Indlæg

vampyr-fri

Gør dig fri af følelsesvampyren (Del III)

Det er nemmere sagt end gjort at frigøre sig fra en følelsesvampyr. Det kan være svært eller umuligt for omgivelserne at forstå, men det er jo heller ikke dem, der gennem lang tid (måske årevis) har stået model til en konstant nedbrydning af dit selvværd.

Frigørelsen falder i tre faser:
  • følelsesmæssig afstandtagen
  • afslutning af forholdet
  • efterbeskyttelse
1. Følelsesmæssig afstandstagen

I denne fase gør du dig klart, hvad du vil gøre og hvordan din frigørelsesproces skal være, for frigørelsen vil formentlig mislykkes, hvis du bryder med vampyren pludseligt og impulsivt, uden planlægning og uden de nødvendige ressourcer. Tit har Følelsesvampyren jo udsuget dig for kræfter, isoleret dig fra venner og familie og har kontrollen med økonomi, bil osv. Fase 1 består derfor af et antal små skridt, f.eks.:

  • Læg mærke til, hvordan du bliver behandlet og prøv, om du kan beskue det udefra uden at engagere dig med følelserne: Leg, at du er et videokamera, der simpelthen registrerer hændelserne. Du ved jo allerede, at intet nytter; at du intet kan gøre – så prøv i det mindste dette.
  • Gør dig kedelig. Klæd dig trist, sig gradvist mindre, deltag mindre, vær mindre livliv, mindre til stede. Måske kan du være heldig at kede vampyren så meget, at han eller hun selv forkaster dig – eller i det mindste oplever en faldende interesse i dig.
  • Kontakt dit netværk (familie, venner, bekendte) bag vampyrens ryg. Bed dem være parat med det, du får brug for: tag over hovedet, penge, børnepasning osv.
  • Hvis du frygter, at vampyren bliver voldelig over for dig, så tjek hvad der skal til for f.eks. at skaffe et polititilhold.
  • Fjern dine personlige værdier lidt efter lidt og deponer dem et sikkert sted. Du får nok ikke det hele med, men så er det en mindre pris at betale end at blive.
  • Hold helt op med at skændes, debattere eller drøfte noget. Undlad at forsvare, forklare eller undskylde dig selv – med andre ord, tal ikke til hans fornuft. Sig hellere f.eks. ”Jeg har følt mig så forvirret / stresset på det seneste.”
  • Begynd at antyde, at du måske er deprimeret, udbrændt eller rådvild m.h.t. dit liv. Husk, at Følelsesvampyren aldrig tager ansvar for noget som helst, heller ikke, hvad der sker i jeres forhold. Derfor vil han have nemmere ved at bryde forholdet, hvis han kan give dig (og din depression eller udbrændthed) skylden. Lad ham endelig fortælle andre, at du er ved at gå ned med flaget, at du er ved at blive skør eller utilregnelig. Det øger dine muligheder for at komme ud af forholdet. Lad ham derfor tænke og sige nøjagtigt, hvad han vil om dig.
  • Indled for guds skyld ikke et andet forhold – det vil kun forværre og komplikere din situation og øge hans vrede. Hold super, super lav profil med hensyn til det andet køn. Glem ikke, at din vampyr er verdens- og rom-mester i at udspionere og ikke skyr nogen midler for at skaffe sig viden om dig og dine handlinger.
  • Lad endelig vampyren indlede et nyt forhold, og lad ham fortælle vidt og bredt om det. Glem ikke, hvor nemt han har ved at engagere sig, fordi hans følelser er overfladiske. Chancen for at han engagerer sig i en anden vokser, hvis du er ”kedelig” og ”deprimeret”.
2. Afslut forholdet

Igen: Husk, at Følelsesvampyren ikke påtager sig nogen form for ansvar, reagerer på kritik med vrede eller raseri og let går i panik, når han føler sig forladt. Derfor skal selve afslutningen ske på nogenlunde samme måde som i den første fase.

