Indlæg

svigt

Det største svigt

Et barn overlever ikke uden at få dækket sine fysiske behov (mad, varme, klæder) – de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og kærlighed dækket – dem, der dækkes med usynlig omsorg.

Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen (mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt, hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.

Men én ting er simpel overlevelse. For at udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.

Autencitet – et grundlæggende behov

Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed, retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv indflydelse på personens liv.

Her vil mange sikkert sige: “Jeg lyver da aldrig for nogen!” eller “Hvor svært kan det være?” Men for de allerfleste er det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: “Du ødelægger det hele!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!” “Smil nu – du har ikke noget at være ked af!” osv. osv.

Spæde kan noget, som de færreste kan

Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt, høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd. Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.

Barnets forhold til de voksne er altså i sit udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.

Elsker jeg mit barn? Eller elsker jeg, at barnet bekræfter mig ved at elske mig?

“Ikke alle er modne nok til at undgå det sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige, elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre.” Sådan skriver Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.

Et barn er en udfordring til og chance for at genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché “Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”

Barnet er også et fantastisk tilbud til forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.

Væk fra det naturlige

I barnets socialisering og bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede (”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende (“det socialiserede”). Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder opdragelse.

Den første, afgørende spejling for barnet er selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt. Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser, følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik til et negativt selvbillede er lagt.

Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv, der er sårbar.« (Juul, 1998)

Du er spejl for barnets identitet

Autencitetssvigt fører således til dannelsen af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være sund.

Er den ikke det, svigter du det autentiske, og Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv, medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)

Den absurde værdiforvirring

Da jeg for mange år siden arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.

Vi nåede hjem og ventede lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået, var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk, vandrende i retning væk fra hytten.

Hjemme igen fortalte hun at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun – imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at standse op og vende om.

Hvorfor? Fordi det ikke var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte retning!

Den lader vi lige stå et øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!

Eller med andre ord: hun syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk erkendte! Det er absurd.

Og ikke nok med det. Det, hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået en fejl, så derfor begik hun én til!

Værdiforvirringen er tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det, men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have været dig?

Hvad kan man gøre?

Hvad ville der være sket, hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede blive ved at styre hende?

Hvad nu, hvis hun (eller den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende om!” Hvordan mon hun havde reageret?

De steder i ens liv, hvor man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.

Hvis forældre skal vise barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare” vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og erkende det, der ér.

Den negative identitet

Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.

Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed – måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.

I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Resumé: undgå det store svigt

Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept ikke bruges manipulerende eller uægte.

Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af barnets negative selvbillede.

At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at kende.

Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre.

Minilex:
  • Den etymologiske grundbetydning af ordet “alvor” er: fuldstændig sand.
  • Autencitet: ægthed, pålidelighed
  • Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

 

© Winnie Haarløv

lognsand

Ærlig, kærlig og nærværende

Når jeg i mine foredrag spørger tilhørerne hvilke værdier de lever efter, så kommer ærlighed (i en eller anden form), nærvær og kærlighed næsten altid ind som top 3. Og alle tre værdier er vel også en forudsætning for gode relationer.

Om sandhed kan man sige, at den er en evigt skiftende størrelse, fordi tilværelsen hele tiden forandrer sig – og derfor forandrer vores behov sig også, efterhånden som vi udvikler os. Gennem livet ændrer vi os alle sammen mht. behov, ønsker, sym– og antipatier, og afhængigt af hvor meget overskud og hvor mange ressourcer vi har, vil vi påvirkes forskelligt af menneskene omkring os, og hvad vi kan lide som 20–årige kan vi ikke nødvendigvis lide som 35–årige. Din personlige sandhed er altså i konstant forandring. “Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, siger et asiatisk ordsprog. Floden ligner sig selv, men logisk er vandet jo ikke det samme.

Hvis du vil være ærlig, kærlig og nærværende overfor andre, kræver det derfor, at du er opmærksom både på, hvad der sker inde i dig selv – og imellem dig og andre. Hvis du vil have intense og levende forhold til andre, må du være opmærksom og nærværende sammen med dem. For nærhed kræver ærlighed i form af tre faktorer: at du til enhver tid udtrykker 1) hvem du er, 2) hvad du har brug for og hvad du føler.

