Hvem bestemmer i dit liv?

Du får ikke hvad du har fortjent. Du får, hvad du forventer.

–Anonym

 

Therese Tusindfryd: En historie om at forlade sig selv

Therese var gravid i 8. måned, og det var hendes mands fødselsdag. Hun ville gerne fejre Søren med en hjemmelavet middag. Så det gjaldt om at finde på noget overskueligt, hun selv kunne finde ud af at lave. Hun begyndte med at invitere sine forældre.

”Hej mor!” sagde hun i telefonen. ”Har du og far ikke lyst til at komme til Thomas’ fødselsdag? Jeg inviterer også hans forældre og laver en middag.”

”Jamen, søde Therese–mus – tror du nu ikke, det bliver alt for voldsomt for dig? Jeg mener… med graviditeten og det hele..” Therese kendte sin mor og vidste, at der lå andet end blot og bar bekymring under. Hun ventede. ”Jeg mener… du er jo så dygtig til dit job, men madlavning – det har du jo aldrig rigtig gået op i, vel?” kom det ganske rigtigt.

Thereses irritation steg med et springvands kraft, og på et nanosekund var hendes humør på minusgrader. Hendes mor havde ret. Hun havde aldrig været nogen Nigella Lawson i et køkken. På den anden side –

”Hvis man vil lære noget, må man jo kaste sig ud det – ” begyndte hun. Moren sukkede dybt.

”Jamen, så lad mig i det mindste hjælpe dig, søde. Vi kan jo ikke have, at din svigermor tror, at Søren er gift med en sluske, vel?”

Therese sendte sin svigermor en giftig tanke–pil. I det mindste var hendes mor da på hendes side.

”Jeg tænkte på hønsekødsuppe, stegte rødspætter og frisk frugt til dessert – det tror jeg godt, jeg kan finde ud af.” Der blev en pause i røret, som gjorde hende usikker.

”Nåja – men hvis jeg nu lige stikker forbi lørdag formiddag – så kan vi kigge på, hvad der skal købes ind og så videre, ikke?”

Lørdag formiddag følte Therese sig lidt mere på fast grund. Måske var det alli­gevel meget godt at have mor i baghånden. Hun begyndte med at lave helt om på menuen og lærte Therese både at koge rejer, ridse svær på en ribbensteg og smelte husblas til citronfromage.

På dagen kom Thereses forældre tidligt, og hendes mor greb støvekluden før hun havde fået frakken af. Så begyndte hun at folde servietter i svanefacon. Therese mærkede igen irritationen og usikkerheden. Hun vidste jo godt, at mo­ren gjorde det for at hjælpe, men alligevel… Hun snakkede sig selv til ro. Det nyttede jo ikke at lave en scene nu, så hun nøjedes med at sukke, før hun sagde noget.

”Mor – du er jo gæst. Sæt dig nu bare ind til de andre…”

Thereses mor foldede videre med et lille smil om læben og glattede med ruti­neret hånd de flotte svaner. Så så hun hen på Therese. Der manglede kun to servietter.

”Jeg ville jo bare hjælpe, søde Therese. Men nu skal jeg nok nære mig!”

Therese fik omgående dårlig samvittighed. Hun vidste jo godt, at hendes mor gjorde det af god vilje. Og hun selv var jo ikke meget bevendt som værtinde.

”Okay… måske ser det også mere festligt ud, det der med svanerne,” fik hun sagt før hun gik ud i køkkenet. Det dårlige humør kom farende om hjørnet, og hun rørte som en rasende i saucen og følte sig dum og smålig, fordi hun blev mere og mere irriteret på de skide servietsvaner.

Svigermor ankom, kyssede Søren på begge kinder og overrakte ham en lagkage til dessert – i fire lag, med tredive lys og hele baduljen. Therese måbede.

”Og jeg har selv kogt jordbærsyltetøjet,” sagde svigermor henrykt og klappede Søren på kinden. ”Lige som du allerbedst kan lide den, Sørmand – med bær fra bedet oppe på landet!”