  • Forklar, at du er følelsestom, gået i stå, udbrændt osv. Sig, at du ikke kan føle noget for nogen overhovedet, at der må være noget seriøst i vejen med dig, og at han fortjener bedre. Spørg, om han ikke har bemærket den forandring, der er sket med dig i de sidste par måneder (fase 1), og sig at du må have tid til at finde ud af, hvad der er galt med dig. Måske får du kvalme ved at sige det, men prøv med ”Jeg duer overhovedet ikke til noget i øjeblikket:” Hvis vampyren kan give dig hele skylden for bruddet og helst stille sig selv i et favorabelt lys (”hun ønskede fred til at finde sig selv, og selvfølgelig måtte jeg give hende det, selv om jeg elsker hende, bla-bla-bla”, så bliver det nemmere for ham at forlade dig.
  • Hvis han går i panik, vil du helt sikkert opleve en tsunami af telefonopkald, breve, sms’er, mails, sedler på din bilforrude osv. Reager med et kedeligt, spagfærdigt ”tak”. Hvis du overreagerer eller giver efter, har du tabt – og du bliver slået tilbage til start.
  • Fokuser på, at du har brug for at komme lidt væk. Gå endelig ikke ind på nogen af de utallige forhandlingsforslag, du vil modtage: at I skal ses mindre, at I kun skal ses når du har lyst, at I skal holde en uges pause, gå i parterapi osv. Så længe vampyren har kontakt med dig, vil han opleve at have en mulighed for at kontrollere og manipulere dig.
  • Følelsesvampyren vil helt sikkert gøre, hvad han kan for at give dig dårlig samvittighed og skyldfølelse. Han gentager og gentager, hvor elsket du er, hvor meget han har gjort for dig, kæmpet for forholdet, alt det du har betydet og betyder for ham og hvor meget han har ofret på dit alter. Men du vil også få at høre hvor led, modbydelig og egoistisk du er fordi du har snydt ham, fordi du er selvoptaget og egoistisk nok til ikke at give ham en chance til, og fordi du gør ham til grin ved at forlade ham.
  • Lad endelig være med at prøve at få ham til at forstå, hvordan du føler. Det vil ikke ske! Følelsesvampyren er kun optaget af, hvordan han selv føler, og dine følelser er fuldstændig irrelevante. At appellere til hans forståelse er rent spild af tid, og hans eneste formål med at deltage i samtalen er at gribe muligheden for at belæsse dig med dårlig samvittighed og endnu mere skyldfølelse.
  • Tro under ingen omstændigheder på hans løfter om ændring – heller ikke, hvis han pludselig tolererer eller endda opfordrer til, at du går ud med vennerne, besøger familien og stopper sin sms-terror. Tro ikke på hans løfter om ægteskab, rejser, gaver, personlig udvikling osv. Du ved jo godt, hvad han er i stand til for at få magten over dig, så lad nu være med at hoppe på den igen. Alle mennesker kan drastisk ændre adfærd i en kort periode (tænk bare på dine slankekure, planer om at blive sund og fit, holde op med at ryge osv.), men når krisen er afværget, falder man tilbage. Det gør vampyren også.
  • Opsøg professionel hjælp, eller find nogen du kan tale med i denne fase. Du får brug for al den opmuntring og støtte, du kan skaffe dig. Husk, at hvis vampyren opdager at du f.eks. går i terapi, vil han kritisere terapien sønder og sammen. Enten er terapeuten / psykologen totalt idiot, eller også er du totalt idiot.
  • Lad være med at tale om fremtiden ved at bruge ord som ”måske en dag” eller ”i fremtiden” osv., for det giver Følelsesvampyren opfattelsen af, at du er på vej tilbage. Og så vil han straks gribe ud efter dig. Forestil dig, at du er en dankort-automat ude af funktion. Når vi er i pengenød og støder på sådan en, så prøver vi gerne et antal gange for at se, om den dog ikke skulle virke – og når det ikke sker, så prøver vi at finde en anden. Hvis du stædigt og konstant holder ved din beslutning uden at give ham den mindste antydning af, at du bliver svag i knæene under byrden af dårlig samvittighed, så vil han til sidst opgive.
3. Efterbeskyttelse

Det er ikke din skyld og du har intet ansvar overhovedet for, at vampyren opfører sig og reagerer som han gør. Han har haft sin adfærd i det meste af sit liv – i hvert fald sit voksne liv, og han ser det faktisk ikke selv som et stort problem. Han er overbevist om, at du har et problem, at du skaber hans problemer eller at du gennemgår en eller anden fase, lytter til de forkerte mennesker og at du snart vil få øjnene op for hans vidunderligheder.

Følelsesvampyren opgiver sjældent kontakten helt og aldeles og vil oftest forsøge at kontakte dig igen, selv lang tid efter, at forholdet er slut (muligvis også, selvom han har gang i nogle nye bekendtskaber. Du slipper ikke, før han har en ny på krogen, som sidder lige så godt fast som dig). Husk, at det ikke drejer sig om følelser og slet ikke om kærlighed. Det vil han selvfølgelig påstå, til himlen får to måner – men det drejer sig kun om magt og kontrol. En følelsesvampyr formår i virkeligheden slet ikke at elske nogen. Heller ikke dig.

