Misundelse

Misundelsens monster

En kvinde opdager, at hendes spritnye bil er ridset med en nøgle langs hele venstre side. En mand har lavet en fantastisk kundepræsentation, og på vejen hjem er hans kollega tavs og fjern. Eleverne på bageste række gør højlydt nar af ”hjernerne”, der sidder oppe foran katederet og følger interesseret med. Hvad er det, der sker? Det er en af de syv dødssynder, der er på spil: misundelsens grønne monster.

Dorte har et problem. Fra barnsben har hun været overvægtig, og som ung blev hun efter to fødsler rent ud sagt fed. Hun er blevet mobbet, holdt udenfor, gjort nar af og råbt efter på gaden. I puberteten tog vægtproblemerne for alvor fart, fordi ingen rigtig gad hende som veninde.

”Min bedste veninde var bagerdamen nede på hjørnet,” fortæller hun. ”Hun var selv kæmpestor og fortrak aldrig en mine, når jeg købte fire romkugler ad gangen. Og det nærmeste jeg kom det andet køn var en af min storebrors kammerater, der gerne ville have mig på skødet. Først mange år efter forstod jeg, at han kun var interesseret i at mærke min røv og prøve at tage lidt på mig.” Hun smiler genert, mens hun fortæller. ”Da jeg blev gift, var det med en fyr fra en af de cirka totusind slankeklubber, jeg har været medlem af. Der fik jeg også veninder. Vi havde det sjovt, selvom vi ikke tabte os: spiste salat og drak vand sammen, før vi kastede os ud i orgier af flæskesvær, fritter og fadøl.” Nu ler hun højt.

Dorte er en slank, trimmet kvinde med tætsiddende bluse og lavtaljede jeans. Hun har tabt over 40 kilo, og hendes hud er fin og stram. Hun har netop løbet sin første halvmaraton, og hun strutter af sundhed. Men hvad er problemet så?

”Jeg er lige så ensom som dengang. Min mand vil nærmest ikke røre mig, og mine to bedste veninder har lukket mig ude. Jeg elsker mit spejlbillede, men hvis dét her er prisen – så vil jeg hellere være den gamle Dorte Dobbelthage. Og jeg kan heller ikke rigtig finde ud af at være slank. Jeg føler mig forkert, og min familie siger også hele tiden, at nu skal jeg jo passe på, at jeg ikke bliver for tynd. Selv min mor, der har plaget mig gennem hele mit liv for at tabe mig. Hvorfor er de sådan?” Og nu har Dorte blanke øjne.

Som uddannet korrespondent fik Alice for tyve år siden et sekretærjob, hvor hun skulle kvalitetssikre firmaets engelske korrespondance, men idag svarer hun mest telefoner, laver kaffe, kopierer og går til hånde. ”Alle kan jo engelsk efterhånden – og programmerne har stavekontrol,” siger  konsulenterne og chefen. ”Det skal du ikke bruge tid på.”

Men deres mails, rapporter og breve er propfyldte med fejl, og det kan Alice se – især efter at hun efteruddannede sig i erhvervssprog på Handelshøjskolen. Når hun stilfærdigt og diplomatisk påpeger, at de sproglige fejl i præsentationer og rapporter kan give et dårligt indtryk af firmaet, får hun fornærmede miner – og da hun i en kontrakt fandt oversættelsesfejl, der rent faktisk kunne koste virksomheden et millionbeløb, blev validiteten af hendes uddannelse draget i tvivl: var den nu virkelig så god? En dag overhørte hun, at en af hendes sekretærkolleger kaldte hende ’hovski-snovski’, og hun synes også, at det er påfaldende så tit hun spiser frokost alene. Hun fortryder halvvejs, at hun tog den uddannelse som hun var så stolt over at have gennemført.

Bente bestod Flinkeskoleeksamen med flyvende faner og udmærkelse. I mange år har hun altid sagt ja, stillet op og sat sig selv til side for kolleger, veninder, familie og børnene. En dag brød hun pludselig sammen, og hendes læge sagde at hun havde alt for højt blodtryk og var superstresset. Alle var oprørte og bekymrede for hende, da hun blev sygemeldt på ubestemt tid, og venner, familie og kolleger rådede hende til at blive bedre til at sige fra. Så Bente tog et kursus i assertion – og da hun var frisk igen, begyndte hun at bruge hvad hun havde lært.

