tilgiv.dolk

Kunsten at tilgive (1)

  • En kollega bagtaler dig.
  • En bekendt fornærmer dig.
  • En spritbilist kører dig ned.
  • Din ægtefælle har en affære.
  • Din far ydmygede dig foran dine venner, og din mor forsvarede dig ikke.
  • En krænkende, seksuel tilnærmelse ætsede sig engang ind i din bevidsthed.

I et eller andet omfang oplever vi alle at blive forrådt, såret og krænket fysisk og psykisk. Skuffende, ydmygende, smertende oplevelser er en del af livet og en følge af andre menneskers ignorans eller grovheder, og det skaber vrede, sorg, sårethed og angst for, at det skal ske igen. Smertefulde følelser, som gør ondt, nager, sluger ressourcer, glæder og nattesøvn. Følelser, som fylder og tager magten.

Og som vi kunne slippe for ved at tilgive.

I stedet vælger vi tit at reagere på smerten ved at gøre os følelsesløse, benægte, glemme eller fortrænge det skete. Nogle vælger at søge hævn og straffe, enten åbenlyst ved at forsøge at at give skadevolderen igen af samme skuffe, eller skjult ved i det stille sind at bære nag.

Hvorfor er det svært at tilgive?

At være vred giver energi, og med vredens energi kan man dulme nogle af de smertefulde følelser. Det giver også det en form for magt at nægte tilgivelse, og hvis man lider af såret stolthed, kan denne magt føles som om den genopbygger ydmygelsen og heler stoltheden.

Men det er en illusion.

At have magten over sig selv giver stolthed og værdighed. At give den sårede stolthed magten og give efter for trangen til at straffe og hævne er ikke hverken stolt eller værdigt. Det ved den hævngerrige udmærket.

Alligevel er stoltheden (selv den falske) for mange mennesker vigtigere end at tilgive. Måske fordi det at tilgive forbindes med at tabe eller at lade sig ydmyge.

Tilgivelse som værdi

Alligevel er tilgivelse er en populær, næsten idealistisk værdi, ligesom ”kærlighed” eller ”frihed.” Et ideal er nemt at have og vanskeligt at leve efter, og personligt oplever jeg tit, at tilgivelse bliver værdsat mere som princip end som handling.

Eksempel:

Hvis Grethe tilgiver Hans, at han har været hende utro, begynder det omgivende, formentlig velmenenede hylekor at råbe: ”Tilgive ham! Du må da være sindssyg – hvad med din stolthed? Nej, du skulle hellere skære en vis legemsdel af ham.”

”Jamen jeg elsker ham,” siger Grethe.

”Bliver du aldrig klogere? Han er det ikke værd,” hyler koret. ”Du skal ikke finde dig i det. Hævn dig – og find en anden.”

Hvis Grethe følger omgivelsernes råd, får hun måske en kort tilfredsstillelse ved at hævne sig og forstøde Hans. Men prisen er skyhøj: hun ofrer sin kærlighed til ham på stolthedens alter.

Jeg har aldrig hørt om, at det gjorde nogen lykkeligere – heller ikke Grethe, for hun sammenligner i det skjulte alle andre mænd med Hans og savner ham dybt inde i sig selv. Hendes såkaldte stolthed medvirker til hendes ulykkelighed. Men hvorfor tilgiver hun ham så ikke bare?

Måske har naturen simpelthen udstyret mennesket med modstand mod tilgivelse. Trods alt er det jo vores erfaringer, der lærer os at beskytte os selv. Og hvis vi tilgiver vores krænkere, lagres erfaringen og advarslen om at tage sig i agt jo ikke. Bliver vi så ikke nemme ofre igen, måske med endnu værre konsekvenser?

Fordele ved hævn og retfærdighed

Når krænkelsen er sket, gennemgår den krænkede en periode (som kan vare fra få dage til ud over dette liv) hvor psyken bløder, følelserne er i kaos, smerten og forvirring blander sig og kan virke overvældende. Hvad vil der nu ske – vil det ske igen, vil ”fjenden” slå til igen?

Instinktivt er vi på vagt. Vi opretholder det skærpede beredskab og forsøger at beskytte os selv mod både smerten og frygten for yderligere krænkelser. Mens det sker, er vi ude af stand til at tilgive. Fornuften er simpelthen utilgængelig.

Først når den umiddelbare voldsomme reaktion dæmpes lidt, kan vi bruge fornuften igen, og så dukker tanker om hævn versus tilgivelse typisk op.

