Indlæg

svigt

Det største svigt

Et barn overlever ikke uden at få dækket sine fysiske behov (mad, varme, klæder) – de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og kærlighed dækket – dem, der dækkes med usynlig omsorg.

Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen (mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt, hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.

Men én ting er simpel overlevelse. For at udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.

Autencitet – et grundlæggende behov

Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed, retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv indflydelse på personens liv.

Her vil mange sikkert sige: “Jeg lyver da aldrig for nogen!” eller “Hvor svært kan det være?” Men for de allerfleste er det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: “Du ødelægger det hele!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!” “Smil nu – du har ikke noget at være ked af!” osv. osv.

Spæde kan noget, som de færreste kan

Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt, høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd. Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.

Barnets forhold til de voksne er altså i sit udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.

Elsker jeg mit barn? Eller elsker jeg, at barnet bekræfter mig ved at elske mig?

“Ikke alle er modne nok til at undgå det sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige, elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre.” Sådan skriver Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.

Et barn er en udfordring til og chance for at genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché “Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”

Barnet er også et fantastisk tilbud til forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.

Væk fra det naturlige

I barnets socialisering og bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede (”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende (“det socialiserede”). Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder opdragelse.

Den første, afgørende spejling for barnet er selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt. Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser, følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik til et negativt selvbillede er lagt.

Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv, der er sårbar.« (Juul, 1998)

Du er spejl for barnets identitet

Autencitetssvigt fører således til dannelsen af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være sund.

Er den ikke det, svigter du det autentiske, og Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv, medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)

Den absurde værdiforvirring

Da jeg for mange år siden arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.

Vi nåede hjem og ventede lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået, var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk, vandrende i retning væk fra hytten.

Hjemme igen fortalte hun at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun – imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at standse op og vende om.

Hvorfor? Fordi det ikke var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte retning!

Den lader vi lige stå et øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!

Eller med andre ord: hun syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk erkendte! Det er absurd.

Og ikke nok med det. Det, hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået en fejl, så derfor begik hun én til!

Værdiforvirringen er tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det, men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have været dig?

Hvad kan man gøre?

Hvad ville der være sket, hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede blive ved at styre hende?

Hvad nu, hvis hun (eller den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende om!” Hvordan mon hun havde reageret?

De steder i ens liv, hvor man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.

Hvis forældre skal vise barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare” vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og erkende det, der ér.

Den negative identitet

Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.

Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed – måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.

I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Resumé: undgå det store svigt

Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept ikke bruges manipulerende eller uægte.

Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af barnets negative selvbillede.

At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at kende.

Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre.

Minilex:
  • Den etymologiske grundbetydning af ordet “alvor” er: fuldstændig sand.
  • Autencitet: ægthed, pålidelighed
  • Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

 

© Winnie Haarløv

hvideløgne

Ser min r.. stor ud?

Stikker du hvide løgne? Ja, det gør du. Hver dag. Mange gange dagligt. Og hvis du ikke tror mig, så sæt en lille prik på dit håndled med en kuglepen, hver gang det sker. Du vil blive forbløffet. Forskning viser, at et helt almindeligt menneske lyver i gennemsnit 142 gange dagligt.

Vi er alle blevet trænet – bevidst eller ubevidst – i at bruge såkaldt ”hvide løgne” som en naturlig del af vores omgangsform og daglige kommunikation. Der er lavet film og skrevet bøger og eventyr om folk, der pludselig bliver frataget evnen til at lyve – med komiske, frygtelige og skræmmende konsekvenser. Moralen er oftest, at vi er nødt til at lyve for at afbøde den tilsyneladende frygtelige sandhed. Det lader til, at ingen kan tåle den.

Hvorfor er de så populære, alle de der Bridget–Jones agtige bøger og vitser om ”Ser jeg tyk ud i det her?”
Hvorfor er er så mange bøger, brevkasser og selvhjælpsbøger der handler om at det er okay at sige nej?
Hvorfor tror du, at det gør dig til verdens dårligste veninde / hustru / datter / mor / arbejdskollega. hvis du:

  • siger nej til at passe venindens barn på ugens eneste friaften?
  • ikke vil have sex med Mr. Wonderful når han kommer fuld, cigarstinkende og værtshuslysten hjem fra en drengeaften i byen?
  • når du ikke gider besøge svigermor hver søndag?
  • nægter at servere friturestegte mars barer til middag?
  • nægter at møde op, når chefen forlanger at du skal bruge en lørdag på at pakke dit kontor i kasser, fordi virksomheden skal flytte?

Måske er grunden til misèren, at du – ligesom alle os andre – er opdraget med ideen om, at det er muligt at såre hinanden følelsesmæssigt. At du rent faktisk kan være ”skyld” i, at en anden bliver ked af det, vred, bange eller glad. Du har fra barnsben ladet dig bilde ind, at du er ansvarlig for andre menneskers følelser, og at du har magt og evner til at ændre dem. Sådan mener jeg ikke, at det er!

Hvem er ansvarlig for en persons følelser?

Hvis du nu virkelig for alvor besad evnen til på kommando at fremkalde bestemte følelser hos andre, ville du så ikke også være i stand til at få dem til at reagere som du ønskede? Men hvis du siger den samme ting til 100 forskellige mennesker, vil de så alle sammen reagere på samme måde?

Vel vil de ej! De vil reagere på ca. 100 forskellige måder. Hver især reagerer vi nemlig i overensstemmelse med det sæt regler og værdier, der er vores – parret med den mening, vi hver især får ud af det, du siger.

