Indlæg

nøleri

Nøleriets tyranni II

Overvind nøleriet i 4 trin

At overvinde eget nøleri kræver hverken terapi eller medikamenter. Det kræver først og fremmest dét, som nøleren udmærket er klar over: at tage sig selv alvorligt og begynde at se virkeligheden i øjnene.
Der er sikkert mange praktiske anvisninger på, hvad en nøler kan gøre. Her er mit bud på en enkel metode i fire trin.
Det første kalder jeg trin 0, fordi det er en uundværlig forudsætning for overhovedet at komme i gang.

Trin 0: se virkeligheden i øjnene: At stoppe magiske tanker og håb om trylleri

En nøler vil typisk udskyde at gå i gang og fortælle sig selv, at han ikke tror på, at noget kan ændres, at det er for svært eller ubehageligt, eller at han skal vente, til at ”føler for det.” Den inspiration kan han vente på, til der er to torsdage i én uge. Hvornår kommer inspirationen til at gøre noget, der er ubehageligt?

Men hvad mener jeg med at ”se virkeligheden i øjnene”? Et eksempel:

A føler sig syg, så han går ind på et apotek

A: ”Giv mig noget medicin, der kan helbrede det jeg fejler.”

Apoteksassistenten: ”Hvad fejler du? Har du svamp mellem tæerne eller ondt i maven, eller hvad? Jeg må vide mere om, hvad der er galt for at kunne finde det, der kan hjælpe.”

A: ”Jamen, det ved jeg ikke. Bare giv mig noget medicin.”

Hvor store tror du at chancerne er for, at A får udleveret noget, der virker?

Grundlæggende er det selvfølgelig umuligt at ændre noget, som ikke er defineret. En nødvendig begyndelse vil derfor være at begynde at høre efter, hvad det er du fortæller dig selv for at retfærddiggøre nøleriet.

En terapeut ville sige: ”at tage ansvar for, hvad det er jeg siger og gør, så jeg kan se konsekvenserne.” Først når det arbejde er gjort, kan du begynde at ændre på det, du har opdaget at du gør.

Og ja: det kan være svært at ændre gamle vaner. Men det er ikke umuligt.

Trin 1: bemærk dine selvfortællinger:

At lytte til, hvad du siger til dig selv og bevidstgøre det

I stedet for at flygte ved at undskylde, forklare eller springe over, så gå dine nøleri-forstærkende historier i møde. Interesser dig for, hvorfor noget opleves som for svært, ubehageligt eller umuligt.

Stop de magiske tanker om, at mirakler vil ske og opgaven vil løse sig selv til alles fulde tilfredshed – og lad være at fortælle dig selv, at du er håbløs, at du altid har nølet, at du er slap osv. osv. Der er en grund til dit nøleri. Du kender den bare ikke.

Se nysgerrigt på dig selv – og erkend din virkelighed, fx: ”Når jeg udskyder, så sker der ingenting. Konsekvenserne vil være, at… og tingene sker ikke af sig selv.”

Bryd så opgaverne ned i overskuelige bidder. Klassikeren ”hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen” er sand! En nøler vil dræbe sit eget initiativ ved at gøre enhver opgave så stor og uoverskuelig, at det ikke nytter at gå i gang. Tag dig selv i det og gå i gang med at opsætte mål, delmål og detaljemål som dele af en realistisk handleplan.

Trin 2: understøt enhver positiv udvikling.

At forbinde opgaverne med noget positivt i stedet for noget ubehageligt.

• Når den svære start er overstået, gælder det om at opsætte et belønningssystem. Gør det enkelt og nemt (især i begyndelsen), f.eks. ”Når jeg har gjort X (lille detaljemål), så må jeg Y (få en kage, se TV, lægge mig i hængekøjen osv.)

• Derefter skal du hver dag realistisk prioritere det, der skal gøres:
Del opgaverne op i to typer : 1) de presserende og 2) dem, der kan udskydes.
Opdel så bunke 1) i to typer: a) de lette og kortvarige, b) de tid- og ressourcekrævende.
Nu har du sorteret det vigtige fra – det, som presser sig på og som skal laves, for at du kan overholde tidsplanen, få leveret og mærke fremskridt.