Nu vil du måske sige, at det lyder selvcentreret. Men prøv engang at tænke over det. Hvis du fortier de 3 faktorer, så bliver dit forhold til andre forlorent, dødt, stivnet eller kedeligt, og du vil føle dig ensom eller buret inde i en osteklokke. Når du opdager mindre charmerende sider af din personlighed er det jo meget menneskeligt at forsøge at lade være at vise dem frem til omverden. Du tror, at omverden vil have svært ved at acceptere dig som du er, på godt og ondt. Men i virkeligheden er det dig selv, der har svært ved at acceptere dine ”minussider”. Og din fantasi er, at hvis andre ser dem, vil de afvise dig eller løbe skrigende væk.

Mærkeligt nok er sandheden (og den konfrontation / konflikt, som tit følger med) en supergod garanti for at bevare et godt intimt og levende forhold til en anden – også selvom det måske i første øjeblik virker modsat. Fortielser har som regel kun én konsekvens: langsomt at kvæle forholdet.

Flere slags ærlighed

Når jeg fortæller om mine synspunkter på ærlighed, er der næsten altid en eller flere i forsamlingen, som siger, at skam de har prøvet at være ærlige: de har uden omsvøb fortalt kollegaen, chefen eller kunden, hvad de følte og tænkte. Og resultatet var bare, at den anden blev såret, vred eller afvisende. Når jeg så spørger, hvordan de er ærlige, viser der sig næsten altid et bestemt mønster. De fleste er tilbøjelige til at være ærlige om hvad de synes om den anden og det som den anden gør. Dvs. at ærligheden handler ikke om dem selv – men om den anden.

Men det er ikke dén slags ærlighed, som forholdet har brug for. Ærlighed er at tale om sine egne følelser, tanker og sine egne intentioner. Også, når det handler om forhold og situationer, hvor der skal berører kritiske eller følsomme emner. Og i længden kan konflikter ikke undgås og sandheder ikke skjules, hvis en relation skal være levende og nærværende.

Mange undskylder uærligheden med, at den anden ”ikke ville kunne holde til at høre sandheden.” Eller at ”det ville såre den anden unødigt.” Og så sker der tit det, at den anden sig føler sig dobbelt såret, dobbelt svigtet og bedraget eller umyndiggjort. ”Hvorfor sagde du ikke, at jeg irriterede dig sådan? Hvis du havde sagt det, havde jeg da i det mindste haft en chance for at gøre noget ved det,” siger den anden så. Eller ”Hvad så, hvis du er misundelig på mig og ønsker mig hen, hvor peberet gror fordi du synes jeg er hoven og arrogant? Sådan har jeg da også haft det med dig sommetider – jeg troede overhovedet ikke, at man kunne tale et fornuftigt ord med dig,” har jeg hørt to kolleger sige til hinanden efter en hed konflikt. Og bryde ud i gensidig latter.

At beskytte sig selv mod en ubehagelig situation eller et undgå at aflevere et ubehageligt budskab er bare en dårlig undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad forhindringen for at tage konfrontationen er. Måske er forhindringen, at du ikke kan holde dine følelser ud, når den anden bliver vred eller ked af det. Måske er det, at du er bange for at blive forladt, afvist, udelukket eller hånet – eller at du er nervøs for at miste privilegier, prestige eller at vise dig fejlbarlig og sårbar. Måske er forhindringen, at du ikke vil såre modparten. Men tror du da, at du kan leve et helt liv uden at gøre eller sige noget, som andre bliver vrede, skuffede eller sårede over? Det kan du ikke. Og i øvrigt bad veninden jo selv om din mening!

Jeg siger det lige igen: Kontakt og nærvær kræver ærlighed. Også, selvom det kan gøre ondt.

LØGN ELLER SANDHED?

