Indlæg

Styrer du din vrede? Eller styrer den dig?

Den gode vrede – og den dårlige

”Din rapport er fuld af uklarheder,” siger Rikkes leder og smiler træt. ”Og så har du skrevet ordret af, hvad jeg sagde på mandagsmødet. Måske skal vi give opgaven til en anden – noget tyder på, at du er ved at køre sur i de rapporter.” Lederen smiler hurtigt, før han går.

Rikke spænder i hele kroppen for ikke at eksplodere. Mens uretfærdigheden svier i tårekanalerne, bobler raseriet i maven og får hende til at knytte hænder og krumme tæer. Hvad havde han regnet med? Rapporten er jo slet ikke færdig – han bad selv om en foreløbig kladde, gav en helt urimelig deadline og forlangte specifikt at blive citeret. Hun sender dræbende blikke efter ham og er mopset og nedtrykt resten af dagen.

Ved aftensmaden spørger Peter, hendes samlever, om hun har hentet hans rensetøj på vejen. Det har hun ikke. ”Jamen, du tilbød det jo selv,” siger han – og selvom han har fuldstændig ret, eksploderer Rikke. Hun kyler en grydeske efter katten, råber at det da for f$!@€$# i h#£$€ ikke er hendes opgave at opvarte ham, at hun er dødtræt af at blive kritiseret, og at det måske er på tide, at de tager en pause.

Om natten ligger hun og tænker på alt det, hun skulle have sagt i stedet for. Det ender med, at hun er mest gal på sig selv. ”Det er også mit temperament,” tænker hun. ”Gid jeg kunne lære at styre det.”

At forsvare sine grænser

Vrede er et signal om, at din grænse er overtrådt. Rikkes leder gør det ved at stille krav og give kritik, som hun synes er både urimelig og uretfærdig. Hun bliver vred, men hun forsvarer sig ikke. I stedet underkaster og behersker hun sig og håber, at vreden forsvinder. Det gør den bare ikke – den går ud over både Peter og over hende selv. Lederen, som vreden egentlig hører hjemme hos, er den eneste, der ikke mærker Rikkes vrede. Og det er ikke konstruktivt – hverken for Rikke, der bliver sur og indebrændt, eller for lederen, der jo ikke bliver klogere på, hvor hendes grænser går.

Hvis Rikke i stedet for at underkaste sig havde mindet lederen om, hvordan deres aftale om opgaven var, havde hun formentlig været langt mere tilfreds med sig selv. Og så var hun måske ikke blevet så rasende. Men hun turde ikke sige fra – og derfor kan hun ikke passe på sig selv over for den, som truer hendes grænser. Det skaber en ubevidst, dybtliggende angst, og det er den, der viser sig som Rikkes ”temperament” i form af hidsige vredesudbrud.

 

Vrede er sund og naturlig

Mange (kvinder) har svært ved at sige: ”Jeg er vred”. De siger hellere, at de er irriterede, frustrerede, ærgerlige eller sure. Vi er nemlig opdraget til at være søde, omsorgsfulde og attraktive, og vrede bliver generelt anset for at være en ”grim” følelse. Derfor har nogle helt mistet evnen til at mærke den og bliver snarere skuffede, sårede og kede af det, når deres grænser overtrædes. Andre reagerer ved at blive overoptimistiske, hektiske eller supertravle. Og nogle shopper, spiser, ryger eller drikker. Alt sammen forsvar imod at mærke den farlige, måske ustyrlige vrede.

