tilgiv.miserables

Kunsten at tilgive (3)

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del II)

©Winnie Haarløv