Tilværelsen er sjældent sort–hvid, og ikke at sige sandheden er ikke det samme som at lyve. At være ærlig behøver ikke betyde brutal, ubesmykket ærlighed. Den indvending jeg oftest hører imod at ”være ærlig” er, det ville såre den anden, være synd eller være for brutalt. Og både løgn og brutal ærlighed er da også negative værdier.

Et eksempel: I en tøjforretning prøver din veninde en kjole og spørger dig, om du synes at den klæder hende, og hvad du synes om farven. Nu kan du svare på fire forskellige måder:

  • A. Sandhed: ”Det snit fremhæver dine mest uheldige sider, og jeg synes ikke, at farven er god.”
  • B. Løgn: ”Ih ja, den er sørme smart. Og det er jo en spændende farve til dig.”
  • C. Brutal ærlighed: ”Du ligner en børnekarrussel bagfra, og farven får dig til at ligne en gammel ost.”
  • D. Diplomati:  ”Nej, jeg synes ikke den rigtig gør noget for dig. Skal vi ikke prøve at kigge efter en blå eller en rød, der fremhæver dine (arme, ben, nøgleben eller hvad det pæneste ved veninden nu er)?

Risikoen er, at din veninde vil blive ked af det, men chancen for, at hun finder noget der får hende til at se bedre ud og derfor gør hende gladere, er formentlig større. Nu er dette eksempel jo en meget mild konfrontation. Men du kan ved selvsyn konstatere, at det foregår i enhver tøjforretning, hvor veninder shopper.

 

©Winnie Haarløv 

angst for nærhed.200px

Angsten for nærhed

Når jeg spørger et par i terapi hvad de sætter højest i et parforhold, siger de typisk ærlighed eller nærvær. Hver især ønsker de, at deres partner skal sige sandheden, være åbne om følelser og tanker og vise mere af sig selv. Det er jo bl.a. sådan, nærvær skabes.

Men tit ønsker ingen af dem i virkeligheden at høre, hvad den anden virkelig mener, ligesom de heller ikke selv for alvor vil sige nøjagtigt hvad de tænker og føler. Det, de ønsker er en vis grad af ærlighed og oprigtighed – nemlig præcis den, de hver især er i stand til at håndtere.

De vil begge to høre den slags “ærlighed” som får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret. Med andre ord: de vil hver især faktisk kun høre den sandhed, der får dem til at føle sig godt tilpas.

Og helt ærligt: hvor mange af os parat til at høre sandheder, som ikke virker på den måde?
Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?
Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Er du parat til ærlighed? Test dig selv her:

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • “Jeg gider ikke lave mad (putte børn / købe ind / vaske tøj) idag. Faktisk bryder jeg mig overhovedet ikke om, at det ligesom ligger i luften at det er mig, der er ansvarlig for det hver dag.”
  • “Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med Lise / Niels (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spist frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • “I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været rigtig tændt, når vi har haft sex.”
  • “Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / din håndtaske / din ånde om morgenen osv.)

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om?
Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

En dans på æggeskaller

Når du ustandselig vogter på, hvad du siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller jer ad og skaber distance. Nærhed bliver umulig. Distancen vokser imellem jer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at I skal gå og kritisere hinanden og sige jeres mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Men når to mennesker kommer til mig og beklager sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er “vokset fra hinanden”, så er det i 99,9% af gangene fordi de fortier væsentlige ting for hinanden.

Hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen – skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst?

Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem – skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Det mener jeg. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de to parter stoler på hinanden og tænder på hinanden. Og det gør de ikke, når nærheden er forsvundet.

Hvorfor er vi bange for ærlighed?

Oftest skyldes det, at vi frygter at blive afvist af den anden. Og afvisningen kan have mange ansigter: Gøren nar, nedladenhed, sarkasme / ironi, ignorans eller dominans, sur tavshed, åbent drilleri eller provokation osv.

Angsten for afvisning ligger dybt i os alle, og flertallet af os vil gøre rigtig meget for at undgå den. Vi indgår kompromis’er for at enes eller skabe harmoni, vi undgår konflikter og negative reaktioner og viser ikke, at vi er vrede, sårede eller bange. Altsammen, fordi vi helst vil undgå at blive gjort til grin, beskyldt for at være hysteriske eller hvad det nu kan være. Når du holder disse følelser tilbage, er du godt på vej til at kompromittere din egen integritet. Du er på vej til at miste dig selv og fjerne dig fra din partner.

