Indlæg

vampyr1

Følelsesvampyren. Del I (af 3)

“En følelsesvampyr? Sådan en kender jeg da ikke,” siger du måske. Men det gør du. Helt garanteret!

Følelsesvampyrer er den slags mennesker, som efterlader dig totalt følelsesmæssigt drænet, når du har været sammen med dem. De udsuger både din fysiske og psykiske energi og efterlader dig udmattet og tom. Og fuldstændig på linje med de mytiske, blodsugende uhyrer giver samværet med følelsesvampyren en stærk trang til at slippe væk.

Følelsesvampyren er oftest hverken ond eller grusom og er måske ikke engang ude på at skade dig. Han er sjældent opmærksom på, hvordan han påvirker dig og andre og kan være særdeles charmerende og tiltrækkende. Han tiltrækker dig med snuhed og dygtighed, og ligesom en ægte filmvampyr nægter han at se sit eget spejlbillede, for han bryder sig ikke om sig selv og vil undgå selvransagelse for enhver pris. Selvransagelse betyder nemlig, at man må tage ansvar for sig selv – og det ønsker følelsesvampyren ikke at gøre under nogen omstændigheder. Ligesom den ægte vampyr lever i mørke, foretrækker den psykiske vampyr at fastholde sit Selv (sin selvindsigt) i det ubevidste. Og derfor forstår han hverken sin negative påvirkning af andre eller hvordan han dræner sine omgivelser.

Han nægter at tage nogen form for ansvar for sin påvirkning på andre og heller ikke for hvordan han lever af andres følelser og energi. Nogle eksempler:

  • Jonas er en flot fyr i trediverne: spændende, højtlønnet job, lækker ejerlejlighed det rigtige sted, interesser som kultur og samfundsstrømninger. Kvinderne tiltrækkes af ham som bier af en syltetøjsklat. Men hans samtaler indledes tit med en eller anden form for beklagelse. Hvis den, han taler til, vælger at give en optimistisk kommentar eller en løsningsforslag, så vil han begynde at suge på hendes positive energi og læne sig op ad hende, for han er ude af stand til selv at skabe den slags energi. Han vil fastholde hende i samtalen, bede om råd og lytte intenst til hende – og hun fortæller glad videre, fordi hun tror at han er interesseret i hende. Men det er ikke tilfældet. Han bader sig i hendes energi og mærker for en kort stund glæden ved hendes optimisme og livskraft – for den ejer han ikke selv.
  • Julie spørger sødt, hvordan du har det, når hun ringer (ofte flere gange i døgnet). Men meget hurtigt begynder hun at tale om sig selv, og før du ved af det, er du i fuld gang med at trøste eller give gode råd. Med tonefald og ord forsøger du at gøre det klart, at du ikke har tid (=lyst) til at tale mere, men hun overhører dig og tromler videre. Inden du får lagt på, har du lovet hende mindst tre forskellige tjenester, der koster dig tid, penge eller ulejlighed. Til gengæld har du hørt om, hvordan hendes barn går i børnehave med en kendt skuespillers børn; hvor mange penge hendes nye taske har kostet,hvor forfærdeligt hendes mand behandler hende og hvor begejstret folk klappede, da hun var toastmaster ved en venindens bryllup.
  • Da I mødtes, erklærede Mark dig sin store, endeløse kærlighed og tilbad dig som den vidunderligste kvinde på jorden. Nu, et halvt år efter, er han sygeligt jaloux, når du skal på café med veninderne. Han tjekker din mobiltelefon og læser beskederne fra din eks (som stadig du stadig deler arbejdsplads med, som som du skiltes fra, længe før du mødte Mark – og som i øvrigt netop har giftet sig med Kvinden i Sit Liv) – og når du er til julefrokost eller på rejse for dit firma, ringer han gerne 25 gange og råber eller græder i telefonen, fordi han savner dig. Når det kun er dig og ham, er det en slags lykkeboble hvor han er blid, god og kærlig og giver dig fantastisk sex. Men der er ikke plads til andre end dig og ham i boblen – og sidste jul lavede han en kæmpescene, da du ikke ville have ham med hjem til dine forældre i julen, fordi du var nervøs for, at han skulle lave en scene.