  • Hold fast i, at forholdet er permanent afsluttet. Gå ikke med på at diskutere, om I skal være venner eller ses på andre måder. Du tror måske, at det vil berolige vampyren at gøre det, men faktisk vil du bare sætte ham i kog igen.
  • Sig nej til at mødes og tale om det, der var. Du risikerer kun at han får en krog i dig med skyld og dårlig samvittighed.
  • Fortæl ham intet om dit nye liv og eventuelle nye bekendtskaber og frabed dig at høre om hans. Sig til ham, at jeres liv nu er adskilte og derfor private, og at du ønsker ham det bedste og håber at han bliver lykkelig.
  • Hvis du mærker skyldfølelsen vokse, så afbryd samtalen med ham, uanset om det er pr. mail, sms, telefon eller over en kop kaffe. En undersøgelse viser, at den mest tungtvejende grund til, at fraskilte finder sammen igen, er skyldfølelse.
  • Flyt din fokus fra din samvittighed til dét, han faktisk siger. Og så vil du høre, hvordan han bruger skyld med skyld på for at fange dig ind igen.
  • Når/hvis I taler sammen, så giv ham en nøgtern statusrapport af den slags, du ville give din fjerneste tante Tove, hvis hun spørger hvordan du har det. Vær høflig, kedelig og undgå detaljer. F.eks. ”Jeg arbejder meget og passer min løbetræning” eller noget i den dur.
  • Når Følelsesvampyren disker op med, hvor smertefuldt og svært bruddet har været, så svar noget generelt om, at det jo altid er vanskeligt at lave om på sit liv eller finde kærligheden. Graver han i dine private forhold eller har hørt, at du har fundet en ny kæreste, så leg, at du er en damebrevkasse og sig f.eks. ”Datingmarkedet er hårdt, men man må jo bare håbe, at den rette er derude et sted – både for dig og for mig.” Bliv aldrig personlig!
  • Gør enhver eventuel kontakt kort og høflig. Hvis han ringer, er du ved at koge æg og kan kun tale i tre minutter, og hvis du sidder i bilen, må du afbryde fordi der er politi i syne. Du kan også gå ud og ringe på døren, så han kan høre det i telefonen. Ønsk ham det bedste i en neutral tone, ligesom du ville gøre overfor din grønthandler. Og igen: Bliv aldrig personlig.
Opsummering

Gennem mine år som praktiserende psykoterapeut har jeg mødt mange mennesker af begge køn, som har været i kløerne på en Følelsesvampyr. Jeg har meget sjældent oplevet, at en vampyr har ændret sig væsentligt, selvom jeg har haft nogle stykker i terapi. Det er også sket, at en følelsesvampyr har reageret på denne artikel og beklaget sig over at blive fremstillet som “ond” – når hun nu var sådan et “hjælpeløst, stakkels væsen, der ikke kan gøre for det”.

Jeg har også adskillige gange oplevet, at selv det mest sønderslidte vampyroffer er faldet tilbage i forholdet, før det er lykkedes at genoprette den følelsesmæssige skade, som offeret har pådraget sig. Det er en sej og langvarig proces at komme ud af et vampyrforhold. Men det er absolut muligt, hvis vampyrofferet er indstillet på at arbejde seriøst, konsekvent og konstant med sig selv over en periode.

 

©Winnie Haarløv

vampyr1

Følelsesvampyren. Del I (af 3)

“En følelsesvampyr? Sådan en kender jeg da ikke,” siger du måske. Men det gør du. Helt garanteret!

Følelsesvampyrer er den slags mennesker, som efterlader dig totalt følelsesmæssigt drænet, når du har været sammen med dem. De udsuger både din fysiske og psykiske energi og efterlader dig udmattet og tom. Og fuldstændig på linje med de mytiske, blodsugende uhyrer giver samværet med følelsesvampyren en stærk trang til at slippe væk.

Følelsesvampyren er oftest hverken ond eller grusom og er måske ikke engang ude på at skade dig. Han er sjældent opmærksom på, hvordan han påvirker dig og andre og kan være særdeles charmerende og tiltrækkende. Han tiltrækker dig med snuhed og dygtighed, og ligesom en ægte filmvampyr nægter han at se sit eget spejlbillede, for han bryder sig ikke om sig selv og vil undgå selvransagelse for enhver pris. Selvransagelse betyder nemlig, at man må tage ansvar for sig selv – og det ønsker følelsesvampyren ikke at gøre under nogen omstændigheder. Ligesom den ægte vampyr lever i mørke, foretrækker den psykiske vampyr at fastholde sit Selv (sin selvindsigt) i det ubevidste. Og derfor forstår han hverken sin negative påvirkning af andre eller hvordan han dræner sine omgivelser.