Et (provokerende?) eksperiment

Forestil dig, at du går rundt og siger ”Din røv er kæmpestor” til alle, du møder – uanset alder, vægt og BMI–index. Hvordan tror du reaktionerne vil være? Måske forestiller du dig, at alle ville blive rasende. Men det er jo ikke sikkert: nogle ville blive bange, andre grine højt og andre igen blive forlegne. Nogle ville svare igen og beskylde dig for det samme, og atter andre ville sige ”Vel er den ej” uden at tage sig af din mening.

Én ville måske bryde sammen for øjnene af dig, én rasende anklage dig for grusomhed, nogle ville ignorere dig – og måske ville nogle begynde at kommentere din egen bagdel. Nogle mænd ville måske true dig, andre vil se himmelfaldne eller nysgerrigt på dig, nogen ville tro du er blevet vanvittig og andre ville invitere dig på middag.

Det mest interessante er, at den faktiske størrelse på deres bag næppe vil spille nogen som helst rolle for, hvordan de hver især reagerer. Jeg har mødt kvinder med en bagdel på størrelse med en ært, der ville bryde hulkende sammen og tro på, at de lignede et isbjerg bagfra – og andre, der har besvær med at skrue sig ned i en størrelse 52, som ville sige: ”Tak – den plejer at være enorm, men jeg har lige tabt ti kilo!” Nogle mennesker kan faktisk gode lide deres egen bagdel og er fuldstændig ligeglade med, hvad du synes.

Så hvordan er det liiige med din magt her? Hvor meget indflydelse har du i virkeligheden på, om folk føler sig vrede eller sårede?

Er du linedanser?

Hvis du føler dig ansvarlig for andres følelser, er du nødt til at kunne gå på line for at holde balancen mellem dine egne og modpartens følelser (=reaktioner). Du må censurere hvert ord du siger, for ikke at træde ved siden af – og du må forsøge at gætte, hvad andre ønsker at hvordan de vil reagere. En langsom, besværlig og ineffektiv for kommunikation. Et liv, der er fuldt af hvide løgne og halve sandheder. Hvor fedt er dét?

Ærlighed kan være radikal, når man ikke er vant til den – men også nøglen til intimitet, nærhed, kærlighed og dynamiske forhold. Uden ærlighed reducerer vi os selv til skuespillere, der siger acceptable replikker. Jeg tror faktisk, at alle mennesker udmærket ved, hvad der foregår. Det er, som om vi alle sammen går rundt med en tehætte på hovedet og snakker, arbejder og ”kommunikerer”. mens vi lader som om vi ikke ser hinandens klovnehatte.
”Hvis du lader som om jeg ikke har en tehætte på hovedet, så lader jeg også, som om jeg ikke kan se din.”

I have a dream

Jeg drømmer sommetider om, at alle mennesker ville rejse sig og på samme tide råbe til hinanden: ”Jeg er fuld af løgn!” – og bagefter skulle alle begynde på en frisk, hvor de sagde sandheden. Det behøver selvfølgelig ikke betyde, at vi skulle sige ALT hvad vi tænkte HELE tiden – snarere, at når vi blev opfordret eller spurgt til at sige hvad vi tænker, mener eller synes, så sagde vi sandheden. Kan du overhovedet forestille dig, hvordan det ville være at være ægte og sandfærdig over for andre? Ikke at skulle dæmpe dig, smålyve, pakke ting ind og lade som om du føler, tænker eller mener noget der slet ikke er sådan? Tænk, hvis du for alvor kunne tro på, hvad andre siger til dig!

Det ville da nok give nogle knubs og en masse uenighed. Men jeg tror, at det ville forandre verden. Til det bedre.

Du bestemmer ikke andres følelser!

Menneskers reaktioner afhænger af et utal af faktorer – der alle sammen er unikke for netop dem. Deres bevæggrunde og årsager til at reagere, som de gør, har intet – INTET – med dig at gøre. Du har ingen magt, når det gælder andre menneskers grunde, årsager, regler og værdier (alt sammen medvirkende faktorer i deres reaktioner).

Hvis alle mennesker anerkendte, at vi alle sammen hver især er ansvarlige for vores egne følelser, ville vi alle sammen føle større frihed til at sige, hvad vi i virkeligheden tænker og føler. Oftest mangler vi selvværd eller selvtillid nok til at håndtere andres reaktioner – og det betyder, at vi lægger bånd på vores virkelige følelser og tanker.

”Uha, hvad nu hvis hun bliver såret” eller ”Nej, det siger jeg ikke – han bliver bare sur”. Og i begge tilfælde: Hvis du mener, at det er ”din skyld” at den anden bliver såret eller sur, så fortæller du i stedet en hvid løgn. For at undgå den andens reaktioner – og for at skåne din egen skyldfølelse over at have fremkaldt dem.

For det er jo et faktum, at folk reagerer med vrede eller bliver sårede, når vi siger sandheden. Mange mennesker kan ikke holde ud at være uenige og bliver vrede eller sårede simpelthen fordi der opstår uenighed. Mange kan slet ikke forholde sig til at få sandheden at vide. Så når din mor, veninde eller datter spørger: “Ser jeg tyk ud i det her?” er det et spørgsmål, der skriger på svaret “Ih, nej – slet ikke!” – også selvom det ærlige svar ville være “Ja, det gør du faktisk.”

Så for at undgå spørgerens reaktion, lyver du for hende og lader hende tilfreds vralte rundt i en kreation, der måske slet ikke gør noget for hende. Ret ukærligt, egentlig – eller hvad?

© Winnie Haarløv