• Opdel nu de to bunker i fire:
  1. X) de lette og kortvarige, som du har lyst til at lave
  2. Y) de lette og kortvarige, som du ikke har lyst til at lave
  3. Z) de tid- og ressourcekrævende, som du har lyst til at lave og
  4. Æ) de tid- og ressourcekrævende, som du ikke har lyst til at lave.

• Lav nu to bunker igen: Den med opgaver, som du har lyst til at lave og resten i en anden bunke. Nu har du dagens opgaver foran dig. De er prioriteret på alle måder, og nu er det tid at bestemme dig til, hvilket system du vil løse dem i. Type Y) og Æ) kan udløse belønninger, når de er færdige (en snack, en pause, lov til at lave to af type X og Z) osv. De opgaver du har lyst til at lave, udløser ingen belønning. De bærer lønnen i sig selv: at du kan stille dig foran spejlet og klappe dig selv på skulderen og rose dig selv for, at du faktisk fik gjort både dit og dat.

Trin 3: forvent tilbageslag

At kræve det mulige af dig selv og acceptere, at du ikke er perfekt

Du vil uden tvivl opleve tilbagefald, fx i særligt pressede perioder, hvis du bliver syg eller opgaverne bare vælter ind. Det vigtigste er at:

• se i øjnene, at det kræver en stædig indsats at ændre dit nøleri

• huske dig selv på, at når du undgår at arbejde, påfører du dig selv endnu mere arbejde

• lade være at hoppe på dit eget selvbedrag om, at opgaven er for svær, og at du ikke kan løse den.

Erkend, at det ikke er verdens ende, når du falder tilbage. Alt er ikke ødelkagt pga. en smutter. Giv dig selv en belønning for at indse dét (hellere end at kaste dig ud i tidligere tiders nøleri) – og kom så op på hesten igen.

Gå din opgaveprioritering igennem. Tjek, om du har være urealistisk i dine forventninger, tag højde for sygdom eller uforudsete begivenheder. Selv den mest produktive fejlberegner af og til den tid, der skal til for at løse en eller flere opgaver. Husk, at du er chefen for dig. Det er ikke opgaverne, der bestemmer – det er dig. Og du kan altså ikke trylle.

Lad være med at fortælle dig selv, at du er et dårligt menneske eller et værdiløst fjols, hvis du ikke opfylder målene. Det fører til selvbebrejdelser og undvigemanøvrer. Du gør klogt i at give dig selv en belønning for at opdage, hvordan du er i færd med at blokere din produktivitet – og så tage fat bagefter.

© Winnie Haarløv

arbplads.mor

Er du arbejdspladsens mor?

Da min søn var 13 måneder, ville han stadig ikke gå. Bekymret tog jeg ham med til lægen og blev irriteret, da han bad mig sætte sønneke på gulvet og sætte mig i en stol et stykke derfra. Drengen græd og ville hen til mig, og mit moderhjerte bød mig at springe op og tage ham. Lægen så ud over brillerne og sagde tørt: ”Hvorfor skulle han dog have besvær med at lære at gå, når han kan blive båret?” Skamfuld måtte jeg erkende, at jeg var min søns største forhindring for at lære at klare sig selv.

På samme måde overinvolverer kontorets mor sig, men hun kvæler sine omgivelsers initiativ og drivkraft i hjælpsomhed, empati og omsorgsfuldhed. Hun finder sin eksistensberettigelse i at hjælpe andre, for hun mener oprigtigt, at hun gør det af et godt hjerte, og at hun glæder andre. Og selvfølgelig er det da skønt at blive hjulpet, når man har brug for det. Men hjælp, der gives uopfordret er faktisk bare indblanding. For ved at tage ansvaret for andre uden at de har bedt dig om det, fortæller du dem indirekte, at de ikke kan selv. Og det kunne jo være, at de rent faktisk synes, at det er irriterende.

At være til besvær

”Jamen, jeg hader at bede om hjælp og ulejlige andre!” udbryder Inge, en kvindelig mellemleder, der sidder i min konsultation og krøller Kleenex’er i bunkevis, mens hun græder sine modige tårer over sin situation. Hun er stresset, føler sig udnyttet, synes at hun bruger alt for meget tid på at rose og anerkende sine folk, mens hun sjældent får andet end utak og skuldertræk igen. ”Jeg fotokopierer endda selv mine præsentationer, for sekretæren er lige så stresset som jeg – og jeg laver selv mødekaffe… piccolinen har jo så meget andet!” snøfter hun. ”Men alligevel brokker de sig, melder sig syge og tager fri ustandseligt. Og min sidste lederevaluering var elendig. Jeg fatter det ikke!”