Grunden til at du gør det er selvfølgelig, at det på kort sigt føles bedre at give op og holde borgfred. Men hver gang skærer du en bid af dit eget selvværd og smider den ud.

Men hvis du er bange for åbenhed og autencitet, hvad er det så nøjagtigt du frygter? Og når du ikke siger åbent hvad du mener, føler og tænker til din partner, føler du dig så nærmere forbundet med ham eller hende – eller omvendt?

Måske oplever du ikke tryghed i forholdet. Du ved måske ikke helt, hvor du står i forholdet til ham eller hende. Derfor er du på vagt, vælger dine ord med omhu og lægger bånd på dig selv. Og hele tiden bliver det bare værre.

Fysisk og følelsesmæssig nærhed er noget af det mest meningsfulde, givende og dejlige mennesker kan opleve. Men de par, jeg møder i min konsultation for parterapi, henvender sig typisk netop, fordi nærheden mangler imellem dem.

Måske mener de, at deres problemer skyldes at de skændes for meget, taler for lidt sammen, ikke forstår hinanden eller oplever, at sexlivet er dødt eller døende. Men alt dette er ikke problemet. Det er følgevirkningen af, at nærheden mangler imellem dem. Parrene savner den vidunderlige følelse af tryghed og samhørighed det kan give at dele sine inderste tanker og følelser med en anden; at blive set, rummet og anerkendt af en betydningsfuld person.

At dele sorg, glæde, håb og længsler giver grobund for passion og kreativitet og betyder, at to sjæles ensomhed kan mødes og støtte hinanden, når livets smerte og eksistentielle vilkår presser på.

Hvorfor være angst for nærhed?

Jamen – hvis nærhed er så vidunderligt og givende, hvordan kan nogen så være bange for den? Det er da heller ikke nærheden i sig selv, som er så skræmmende. Det er angsten for, hvad der sker hvis den forsvinder. For hvis vi hver især turde tro, at nærheden ville være vedvarende og garanteret, ville den udelukkende være en positiv oplevelse som ingen behøvede at frygte. Men sådan er det kun for de færreste, og de fleste mennesker frygter nærheden af to grunde.

Den ene er den konstante, bevidste eller ubevidste frygt for at blive afvist, forkastet, isoleret, nedgjort eller såret, hvis vi gør os sårbare over for vores partner. Og sårbarhed er en uundgåelig følge af nærhed. Ligesom kærligheden altid følges af angsten for at miste, kan nærhed kun opstå eller eksistere, hvis man åbner sit hjerte og viser, hvem man er. Tager skjoldet ned, så at sige. Som Anne Dorte Michelsen synger så præcist:

Jeg har lagt mine våben for dig
Både skjoldet og mit sværd
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig
Det er sjældent at det sker
Jeg er ikke bange for dig mer’

Den anden er frygten for at blive opslugt: at blive invaderet, kontrolleret og tromlet ned. Når man bliver opslugt eller knust af andre, overskrider ens personlige grænser, mister man sig selv.

Alle har vi lært at reagere på konflikt med forskellige forsvar og kontrolmekanismer: modstand i form af vrede, angreb og bebrejdelser eller flugt i form af tilbagetrækning, undgåelse eller underkastelse. Hver eneste relation vi har konfronterer os med disse valg, når vi trues af afvisning eller dominans. Hvis den ene part bliver vred, vil den anden måske føle sig afvist eller domineret og reagere ved enten at gå til modangreb i vrede, opgive og underkaste sig, trække sig eller undgå faren ved at tage hele skylden for misèren selv.

Hvis den ene lukker til (”klapper i,” trækker sig, giver den kolde skulder osv.), vil den anden føle sig afvist og forsvare sig ved at reagere kritisk og fordømmende – og det vil igen trigge den første parts frygt for at blive invaderet, opslugt eller domineret.

