Rapport fra Rynkeland

Kl 8:50, maj 1998

Hvad f….? Ingen af stilladsarbejderne på kaffepause fløjter, da jeg klakser forbi på jobstiletter. Barselsfædre på klapvognstur sms’er gabende, og taxachaufføren tjekker nye bilmodeller og ikke dagens modeller (som mig). Intet er, som det har været i over 30 år. Og det er først, da den bumsede yngling i døgnkiosken nikker ufokuseret og smækker svesken på disken: ”Ellers andet, frue?” at forklaringen på dagens mærkværdigheder rammer mig som en mågeklat på Oslo-båden: Jeg er kommet i dén alder! Den, hvor jeg ikke mere ligner en sidst-i-trediverne-naturlig-blond. Den, hvor jeg bare ligner det, jeg er: en 48-årig med lyse købestriber.

Det her skete for ca. 20 år siden. På et tidspunkt, hvor jeg netop var fyldt 48 og faktisk aldrig havde haft det bedre. Jeg var jo blevet klogere på vejen og havde gjort erfaringer, som havde forøget min livskvalitet og gjort mig betydeligt (betydeligt!) nemmere at omgås end jeg var, da min barm var selvsiddende og i festhøjde, og min talje-hofte-ratio var præcis, som den skulle være. Endelig turde jeg stå ved både mine styrker og mine svagheder, lod mig ikke affeje uden videre, kunne modtage kritik uden at eksplodere eller styrtgræde, havde lært at sige undskyld med løftet pande når jeg havde dummet mig og skammede mig ikke længere over, at der var visse (en hel del) ting, jeg ikke vidste og andre, jeg bare ikke kunne finde ud af. Ovenikøbet var jeg sundere, mere veltrænet og kostbevidst end i mine tyvere og tredivere, hvor gravide stadig røg og drak og alkoholgrænsen blev defineret af, om man var ved bevidsthed eller ej.

Så hvorfor sad jeg med en følelse af tab og øv?

Jeg var ung kvinde i de bh-løse, pottehårsklippede ølejrshalvfjerdsere med fri sex og psykedelisk udfoldelse. Siden levede jeg i lange perioder som single og har sjældent hverken manglet eller følt mig  afhængig af det modsatte køns tilbedelse. Så jeg kunne da bare blæse på, at alle mænd under 50 åbenbart var blevet blinde i nattens løb, kunne jeg ikke?

Jo, hvis det bare var dét. Men det var det ikke. Det var mig, der var blevet usynlig, den morgen i 1998.

Når kvindens talje-hofte-ratio med overgangsalderens indmarch forskubber sig fra idealet på 0,7 til omkring 1.0 (og det gør den, nærmest lige meget hvad f…. man forsøger), signalerer hun ikke længere frugtbarhed. Hun mister altså en stor del af den tiltrækningskraft, hun har på mænd på det instinktive og ubevidste plan. Det er ren logistik: når kvinden ikke længere menstruerer, er der ingen biologisk drift for en mand til at bruge ressourcer på hende – heller ikke de mænd på 50+, som stadig kan blive fædre og som som ville være over 68, når deres endnu ikke undfangne pode blev student.  Det er naturens vældige kræfter, der er på spil her, og derfor kan man roligt overhøre feministernes hylekor om, at kvinder ikke må betragtes som sex-objekter. For det er jo præcis det, vi er. Så længe altså vi er ”brugbare”, dvs. fødedygtige.

Rollen som sexobjekt

Mit problem som ca. 48-årig var altså bare, at min rolle som sexobjekt var udspillet. Phah. Ikke andet! Nej, ikke andet. Jeg skulle sådan set bare sige farvel til den del af min identitet der hed ”Ung-Kvinde-Der-Ser-Godt-Ud-i-Lår­kort og blusser yndigt, når hun har grædt.” Et spadestik dybere lå sorgen over det faktum, at jeg ikke længere kunne blive mor til de tvillinger, jeg altid havde ønsket mig. Eller blive skøjteløber, balletdanser eller verdensmester i højdespring.

For pludselig var mine knæ blevet let gigtramte og underligt knoklede, en knyst havde sneget sig frem og gjorde stædigt oprør imod mine røde stiletter – og jeg lignede en faldulykke, bare vandet steg til øjnene. Minimale problemer, kunne man mene – for sandt nok er der jo masser af andet, der gør livet værd at leve. Og mangfoldige, langt mere livskvalitetstruende problemer i verden.