 ”Jeg har ellers lavet citronfromage!” sagde Therese spidst, mens hun trak vej­ret dybt og lavede knibeøvelser for ikke enten at begynde at græde eller kaste med knive. Hendes mor stirrede på hende på dén måde, der fik hende til at bide sig dybt i tungen og ærgre sig i stilhed. Heldigvis skulle der røres lidt mere i saucen – og piskes ekstra flødeskum til kagen.

Middagen gik meget godt – indtil Therese skænkede sig et kvart glas rødvin. Hendes mor sendte hende igen blikket. Sørens mor nikkede bekymret.

”Jeg læste om et barn, der blev født med to hoveder?” sagde hun sådan lidt ud i luften og tændte en cerut. ”Der stod, at det var fordi moren havde drukket alkohol under graviditeten.” Hun så sensationslystent over på Thereses mor, der simpelthen tog glasset ud af Thereses hånd og hældte det i den nærmeste potteplante.

”Det var jo bare ét lille nip…!” Therese slugte lysten til at sparke sin mor over åreknuderne, men den dårlige samvittighed overmandede hende. Ét lille nip var måske nok! Og tænk nu, hvis barnet virkelig var deformt… Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv. Hun skænkede sig straks et glas vand.

Til kaffen bød Thereses far cigarer rundt, og Sørens mor tændte endnu en ce­rut. Den tykke røg hang allerede tungt i stuen, og Therese rejste sig for at sikre sig, at dørene til soveværelse og det nymalede barnekammer var lukket.

”Ja, undskyld – det er den der tykke cigarrøg!,” sagde hun forsigtigt. ”Stuerne lugter ikke særlig godt i flere dage bagefter.”

”Ungdommen nutildags er så sart,” sagde hendes svigerfar. ”Du skal i det mindste ikke sove i en kommodeskuffe bagefter – som en anden én skulle, da han var dreng!”

”Du skal bare lufte ordentligt ud. Det er kun sundt med lidt frisk luft – især i din tilstand,” hviskede Thereses mor og trykkede hendes hånd under bordet.

Therese gik ud i køkkenet for at piske flødeskum. Hun tørrede et par løsgående tårer med køkkenrullen og skyndte sig at smile og begynde at pynte citronfro­magen, da Søren kom ud til hende. Han kyssede hende vådt i nakken og tog hende på ballerne. Han havde i hvert fald fået rødvin nok, tænkte hun, men tav. Hun ville jo ikke ødelægge stemningen.

”Tak for mad, skat. Det klarede du jo helt godt!” Thereses elendige humør steg et par grader, da han fik øje på hendes dessert. ”Orv – den ser ellers lækker ud, den fromage!”

”Synes du?” Det var dejligt, at der endelig var nogen der lagde mærke til hen­des anstrengelser.

”Ja, klart!” sagde Søren. ”Jeg har en idé: kan vi ikke spise den i morgen? Du ved jo, hvordan mor elsker at lave lagkage til mig, når jeg har fødselsdag.”

Thereses humørbarometer drejede om til stormende kuling.

”Så kan vi da spise lagkagen i morgen,” indvendte hun. ”Hvis jeg havde vidst, at din mor ville lave lagkage, så havde jeg da ikke gidet bokse med den fromage – ”

Søren afbrød.

”Men nu har hun jo lavet den, ikke… Og hun gør det jo i en god mening. Jeg får altid lagkage på min fødselsdag.”

Hun vidste godt, at Søren ikke brød sig om at hun kritiserede hans mor, men nu var hun ærlig talt gal.

”Det kunne du sguda bare have sagt – så ville jeg…” Søren afbrød hende. Igen.

”Du kan jo ikke lave mad, skat – det siger du altid selv. Har jeg ikke ret?”

”Jeg synes bare ikke din mor kan være bekendt at komme rendende med en lagkage når vi ikke har aftalt det – ” Thereses stemme knækkede over, og vandtrykket bag øjnene steg igen faretruende.