Som alt for mange kvinder påtager Inge sig opgaver, der hører hjemme hos andre eller kunne uddelegeres. Hvorfor? Fordi hun tror, at hendes medarbejdere vil påskønne hende for det, fordi hun ikke vil være til besvær, eller fordi hun i virkeligheden ser ned på sekretærens arbejde og derfor ikke kan lide at bede hende udføre ”idiotarbejde”. Men ved at undgå at uddelegere tager Inge en dominerende, overbeskyttende mor-rolle, som hverken giver medarbejderen mulighed for at udfylde sin plads eller for at udvikle sig. Som chef bliver hun altså en dårlig mentor, fordi hun med sin misforståede hjælpsomhed signalerer, at andre intet kan.

Signalement af en arbejdsplads-mor

Hvis du – som masser af andre kvinder – har taget afgangseksamen fra Flinkeskolen, har du nok fået topkarakterer i hjælpsomhed, beskedenhed og omgængelighed. Og da du begyndte i erhvervslivet, roste chefen dig sikkert for din grundighed og kollegerne komplimenterede dig for at være lærenem, samarbejdsvillig og omhyggelig. Måske blev du på den baggrund endda forfremmet til en bedre stilling – og måske både én og to gange. Og måske er det dér, du sidder i dag. Stresset, udkørt, sur og i tvivl om, hvad du vil og hvorfor. Måske endda om, hvem du egentlig er.

Du kæmper dagligt for at afværge konfrontation, konflikt og risiko, og din hjælp­somhed og empati er enestående. Du slår knuder på dig selv for at være loyal, samle løse ender, glatte ud, følge instrukser og levere 110% – også efter arbejdstid, når du på bekostning af aftenkaffen lytter til en kollegas lange telefonbeklagelser og forsøger at rådgive efter bedste evne. Du hverken råber op, forfægter dine egne ideer eller siger nogen imod. Du står på hænder for at andre har det godt, og hvis du endelig bruger mund eller går imod autoriteter eller kolleger, er det oftest for at hjælpe eller støtte nogen. Du vil gerne have indflydelse, men ikke magt. Du vil gerne høres, men ikke konfrontere eller skabe konflikt. Du tager kort sagt rollen som arbejdspladsens og familiens sociale lim, for du er fantastisk god til at glatte ud, tale de svages sag og bruge din empati.

Desværre når du hverken op ad karrierestigen eller ud mod lykkelige horisonter. I bedste fald fastholder din superomsorg og overansvarlighed dig dér, hvor du er. I værste fald spænder de ben for dig og tærer på dine ressourcer.

”Man skal da hjælpe hinanden,” klager Anne, en ægte arbejdsplads-mor: superdygtig til sit job og den, som lederen bare regner med. ”De andre kan jo ikke engang finde ud af at fylde kopimaskinen op, når den er tom! Men jeg er jo ikke leder, så jeg kan jo ikke bare uddelegere!”

Nej – og netop derfor må Anne være ekstra omhyggelig med ikke at ødsle med sit overskud. Desværre er det netop dét hun gør, hver gang hun siger ja fordi hun ikke tør eller vil sige nej. Hun er så bange for at nogen skal blive sure, sårede eller finde hende urimelig, at hun hellere gør både sit og andres arbejde. Hun føler sig mere og mere afmægtig, deprimeret og umotiveret, brokker sig ved kaffemaskinen, bagtaler eller sladrer om dem, der ’udnytter’ hende og lader vreden gå ud over katten, børnene eller partneren, når hun kommer hjem.