Selvom du kan mærke din vrede, kan det være svært at stå ved den. Måske har du erfaringer for, at det går galt, hvis du viser den, eller du er bange for at såre andre med den. Men vrede er en naturlig følelse mellem mennesker. Tænk bare på små børn – så længe de er tumlinger, tør de alle sammen at blive vrede, når nogen overtræder deres grænser ved at drille eller tage deres legetøj. Som voksen duer det selvfølgelig ikke at reagere som et barn, og hvis vi ikke har fået lært at håndtere den konstruktivt, vælger vi tit at sluge, skjule eller fortrænge den. Men sådan behøver det ikke at være.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Dialog i stedet for krig

Vejen frem er at blive fortrolig med din vrede, så du kan mærke den, tøjle den og slippe den løs i passende portioner og på måder, der repekterer modparten og dermed bringer løsningen nærmere i stedet for at gøre problemet større. Udfordringen er at er at åbne en dialog og at invitere modparten til at kommunikere og udveksle synspunkter om det, du er uenig i og vred over. Desværre starter de fleste mennesker ikke en dialog, men en krig med anklager og bebrejdelser. Resultatet bliver typisk, at modparten enten går til modangreb og begynder at skælde ud, eller at hun trækker sig (som Rikke). I begge tilfælde er kommunikationen afbrudt, og der er ingen løsning i sigte.

Det gælder altså ikke om at skjule vreden. Tværtimod. Det er langt bedre klart at udtrykke hvad du er vred over, hvad det gør ved dig og hvad du gerne vil have i stedet for uden at nedgøre, bebrejde eller kritisere modparten. Det er det, man kalder at gå efter bolden i stedet for efter spilleren, og det er en forudsætning for at kunne at tale sammen, selvom man er vred.

Sådan gør du

Processen har tre adskilte trin:

  1. Begynd med at anerkende, at du er vred og anerkend, at det er rimeligt. Vær sikker på at du forstår hvorfor du er vred.
  2. Frigør vreden fra kroppen: snig dig ud på toilettet med din overfrakke og bid eller skrig ned i den; sæt dig i bilen og råb eder og forbandelser ud – eller gå i kælderen og tramp i gulvet. Du synes sikkert, at det lyder fjollet, men det er meget afgørende at få den fysiske vrede ud, for så slipper du af med aggressionen og bliver klar i hovedet igen.
  3. Nu er du klar til at udtrykke vreden i ord, selvom du stadig mærker den. En god formel er: ”Jeg bliver vred, når … og det betyder… Jeg vil gerne have, at….”
For eksempel:
  • ”Jeg er vred, fordi du nu igen kommer for sent uden at ringe besked. Jeg bliver nervøs for, hvad der er sket og føler mig helt afmægtig. Jeg vil gerne have, at du overholder aftalen med at ringe, hvis du bliver mere end X minutter forsinket.”
  • ”Jeg er vred, fordi du ikke har afleveret det input, som du har lovet i en uge. Jeg har selv en deadline, og jeg kan ikke komme videre, før du afleverer. Jeg vil gerne have materialet senest i morgen.”.
Du kan godt. Også på en dårlig dag

Selv med øvelse kan det være svært udtrykke sin vrede tydeligt og klart, hvis aggressionen suser rundt i kroppen. Lad os sige, at du har en rigtig dårlig dag. Du har flere forgæves rykket en kollega for noget input. Din leder er irriteret, fordi han skal bruge den opgave, som du ikke kan gøre færdig uden kollegaens input. Du er stresset, vred og irriteret. Tager du fat i din kollega lige nu, bliver samtalen næppe konstruktiv – det bliver snarere et angreb, fordi det er vreden, der styrer dig. Du blander de tre trin sammen og råber, vrisser eller bliver sarkastisk, og kollegaen vil selvfølgelig forsvare sig. Hun lukker simpelthen af og hører ikke dit budskab. Vent derfor hellere, til du er dampet lidt af og vreden er ude af kroppen.

Og nej, du har helt ret: det er ikke nemt. Men det var din første køretime heller ikke: Træd på speederen, drej på rattet og se over venstre skulder, mens du passer på cyklister og lyskurve. Gisp. Men fik du det lært? Selvfølgelig, selvom du troede det helt umuligt. Øvelse gør som bekendt mester.