En sky trak over Sørens ansigt. Han rettede sig op og stak hænderne i lommen et øjeblik. Så tog han lagkagen og fiskede kageskeen op ad skuffen.

”Nu skal du ikke begynde at kritisere hende igen, vel? Kan du nu for en gangs skyld ikke bare komme ind og være lidt hyggelig?”

Og dér stod Therese, rasende, ked af det og følte sig svigtet og udenfor. Hun var parat til at kaste med fromagen, blive skilt, sælge huset, kvæle sin svigermor og adoptere sine forældre væk.

De fleste af os ønsker kontrol over vores liv og følelser. Vi tiltrækkes af dem, som vi opfatter som ‘i kontrol’, fordi kontrol giver følelsen af at kunne styre sig selv, situationen og andre. Kontrol giver forventninger om en retfærdig verden, og vi vil så gerne tro, at hvis vi opfører os ordentligt, så går det os nok også godt, for i en retfærdig verden får man, hvad man har fortjent. Følelsen af kontrol giver håb om at kunne forme tilværelsen og fremtiden efter vores ønsker – og dét gør verden mere forudsigelig og dermed mindre skræmmende.

Når vi føler os trygge (= i kontrol) bliver vi mere effektive, mere ansvarlige og simpelthen gladere mennesker. Derfor synes vi bedre om os selv, og derfor vokser både følelsen af selvværd og selvtillid. Det er ikke så underligt, at enhver boghandel med respekt for sig selv kan byde på snesevis af titler om selvværd og selvtillid, for troen på vores egen evne til at styre vores liv indvirker på næsten alt hvad vi gør, tænker og føler. Når vi bliver kastet ud i kaos, har vi tendens til at glemme, at efter kaos følger orden.

Nynne-effekten

Det kan også øge selvtilliden at se, opleve eller høre om andres fiasko – enten fordi vi kan lære, hvad vi ikke skal gøre, eller fordi vi tror vi kan klare opgaven bedre selv. Det kan være en af grundene til, at Nynne-historierne har slået sådan an, for hun er da en anti-helt, der vil frem!

Sommetider kan det virke at få positiv feed–back eller opmuntring, selvom virkningen sjældent holder ret længe ad gangen. Din indre, konstruktive del vil opmuntre dig til at tro på rosen og tillade dig at give dig selv positive klap. Men hvis din SuperSelvkritik er løs, skal han/hun hurtigt få det ødelagt. Og hvis du tror du har styr på noget, så er selvkritikken der igen med sine destruktive budskaber:

”Ha! Troede du virkelig, du kunne styre noget som helst! Det er din skyld, at dit og dat gik galt, for du er så dum / uansvarlig / klodset etc.”

Det sker, når selvværdet er lavt. For du kan sagtens have god selvtillid (= være god til at gøre eller præstere et eller andet) og lavt selvværd (= at opleve sin eksistens som meningsfuld og berettiget uden at gøre noget for at fortjene den). Hvis du har et lavt selvværd, vil du typisk forsøge at kontrollere dig selv og omgivelserne for at opnå den indre sikkerhed, du mangler.

Faktorer uden for din kontrol

Men der er ret få ting uden for os selv, vi faktisk kan kontrollere. Psykologisk forskning har vist, at den fantastiske følelse af indefra kommende selvtillid opstår af følelsesmæssige snarere end af faktuelle oplevelser. Eller med andre ord: det betyder noget for os at se andre ”i samme båd”, der slås med problemer, som ligner vores egne (jvfr. “nynne-effekten) – meget mere end at læse bøger om, hvordan vi kan blive bedre. Det kan give selvtillid at lytte til nogen, der har klaret et problem, der ligner vores, og at høre hende beskrive, hvad hun gjorde og hvad hun oplevede undervejs – medmindre hun er alt for succesfuld, for så virker det modsat. Tjek det ud i ugebladene. De er fulde af den slags historier.