Behagesygen rammer dig i nakken

At ville hjælpe er selvfølgelig ikke behagesyge. Men du er behagesyg, hvis du er afhængig af andres anerkendelse; har utrolig svært ved at sige nej, selvom du har lyst – eller at du er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede. Behagesygen har mange lumske måder at ramme dig i nakken på: hvis du tit er den, der går sidst, tager arbejde med hjem og stiller op i weekenden hver gang, så får du næppe den belønning, du synes du fortjener. De andre roser dig ikke. Tværtimod vil de formentlig vurdere dig lavere rent kompetencemæssigt, end du måske fortjener. Ubevidst sker der nemlig tit det hos omgivelserne, at de betragter den hårdtarbejdende kollega som en, der der nødt til at kompensere for manglende evner eller talenter med hårdt arbejde

Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt

Hvis du som en emsig, overbeskyttende mor fjerner alle sten på andres vej, hvordan skal de så lære at se sig for og lade være at snuble? Fidusen er at hjælpe så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Ellers udvikler du tillært hjælpeløshed hos dem, ligesom jeg gjorde hos min søn. Spørg dig selv: Er det mig, der ender med alle de opgaver, ingen andre gider have? Har jeg svært ved at sige nej? Er det vigtigt, at alle kan lide mig?

Svarer du ja til et eller flere af spørgsmålene, er du i færd med at begå selvmord, både karrieremæssigt og fysisk. Karrieremæssigt, fordi du formentlig hverken bliver respekteret eller påskønnet for din indsats. Og fysisk, fordi du er et let offer for stress, depression og udbrændthed.

Gå på afvænning

Hvis du er dødtræt af at være kontorets dørmåtte, der siger ja til for meget og hver gang går fra mødet med aben på skulderen, eller hvis du hele tiden bliver overhalet indenom, så gå på afvænningskur imod behagesyge, overansvarlighed og stress. Kuren er enkel, men ikke nem. Gratis, men ikke omkostningsfri. Og den består i at begynde at mærke dig selv, tage hensyn til dig selv og sætte dig selv først. Noget, der er utrolig svært for mange, mange kvinder. De føler sig egoistiske, når de gør det. Men er det da ikke egoistisk at opfylde dine behov for at være populær eller for at undgå konflikter – ved at stjæle ansvar og initiativ fra andre? At sørge for, at du har det godt og har overskud er sund og nødvendig egoisme. For kun hvis du fylder din egen vandkande op, kan du lindre andres tørst.

NEJ er forudsætningen for JA

Er din automatpilot er rustet fast på ’ja’, påtager du dig for mange forpligtelser i forhold til dine ressourcer. Det giver irritation: på dig selv og på dem, der tillod sig at bede dig om hjælp.

Men for at kunne udnytte de chancer, livet byder dig, må du have overskud til at gribe dem. At sige nej, når du ønsker det kan derfor være noget af det mest positive du kan foretage dig. Hvis du vil øge dit personlige overskud og styrke din selvrespekt, må du øve dig i at sige fra over for dem, der står på spring for at bruge løs af det kostbareste du har: din tid. Du kan ikke være noget for alle – men det er heller ikke alle, der har brug for, at du er det. Og når ved, at du magter at sige nej, kan du for alvor også sige JA uden at føle dig forpligtet, overbebyrdet og udnyttet.

Gør livet lettere

Når du opgiver drømmen om at hjælpe alle, bliver det meget, meget sjovere at være dig. Du vil blive bemærket af andre personer, end du er vant til. Du vil blive mindre slave af dit arbejde, når du tvinger dig selv til at uddelegere, springe over hvor gærdet er lavest og sige nej til opgaver, der er enten irrelevante eller umulige at nå.

Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig. Det tackler du bedst ved at være åben og oprigtig om, hvad det er, du er i færd med at prøve at ændre.