  • Vrede er en nødvendig og naturlig, menneskelig følelse og hverken dårlig eller forkert i sig selv
  • Vrede er en reaktion på en følelse i dig og ikke noget, du kan planlægge
  • Hvis du er træt eller stresset, bliver du lettere vred
  • Angriber du i vrede, indleder du en krig – og får forsvar som reaktion. Der bliver ingen dialog eller forståelse.
  • Aggression er ikke vrede. Det er angst.
  • Under aggressionen ligger oftest sårbarhed. Med den voldsomme vrede kan du skjule sårbarheden og virke stærk.
  • Når vrede holdes tilbage, kommer den lettere ud som en eksplosion. Sæt hellere ord på den med det samme, den opstår.
  • At undertrykke sin vrede er usundt og kan påvirke helbredet. Lær hellere at udtrykke den på en acceptabel måde.
  • Vrede kan sætte sig i kroppen som smerter i f.eks. skulder, ryg eller mave og skade helbredet.
  • At styre sin vrede er en kompetence, der kan læres – ligesom at tage kørekort. Det er svært i begyndelsen og bliver lettere med rutinen.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Hvad med mig, der aldrig bliver hidsig?

Hvis du sjældent eller aldrig bliver vred, kan det være fordi du:

  • ignorerer dine grænser og nægter dig selv tilladelse til at blive vred. Det kan være, at du i stedet sladrer, bagtaler eller bruger ironi og sarkasme.
  • bliver ked af det, skuffet eller såret, for det er mindre ”farligt” end at blive vred. I sidste ende kan det føre til at du hverken håber eller forventer noget af andre eller af livet. Også kaldet: depression.
  • vender vreden indad i mod dig selv. Resultatet kan blive overdrevet selvkritik, mindsket selvværd, arbejdsnarkomani, anorexi og afhængighed af mad, alkohol eller shopping.
  • er god til at sige fra, når nogen kommer for tæt på, og derfor er din vrede sjældent nødvendig. Dine grænser er tydelige, og derfor behandler andre dig respektfuldt. Du er suveræn til at undlade at tage andres brokkerier, anklager, insinuationer og stikpiller personligt.
  • har et filter, der lukker alt det ude, som du ikke gider tage dig af, og derfor kan du lade uretfærdighed, anklager og bebrejdelser løbe af dig.

 

©Winnie Haarløv

 

barn.selvværd

Bevar dit barns selvværd

Selvværd, tillidsfuldhed og lykke-evne er egenskaber, der er nødvendige for et godt voksenliv. Hvordan bevarer og udvikler vi som forældre de potentialer, som barnet har med sig fra fødslen til at blive velfungerende, harmoniske voksne, der hviler i sig selv?

De allerfleste børn får omsorg i form af mad, legetøj, tag over hovedet osv. som en selvfølge — men usynlig omsorg er den omsorg, der ikke er materiel, målbår eller konsekvent kan ses eller høres er mindst lige så vigtig (hvis ikke mere).

Kærlighed

Kvantitet og kvalitet er vigtige — dén med ’kvalitetstid’ duer ikke (selvom lidt selvfølgelig er bedre end ingenting). Børn har brug for konsekvent og ubetinget kærlighed. Selvværd næres af følelsen af at være værdsat for ens egen skyld og ikke hvad man kan præstere eller blive til.

Sikkerhed

Frygt og angst er selvværdets farligste fjender. Børn som føler sig usikre på, om deres bsisbehov bliver opfyldt eller at deres følelsesmæssige / fysiske verden vakler, vil kun vanskeligt kunne udvikle tillid til omverden. Når børn føler sig sikre, vil de automatisk forsøge at udvikle deres potentiale ved at tage udfordringer op og kaste sig ud I noget nyt.

Rollemodeller

Børn gør ikke som vi siger men som vi gør. Eksemplets mangt er langt det stærkeste, når det gælder om at udvikle et barns selvtillid. En forælder der er præget af frygt, angst og lave selvværd vil uvilkårligt præge sit barn med det samme – medmindre et stærkt modbillede er konsekvent tilgængeligt i barnets nærhed.