Der er masser af faktorer som er ude af din kontrol. Udover vejret kan det være f.eks. andres medfødte træk (temperament, evner, robusthed eller sårbarhed) – eller det kan være udefra kommende som f.eks. mediernes påvirkninger og ændringer i samfundet plus andre menneskers opførsel og prægninger på os.

Det perfekte barn?

Frederik er ”mild” og ”nem.” Han sover hele natten fra han er seks uger gammel, spiser hvad der bliver givet ham og græder kun, når der er klar grund til det. Han elsker at ”læse” en billedbog og er ikke spor kræsen. Hans tvillingsøster, Julie, giver højlydt udtryk for sine behov om afveksling, opmærksomhed og nærvær, sover som to–årig stadig ikke igennem, vil hellere rulle sig i mudder end læse Futte, det lille tog og har meget bestemte meninger om, hvad der kan spises og hvad der skal smides med. Den milde Frederik bliver nemt idealet om Det Perfekte Barn, og Julie bliver den lidt besværlige.

Men de er begge to lige perfekte – de er bare forskellige. Sådan er de født, og deres mor kan vælge at erkende eller modarbejde det. Uanset om målet er at gøre Frederik lidt mindre forsigtig eller Julie lidt mindre vild (eller begge dele!) så går projektet her ud på at ændre noget, der grundlæggende ikke kan ændres. For det første, fordi det er barnets valg at ændre sig. Og for det andet fordi det ligger uden for mors magt at ændre på Frederik og Julies individuelle, medfødte disposition. I stedet kan opgaven være at lære dem begge at sætte pris på sig selv og hjælpe dem med at acceptere de individuelle muligheder og be­grænsninger, som de medfødte træk kan afstedkomme.

Hvis Julie og Frederik insisterer på at få lov at gå i laksko på en vinterdag, vil de formentlig reagere helt forskelligt, hvis du siger nej. Måske vil Julie anklage dig for ikke forstå hende og måske endda for ikke at holde af hende, når du er så tarvelig, mens Frederik roligt vil acceptere din forklaring og tage den som bevis på, at han trygt kan stole på, at du passer på ham, fordi du holder af ham. Du kan ikke kontrollere, hvordan dine ord og handlinger bliver modtaget – eller med andre ord: du kan ikke kontrollere dit barns følelsesliv. Men hvis du ikke passer på, så lader du barnet kontrollere dit.

Faktorer inden for din kontrol

Du kan vælge at lade dig trække rundt ved næsen af alt det, der ligger uden for din kontrol. Det kan give dig stress bare ved at kigge på pausefisk! Men i stedet for at lade de ydre faktorer bestemme, hvordan du skal have det, kan du vælge at anskue det konstruktivt, rationelt, eller realistisk (kald det, hvad du vil. Suppeterningen indeholder det samme).

Ingen kan formentlig tænke og føle konstruktivt altid, men der er mange situationer, hvor det godt kan lade sig gøre – hvis du ved hvordan du kan gennemhulle destruktive (irrationelle) tanker og følelser og erstatte dem med nogle mere konstruktive og realistiske. F.eks.:

SITUATION DESTRUKTIVE TANKER DESTRUKTIVE
FØLELSER
KONSTRUKTIVE TANKER KONSTRUKTIVE FØLELSER
Du opdager, at 13–årige Malou har røget hash Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget for at det ikke ville ske. Nu ender hun sikkert som narkoman og det, der er værre Jeg er en elendig mor. Malou. Jeg har nok arbejdet for meget eller haft for travlt med hendes lillebror Jeg kan ikke bestemme over Malous lyster, tanker, drifter og følelser. Si­tuationen er skuffende, men ikke nødvendigvis en uoprettelig katastrofe Jeg er ked af det, vred og bange for, at det skal føre til noget værre. Jeg vil fortælle hende at jeg elsker hende og er bange for at miste hende
Ydrestyring: Therese

