden. Skjoldet må være oppe konstant.

Prisen for at undgå nære relationer (enten det er med familie, venner eller i parforholdet) er ensomhed og stagnerende personlig vækst. Personlige relationer er næring til personlig vækst, hvis man tager den udfordring op som det er at turde være i kontakt med andre.

At overvinde frygten for nærhed

Frygten eksisterer ikke på grund af selve de erfaringer, man som barn har gjort sig med afvisninger eller dominans. Den opstår, fordi barnet ikke kunne og ikke fik lært at håndtere disse oplevelser. Nøglen til at overvinde frygten ligger at udvikle den kraftfulde og kærlige voksne del, som både har langt større kompetencer, intellektuelt beredskab og evne til at gennemskue, hvad der foregår – og som kan beskytte sig på andre måder end barnet kunne. Den voksne del ved, at afvisninger ikke nødvendigvis skal tages personligt og formår at mærke og vise egne grænser, sådan at dominans og opslugning undgås.

Grundlaget for dét er det personlige ansvar for at definere og stå ved dig selv som en person, du selv kan lide og synes er okay, i stedet for at definere dig selv efter, hvad andre synes om dig og om de kan lide dig. Når du kan det, kan du bruge andres input, kritik og opfattelse af dig hvis det drejer sig om dig, og hvis du finder det relevant.

Dermed kan du også udelukke bedømmelser, angreb, kritik og negativitet som du ikke finder relevant. Du kan lade være at tage dét til dig, som slet ikke drejer sig om dig, men som handler om den, der kritiserer eller fordømmer dig – og vise dine grænser, hvis andre forsøger at dominere eller tromle dig. Og så har det mistet sin kraft. Frygten er borte, og du kan åbne dig for kontakt og nærhed.

Når du lærer at stå ved os selv og ikke mere tillader andre at invadere, kvæle, dominere eller kontrollere dig, behøver du heller ikke længere at frygte for at miste dig selv i en relation. Den, som frygter at miste en anden (f.eks. partneren) er parat til at opgive sig selv for at forsøge at holde på den andens følelser og interesse og tror, at hvis bare han underkaster sig ethvert krav fra partneren, vil hun elske ham.

Men det sker ikke. Han vil i stedet miste både sig selv og partneren, der efterhånden vil miste interessen. For den, der opgiver sig selv bliver ”tom” og uinteressant. At miste en, man elsker er forfærdeligt, og frygten for dét er både forståelig og menneskelig. Men det er kærlighedens vilkår, og den som af lutter angst for at miste holder sig fra at komme tæt på andre, lever et kærlighedsløst liv.

Vejen til nærhed

Vejen frem er at lære at elske og respektere dig selv. At sætte pris på dig selv som det menneske du er, respektere og udleve dine egne værdier og tage ansvar for dine egne følelser af selvværd, smerte, glæde, angst og vrede.

Når du sætter dig selv højt, er du en person, som hviler i dig selv og som ikke er bange for afvisning og dominans – og som ved, at selvfølgelig er kærlighed og nærhed risikabel, fordi du risikerer at miste og blive sårbar. Men at du kan leve videre alligevel, selvom du skulle blive såret eller svigtet.

4 trin mod nærhed

Selvom du gerne vil opleve større nærhed og samhørighed med din partner, kan du have svært ved at åbne dig for ham eller hende. Måske har du svært ved at tale om dine følelser, eller du er bange for at såre. Måske er du bange for at miste den andens accept.

Mangel på åbenhed vil selvsagt skabe en vis distance, men til gengæld vil parforholdet mange gange føles harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving.

Det betyder også, at passionen, lidenskaben og længslen i længden vil forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform. Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs- eller bror – søster forhold.

At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden åbent og ærligt. Både de positive og de negative.

Det betyder ikke, at ALT skal siges højt – slet ikke. Det betyder simpelthen, at hver af parterne tager ansvar for at stå ved deres egne følelser, når det bliver relevant.

1. Vær autentisk

Sig, hvad du føler – uanset, hvordan den anden reagerer. Tal roligt og undgå at skyde skylden for dine følelser over på partneren. Dine følelser er dine.

2. Styr din ængstelse og ophidselse

Træk vejret dybt og find ro og jordforbindelse i det. Når du er i følelsernes vold, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du tager fat på at tale med din partner.

3. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere.

4. Stol på din partner

Evig mistro og mistillid er dræbende. Tal hellere med nogen om din jalousi og din angst for at miste – sandsynligvis er den opstået længe før dit nuværende forhold. Men det er muligt, at du (ubevidst) har valgt en partner, der konstant udfordrer dig på netop dette punkt, og at du derfor har chancen for at lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold. Sådan er kærligheden jo: der gives ingen garantier.

© Winnie Haarløv