Relationer

Et barn har brug for mange forskellige relationer for at udvikle tillid til at relatere til mange forskellige slags mennekser. Der skal være tætte, intime relationer (typisk til forældrene), nære venskaber og mere overfladiske bekendtskaber (fx fjern familie, butiksekspedienter osv.) Gennem at indgå I relationer opbygger barnet den selv-opmærksomhed og selvindsig, der er forudsætningen for følelsen af selvtillid og hvilen I sig selv.

Sundhed

Børn har brug for sundhed og energi for at lære alt det, de skal lære. Forskning viser, at fx underernærede børn har sværere ved at indlære og tilegne sig færdigheder, og at de derfor har vanskeligere ved at udfolde deres fulde potentiale. Man har også påvist, at børn blomstrer når de er friske og sunde, og i vores kultur er der ingen tvivl om, at sunde, kønne børn i langt højere grad får mere opmærksomhed, flere selvværds—nærende komplimenter og flere muligheder.

Ressourcer

Måske kunne stenaldermenneskenes børn nøjes med at lege med sten og blomster, men i dag er verden langt mere kompleks. Børn med rigelig og konsekvent tilgang til bøger, legetøj, musik og instrumenter, sportsfaciliteter og rejser har uomtvistelige fordele sammenlignet med børn med begrænsede ressourcer. Selvfølgelig er sådanne ressourcer ikke absolut nødvendige for at udvikle selvværd eller selvtillid, men det er nyttige redskaber, der kan hjælpe til personlig vækst og udvikling.

Støtte

Materielle ressourcer er ikke nok. Børn må have anerkendelse, opmuntring og vejledning. De har brug for voksne med god jordforbindelse, der kan rumme og guide dem mod øget tillid og dygtiggørelse — voksne, som giver dem ærlig, konstruktiv feedback både når de klarer sig godt og mindre godt. Støtte er en afgørende faktor i et barns opheling af skuffelser, svigt og nederlag. En vens afvisning eller et dårligt skoleresultat kan ryste et barns verden og slå dybe revner i selvtilliden — og hvorvidt arret skal være livslangt eller kan skubbes ud i glemslen afhænger i høj grad af kvalitet og kvantitet af den støtte, der er tilgængelig for barnet.

Belønning

Processen med at udvikle selvtillid og selvværd kan (som al anden indlæring) bære lønnen i sig selv — sommetider træls, sommetider spændende og givende. Men belønning for opnåede resultater er også vigtig og motiverende, selv for det mest selvkørende og ambitiøse barn. Børn, der regelmæssigt modtager belønning i form af anerkendelse, opmærksomhed osv. for deres resultater og bestræbelser har langt nemmere ved at opretholde deres naturlige nysgerrighed, udforskningstrang og lyst til at sætte nye mål end børn, der ingen belønning får.

Respekt

Et barn er ikke ligestillet med sine voksne. Det har ikke samme magt, samme autoritet og heller ikke samme ansvar. Derfor er det den voksne, der bestemmer og har ret (og pligt) til at udøve sin autoritet og afstikke rammer, give vejledning og inspirere barnet. Men barnet er ligeværdigt med sine voksne. Derfor må den voksne respektere barnets følelser, grænser og fantasier (og derved lære barnet at vokse op til at gøre det samme). At bruge verbal, psykisk eller fysisk vold er respektløst under enhver form. Der er ingen undtagelser.

Kommunikation

Børn gør, som du gør, ikke som du siger. Lær dit barn at kommunikere åbent, respektfuldt og autentist ved at gøre det selv: Sig, hvad du mener; stå ved dine følelser og sig tingene, som de ér. Lær ikke barnet ‘hensynsbetændelse’ og hvide løgne, men vis det, at man ikke kan gå gennem livet uden at træde nogen over tæerne engang imellem (selvom det selvfølgelig ikke er ønskværdigt i sig selv). Lær at tale i jeg-budskaber (det er en fuldstændig enkel teknik, der bare skal indøves – kaldes også Girafsprog). Lyt interesseret – og tænk på, at det bedste svar sommetider er et spørgsmål.