Den psykologiske terminologi arbejder med begrebet “medafhængighed” for at beskrive det individ, hvis liv afhænger af eller drejer sig om en anden. Den medafhængige (den følelsesmæssige vampyr) undgår dermed at undersøge og udvikle sit eget selv, sin egen identitet og prøver i stedet at definere sig selv via den anden – typisk den, hun er forelsket i. Der er få eller ingen psykologiske grænser mellem vampyren og den udvalgte.

Vampyren er aldrig tilfreds, hverken med andre eller med sig selv. Alting kunne have været bedre, hvis bare DU var anderledes, handlede anderledes eller var en helt anden. Følelsesvampyren lever af dig og har ingen kerne. Derfor kan du ikke frelse ham eller hende, ligegyldigt hvor hårdt du arbejder på det, for han vil ikke tage ansvar for sine egne følelser.

Og hvorfor skulle han også det, når han har dig? Du stormer jo rundt og prøver af al magt at behage ham og gøre ham tilfreds!

Følelsesvampyren har ingen ydre, særlige kendetegn; hverken hugtænder eller hår på ryggen. Men når du ved, hvad du skal kigge efter, så er det nemt at genkende dem. Der er mange måder at genkende dem på, og her er et par klassikere. Det er ham eller hende, der:

  • taler og taler (enten i telefonen eller når I er sammen), indtil du føler dig nærmest udmattet og får lyst til at gå eller afbryde.
  • altid har ondt af sig selv, beklager eller brokker sig ustandselig
  • beder dig om tjenester I en grad, som du aldrig selv ville byde andre eller beder dig gøre noget “for min skyld”
  • kræver omsorg eller særlig hensyntagen fra omgivelserne og forventer, at andre selv skal, vil og kan finde ud af, hvad vampyren har behov for
  • provokerer, bruger skældsord eller øgenavne for at gøre dig vred (for så kan hun mærke din vredesenergi, og den er bedre end slet ingenting) ustandselig kommer for sent – eller vækker opmærksomhed ved at være outreret klædt
  • kommer som den sidste til selskabet og derved sikrer sig forsamlingens opmærksomhed
  • elsker at kaste rundt med navne på de kendte eller halvkendte, han har været I berøring med, omgåes med eller som f.eks. har børn I samme børnehave som ham
  • let føler sig udenfor, svigtet, forladt eller afvist – og anklager andre for at skabe disse følelser
  • har brug for konstant bekræftelse og anerkendelse

Læs også

Giftige mennesker

©Winnie Haarløv

 

©Winnie Haarløv 

askepots.sisters

Askepots søstre

Askepots misundelige søstre udnytter hendes venlighed og generøsitet – og ubevidst hader de sig selv for at gøre det og for ikke at være som hende. Det er ikke rare følelser at bære på, og søstrene forsvarer sig imod dem ved at foragte og nedgøre Askepot. For jo mindre den misundelige mærker generøsiteten i sig selv, jo mere desperat længes hun efter den.

Da jeg var fem år, fik jeg en lillesøster. Jeg var genert, sky og reserveret – en typisk, artig førstefødt, der var vant til enebarnets opmærksomhed og kunne læse, være alene hjemme og synge engelske børnesange.
Meget hurtigt viste det sig, at min søster var min absolutte modsætning: hun råbte op, lavede ballade og gik i alle mennesker med træsko på. Hendes væsen var åbent, lattermildt og uhøjtideligt, og hun var køn med violblå mandeløjne og store, askeblonde krøller, mens jeg rakte tunge ad mine egne tynde, stride fletninger og mit vandblå blik i spejlet. Når vi fik godter, delte hun rundhåndet sine ud, og jeg rugede gerrigt over alt, hvad der var mit.
Den ubærlige misundelse betød, at jeg hadede og foragtede mig selv. Så var jeg mon en kærlig, generøs og beskyttende storesøster? Ikke dét, der ligner
.

glass_shoeGlasskoen

Misundelse er den ubehagelige trang til at eje noget, som en anden har og den endnu mere væmmelige følelse af ikke selv at have det. Jeg ville gerne have min søsters egenskaber og udseende, og tænk nu, hvis jeg ikke var blevet skammet mig ud, når jeg drillede og misundte hende.
Hvad mon der var sket, hvis mine forældre i stedet havde hjulpet mig med at fokusere på nogle af de talenter, jeg selv havde: ”Det er da klart, at du gerne vil ligne hende, for hun er også sjov, charmerende og yndig. Og du er…”.
Jeg var for eksempel en dygtig klaverspiller, havde en smuk sangstemme, kunne læse og skrive allerede som fireårig og var god til højdespring. Min søster lærte aldrig at spille, var sen til at læse og nogenlunde lige så god til at løbe som en trebenet pingvin.