Alle mennesker har nogle foretrukne mekanismer, som de reagerer efter. Ikke nødvendigvis nogen de selv bevidst har valgt. De er oftest tillært gennem opvækstens vilkår og viser sig i en eller anden form i enhver relation. Og når frygten for afvisning eller dominans bliver for stor, kan resultatet blive, at individet beslutter, at det simpelthen er for smertefuldt eller ”farligt” at være i en nær relation. Og at det sikreste forsvar er at undgå nærheden. Skjoldet må være oppe konstant.

Prisen for at undgå nære relationer (enten det er med familie, venner eller i parforholdet) er ensomhed og stagnerende personlig vækst. Personlige relationer er næring til personlig vækst, hvis man tager den udfordring op som det er at turde være i kontakt med andre.

At overvinde frygten for nærhed

Frygten eksisterer ikke på grund af selve de erfaringer, man som barn har gjort sig med afvisninger eller dominans. Den opstår, fordi barnet ikke kunne og ikke fik lært at håndtere disse oplevelser. Nøglen til at overvinde frygten ligger at udvikle den kraftfulde og kærlige voksne del, som både har langt større kompetencer, intellektuelt beredskab og evne til at gennemskue, hvad der foregår – og som kan beskytte sig på andre måder end barnet kunne. Den voksne del ved, at afvisninger ikke nødvendigvis skal tages personligt og formår at mærke og vise egne grænser, sådan at dominans og opslugning undgås.

Grundlaget for dét er det personlige ansvar for at definere og stå ved dig selv som en person, du selv kan lide og synes er okay, i stedet for at definere dig selv efter, hvad andre synes om dig og om de kan lide dig. Når du kan det, kan du bruge andres input, kritik og opfattelse af dig hvis det drejer sig om dig, og hvis du finder det relevant.

Dermed kan du også udelukke bedømmelser, angreb, kritik og negativitet som du ikke finder relevant. Du kan lade være at tage dét til dig, som slet ikke drejer sig om dig, men som handler om den, der kritiserer eller fordømmer dig – og vise dine grænser, hvis andre forsøger at dominere eller tromle dig. Og så har det mistet sin kraft. Frygten er borte, og du kan åbne dig for kontakt og nærhed.

Når du lærer at stå ved os selv og ikke mere tillader andre at invadere, kvæle, dominere eller kontrollere dig, behøver du heller ikke længere at frygte for at miste dig selv i en relation. Den, som frygter at miste en anden (f.eks. partneren) er parat til at opgive sig selv for at forsøge at holde på den andens følelser og interesse og tror, at hvis bare han underkaster sig ethvert krav fra partneren, vil hun elske ham.

Men det sker ikke. Han vil i stedet miste både sig selv og partneren, der efterhånden vil miste interessen. For den, der opgiver sig selv bliver ”tom” og uinteressant. At miste en, man elsker er forfærdeligt, og frygten for dét er både forståelig og menneskelig. Men det er kærlighedens vilkår, og den som af lutter angst for at miste holder sig fra at komme tæt på andre, lever et kærlighedsløst liv.

Vejen til nærhed

Vejen frem er at lære at elske og respektere dig selv. At sætte pris på dig selv som det menneske du er, respektere og udleve dine egne værdier og tage ansvar for dine egne følelser af selvværd, smerte, glæde, angst og vrede.

Når du sætter dig selv højt, er du en person, som hviler i dig selv og som ikke er bange for afvisning og dominans – og som ved, at selvfølgelig er kærlighed og nærhed risikabel, fordi du risikerer at miste og blive sårbar. Men at du kan leve videre alligevel, selvom du skulle blive såret eller svigtet.

4 trin mod nærhed

Selvom du gerne vil opleve større nærhed og samhørighed med din partner, kan du have svært ved at åbne dig for ham eller hende. Måske har du svært ved at tale om dine følelser, eller du er bange for at såre. Måske er du bange for at miste den andens accept.

Mangel på åbenhed vil selvsagt skabe en vis distance, men til gengæld vil parforholdet mange gange føles harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving.