Personlighedens kerne

dannes af objektrelationerne fra 0–3 år. Far, mor, søskende, dagpleje osv. indgår som påvirkere. Det vigtiste element er den følelsesmæssige relation

Et barn med udækket kærlighedsbehov modsætter sig (forgæves) ophævelsen af symbiosen for at holde forladthedssorgen væk. Konsekvenser af forladthedssorgen kan f.eks. være barnets klæben, morens overbeskyttelse eller afvisning af barnet.

Mangel på selvtillid kan føre til selvhad og selvdestruktiv adfærd, f.eks. misbrug (alkohol, sex, mad, rusmidler, kriminalitet). Din selvværdsfølelse afspejler, hvordan din mor var til at elske dig

Følelser kommer af tanker. Bag enhver følelse er der en tanke, og derfor en ”følelser uden en tanke” ikke brugbar (fordi tanken ikke er erkendt, og derfor er følelsen falsk eller løgn)

Find ”smittebæreren” i et rum eller en forsamling – så kan du identificere den, der aktiverer dit (uhensigtsmæssige) mønster.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

barnsvrede

Barnets vrede

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

angrykid

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

 

 

straf

Tyve alternativer til straf

Vi ved det jo godt.

Utryghed, skænd, straf, kulde, fjendtlighed, råben, ironi, sarkasme, at blive ladt alene, sendt ind på værelset osv. osv. er skadeligt for et barn. Vi ved det godt!

At “opdrage” betyder ikke at “krænke.” Det betyder at vise barnet, hvilke rammer det kan agere inden for og hvilke normer, der gælder i de hierarkier som det lille menneske bevæger sig i. Det gør vi bedst ved at være rollemodeller og  med kontant, letforståelig vejledning. Det vigtigste for et barn er respekt (lige som det er for alle os andre).

  • Et barn, der krænkes, lærer offer-krænker adfærd. Og regler. love og normer.
  • Et barn, der oplever respekt, lærer respektfuld adfærd. Også overfor regler, love og normer.

Nu tænker du måske: “Jamen, skal jeg da bare lade ungen gøre som hun/han vil?”

Og selvfølgelig ikke. Børn, der opfører sig “umuligt” har lært den adfærd ét eneste sted fra: sine forældre. Børn gør det, der betaler sig for dem. Nøjagtig lige som alle os andre, med den forskel at vi voksne skjule det med manipulation.
Et “umuligt barn” findes ikke. Det er nemlig ikke umuligt; det er forladt, rådvildt og i tvivl. Sådan et barn leder efter sine forældre og deres respektfulde vejledning.

Forældre, der opfører sig som børn, straffer, skælder ud, vrisser og siger at det er for barnets egen skyld. Det er en dårlige, elendig og skadelig undskyldning. En manipulativ, ansvarsfraskrivende løgn..

Så hvad kan man som forældre gøre i stedet?

1. Find det underliggende behov

Hvis dit barn skriger, plager om slik eller bliver utålmodigt mens du venter i kassekøen, så vær forberedt: keder det sig, så giv barnet noget at lege med. Er det sultent, så giv det en frugt. Hjælper det ikke, så forklar roligt barnet, at det ikke må få slik nu – og lad det skrige. Skæld ikke ud, straf ikke. Og blæs på, hvad de andre i køen synes (de har sikkert selv prøvet at stå med et skrigende barn et offentligt sted).

2. Giv oplysninger og fornuftsgrunde, der passer til alderstrinnet

Hvis barnet tegner på vægge eller ødelægger ting, så tag dig tid til at forklare hvorfor du synes det er mest hensigtsmæssigt at tegne på papir eller passe på tingene. Hvis barnet er for lille til at forstå en forklaring, så vis barnet et alternativ eller en konsekvens. River din 9 mdr gamle baby i dine ørenringe, så sæt dig i sofaen og sæt barnet ved siden af så snart det sker. Hold øjenkontakt og sig “nej” – venligt og fast. Forlad ikke barnet, rynk ikke panden og smil ikke.