Therese føler sig tit som en skibbruden på et rumskib, styret af et ukendt kontrolcenter. Hun føler sig underlagt andre mennesker, skæbnen, heldet, tilfældet eller noget guddommeligt. Tit er hun ængstelig, pessimistisk og tror ikke på at hun kan påvirke eller ændre noget, og hun kan være kritisk og fordømmende over for andre – også fordi hun går ud fra, at de er kritiske over for hende. Hun er tit smådeprimeret uden at vide hvorfor. Når det er værst, bliver hun modløs og passiv; fyldt af en uforklarlig følelse af meningsløshed og tom­hed eller overvældet af magtesløshed og frustration over at være i klemme mellem alle de sure sokker, nullermændene og de manglende tusindkronesedler. Sommetider køber hun ting for at trøste sig, andre gange bliver hun syrlig og vrissen. Hun kan lynhurtigt skifte mellem at blive rasende og ked af det, fordi hun indimellem synes, at folk hele tiden vil have noget af hende. Mellem børn, mand, familie, kolleger, terminsydelser og sociale forpligtelser føler hun aldrig, at der er tid og overskud til hende.

Når hun har det bedst, er hun en helt anden. Så er hun super–optimist og tryg ved, at tingene går, som de skal gå. Hun tænker, at hun jo egentlig har det meget godt og faktisk har været rimeligt heldig i livets store lotteri – og at der nok er en eller anden slags universel mening med tingene, selvom hun har så få muligheder for at påvirke sit liv.

Therese stiller som regel sig selv i sidste række. Hun kan ikke lide at bede om noget, sige sin mening eller udtrykke stærke følelser, for hun vil ikke være til besvær og gøre andre vrede, bange eller kede af det. Hun synes hun er nødt til at bage tre slags boller til forældremødet, lade sig vælge som forældrerepræsentant i børnehaven når nu ingen andre vil – og sige ja til sin mand, når han vil have torsdags–sex og hun ikke kan slippe ved at lade som om hun sover. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) bliver hun flov, frustreret, skamfuld og ulykkelig. Hun prøver at finde ud af, hvem eller hvad der er skyld i fejlen, så hun kan gøre dem opmærksom på det. Hun vil for enhver pris undgå, at nogen skal kunne pege fingre ad hende og finde hende dum, inkompetent eller klodset. Hun er rastløs, urolig og har konstant dårlig samvittighed over et eller andet, som hun ikke rigtigt ved hvad er.

Therese er godt klar over, at hun sommetider fantaserer, tænker irrationelt og destruktivt. Men det synes hun, at hun er nødt til. Livet er ikke nemt, og man kan sjældent stole på andre. Så hvis hun forventer det værste, så bliver hun ikke skuffet, og så føler hun også, at hun bedre kan komme eventuelle ubehageligheder i forkøbet. Hendes selvværd er lavt, og når hun mister kontrollen, bliver hun bange for at miste alt og alle samtidig.

Indrestyring: Henriette

Henriette synes, at hun stort set selv bestemmer, hvad der skal ske i hendes liv. Hun er for det meste glad, selvom hun har let til både gråd og vrede og tit viser sine følelser – så tit, at mange andre ofte synes at ”hun er for meget.” Det tager hun sig dog ikke synderligt af. For det meste lytter hun til hvad de siger og tager så det til sig, som hun synes er rigtigt eller hun kan bruge. Det betyder ikke så meget for hende, hvad fremmede eller mindre nære personer synes om hende. Hun er spontan og kan lide det uventede, men hun kan også godt lide orden i tingene og føler et stort ansvar for sine beslutninger, succes’er og fiaskoer.

Henriette føler, at hun altid har et valg: selv det ikke at vælge er et valg, og det handler hun efter. Hun tager det som en udfordring at udvikle sig – og hun har engageret sig i flere forskellige mærkesager: hun slås med kommunen om mere personale på hendes barns vuggestue, stilletrafik på villavejen og skriver mange læserbreve til sin avis. På jobbet er hun medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, hvor hun stiller alle de ”dumme spørgsmål” på medarbejdernes vegne. Hun er en god lytter og en opmærksom og nysgerrig partner, mor, datter og veninde og kan godt lide at have travlt. Men når det går for stærkt, siger hun nej til at baby­sitte eller til invitationer, fordi hun hellere vil være hjemme og læse en god bog, tage et fodbad eller bare glo ud ad vinduet. Hun er tit den, der tager initiativ i sengen, men hun siger lige så tit nej, hvis hun ikke har lyst.