Fem gode råd
  1. Lær at holde mund. I stedet for automatisk at tilbyde dig, så ti stille! Eller sig f.eks. ”Det vil jeg gerne lige tænke over” – eller ”Lad mig lige checke min kalender, så vender jeg tilbage” eller ”Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan / vil / har tid til”. Du vinder noget tid, som du kan bruge til at trække vejret og samle mod til at sige fra på en måde, du kan stå inde for. Hvis du ikke kan sige nej, så har assertionskurser og –bøger masser af enkle teknikker. Og plages du af dårlig samvittighed, så søg hjælp til at arbejde med det.
  2. Fokusér på dit mål eller din opgave. Skriv den eller de vigtigste ned, så du kan se dem hele tiden. Forsøg at sige nej til alt, hvad der ikke leder direkte til målet.
  3. Gør kun det, der er nødvendigt – skær det overflødige væk og tænk over, hvad du vil opnå ved at gøre det. Tit tager det 20% af tiden at lave 80% af opgaven – og 80% af tiden at fluekneppe de sidste 20% af opgaven på plads. Nogle opgaver skal selvfølgelig løses til perfektion – men ikke alle!
  4. Bed om hjælp, når du har brug for det. Uddeleger, hvor det er muligt.
  5. Opgiv tanken om, at alle skal kunne lide dig. Det kan de jo ikke engang nu, selvom du okser og maser dig halvt ihjel! Udvælg hellere dem, som betyder noget for dig. Indrøm, at du ikke selv kan lide alle – og sorter dem i ”ligegyldige”, dem du decideret ikke kan lide og dem, du gider have som fjender. Og fokusér så på dem, du kan lide!
Tjek din dørmåttestatus

Hvis du vil gøre dig fri af mor-rollen og skabe mere overskud til dig selv, så begynd med at teste, om du stiller dig til rådighed som dørmåtte: svar ja eller nej på de følgende spørgsmål og mål din dørmåttestatus.

  • Jeg lyver om mine følelser, hvis jeg tror at de vil vil såre andre
  • Folk må da kunne mærke min grænse – jeg kan jo mærke deres
  • Jeg bliver sommetider forvirret eller forlegen, når nogen spørger hvad jeg vil, ønsker, kan lide eller tænker på
  • Min to–do liste omfatter også ting, der ikke er strengt nødvendige
  • Når jeg er vred, så ryger, spiser, græder eller drikker jeg
  • Når jeg er fuldstændig på hælene, så eksploderer jeg sommetider i hovedet på familien, kæresten eller kollegerne – og bagefter får jeg dårlig samvittighed
  •  Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, hvad andre tænker eller siger om mig
  •  Min skyldfølelse vokser, når jeg tager mere hensyn til mig selv end til andre
  • Jeg føler mig tit udnyttet, og jeg kan også blive sur når jeg skal gøre alt muligt for andre
  • Jeg er bedst til at beklage mig over andre, når de ikke er til stede
  • Svarede du ja til fire eller derover, så ligger du højt på Dørmåtteskalaen. Du har uhensigtsmæssigt svært ved at sige nej, og det er det første, du med fordel kan kaste dig over at lære.

©Winnie Haarløv 

offer.for.dit.liv

Er du offer for dit liv?

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.
Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser
  • Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
  • Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
  • Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
  • Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

  • Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
  • Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

  1. Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
  2. Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
  3. Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

  • Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten. 

© Winnie Haarløv 

parskand

Ti gode råd til parforholdet

I parforholdet gælder det samme, som gælder for resten af dit liv: din indstilling og holdning er lige så vigtig som dine handlinger.
De fleste menneskers personlige værdier er integritet, ærlighed, indføling, entusiasme o.lgn. Hvis vi alle sammen tog dem med ind i parforholdet og levede efter dem, ville skilsmisseraten uden tvivl falde drastisk.
Og parterapeuter ville blive arbejdsløse.

1. Tag medejerskab for forholdet – og dets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part i forholdet, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle på den måde. Tag ejerskab for dit forhold til din partner og betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun én part, der er skurken i forholdet, og det er heller ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Tag risiko for at være sårbar

At ønske, håbe og åbne dig for din partner gør dig sårbar, men samtidig er det også netop dét, der giver dig chancen for at få, hvad du vil have. Hvis du ikke tør ønske, håbe eller åbne dig, har du slet ingen chancer. Vil du spille i lotteriet, må du købe en lodseddel. Sætter du ikke dig selv på spil, kan du ikke vinde, og lader du frygt (f.eks. angsten for at miste eller for at blive skuffet) styre dit liv, så har du gjort dig selv til offer. Kærlighedens pris er angsten for at miste. Du kan ikke elske nogen uden at mærke angst – og du kan heller ikke garantere, at du vil elske nogen til du dør. Der findes ingen garantier, når det gælder følelser.