3. Find den underliggende følelse

Anerkend, accepter og respekter barnets følelser. Hvis barnet slår, driller eller kniber, så find ud af, om barnet er f.eks. jaloux, misundelig eller føler sig overset – og anerkend, at det er sådan. Der er altid en grund til at barnet gør, som det gør. Inviter barnet til at vise sin vrede og jalousi på andre, mere hensigtsmæssige måder. F.eks. at græde og skælde ud over for dig.

4. Lav om på omgivelserne. Ikke på barnets nysgerrighed

Når man får et barn, viser omgivelserne sig sommetider uhensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver ved at tage ting fra reoler eller køkkenskabe, så udskift de ting, der findes i børnehøjde med nogle, som barnet gerne må lege med. Sørg for, at hjemmets indretning respekterer, at der nu bor et legelystent, nysgerrigt barn.

5. Find acceptable alternativer

Hvis du ikke vil have, at barnet bygger en hule i spisestuen, så vis barnet, hvor det gerne må bygge en hule – i stedet for bare at sige NEJ.

6. Vær et eksempel for dit barn

Hvis barnet f.eks. trækker en kat i halen, så sig “nej” – og vis barnet, hvordan man klør katten bag øret. Eksemplets magt er langt stærkere end ord.

7. Giv valg – ikke ordrer

Beslutninger og valg giver barnet magt over sin egen situation, mens ordrer inviterer til magtkamp. Tilbyd ikke for store eller frit formulerede valg, f.eks. ”Hvad har du lyst til at lave på søndag?”
Giv hellere valgmuligheder, som er overskuelige i forhold til barnets alder og kompetence. Spørg ikke f.eks.: ”Hvad vil du have på i børnehave? – men: ”Vil du have den røde eller den blå trøje?” og ”Vil du børste tænder før eller efter at du har taget pyjamas på?”

8. Gør undtagelser nu og da

Lær barnet fleksibilitet ved en sjælden gang at bryde hverdagsrutinen. F.eks. ”Det er okay, at du ikke børster tænder i aften, når du er så træt.” Giv indimellem dig selv lov til at bryde rutinen ved f.eks. at lade barnet få havregryn med mælk til middag el.lgn.

9. Giv barnet tid til at forberede sig

Hvis du f.eks. skal have middagsgæster, så fortæl barnet, hvad du forventer af det. Vær specifik og hold de indgåede aftaler. Hvis aftalen er, barnet skal tage nattøj på uden bøvl, så vær konsekvent. Har du lovet at læse godnathistorie, så gør det. Selvom gæsterne må vente med desserten.

10. Lad barnet opleve konsekvenserne af sine valg

Lad være med at fjerne hver en sten på barnets vej. Hvis et barn f.eks. lader sit våde gymnastikhåndklæde ligge i tasken, så lad barnet selv finde det og opdage, hvor generende det kan være. Det er en menneskeret at træffe valg, og sommetider (tit!) vælger man forkert. Lær barnet, at det er okay, og at det selv må tage konsekvenserne af f.eks. ikke at ville have vanter på i 10 graders frost (du kan jo tage vanterne med i tasken og tilbyde barnet et nyt valg, når det er parat!)

11. Fortæl om dine følelser i stedet for at være sur

Lad barnet vide, hvad dets handlinger gør ved dig. Sig f.eks. ”Det irriterer mig, at du ikke tørrer krummer op efter dig. Jeg vil gerne have, at du gør det.” – og lad så være med selv at tørre dem op!

12. Skrid til handling, hvor det er nødvendigt

Hvis barnet insisterer på at ”gå selv” og derefter stikker af, så hold barnet fast i hånden (uanset dets protester), mens du forklarer hvor farlig trafikken er. Vis eventuelt barnet en fugl eller en ræv, der er blevet kørt over. (Jo! Jeg mener det!)

13. Hold om barnet

Børn, der kaster sig ud i aggression eller trods kan sagtens have brug for, at mor eller far simpelthen holder blidt om dem, uden vrede og formaninger. Tit dækker den vrede opførsel over barnets frustration eller sorg, og den blide omsorg kan få barnet til at græde de nødvendige tårer i stedet for at gøre sig ensom i raseri.
Som voksen ved du jo godt, hvor rasende eller frustreret du kan blive, hvis bernaisen skiller eller pc’en driller. Du har bare lært adfærdskontrol, og det er dét, barnet stadig mangler at lære.