Mange mennesker synes, at hævn og uforsonlighed signalerer styrke, mens tilgivelse er for tøsedrenge og dørmåtter og vidner om svaghed. Og svaghed giver ikke mange pluspoints i vores kultur, så det vil det postmoderne menneske for alt i verden ikke associeres med.

Fra det Gamle Testamente kender vi forestillingen om retfærdighed i form af ”Øje for øje, tand for tand,” og selvom folkekirkerne står gabende tomme og vi pr. automatisk afviser tanken om at slå en morder ihjel, er vores kultur gennemsyret af kristendommens antikke doktriner. Hævntanken praktiseres da også af andre religioner, som foreskriver æresoprejsning via hævn.

Desværre fører den vej let til, at hævntanker og nag bliver fast inventar i psyken og personligheden. Det bliver et livsprogram, en tilgang til livet, en måde at være i verden på: fuld af selvretfærdighed, fordømmelse og offermentalitet.

1. Selvretfærdighed

At holde fast i selvretfærdigheden kan give en vis tilfredsstillelse. For at respektere sig selv (=jeg er stærk og retfærdig), må man opbygge et positivt selvbillede, og den uforsonlige gør modparten til skurken. ”Du er forkert, jeg er rigtig. Pyha! Så fik vi det på plads!”

Med selvretfærdighedens velsignelse bliver det nemmere at ignorere sine egne fejl. Resultatet bliver nemt afhængighed af selvmedlidenhed, vrede og hævn.

2. Fordømmelse

Fordømmelsen lever af berusende hævnfølelser, der kan kaldes frem igen og igen og distrahere os fra de smertefulde, sårede følelser. Med hævnfantasier kan man forestille sig, at hvis vi krænker, straffer eller fordømmer gerningsmanden, så får vi det bedre. Den onde har fået en lærestreg og har smagt smerten; balancen er genoprettet, og verden bliver igen et sikkert og lykkeligt sted.

3. Offermentalitet

I grupper forankrer mennesker med den tankegang sig tit i et fællesskab af ofre, bundet sammen af fælles fjendtlighed over for ”de andre”: de sande, onde gerningsmænd. Dem der er anderledes (end os) og som vi ser som skurke. Utallige nationer, klubber, kulter, bander, faglige foreninger og politiske partier drives af sådanne følelser. ”Vi er de Rigtige! Hvis du ikke er med os, er du imod os!” Ikke ret meget anderledes, end når eleverne i 1.A synes at dem i 1.B er mærkelige, dumme eller grimme.

I kærlighedsforhold gør den forsmåede Adam eller Eva sig til offer ved at sabotere og afvise den utro partner, selvom kærligheden stadig lever og partneren stadig er elsket og betydningsfuld. Det er et paradoks, for afvisningen bringer jo ingen forløsning, men blot mere smerte.

Hvad er da gevinsten?

Den, der på den måde udlever sin private version af ”øje for øje”, slipper for at vise medfølelse, indlevelse og empati over for de andre: dem, der har påført smerten.

Man opretholder en anspændt, mekanisk, ikke-empatisk balance. Hvorfor? Fordi denne balance for mange mennesker er det nærmeste, de kan komme til en følelse af indre og ydre fred. Prisen er uforsonlighed, dvs. ikke at tilgive.

Konsekvenser af manglende tilgivelse

Der er altså mange fordele ved at nægte tilgivelse Men der er også ulemper, for det indebærer betydelig smerte at være uforsonlig. Med uforsonlighed følger hårdhed: dvs at gøre sig ufølsom. Men når man ikke kan mærke sine egne følelser, bliver man væk for sig selv og kan ikke mærke, hvem man er.

Uforsonlighed skaber ensomhed og fremmedgjorthed, fordi den hæmmer forbundetheden med andre. Man kan hverken modtage helt og fuldt eller være i fuld kontakt, når man er fyldt op af vrede, skepsis og vagtsomhed. Det skaber afstand og påvirker vitaliteten i relationer, når man plejer sine sår ved mistænksomt at holde andre på afstand.
Det betyder, at frygten for igen at blive såret har overtaget styret. Da det moderne menneske også tit forbinder frygt med svaghed, forklædes frygten som vrede: ”Jeg skal sgu ikke såres igen!”
Nogle mennesker sidder så fast i disse følelser, at de udvikler en slags paranoia – konstant på udkik efter fjender. Når man i den grad lader negativ energi præge sig og ser verden (=andre) som fjendtlig, er det vanskeligt eller umuligt at indgå i tillidsfulde, trygge relationer.