Det betyder også, at passionen, lidenskaben og længslen i længden vil forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform. Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs- eller bror – søster forhold.

At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden åbent og ærligt. Både de positive og de negative.

Det betyder ikke, at ALT skal siges højt – slet ikke. Det betyder simpelthen, at hver af parterne tager ansvar for at stå ved deres egne følelser, når det bliver relevant.

1. Vær autentisk

Sig, hvad du føler – uanset, hvordan den anden reagerer. Tal roligt og undgå at skyde skylden for dine følelser over på partneren. Dine følelser er dine.

2. Styr din ængstelse og ophidselse

Træk vejret dybt og find ro og jordforbindelse i det. Når du er i følelsernes vold, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du tager fat på at tale med din partner.

3. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere.

4. Stol på din partner

Evig mistro og mistillid er dræbende. Tal hellere med nogen om din jalousi og din angst for at miste – sandsynligvis er den opstået længe før dit nuværende forhold. Men det er muligt, at du (ubevidst) har valgt en partner, der konstant udfordrer dig på netop dette punkt, og at du derfor har chancen for at lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold. Sådan er kærligheden jo: der gives ingen garantier.

© Winnie Haarløv

parskand

Ti gode råd til parforholdet

I parforholdet gælder det samme, som gælder for resten af dit liv: din indstilling og holdning er lige så vigtig som dine handlinger.
De fleste menneskers personlige værdier er integritet, ærlighed, indføling, entusiasme o.lgn. Hvis vi alle sammen tog dem med ind i parforholdet og levede efter dem, ville skilsmisseraten uden tvivl falde drastisk.
Og parterapeuter ville blive arbejdsløse.

1. Tag medejerskab for forholdet – og dets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part i forholdet, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle på den måde. Tag ejerskab for dit forhold til din partner og betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun én part, der er skurken i forholdet, og det er heller ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Tag risiko for at være sårbar

At ønske, håbe og åbne dig for din partner gør dig sårbar, men samtidig er det også netop dét, der giver dig chancen for at få, hvad du vil have. Hvis du ikke tør ønske, håbe eller åbne dig, har du slet ingen chancer. Vil du spille i lotteriet, må du købe en lodseddel. Sætter du ikke dig selv på spil, kan du ikke vinde, og lader du frygt (f.eks. angsten for at miste eller for at blive skuffet) styre dit liv, så har du gjort dig selv til offer. Kærlighedens pris er angsten for at miste. Du kan ikke elske nogen uden at mærke angst – og du kan heller ikke garantere, at du vil elske nogen til du dør. Der findes ingen garantier, når det gælder følelser.

3. Accepter din partner

Hvis du giver accept, er der større chance for at du får accept – alene fordi du virker åben og imødekommende, når du ikke kritiserer, forkaster eller lukker af. Alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig. For sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

4. Fokuser på dét, du kan lide

Hvilke positive egenskaber har din partner? Glem problemerne og smerten for et øjeblik. Tænk tilbage på dét, der fik dig til at ønske nærhed og venskab med din partner. Er det der stadig? Alle mennesker (også du) har sider og egenskaber, som andre ikke kan lide. Det gør dig ikke til en dårlig eller ikke-elskeværdig person, men til et mangesidet menneske. Accepter, at din partner har sider, du ikke bryder dig om. Og at du selv har det!

5. Støt din partner

Anerkend din partners synspunkter og forskellighed fra dig. At anerkende betyder ikke at erklære sig enig – tværtimod betyder det, at du er villig til at se jeres forskelligheder i øjnene. I stedet for at nedgøre eller kritisere kan du fortælle din partner, at du er uenig. Sig også, hvad du er enig i. Hvis det drejer sig om noget, hvor I er nødt til at nå til enighed, så er det essentielt, at I som udgangspunkt ved præcis, hvor enigheden slutter og uenigheden begynder. Behandl din partner lige så respektfuldt som du vil behandle Onkel Åge eller en medpassager i bussen. At du er uenig, vred eller såret berettiger aldrig til respektløs opførsel.