3. Accepter din partner

Hvis du giver accept, er der større chance for at du får accept – alene fordi du virker åben og imødekommende, når du ikke kritiserer, forkaster eller lukker af. Alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig. For sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

4. Fokuser på dét, du kan lide

Hvilke positive egenskaber har din partner? Glem problemerne og smerten for et øjeblik. Tænk tilbage på dét, der fik dig til at ønske nærhed og venskab med din partner. Er det der stadig? Alle mennesker (også du) har sider og egenskaber, som andre ikke kan lide. Det gør dig ikke til en dårlig eller ikke-elskeværdig person, men til et mangesidet menneske. Accepter, at din partner har sider, du ikke bryder dig om. Og at du selv har det!

5. Støt din partner

Anerkend din partners synspunkter og forskellighed fra dig. At anerkende betyder ikke at erklære sig enig – tværtimod betyder det, at du er villig til at se jeres forskelligheder i øjnene. I stedet for at nedgøre eller kritisere kan du fortælle din partner, at du er uenig. Sig også, hvad du er enig i. Hvis det drejer sig om noget, hvor I er nødt til at nå til enighed, så er det essentielt, at I som udgangspunkt ved præcis, hvor enigheden slutter og uenigheden begynder. Behandl din partner lige så respektfuldt som du vil behandle Onkel Åge eller en medpassager i bussen. At du er uenig, vred eller såret berettiger aldrig til respektløs opførsel.

6. Aflever din frustration på rette sted

Reflekter ærligt over, hvad der irriterer eller frustrerer dig og kald det ved navn. De negative sider du ser i din partner er meget tit de samme, du ikke bryder dig om i dig selv, og når du tager ejerskab for dem, vil du opdage at samspillet mellem jer ændrer sig. Det er ikke ukærligt at sætte ord på det negative.

7. Vær ærlig og direkte

Sig, hvad du mener – åbent og uden omsvøb. At sige ét og mene noget andet, at holde noget tilbage for at undgå den andens vrede eller sårethed eller at tie stille af angst for at miste er med til at forkludre kommunikationen og forholdet mellem jer, og uanset hvad der kommer ud af munden på dig, så taler dit kropssprog højlydt. Forsøg at udtrykke dine følelser på en voksen og ansvarlig måde, uden anklager og fantasier. Ved at være ærlig rodfæster du dit forhold på integritet i stedet for løgn og fantasi.

8. Vil du have ret eller vil du være glad?

Overvej, om det du gør når din partner irriterer dig, virker efter hensigten. Og hvis det ikke virker, så gør noget andet. Hvis han/hun har travlt med at overbevise dig om, at du har uret, så sig f.eks. ”Jeg er ikke enig, men jeg vil heller ikke diskutere det mere nu.” Foreslå, hvornår du vil tage emnet op igen: ”Jeg vil tænke over hvad du har sagt, og så kan vi tage det op, når børnene sover.” Vigtigt: Lad være med at gå rundt og nages over at du måske føler dig uretfærdigt behandlet. Gør i stedet noget, der gør dig og partneren glade og gør det muligt at flytte dit fokus, mens du samler energi: køb blomster, lav en frisk kop kaffe, giv din partner et kys. I er uenige om dette emne – ikke om, hvorvidt I vil leve sammen. Du behøver altså ikke forkaste alt ved din partner eller hele forholdet, blot fordi I er uenige om lige netop dette.

9. Hold på værdigheden

Skænderier og perioder med disharmoni optræder i de fleste parforhold, og det er både naturligt og i orden at blive vrede på hinanden indimellem. Men lad ikke knubbede ord skramme forholdet mere end højst nødvendig. Brug ikke skældsord, øgenavne og trusler – og undgå at manipulere eller kontrollere. Hvis du får lyst til at gøre noget at det ovenstående, så sig det: ”Jeg har svært ved at beherske mig lige nu, så jeg trækker mig lige et øjeblik”. Det kan du gøre ved at holde mund, give time–out tegn eller forlade stuen. Det er vigtigt, at I på forhold har aftalt, hvad der er acceptabelt at gøre, så den anden kan forstå og respektere hvad der foregår.

10. Vær selv den forandring, du ønsker

Gør din kærlighed proaktiv. Lad være med at dvæle ved det negative, som er sket – ret blikket og energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren. At tage imod skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren.

©Winnie Haarløv