Han nægter at tage nogen form for ansvar for sin påvirkning på andre og heller ikke for hvordan han lever af andres følelser og energi. Nogle eksempler:

  • Jonas er en flot fyr i trediverne: spændende, højtlønnet job, lækker ejerlejlighed det rigtige sted, interesser som kultur og samfundsstrømninger. Kvinderne tiltrækkes af ham som bier af en syltetøjsklat. Men hans samtaler indledes tit med en eller anden form for beklagelse. Hvis den, han taler til, vælger at give en optimistisk kommentar eller en løsningsforslag, så vil han begynde at suge på hendes positive energi og læne sig op ad hende, for han er ude af stand til selv at skabe den slags energi. Han vil fastholde hende i samtalen, bede om råd og lytte intenst til hende – og hun fortæller glad videre, fordi hun tror at han er interesseret i hende. Men det er ikke tilfældet. Han bader sig i hendes energi og mærker for en kort stund glæden ved hendes optimisme og livskraft – for den ejer han ikke selv.
  • Julie spørger sødt, hvordan du har det, når hun ringer (ofte flere gange i døgnet). Men meget hurtigt begynder hun at tale om sig selv, og før du ved af det, er du i fuld gang med at trøste eller give gode råd. Med tonefald og ord forsøger du at gøre det klart, at du ikke har tid (=lyst) til at tale mere, men hun overhører dig og tromler videre. Inden du får lagt på, har du lovet hende mindst tre forskellige tjenester, der koster dig tid, penge eller ulejlighed. Til gengæld har du hørt om, hvordan hendes barn går i børnehave med en kendt skuespillers børn; hvor mange penge hendes nye taske har kostet,hvor forfærdeligt hendes mand behandler hende og hvor begejstret folk klappede, da hun var toastmaster ved en venindens bryllup.
  • Da I mødtes, erklærede Mark dig sin store, endeløse kærlighed og tilbad dig som den vidunderligste kvinde på jorden. Nu, et halvt år efter, er han sygeligt jaloux, når du skal på café med veninderne. Han tjekker din mobiltelefon og læser beskederne fra din eks (som stadig du stadig deler arbejdsplads med, som som du skiltes fra, længe før du mødte Mark – og som i øvrigt netop har giftet sig med Kvinden i Sit Liv) – og når du er til julefrokost eller på rejse for dit firma, ringer han gerne 25 gange og råber eller græder i telefonen, fordi han savner dig. Når det kun er dig og ham, er det en slags lykkeboble hvor han er blid, god og kærlig og giver dig fantastisk sex. Men der er ikke plads til andre end dig og ham i boblen – og sidste jul lavede han en kæmpescene, da du ikke ville have ham med hjem til dine forældre i julen, fordi du var nervøs for, at han skulle lave en scene.

Den psykologiske terminologi arbejder med begrebet “medafhængighed” for at beskrive det individ, hvis liv afhænger af eller drejer sig om en anden. Den medafhængige (den følelsesmæssige vampyr) undgår dermed at undersøge og udvikle sit eget selv, sin egen identitet og prøver i stedet at definere sig selv via den anden – typisk den, hun er forelsket i. Der er få eller ingen psykologiske grænser mellem vampyren og den udvalgte.

Vampyren er aldrig tilfreds, hverken med andre eller med sig selv. Alting kunne have været bedre, hvis bare DU var anderledes, handlede anderledes eller var en helt anden. Følelsesvampyren lever af dig og har ingen kerne. Derfor kan du ikke frelse ham eller hende, ligegyldigt hvor hårdt du arbejder på det, for han vil ikke tage ansvar for sine egne følelser.

Og hvorfor skulle han også det, når han har dig? Du stormer jo rundt og prøver af al magt at behage ham og gøre ham tilfreds!

Følelsesvampyren har ingen ydre, særlige kendetegn; hverken hugtænder eller hår på ryggen. Men når du ved, hvad du skal kigge efter, så er det nemt at genkende dem. Der er mange måder at genkende dem på, og her er et par klassikere. Det er ham eller hende, der:

  • taler og taler (enten i telefonen eller når I er sammen), indtil du føler dig nærmest udmattet og får lyst til at gå eller afbryde.
  • altid har ondt af sig selv, beklager eller brokker sig ustandselig
  • beder dig om tjenester I en grad, som du aldrig selv ville byde andre eller beder dig gøre noget “for min skyld”
  • kræver omsorg eller særlig hensyntagen fra omgivelserne og forventer, at andre selv skal, vil og kan finde ud af, hvad vampyren har behov for
  • provokerer, bruger skældsord eller øgenavne for at gøre dig vred (for så kan hun mærke din vredesenergi, og den er bedre end slet ingenting) ustandselig kommer for sent – eller vækker opmærksomhed ved at være outreret klædt
  • kommer som den sidste til selskabet og derved sikrer sig forsamlingens opmærksomhed
  • elsker at kaste rundt med navne på de kendte eller halvkendte, han har været I berøring med, omgåes med eller som f.eks. har børn I samme børnehave som ham
  • let føler sig udenfor, svigtet, forladt eller afvist – og anklager andre for at skabe disse følelser
  • har brug for konstant bekræftelse og anerkendelse

Læs også

Giftige mennesker

©Winnie Haarløv

 

©Winnie Haarløv 

masker

Hverdagens masker

Hvad er det vi leger? Du ved det måske ikke, men du og dine omgivelser går med masker. Det, du kalder ”kemi” kan være bygget på løgne, fortielser og benægtede følelser – uanset, om kemien er der eller ej, og mange af hverdagens konflikter og irritationsmomenter skyldes, at du og dine kolleger hver dag er medspillere i flere forskellige dramaer. De kan stoppes, hvis du kan genkende din egen maskeadfærd og de roller, du selv spiller.