14. Bliv ved barnet i konflikter og kriser

Et barn i oprør (hvadenten det skyldes vrede, sorg eller angst) har allermest brug for en nær voksen, der kan være der. Ti gerne stille og bare vær til stede, indtil barnet eventuelt viser behov for en omfavnelse – og hvis ikke, så bare bliv ved barnet.
Vis, at din kærlighed er ubetinget. Spørg, om barnet har lyst til at fortælle om sine følelser. Tilbyd omfavnelse, men påtving den ikke. Spørg, om barnet har lyst til at høre forslag til, hvad det kan gøre. Siger barnet nej, så respekter dets ønske. Lad være med at bebrejde, trøste, forklejne eller aflede følelserne (ved f.eks. at tilbyde mad, leg eller tale om noget andet).

15. Lad dig lokke til leg

Mange (potentielle) konflikter kan løses ved leg. Eksempelvis: ”Vil du være med til at lege restaurant? Okay – du bærer ud, jeg skyller af” el.lgn. Eller ”Skal vi børste tænder på hinanden?”

16. Respekter barnets følelser: vrede, angst, sorg og glæde

Hvis dit barn er vred på dig, så respektér barnets vrede.
Invitér barnet til at vise vreden ved f.eks. at indbyde til en pudekamp. Når barnet har raset ud, så overgiv dig, gerne på en dramatisk måde.
Hvis barnet er i humør til det, så inviter det til at tale om sin vrede. Spørg f.eks. ”Er du stadig vred på mig ?” Hvis barnet siger ja, så spørg, om barnet har lyst til at sige noget mere om det. Gør ikke barnet forkert eller latterligt ved at nedgøre dets følelser, f.eks. ”Hold nu op med at tude; det er da ikke noget at hyle sådan op over” eller ”Er du virkelig bange for mørke – jeg troede, du var sådan en stor dreng”.

17. Vær fleksibel

Hvis du gerne vil hjem, men barnet er i fuld gang på legepladsen, så sig, at det snart er på tide at gå hjem. Lad barnet selv komme med forslag til, hvornår I skal gå. Respekter dets forslag, selvom det ikke svarer til dit – sig f.eks. ”Nej, en time er for længe, så kan jeg ikke nå at…. Skal vi sige ti minutter? Vil barnet ikke forhandle, må du som den voksne bestemme.

18. Inviter til fælles konfliktløsning

Diskuter konflikter, der bliver ved at opstå, med barnet (f.eks. oprydning, bordskik osv.) Fortæl om dine egne behov, spørg efter barnets og bed om forslag til løsninger. Tag barnets forslag alvorligt, og hvis du ikke kan bruge dem, så begrund hvorfor. Fastlæg reglerne sammen; gerne på familiemøder.
Og fremfor alt: Smed, mens jernet er koldt. Når konflikten raser, duer det ikke at ville forklare, diskutere eller tale fornuft.

19. Skru ned for forventningerne

Små børn har intense følelser og behov, og de er af natur højrøstede, nysgerrige, uorganiserede, utålmodige, krævende, kreative, glemsomme, selvcentrerede og fulde af energi. Accepter disse egenskaber og påskøn umiddelbarhed, så længe den varer. Har du nogen sinde set en 13–årig hoppe i sofaen af glæde – eller smide sig på gulvet i Irma fordi han ikke må få vingummi?

20. Træk dig – og træk vejret

Forlad rummet, hvis du har brug for at samle dig og skabe overblik. Brug evt. nogle minutter på et lynbrusebad, en kort meditation, en grædetur eller at ringe til en veninde. Bare fem minutter med dig selv kan gøre underværker og betyde, at du ikke kommer med raseriudbrud eller giver straffe, som du senere fortryder.

© Winnie Haarløv