Indlæg

Familien er dit vækstsystem. Fungerer den ikke, mistrives den medlemmer

Familien er medlemmernes vækstmiljø. Fungerer din familie?

Hvordan klarer familien kravene om kærlighed, omsorg, rummelighed, plads til hinanden og kvalitetstid sammen ― på trods af en travl hverdag?
Familien er virkelig kommet i højsædet siden årtusindskiftet. Efter fire årtier med opløsning, værdiskred og omdefinering af den traditionelle kernefamilie er vi landet, hvor vi begyndte.

Jeg er selv opvokset i en vaskeægte kernefamilie i 50erne, og det så virkelig idyllisk ud på overfladen. Far var bankmand, mor var hjemmegående, skolen lå i gå afstand væk og der var cirka 30 børn i hver klasse. Og kæft, trit, retning og lussinger en masse. Jeg elskede at gå i skole – som i elskede det. I bakspejlet set ikke mindst fordi jeg så kunne være væk hjemmefra i mindst 6 timer dagligt. For min familie var i høj grad dysfunktionel, fuld af fortielser, magtkampe, drama, hemmeligheder og løgne.

Heldigvis gik jeg hverken i børnehave eller fritidsordning. Jeg gik i skole seks dage om ugen og hver eftermiddag til enten dans, spejder, klaverspil eller ridning. Dér var voksne, jeg kunne bruge som fortrolige og som rollemodeller. Og fremfor alt: kammerater. Det blev min redning.
Men… mine værdier fik jeg i familien. Jeg lærte, at man skulle slå fra sig i stedet for at græde; at man ikke måtte stjæle men gerne bluffe og stikke hvide løgne; og at man ikke skulle stole på nogen overhovedet. Barsk lærdom, som jeg heldigvis (efter mange knubs og med meget arbejde) fik afbalanceret med mine egne, selvvalgte værdier efter en mildt sagt turbulent ungdomstid.  Hele vejen fra 1. klasse til 3.g var skolen mit frirum, selvom jeg ikke var nogen duks. Og da jeg stod i den varme skolegård med min studenterhue i juni 68 opdagede jeg, at samfundet, familien og alt, hvad jeg kendte til, var ved at gå i opløsning.  (læs evt. mere her)  Jeg har beskrevet tiden og familiens opløsning i mine bøger.

Det var ekstremt. Nutidens familier arbejder langt hårdere og mere målbevidst på at skabe trygge væresteder – sommetider desværre så meget, at børnene bliver den akse, som alting drejer rundt om.

Men lige så uhensigtsmæssigt som det er for at barn at blive ignoreret, er det tungt at skulle bære ansvaret for de voksnes følelse af at være gode-nok-forældre.
Så cirklen er sluttet: fra den 6-årige, der blev viftet af, ignoreret og sendt på hovedet i seng i 1956 til nutidens 6-årige, der ligger skrigende, forvildet og overtræt under bordet en nytårsaften klokken 2:30, fordi hendes forældre ikke ‘vil skuffe hende’ ved at putte hende i seng og ikke tør ignorere hendes protester.

Test din families funktionalitet her (og tag ikke resultatet som et facit, men som et fingerpeg).