Hundelort med chokoladeovertræk

I mange år misundte jeg dem, som i mine øjne navigerede gennem livet med en smidighed og kreativitet, som jeg ikke mestrede, mens jeg jeg følte mig snydt for alt det gode og spændende. Som om de andre havde fået gaver og udmærkelser, som var uopnåelige for mig. Alice i gymnasieklassen, som var både smuk og klog. Min lærerkollega, som var elsket af børnene og højt respekteret af forældrene. Min kvindelige leder i IT-branchen, som fik bedre løn, sjovere opgaver og mere ansvar end jeg. Og jeg hadede og foragtede dem mere eller mindre åbenlyst for det – og ville hellere spise hundelort med chokoladeovertræk end at indrømme min ætsende, uværdige og barnlige misundelse. Den var så skamfuld, at jeg måtte gemme den dybt i mig selv.

Offer for din egen misundelse

Alle mennesker har forskellige evner, talenter og besiddelser, og misundelse skabes ikke af selve forskellighederne. De er bare en ventil for misundelsen – uanset om den gælder en andens ejendele og resultater eller deres evner. Det mærkelige er, at vi kan blive misundelige og vrede på andre, som egentlig ikke selv kan gøre for, at de har det vi misunder dem.

Hvis du ikke kan blive gravid og derfor misunder naboen hendes femlinger, hvad er så egentlig hendes andel i dét? Det er jo ikke hende, der har bestemt at hun selv skal være fertil og at du ikke skal. Eller hvis du misunder Helena Christensen, at hun har olivenfarvet hud og lange, slanke ben mens du selv er en albino under middelhøjde – hvad kan du så opnå andet end at forgifte dig selv og din dag?
Hvis du elsker din veninde, men ikke kan holde ud at være sammen med hende, fordi hun er slank, begavet og lykkelig i sin eksklusive tosomheds stokroseidyl mens du selv kæmper med ridebukselår, ordblindhed, en nedslidt toværelses med udsigt til Ringvejen og en hær af kyssede frøer, der bare ikke VIL blive til prinser – hvem går det så mest ud over? Du risikerer at miste en god veninde, og det gør hun også. Men bliver du lykkeligere af dét?

Jantelovens åg

Hvorfor er verden så uretfærdig? Hvorfor er lykken kun for de få? spørger Kim Larsen, den gamle hankat, på en CD. Og nyheden er, at det er den heller ikke! Men verden er bare ikke retfærdig. Der findes ikke retfærdighed i Universet – det er et menneskeligt koncept, som har givet inspiration til Aksel Sandemoses Jantelov. For den er grundlagt på netop sammenligning og misundelse, og den tynger som et åg på vores skuldre og gennemsyrer vores folkesjæl på mange måder.

I Danmark er idealet den totale lighed. Som velfærdsjunkier skriger vi på millimeterretfærdighed og lige mange goder til alle, mens succes med hensyn til indkomst, friværdi og karriere nærmest giver anledning til misundelseslynchning af den, der ikke er lidt skamfuld over, at det går hende godt. I USA (hvor jeg har nær familie) viser man stolt sin fede bil frem og fortæller vidt og bredt om sine succes’er. Her gemmer man Porschen i garagen for at den ikke skal få misundelsesskrammer, lavet med en gadedørsnøgle, og hvis man overhovedet nævner sin succes, sker det afdæmpet og helst med en tone af nedgørenhed: ”Årh, det var ikke så svært” eller ”Jeg har bare været heldig.”

Den lille, misundelige pige

Min første terapeut tog min misundelse frem i lyset, som om det var en helt acceptabel hverdagsfølelse uden tabu og tystys. Hun bad mig visualisere den lille femårige pige med de tynde fletninger og anerkende alt det hos hende, som hun aldrig var blevet anerkendt for. Og det forunderlige skete: jeg kunne tydeligt mærke, at den lille pige faktisk var ligeglad med sin søsters evner og yndigheder, da hun blev bevidst om sine egne. Og så dæmrede det for mig: Vejen væk var at holde op med at sammenligne mig selv med andre. At anerkende mig selv.