  • Olivia har fået nyt job. Hendes leder hedder Siv, og Olivia synes, at hun er urimeligt krævende. I kantinen klager hun med blanke øjne sin nød til kollegaen René. ”Siv forstår mig overhovedet ikke… det gør mig så utryg! Jeg skulle aldrig have taget det her job – men jeg simpelthen ikke overskue at skifte igen! Slet ikke, når min migræne er så slem, som den er for tiden! Det er godt, du er her, René – ellers var jeg da helt lost!” Om søndagen er hun langt nede, fordi hun snart skal på arbejde – så hun snupper en sygedag for at forkorte ugen og gøre det hele lidt mere overskueligt. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
  • René er kontorets humørspreder. Han kan faktisk godt lide deres leder og kan også godt se, at Sivs kritik tit er berettiget. Olivia kan være både langsom og lidt sjusket med sine ting – men det nytter jo ikke at sige det til hende, for så bliver hun endnu mere ked af det. René mærker med det samme, når hun eller andre er i dårligt humør, og han er god til at lette stemningen ved f.eks. at fortælle pudsige historier fra sin dag. Fordi han er så utroligt hjælpsom og arbejdsom, er han begyndt at tage nogle af Olivias opgaver – det er jo synd for hende, at hun har det så svært. Desværre betyder det, at han må møde en time tidligere og gå senere hjem end både Siv og Olivia og hans kæreste er begyndt at brokke sig over det. Det er et problem, men hvad kan han gøre?
  • Siv ansatte selv Olivia, fordi hun virkede så sød, ivrig og lærevillig. Desværre begyndte Olivia hurtigt at hænge med næbbet og klage over tempoet, og det irriterer Siv i dén grad, at hun bliver ironisk, sarkastisk og hidsig. Hun er nødt til at tæmme irritationen så hun ikke eksploderer, når Olivia sidder dér og sukker. Nu skal Olivia snart til første medarbejdersamtale, og Siv spekulerer som en rasende på, hvordan hun skal få sagt at hun faktisk ikke er tilfreds med Olivias indsats, uden at Olivia bryder sammen eller hun selv hidser sig op. Siv ved godt, at hun har det med at stikke til Olivia, og at det er helt utilstedeligt, men efterhånden melder irritationen sig, bare hun kommer i nærheden af Olivia. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
Hvad er det, de leger?

Olivia, Siv og René spiller med i et hverdagsdrama, der er en af de mest almindelige og destruktive, psykologiske processer der findes. Det kaldes Dramatrekanten og blev først beskrevet af transaktionspsykologen Stephen Karpman i 1968. Dramaet har tre roller: Et Offer, en Redder og en Skurk, og de har hver især et sæt personlige, (ubevidste) myter som gør dem specielt egnet til netop deres rolle. Iflg. Karpman kan vi alle sammen spille alle tre roller, og de fleste af os har endda en favorit, som vi har lært i vores barndomsfamilie og perfektioneret gennem tiden. De er ikke kønsbestemte, og ingen mennesker er én af rollerne helt og fuldt. For vi har alle en snert af både Offer, Redder og Skurk i os.

Masker, der ikke kan tages af

Carl Jung, den berømte schwiziske psykiater, var utrolig produktiv og nyskabende – f.eks. beskrev han det psykologiske begreb persona (græsk for maske). Begrebet maske er oldgammelt. I mange primitive kulturer brugte (og bruger man stadig) masker for at fremhæve eller ændre den måde, vi virker på andre på, og skuespillerne, og i de oldgræske arenaer brugte spillerne masker for at vise, hvilken rolle de spillede i dramaet. I Jungs optik er masken og et fundamentalt aspekt ved selve vores personlighed, og man kan til en vis grad sidestille Jungs begreb maskeadfærd med Karpmans roller.

Men i modsætning til et rigtigt teaterstykke kan vi ikke bare hoppe ind og ud af rollerne. Maskeadfærden / rollespillet afspejler, hvad barnet tilegnede sig gennem opvæksten og viser, hvilken adfærd forældre, lærere og andre vigtige personer roste det for eller fordømte. Gennem årene identificerede barnet sig i stadigt højere grad med denne adfærd, indtil den blev en integreret del af barnets personlighed – og som voksne bærer vi ubevidst disse tillærte roller netop som en slags maske: det billede af os selv, som vi gerne vil vise omverden. Jung mente, at opgaven med at forstå vores egen maske-adfærd er den vigtigste, vi har. Det er den, vi bruger til at manifestere os positivt i omverden og opretholde et positivt selvbillede, og derfor er maskeadfærden selvforstærkende.