6. Aflever din frustration på rette sted

Reflekter ærligt over, hvad der irriterer eller frustrerer dig og kald det ved navn. De negative sider du ser i din partner er meget tit de samme, du ikke bryder dig om i dig selv, og når du tager ejerskab for dem, vil du opdage at samspillet mellem jer ændrer sig. Det er ikke ukærligt at sætte ord på det negative.

7. Vær ærlig og direkte

Sig, hvad du mener – åbent og uden omsvøb. At sige ét og mene noget andet, at holde noget tilbage for at undgå den andens vrede eller sårethed eller at tie stille af angst for at miste er med til at forkludre kommunikationen og forholdet mellem jer, og uanset hvad der kommer ud af munden på dig, så taler dit kropssprog højlydt. Forsøg at udtrykke dine følelser på en voksen og ansvarlig måde, uden anklager og fantasier. Ved at være ærlig rodfæster du dit forhold på integritet i stedet for løgn og fantasi.

8. Vil du have ret eller vil du være glad?

Overvej, om det du gør når din partner irriterer dig, virker efter hensigten. Og hvis det ikke virker, så gør noget andet. Hvis han/hun har travlt med at overbevise dig om, at du har uret, så sig f.eks. ”Jeg er ikke enig, men jeg vil heller ikke diskutere det mere nu.” Foreslå, hvornår du vil tage emnet op igen: ”Jeg vil tænke over hvad du har sagt, og så kan vi tage det op, når børnene sover.” Vigtigt: Lad være med at gå rundt og nages over at du måske føler dig uretfærdigt behandlet. Gør i stedet noget, der gør dig og partneren glade og gør det muligt at flytte dit fokus, mens du samler energi: køb blomster, lav en frisk kop kaffe, giv din partner et kys. I er uenige om dette emne – ikke om, hvorvidt I vil leve sammen. Du behøver altså ikke forkaste alt ved din partner eller hele forholdet, blot fordi I er uenige om lige netop dette.

9. Hold på værdigheden

Skænderier og perioder med disharmoni optræder i de fleste parforhold, og det er både naturligt og i orden at blive vrede på hinanden indimellem. Men lad ikke knubbede ord skramme forholdet mere end højst nødvendig. Brug ikke skældsord, øgenavne og trusler – og undgå at manipulere eller kontrollere. Hvis du får lyst til at gøre noget at det ovenstående, så sig det: ”Jeg har svært ved at beherske mig lige nu, så jeg trækker mig lige et øjeblik”. Det kan du gøre ved at holde mund, give time–out tegn eller forlade stuen. Det er vigtigt, at I på forhold har aftalt, hvad der er acceptabelt at gøre, så den anden kan forstå og respektere hvad der foregår.

10. Vær selv den forandring, du ønsker

Gør din kærlighed proaktiv. Lad være med at dvæle ved det negative, som er sket – ret blikket og energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren. At tage imod skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren.

©Winnie Haarløv

gnist

Skab gnist i parforholdet

Er gnisten gået fløjten? Så er det måske fordi der er for meget, der ikke bliver sagt. Mange par går på æggeskaller for ikke at såre hinanden, men det er sommetider nødvendigt for at vedligeholde passionens saft og kraft. Syv gode råd til, hvordan I gør.

Vi indgår parforhold, fordi vi har brug for at give og modtage nærhed, samhørighed, intimitet og kærlighed, og de fleste ønsker et parforhold med ærlighed, tillid og åbenhed, hvor vi kan dele tanker, holdninger og følelser med hinanden. Det lyder jo gribende enkelt.

Det enkle kan godt være svært

For når forelskelsen er blevet hverdag og det er slut med at sidde i timevis over et glas vin og lytte åndeløst til partnerens fortællinger om sig selv, så siver nærheden og fortroligheden tit umærkeligt ud af forholdet. Børn og forpligtelser holder deres indtog, betagelsen af den andens anderledeshed bliver til irritation over hans eller hendes særheder, og forventningerne vokser sig større end nysgerrigheden.

