Hvis dit parforhold var en bil

Tit bliver et godt brugt parforhold kørt til storskrald, når det begynder at halte, selvom mange småskavanker i parforholdet kan klares ved et servicetjek. Alt levende har brug for næring og pleje.

Et parforhold har brug for løbende pasning og pleje – mest i form af opmærksomhed. Men desværre sker det tit, at et godt brugt parforhold simpelthen opgives og køres til storskrald, hvorefter indehaverne finder sig et nyt. Men meget tit kunne det gamle sagtens have været repareret.

Der følger ingen brugsanvisning med, når parforholdet anskaffes. Derfor kan det være svært at finde fejlen, når motoren begynder at gøre knuder. Hvad er det, der mangler? En dosis romantik? Lidt gensidig respekt? Eller er tanken med håb og drømme løbet fuldstændig tør? Her er en hurtig tjekliste. Hvis du genkender noget, er det måske tid til et eftersyn:

Motoren går ujævnt

Spontane, eksplosive udbrud er tegn på underliggende spændinger og konflikter, der trænger til at komme frem i lyset.

Motoren er svær at slukke

Hvis den ene partner ustandseligt kritiserer noget ved den anden (eller noget, den anden gør / ikke gør), er kritikken sandsynligvis et udtryk for en dybereliggende frustration over noget andet i parforholdet. Når kritikken fortsætter efter at ”årsagen” er væk, er det fordi den egentlige defekt ikke er blevet repareret.

Bremserne hyler

Foragt og sarkasme tyder på, at parforholdet er på vej ud i en usundt mønster, og at den foragtende / sarkastiske part synes, at miséren i høj grad er den andens fejl.

Motoren bliver overophedet

Når den ene part går i forsvar, kan det betyde at han/hun er i gang med at opbygge en mur for at forsvare sig imod følelsesmæssige skader, fordi forholdet smuldrer.

Katastrofeblinket lyser

Hvis den ene part begynder at trække sig væk fra den anden, kan forholdet være i alvorlig fare.

Styretøjet svigter

Hvis den ene part ikke er modtagelig for den andens ideer, forslag eller ønsker, kan det tyde på at partnerne ikke længere lever i et gensidigt givende forhold.

Gearstangen sidder fast

I visse forhold lever parterne i farveløse, parallelle tilværelser – som om de bor til leje hos hinanden eller deler det samme pensionat. Uden nogen følelsemæssig kontakt er parforholdet godt på vej til at visne.

Er det tid til et eftersyn?

Når bilen skranter, bestiller vi uden at tøve tid hos mekanikeren, fordi det er almindelig kendt, at man skal have stået i lære som mekaniker for at kunne reparere fejlene.

Men når parforholdet knirker, har de fleste meget svært ved at søge hjælp. Det opleves tit som skamfuldt og ”for dårligt”, at de ikke selv kan klare problemerne.

Og hvordan skulle de have lært det? Ved at efterabe forældrenes forhold – eller gøre det modsatte? Nej. Alle mennesker er unikke og forskellige, og derfor kan de tillærte modeller, regler, værdier og ideer ikke altid bruges. Og når forelskelsen bliver til hverdag, bliver det tit tydeligt, at vi ikke har samliv på skemaet i hverken skolen eller senere i livet.

En parterapeut kan på samme måde som en mekaniker tit hjælpe med at udbedre skaderne. Dels ved at orientere sig på de åbenlyse mislyde, men også ved at søge efter dem, der måske ikke ses ved første øjekast – men som erfaringsmæssigt også spiller ind på forholdets problemer.

Test dit parforhold her (men kun, hvis du har humor og overskud til det!)

© Winnie Haarløv