Problemet med maskeadfærden er, at den indimellem bliver ekstrem og uhensigtsmæssig for os. Ubevidst forsøger vi at skjule det, der er bag masken – det, som Jung kaldte vores Skygge. At se åbent og ærligt på sine egne skyggesider kan være smertefuldt, fordi disse sider typisk er dem, vi forsøger at skjule for andre og for os selv ved at fortrænge dem og benægte, at de er der. Hver eneste maske har således en modpol. Et eksempel: Hvis du er typen, der ”altid er glad” og ”elsker at gøre noget for andre” – så har du helt sikkert en skyggeside, der er vred eller ked af det og meget hellere vil tilgodese dig selv.

Og når vi spiller roller, er det typisk for at skjule skyggesiderne og vise den adfærd, der ”gav bonuspoint” i barndomsopvæksten – f.eks. kan den typiske Redder have lært, at det er egoistisk at tilgodese sine egne behov. Derfor får Redderen dårlig samvittighed over at tænke på sig selv, og det betyder, at Redderen kan være svær at arbejde sammen med, fordi hun ikke vil være til ulejlighed og ikke tør stille krav. Hvis kollegaen er et typisk Offer, der har lært at han ikke kan noget selv, bliver det klart, hvem der kommer til at gå fra mødet med aben på skulderen!

Men dynamikken er ikke altid klar for deltagerne i rollespillet, selvom vi alle på et eller andet punkt i arbejdslivet vil blive suget ind i det. Derfor er det vigtigt at kunne genkende rollerne hos sig selv og andre og vide, hvordan man kan undgå at spille med i det destruktive spil.

Rollespil på jobbet

 

Skurken

Siv har svært ved at uddelegere og mener dybest set, at hun selv er den bedste til at gøre arbejdet. Måske uden at gøre sig det klart føler hun tit, at de andre er inkompetente og uansvarlige, og derfor kan hun være nedladende, krævende og uden forståelse for, at andre kan begå fejl. Som chef skaber hun en kølig atmosfære, præget af frygt for at begå fejl og uden klare succeskriterier – for selvom hun er god til at lave planer og sætte mål for sig selv og andre, så kunne det jo altid blive lidt bedre. Som Skurk kan Siv blive fri for nærhed med andre. Da hun jo grundlæggende mener, at andre er idioter, har hun i sin selvforståelse heller ikke brug for andre. At klare sig selv giver hende følelsen af kontrol og uafhængighed. Med hendes egenskaber er det ikke underligt, at hun bliver irriteret på Olivia og anklager hende for sur­brokkeri – og har dermed har hun taget præcis den skurkerolle, Olivia gav hende hende. Dramaet er i gang.

Offeret

Ofelia er fuld af undskyldninger og forklaringer på, hvorfor planen ikke bliver fulgt, deadline overskrides, opgaverne løses halvt osv. Hun peger på de andres fejl og føler sig magtesløs og misforstået, og dermed opnår hun at fritage sig selv for både skyld og ansvar. Hun benægter sine følelser af mindreværd og vil ikke indrømme, at hun er både afhængig af og jaloux på René, fordi han klarer sig bedre over for Siv. Hun er bange for Siv og benægter det ved at udnævne hende til Skurk, og på den måde kan hun give Siv skylden for sit mindreværd med subtil manipulation: ”Du aner ikke, hvor svært det er for mig!”, og på typisk offervis foretrækker hun ansvarsbefriende årsagsforklaringer: ”Jamen det var også bare fordi jeg kom til…” Som et ægte Offer konfronterer hun ikke Siv, men taler om hende til René eller enhver anden, der orker at høre på hende: ”Det er osse Sivs skyld – hun er helt urimeligt krævende, jeg tror faktisk hun er perfektionist!” Ofelia bruger mange ressourcer på at forvisse omverden om sine gode intentioner og sin magtesløshed, fordi ”ingen forstår eller respekterer hende,” og det giver hende opmærksomhed og medfølelse fra dramaets tredje spiller:

Redderen

René mærker og forstår Ofelias position og forsøger at ”redde” hende ved at overtage hendes forpligtelser eller på anden måde støtte og hjælpe. I virkeligheden forhindrer René dermed Ofelia i at tage ansvar for sine egne problemer og komme ud af offerrollen. Hvorfor gider han dét? Fordi han som Redder kan spille helt ved at mediere mellem de to andre og dermed føle sig vigtig og betydningsfuld. Det giver ham selvværd og selvtillid. Når han mærker noget træk­ke op, rykker han frem. Han er den fødte diplomat; en mester i at se tingene fra to sider og gyde olie på vandene, og han kan fortælle om en hund, der gik over vejen på en måde så glemmer det ubehagelige og ligger flade af grin. Når Siv langer ud efter Olivia, glatter René ud og forsøger at redde Olivias humør. Det giver ham en følelse af betydningsfuldhed, når Ofelia sukkende giver ham sin påskønnelse – og han ser jo tydeligt, at Siv har mere respekt for ham end for Ofelias offerrolle. Det tier han med, men varmer sig ved det.