Manglende ærlighed = besværlighed

Ligesom demokrati kan ærlighed være besværlig og tidkrævende, og det bliver nemmere at holde visse ting for sig selv.
Og pludselig er man dér, hvor ingen af parterne i virkeligheden ønsker at høre, hvad den anden egentlig mener, og ingen af de to vil eller tør sige ærligt, hvad de tænker og føler. Begge ønsker sig faktisk kun en vis grad af ærlighed og oprigtighed nemlig den, de hver især er i stand til at håndtere. De vil hver især kun høre den ”sandhed”, der får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret.

Når man vogter på, hvad man siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller parterne ad. Nærhed bliver umulig, distancen vokser, og samværet bliver en dans på æggeskaller.

Passionen forsvinder

Fraværet af konfliktstof betyder, at parforholdet først kan opleves harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving, men passionen, lidenskaben og længslen vil i længden forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform.
Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs eller bror – søsterforhold, og i smug beklager parterne sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er ”vokset fra hinanden”. I 99,9% af tilfældene skyldes det, at de fortier væsentlige ting for hinanden.
At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne åbent og ærligt tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden både de positive og de negative. Det betyder ikke, at ALT skal siges højt slet ikke. Det betyder heller ikke, at man skal kritisere hinanden ustandseligt og sige sin mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Det betyder simpelthen, at begge tager ansvar for at stå ved deres egne følelser og meninger, når det bliver relevant.

Ærlighed kræver tillid. Tillid skaber ærlighed

For hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst? Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Jo, selvfølgelig. Men det kræver tillid og åbenhed mellem parterne. Og ingen af delene findes, når nærheden er forsvundet. Så er der kun angsten for afvisning og vreden over kritik tilbage. Begge dele skaber afstand, og så er det nemmere at tie. Desværre øger det kun afstanden.

Test dig selv

Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?

Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om? Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • ”Jeg gider ikke lave mad (putte børn / slå græs / besøge dine forældre) idag. Vil du ikke bare gøre det?”
  • ”Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med XX (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spiste frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • ”I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været helt tændt, når vi har haft sex.”
  • ”Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / håndtaske / ånde om morgenen osv.)

SYV GODE RÅD

1. Tag medejerskab for forholdets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part af jer to, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle sådan. Betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun den ene, der er skurken i forholdet, og det er ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Vær autentisk

Sig, hvad du føler, selvom du er bange for at såre. Tal roligt, venligt og kærligt, hvis det er muligt. Skyd ikke skylden for dine følelser over på partneren dine følelser er kun dine. Stå ved dem og fortæl, hvad de gør ved dig. F.eks.: ”Når du rører mig på den måde, så føler jeg, at… Jeg vil meget hellere have…”

3. Styr dine følelser

Når vrede, angst eller sorg overvælder dig, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du taler med din partner. Det er rigtig svært at kommunikere, når man er i affekt. Sig åbent, at du har brug for en timeout og gå evt. afsides, indtil du bliver roligere. Er du f.eks. vred, så skrig i bilen eller bank tæpper. Når du er roligere, så tag kontakt og fortæl åbent om dine følelser og hvad der forårsagede dem.

4. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere. Hold fast i det, du vil sige. Det bliver ikke mindre vigtigt, bare fordi den anden ikke er parat til at høre det.

5. Stol på din partner

Mistro og mistillid er dræbende. Tal med nogen om din jalousi og din angst for at miste sandsynligvis er den grundlagt længe før dit nuværende forhold. Og muligvis har du (ubevidst) har valgt en partner, der udfordrer dig på netop dette punkt. Med professionel hjælp kan du lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold.

6. Lyt og vis accept

Når du lytter og viser accept, er der større chance for at du får accept. Du virker åben og imødekommende, når du lytter i stedet for at kritisere, forkaste eller lukke af. Husk, at alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig, og at I tit vil være uenige. Sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

7. Vær selv den forandring, du ønsker

Anerkendelse er altings moder. Gør din kærlighed proaktiv og lad være med at dvæle ved den negative fortid – ret energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til alle omkring dig.
©Winnie Haarløv