Hun har skiftet læge flere gange indtil hun fandt en, der gad at tage sig tid til hende og hendes børn og svare omhyggeligt på hendes spørgsmål, og blandt kvarterets handlende har hun ry for at være kræsen og krævende, fordi hun ikke finder sig i at få hverken stødte æbler eller grønne kartofler i posen. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) kan hun godt ærgre sig. Så sørger hun for at oplyse dem, som fejlen går ud over om, at hun har kvajet sig og, hvis det er nødvendigt, hjælper hun med at udbedre de eventuelle konsekvenser. Bagefter forsøger hun at finde ud af, hvad hun kan gøre anderledes næste gang i en lignende situation.

Henriette føler sig godt tilpas mellem andre, siger ligeud hvad hun mener og elsker at få komplimenter og ros, som hun siger tak for. Hun er kun sjældent urolig eller rastløs, tynget af uforklarlig skyld og dårlig samvittighed. Men når hun gør, så tager hun sig tid til at tænke igennem, hvor følelserne kommer fra, og hvad hun helt realistisk kan gøre ved dem. Så gør hun det, hun synes der skal til og lader dét ligge, som er uden for hendes kontrol. Hendes selvværd er højt. Hun føler sig sikker på at andre kan lide hende med både gode og mindre gode sider. Hvorfor skulle de ikke det?

Ingen er 100%. Ingen er perfekt

Ingen mennesker er udelukkende indre– eller ydrestyrede. Vi har alle en del af det ene og en del af det andet i os, og opfattelsen af os selv som indre– eller ydrestyret kan afhænge af den situation, vi er i. Idealet er vel at kunne sige som teologen Reinhold Niebuhr (1892-1971): ”Kære Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre på, mod til at ændre på de ting jeg kan – og visdom til at se forskellen.” Almindeligvis bliver vi da også mere indrestyrede, efterhånden som vi lærer os selv at kende og forstår, at det er muligt dels at ændre os selv, dels at påvirke omgivelserne og at vi på utallige måder selv kan forme vores fremtid. Hvorfor er det så svært?

Tænk på, hvor mange tusind gange i dit liv andre har taget dine beslutninger for dig og haft kontrol over dig: forældre, institutioner, myndigheder, ligestillede. Det er ikke så underligt, at mange teenagere og unge ser det som deres mission at opponere mod enhver form for kontrol og tvang. Men både overdrevet oprør mod kontrol og overdrevet kontrol forhindrer det ægte nærvær – det, der opstår mellem mennesker der lytter til hinanden og respekterer forskelligheder mellem sig selv og andre. Eller med andre ord: mennesker, som kan være til stede uden at være bange for, hvad der nu vil ske, hvilke følelser der nu vil komme op, hvad der nu vil blive sagt.

Så kunsten består vel i at opnå et realistisk syn på, hvad du rent faktisk kan og hvad du ikke kan kontrollere, og sandheden ligger vel et sted omkring at kunne træffe de bedst mulige beslutninger så tit det er muligt under indflydelse af so­ciale og lovmæssige sammenhænge.

Kunne Therese have handlet anderledes?

Hvis du genkendte mindst tre af situationerne i historien, så har du nok en snert af Therese–komplekset. Læs evt. historien igen og mærk de steder af, som du genkender bedst.

  • Hvad er det, Therese gør?
  • Hvad påvirker hendes følelser?
  • Hvad er det, du genkender? Tænk på den situation, historien minder dig om.
  • Hvis du var Therese, hvad ville du så gøre?
  • Hvis du kunne gøre din egen situation om, hvad ville du så gøre?
  • Er der noget, der forhindrer dig i at gøre det anderledes?
  • Hvad?

©Winnie Haarløv