Uforsonlighed er psykisk nedbrydende. Da hævntanken er baseret på troen på retfærdighed, følger det, at man må give andre, hvad man giver sig selv. At tilgive går gennem empati, dvs. at forstå og acceptere krænkelser forårsaget af andres mangler, fejl og handlinger.
Uforsonlighed er det modsatte af tilgivelse: nul forståelse eller accept af krænkelserne, dvs. manglende empati. Man gør sig hård. Den uempatiske hårdhed medfører, at man heller ikke kan vise forståelse, accept eller medfølelse med sig selv.
Tilbage er kun at overgive sig til en indre og ydre verden fuld af uløste problemer, skyldsspørgsmål, konflikter og misforståelser. At leve uden tilgivelse betyder at leve et liv fuldt af fortrydelse, bitterhed og selvbebrejdelse: ”Hvor var jeg dog et fjols at stole på X” eller ”Hvor dum kan man være! Jeg viser aldrig en kæreste tillid mere!” En ideel vokseplads for apati og depression eller for vrede og raseri.

Uforsonlighed er fysisk nedbrydende. Utallige forskningsresultater peger på signifikante sammenhænge mellem nag og vrede på den ene side og et nedsat immunforsvar. Et sårbart immunforsvar gør os til lette ofre for sygdomme af alle slags.

Den nådesløse, siamesiske tvilling

Et individ præges af sine forældres ikke-tilgivende holdning og vænner sig til, at tilgivelse ikke er noget, man praktiserer, fordi det viser svaghed. Individet lukker af for andre muligheder end at holde fast i klage, sorg, smerte og vrede og styrer direkte mod uforsonlighed, der integreres dybt i sådan et menneskes karakter som en identitetsskabende værdi.

Spørger man ham eller hende, vil vedkommende næppe kalde sig selv uforsonlig. Vedkommende vil kalde det at være ”tro imod sig selv”, at ”holde fast i sig selv og sin overbevisning.” Det vækker respekt hos omgivelserne, for i vores kultur sætter vi en ære i at være konsekvente og ranke. Uden tanke på, hvor meget had og skade selve den indstilling skaber. Og uden at indse, at vi selv bliver krænkere – ikke et hak bedre end dem, vi bærer nag til, fordi de har krænket os.

Uforsonligheden er en del af os selv; en nådesløs, siamesisk tvilling, som er hadefuld, vred og negativ. Vi tror, at de negative følelser af sorg, vrede og ulykke skyldes dem, der har såret os. Vi forstår ikke, at at det er vores egne følelser, der skaber al denne elendighed, når vi hager os fast i dem og nægter at se alternativet.

For at lære at tilgive må man tage sin egen smerte, raseri, afmagtsfølelser og håbløshed alvorligt. Ved at fokusere på det, gør ondt: forræderi, sorg, skam og vores eget medansvar for, hvordan vi har formet og skabt vores eget liv fjerner vi fokus fra, hvad den anden har gjort. Det skete er sket og kan ikke gøres om.

Det eneste vi kan gøre, er fremadadrettet: vi kan kan bestemme, hvordan vi vil leve med det, der er sket. Man bestemmer med andre ord enerådigt 1) om man vil fastholde sig selv i selvretfærdig harme, eller 2) om man vil gå gennem sin smerte og forsøge at acceptere den og dét, der forårsagede den.

Det nådesløse offer

Et menneske med lavt selvværd mister let fornemmelsen af at være lige så meget værd som andre. Sådan et menneske har brug for at holde fast i den følelse af magt, som hævn, had og uforsonlighed giver for ikke at blive offer for smerten ved det lave selvværd. Uforsonlighed er altså ikke et tegn på styrke, men et tegn på skrøbelighed og svaghed. Og den svaghed har et navn: offer. Et offer er pr. definition permanent uforsonlig og ude af stand til at tilgive.

  • At nægte tilgivelse og at spille offer er overlappende processer.
  • At opfatte sig selv som et offer en fristende løsning på de skader, livet giver.
  • At beskæftige sig med egen ulykke ved at bebrejde, anklage og kaste med skyld; at fralægge sig alt ansvar for egen smerte og ulykke og påstå, at det hele skyldes andre er en meget forførende vane.

Der er en vis mængde energi i at spille underhund – især, hvis vi kan finde partnere, som vil levere den nødvendige frustration. To mennesker kan danse sådan en vredesdans gennem et helt liv, og for mange er det simpelthen en måde at være i live på, som er nedarvet i generationer.

Det ægte antonym til tilgivelse er nåde. Men da denne tekst har et sekulært perspektiv, bruger jeg det mindre
religiøst klingende ord uforsonlighed som modsætning til tilgivelse.

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del II)

Kunsten at tilgive (del III)

©Winnie Haarløv