Men selvom jeg elsker udvikling, kan jeg have en tendens til at hade forandring. Så det tog lidt tid at vænne mig til min nyvundne, indtørrede hattedame-usynlighed, og jeg vil ikke påstå, at det var nemt eller smertefrit. Heldigvis bliver mænd jo som sagt også ældre, og de fleste af dem har ovenikøbet lært noget undervejs – om kvinder, og om sig selv.

Og juhuu… meget få af dem er blinde for aldrende quinders kvaliteter. For flirt er en leg, og den tror jeg ikke, at hverken mænd eller kvinder bliver for gamle til. Så jeg fortsætter, selvom jeg er født i 1949, ser frem til mit guldbryllup og alvorligt overvejer at sige farvel til den lårkorte. Og sjældent er jeg da blevet flirtet så heftigt med, som da jeg var til Rolling Stones koncert for ikke mange år siden. Af skaldepander med gråt skæg og topmave med de herligste glimt i øjnene.

Hvornår er man midaldrende?

”Mid” betyder ”midt” (jfvr middag, der på landet og om søndagen i min bedstemors tid blev serveret varm ca. midt på dagen). I Ordbog over det Danske Sprog fra min skoletid i 1950’erne står om midaldrende: den mellemste Levealder, hverken ung eller gammel, omkring 35-50 Aar. Det passer med billedet af min egen bedstemor, der på sin 50-årsdag blev fotograferet med hårnet, gebis og støttestrømper.

Den Danske Ordbog (2005) fortæller, at midaldrende betyder en alder, der ligger mellem ungdom og alderdom, dvs. i årene mellem 45 og 60:  ikke længere er ung, men dog stadig yngre end de gamle. Men hvordan kan det passe? Det ville jo betyde, at gennemsnitslevealderen skulle ligge mellem 90-120. Og selvom den er for opadgående, er det en foruddiskontering.

Livsbuen

Begrebet midaldrende er måske farvet af et symbol, der står stærkt i vores kulturhistorie: den livsbue, som individet bestiger i sin barndom, og som det i alderdommen stiger ned fra. Livsbuen viser, hvordan individet løfter sig ud af barndommens ubehjælpsomhed og fumlen, ind i ungdommens almagt og kraft til midalderens ære og visdom og faldende, fysiske formåen. På toppen af buen står vi midt i livets resultater og muligheder; alt er endnu muligt og ingenting er afgjort (som de siger i TV’s lamme, forudsigelige gameshows). Men fra toppen er der kun én vej: ned. På vejen bliver vi ældre, gamle, kraftløse, svage (måske syge), tilbageskuende, men også kloge og vise. (En sidebemærkning: for mig ser ned-buen ud til at være stejlere for kvinder end for mænd, som synes at have en udløbsdato der er længere ude i fremtiden end mine kønsfællers. Men det er et andet møde.)

Men det er slet ikke sådan, vi – den nye generation af pensionister – ser os selv. Min generation betragter alder som en kulturel konstruktion. Selvfølgelig betyder biologi og fysiologi, at det almindelige forfald følges med os hele vejen – men min generation (som var dem der nægtede at stole på nogen over 30), er blevet forbløffende tolerante overfor aldersbegrebet siden hen.

Vi går ikke på aftægt, næ, nej. Vi køber eventyrrejser, vandrestøvler og nye slalomski, tager uddannelser på Folkeuniversitetet, springer ud som forfattere og går til astanga-yoga. Vi udsætter pensionen og bliver på jobbet, og får vi ikke lov til dét, starter vi da bare en iværksættervirksomhed, en netshop eller en terapikonsultation. Og sikke et held, kan man tilføje. For der er ingen krukke fuld af guld ved buens nedslag – ikke engang en plejehjemsplads, selv til dem, der virkelig har brug for én.

Sprogforvirring

Noget i moderne sprogbrug antyder, at begrebet midaldrende er forældet. Det er ikke populært at kalde nogen midaldrende, for det har fået et lidt nedladende klang. I dag  er vi unge, til vi er 40, voksne til vi er omkring 60 og gamle, når vi bliver syge. Ordet ’ældre’ optræder mest, når panderynkende politikere taler om ældrebyrden eller om de svage ældre. Og for mig lyder det tit, som om man er ældre end de gamle, når man bliver kaldt ældre. Lidt ligesom de yngre er ældre end de unge.