Jeg bestemte mig til at acceptere misundelse som en følelse på linie med alle andre ’positive’ følelser og begyndte at bruge og respektere den i stedet for at underkaste mig den og skjule den.

Når jeg i dag mærker misundelsen røre på sig, ved jeg, at her er noget, jeg ønsker mig, og så anerkender jeg dets værdi. Et eksempel: En af mine kolleger tager de mest fantastiske fotografier. Hendes farvesans er helt uovertruffen (mens jeg selv i 1969 blev bortvist fra oliemalerkurset på Holbæk Kunsthøjskole for ubærlig talentløshed).

I stedet for at misunde hende har jeg opdaget, hvor glad og generøs jeg bliver af at anerkende hendes talent og åbenlyst udtrykke min beundring og begejstring. Og miraklet sker: hun bliver glad og begynder til gengæld at fortælle mig, hvor meget hun holder af at læse min bøger. I stedet for misundelsen har jeg altså fået en glad bekendt, en masse ros og anerkendelse – samtidig med at jeg meget bedre kan lide mig selv, når jeg er generøs end når jeg er gerrig, smålig og fedtet.

Hvad gør jeg forkert?

En butiksindehaver sagde til sin ven: ”Konkurrenten overfor har fået ny bil – igen. Hans biks går meget bedre end min. Hvad gør jeg forkert?”

Vennen begyndte at stille ham spørgsmål: ”Er hans butik større end din? Lysere? Er der flere p-pladser uden for? Er han billigere? Har han andre varer end dig?”

“Nej,” sagde butiksindehaveren surt. “Jeg har selvfølgelig tjekket alle de ting. Og det mærkelige er, at vi har fuldstændig samme standard. Men hver dag, når jeg står og ser derover, kan jeg se ham ekspedere mindst dobbelt kunder så mange som jeg har.”

“Aha,” sagde hans ven. “Konkurrenten passer sin forretning, men du står og glor derover halvdelen af tiden. Så du passer faktisk to forretninger. Men ingen af dem 100%.”

Misundelsens gave

Når du anerkender din misundelse, får du samtidig chancen for at omkonfigurere dit verdensbillede. Du får muligheden for at at holde op med at forkaste og nedgøre dig selv og opdage dine bedste sider; at mærke den godhed, generøsitet og taknemmelighed, som findes i dig selv – og at ændre dit forhold til andre fra fremmedgørelse og fordømmelse til nærvær og nærhed. I stedet for at sammenligne dig selv med andre kan du se dig selv som en helhed og de andre som andre helheder. I stedet for at måle dig med og tage afstand fra dem med succes, penge, lykkelige ægteskaber, skønhed og så videre kan du påskønne dem. Og samtidig glædes over dine egne fordele.

  • Indrøm følelsen. Du kan ikke ændre noget, du ikke erkender. Spørg dig selv: Hvad får jeg ud af min misundelse? Hvis gevinsten ikke er stor nok til at gøre dig glad, så er du parat til næste skridt:
  • Se ærligt på din misundelse. Er den en slags undskyldning for ikke at tro nok på, at du kan skabe din egen succes?
  • Udskift din indre dialog. Begynd at anerkende dig selv i stedet for at kritisere. Se dine muligheder i stedet for dine begrænsninger. Vær ærlig.
  • Sæt dine egne standarder. Drop sammenligningerne med andre. Vær realistisk og tag udgangspunkt i det, du ønsker og det, der er muligt for dig at opnå. Det vigtigste behov i alle mennesker er accept – og den vigtigste accept kommer fra dig selv. Den får du aldrig, hvis dine mål og standarder er urealistiske.
  • Nedgør ikke dig selv. Når du får en kompliment, så leg gavefest: Din gave er komplimenten, og giveren får din glæde og taknemmelighed til gengæld. Det bliver I begge to gladere (og mindre misundelige) af.

Janteloven

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du duer til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Prøv denne her udgave:
  1. Du er unik
  2. Du kan noget
  3. Du ved noget
  4. Du betyder noget
  5. Du gør en forskel
  6. Du respekterer dig selv
  7. Du kan stole på dig selv
  8. Du er noget værd
  9. Du har ret til at begå fejl
  10. Du har ret til at være dig

Test din egen misundelse her - hvis du tør.

©Winnie Haarløv