”Hvor er du blevet sart,” sagde en kollega, første gang Bente sagde fra. ”Vi andre må da tage den ene ekstratjans efter den anden!” Da hun takkede nej til at passe sin datters to blebørn tredje lørdag i træk, blev datteren fornærmet: ”Du er da en mærkelig mormor! Du er blevet så egoistisk!” Bente blev ked af det og tog både overarbejdet og børnene. Blodtrykket på vej op igen, og Bente ærgrer sig over at have brugt penge på assertionskurset. For at sige automatisk ja er meget sværere for hende nu.

Hvad sker der?

Du kan kun ændre dig selv, ikke andre, siger man. Og det er også rigtigt. Men når du gør noget anderledes, reagerer omgivelserne også på en ny måde. Og dermed har du indirekte ændret andre. Mange mennesker elsker udvikling og hader forandring, og når Dorte, Alice og Bente pludselig udvikler nye kompetencer, føler omgivelserne sig instinktivt truet. Nogle formår at glæde sig på deres vegne, men for andre handler oplevelsen kun om dem selv. De bliver misundelige.

Misundelsens monster

Misundelse udspringer af ønsket om selv at eje eller være noget en anden har eller er, og den umiddelbare drift er at genoprette balancen mellem at have og ikke have ved at ødelægge eller nedgøre det, man eftertragter. Lykkes det, er der jo ikke længere grund til misundelse. Følelsen har rod i oplevelsen af ikke at kunne måle sig med den misundelsesværdige: Dorte ikke længere tyk som veninderne. Alice er klart dygtigere til engelsk end kollegerne, og desuden har hun nu en højere uddannelse end mange af dem. Bente fik lært noget, mange andre ikke magter: at sige nej.

Den misundelige kan ikke glæde sig på andres vegne og heller ikke tage imod, fordi begge dele jo ville være en erkendelse af, at en anden enten har mere end en selv eller er mere generøs. Man kan kun give med glæde, hvis man kan modtage med glæde. isundelse er med andre ord en følelse, som de fleste vil benægte at have. For kan man overhovedet være et godt og ordentligt menneske, hvis man føler misundelse?

Kuren imod misundelse

For Dorte, Alice og Bente kan presset fra de andre og følelsen af forkerthed og ensomhed betyde, at de føler sig fristet til at falde tilbage til deres gamle roller. Men selvom de gør, vil de ikke kunne kurere andres misundelse – højst dysse den til ro, indtil den springer frem igen.

Sådan tackler du misundelse

1. Hold fast i dig selv. Den forandring, du har skabt, er din  og din alene. Du har skabt den, fordi du ønskede den – og måske er det første gang i dit liv, at du virkelig for alvor har gjort noget for dig selv. Det alle lov til. Også du. Mind dig selv om det, når du kommer i tvivl.

2. Se konsekvenserne i øjnene. Alting har sin pris, også forandring. Når du skaber en forandring ved dig selv, påvirker det hele dig. Måske betyder ændringen, at en veninde eller en kollega vil lægge dig på is – måske opdager du selv, at du er vokset fra dem. Det er ingen katastrofe. Dem, du elsker og som oprigtigt elsker dig går ingen steder, selvom de måske lige skal vænne sig til det nye.

3. Husk, at alle mennesker har en drivkraft. Der er altid en grund til det, som mennesker gør. Måske kender vi den ikke selv, men den er der – og hvis nogen nedgør din forandring, så prøv finde drivkraften ved at se ind bag ved hvad der bliver sagt. Kan det være jalousi eller misundelse? Alle mennesker har følelser, også de ’grimme’, som vi helst ikke vil stå ved. Men andres misundelse og jalousi er deres problem, ikke dit. I stedet for at blive bange eller vred, så prøv at være overbærende. Den der er jaloux eller misundelig, befinder sig i en pinefuld tilstand som kun hun selv kan gøre noget ved.

4. Se modstand som en kompliment. Andres misundelse er en indirekte anerkendelse af dig: at du er noget værd, at du har noget værdifuldt, at du kan noget. Se igennem misundelsen og glæd dig over, at du har begavet dig selv med noget, som er så dejligt.

5. Vær generøs. Kuren mod misundelse er generøsitet, og det kan et misundeligt menneske kun lære indefra. Men du kan stå imod andres misundelse ved at selv at være generøs – mod andre, og mod dig selv. Tillad dig selv at blive ked af det, når nogen langer ud efter dig. Og del det gerne med vedkommende: ”Jeg er glad for min forandring, men når du kritiserer mig og siger, at jeg er ved at blive for tynd / at min uddannelse ikke duer / at jeg er egoistisk, så bliver jeg ked af det. For jeg vil stadig gerne have dig som ven/veninde/mand/kollega”… fortsæt selv.