Drama for fuld udblæsning

Det komplekse er, at alle spillerne skifter roller med jævne mellemrum. Når Olivia omsider bliver træt af at spille underhund, bliver hun vred – og skifter til Skurk. Men da der kun er plads til én af hver, må Siv også skifte rolle:

René har fået lønforhøjelse, og Olivia er rasende – så da Siv kommer ind, farer Olivia på hende. ”Det er bare så uretfærdigt! Sådan ville en god leder aldrig gøre!” siger hun og rammer Siv lige i solar plexus: i sårbarheden for kritik. Pludselig bliver Siv usikker. Er der noget om det, Olivia siger – er hun virkelig en dårlig leder?

”Det var jo ikke for at genere dig,” begynder hun (på vej ind i Offerrollen). ”Men du aner ikke, hvor svært det er at fordele lønpuljen retfærdigt!” Olivia raser videre, og Siv har egentlig mest lyst til at smække Olivia én på lampen, men det går jo ikke. Så hun forsøger at vinde sin Skurkeposition tilbage – der, hvor hun føler sig mest hjemme.

”Nu er det nok, Olivia. Vi må tage det op ved medarbejdersamtalen.” Siv stirrer ildevarslende på Olivia og bider sig i læben for ikke at knibe en tåre. Hun hader sig selv for at være lige ved at miste kontrollen, og det gør hende så rasende, at hun må lade vreden gå ud over nogen. Hun hvæser ad René: ”Hvorfor flyder der med kaffekander og papir her i forkontoret? Var det ikke på tide at rydde op!” Hun smækker døren efter sig, og nu er René nervøs for, hvad Siv tænker om ham.

”Hun blev vist sur,” siger han til Olivia, der skynder sig tilbage i Offerrollen.

”Ikke på dig – du er jo hendes yndling. Det er altid mig, hun bliver så sur på… jeg ved ikke, hvad det er jeg gør så forkert!”

Men nu har René fået nok. Han synes simpelthen, at Olivia er vildt irriterende, og han er dødtræt af at frelse hende – og af, at Olivia aldrig synes at lægge mærke til, hvor meget René gør for hende. Så han ryk­ker op i Skurkepositionen:

”Ærlig talt, Olivia – enten piber du, eller også skælder du ud. Jeg gider faktisk heller ikke at høre på dig!” Og René vender ryggen til den chokerede Olivia, der med blanke øjne føler sig fuldstændig forrådt og må ud i forkontoret og finde nogen at beklage sig til. Dér sidder kontoreleven og sammen kan de så skiftes til at beklage sig over Skurke–Sivs urimeligheder og den troløse René.

Ud af de destruktive spil

Som et Janusansigt har hver negativ pol en positiv modpol, og vejen ud af det destruktive spil kan være bevidst at vælge denne modsatrettede energi for at opretholde harmoniske og produktive relationer på arbejdspladsen.

Offeret beklager sig konstant over situationen og den almindelige tilstand. Den positive side af dét er en stor åbenhed for forandring.

  • Tag ansvar for dig selv: stå ved dine følelser og tanker
  • Bed om forklaringer, detaljer og uddybninger for at forstå, hvad der egentlig bliver sagt
  • Lyt – både til dig selv og andre

For Redderen, der jo altid forsøger at afbøde Offerets hjælpeløshed og Skurkens vrede og usikkerhed, er den positive pol en stærk empati og indlevelsesevne.

  • Forsøg ikke at løse andres problemer og lad være ved at give gode råd.
  • Sig ikke ja, når du mener nej

Spørg den anden: Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre?

Skurken, der ikke viger tilbage for at tromle sin vilje igennem, har sin positive styrke i sin personlige gennemslagskraft og handlekompetence.

  • Giv personlig, specifik feedback uden at angribe, bebrejde eller anklage.
  • Brug jeg–budskaber
  • Ros – både dig selv og andre
Signalement af en Redder
  1. Søger at opnå kontrol ved at fortælle, hvad der skal gøres
  2. Smider om sig med gode råd og hjælper uden at blive bedt om det
  3. Siger sjældent nej, sympatiserer og virker empatisk
  4. Kan vende fra hjælpsom støtte til irritation på et sekund
  5. Konfronterer ved at foreslå en samtale om problemerne og holder sig selv udenfor
  6. Beklager sig over stress, overbebyrdelse
  7. Som leder: Kan være lunefuld, kontrollerende og uforudsigelig. Vil gerne være populær og ven med sine medarbejdere.
  8. Tier med sin kritik af andre for ikke at såre
  9. Yndlingsfraser: ”Du kan da nok forstå, at…” ”Nu skal du ikke være så…”
  10. Dominerende følelse: skyld
Signalement af en Skurk
  1. Er kritisk, krævende, dominerende, vred og irriteret
  2. Stille skyhøje krav, er svær eller umulig at stille tilfreds
  3. Konfronterer med trusler eller beskyldninger
  4. Som leder: skaber frygt, udsteder ordrer, eksekverer regler. Har svært ved at uddelegere og give ros. Minimal fejltolerance.
  5. Lader vrede og skyldfølelse gå ud over andre
  6. Bruger sarkasme, ironi og hån
  7. Handler ”til andres bedste” uden at spørge andre, hvad de vil
  8. Tror og forventer det værste. Mistror andres motiver
  9. Yndlingsfraser: ”Nej” og ”Det skal du få betalt”
  10. Dominerende følelse: vrede
Signalement af et Offer
  1.  Nedgør og undervurderer sig selv
  2. Bliver let såret eller fornærmet
  3. Konfronterer enten med beskyldninger – eller bagtaler
  4. Flygter ved optræk til ballade – enten fysisk eller ved at begynde at græde, tale udenom el. lgn.
  5. Tager ikke imod gode råd, men synes alligevel at det påhviler andre at løse problemerne
  6. Som leder: tøvende, svært ved at tage beslutninger, søger kompromis og bekræftelse.
  7. Tager automatisk skylden for noget, der er andres fejl
  8. Bruger fortiden som forklaring på, at forandring ikke er mulig
  9. Yndlingsfraser: ”Ja, men…” ”Hvis bare…”
  10. Dominerende følelse: Hjælpeløshed og håbløshed
En rolle bliver til

Siv voksede op i en familie med strikse regler, kontrol og konsekvent justits. Hun blev straffet, hvis hun ikke levede op til forventninger og standarder, som blev sat for hende, og hun var tit den, der ikke måtte gå til fest eller skulle tidligst hjem. Hun blev rasende, når hun af forældrene fik skylden for at noget var gået i stykker eller ikke var blevet gjort – men hun lærte hurtigt, at hun ikke kunne forvente megen forståelse eller tolerance. Allerede som barn opgav hun at gå i dialog med andre, og som teenager smækkede hun med dørene, skred i vrede eller gav de voksne fingeren. Hun følte sig ensom og forladt og lod vreden overtage de sårbare, smertefulde følelser af forladthed.

Mennesker med Offer som yndlingsposition opfattes som problemet i familien. Det er helt naturligt for dem at søge professionel hjælp, for de er ubevidst på jagt efter en Redder. Olivias overbeskyttende forældre pylrede og nussede om hende ustandseligt, og Olivia lærte hurtigt, at verden var for farlig og besværlig til at hun selv kunne klare den, at hun var et problem fordi hun ikke kunne klare den – og at andre altid stod på spring for at hjælpe hende. Selv når hun en sjælden gang spiller en af de andre roller, vil hun uvægerligt søge tilbage til Offerrrollens ansvarsfrihed.

Den almindelige, gældende norm er, at et godt menneske tager hensyn til andres ve og vel – også i et omfang, der tilsidesætter deres eget velbefindende. Vi præges intenst med, at det er egoistisk at tage hensyn til sig selv. René lærte hurtigt, at hvis han kunne få sine små søskende til at tie stille, når far var træt, aflede hans opmærk­somhed når han skældte ud på mor eller gøre ham glad ved at få gode karakterer, så kunne han overtage ansvaret for fars humør og Redde ham. Han brugte sine lommepenge på blomster til mor, glædede hende ved at slå græsset, give hende ret eller være ekstra sød når hun havde hovedpine, far var sur eller naboen lavede en bule i bilen. René lærte at hurtigt, at fars, mors og alle andres behov og følelser var vigtige, og at hans egne behov var besværlige. Det gør René til et nemt byttedyr for et Offer på jagt – og Redder–rollen er vanedannende, fordi den gør spilleren til Helt.

Sådan kommer du ud af dramaet
  • Trin 1: at opdage og anerkende, at du deltager i Dramatrekanten og hvordan du gør det – for den er der altid, når noget ikke fungerer.
  • Trin 2: at erkende din egen favoritrolle, undersøge dine kernemyter og indgroede regler.
  • Trin 3: at lære at mærke og anerkende dine ægte følelser; at udholde dem i stedet for at forsøge at give andre skylde for dem, benægte dem eller finde en, der kan frelse dig fra dem.
  • Trin 4: at handle på de første tre indsigter: ved at tage ansvar for dig selv og melde dine ægte følelser ud med åbne, ærlige og respektfulde jeg–bud­skaber.

Kun ved at turde sige åbent og ærligt, hvad du selv vil og mener, kan du refokusere energien til den positive side af enhver situation. Til gengæld kan du så begynde at skabe positiv forandring i stedet for afmagt, motivere dig selv og andre til at yde det bedste i stedet for at nedgøre og demotivere.

©Winnie Haarløv