Barnedåb.200px

Farmor, fortæl noget fra stenalderen

Jeg er født på Amager, hvor al vores familie boede. De var håndværkere og ufaglærte med mange børn i små, mørke lejligheder med koldt vand og dele–wc på trappen. Min farfar var den fineste, for han havde egen barbersalon på Esplanaden, og der barberede han sømænd fra halvseks om morgenen og drak snaps med dem bagefter. Og så boede han og farmor i Jacob Holms Gade. “Først på Amager”, som min farmor altid sådan lidt vigtigt betonede.

Min far blev bankuddannet (et uhørt privilegium for en arbejdersøn dengang), og i februar 1949 giftede han sig med min 19-årige mor for at få en lillebitte lejlighed. Hun var vild for at komme væk fra de to mørke værelser med koldt vand og fire beboere, der var hendes barndomshjem.

Men lejekontrak­ten krævede mindst ét barn,  og vupti: derfor kom jeg til verden i december 1949. Min mor var fyldt tyve år to dage før. Hun havde gået i 9. klasse og derefter arbejdet på en papkassefabrik og kortvarigt på en skrivestue, men opgav mere end villigt sit job og fik nogle år senere min søster.

Paradiset

paradisåsenEfterkrigstidens store skrue begyndte at dreje, og seks år og et barn senere byggede de et kæmpestort hus (110 kvm, to værelser, stue, køkken, bad) i Holtes Paradiskvarter til den fyrstelige sum af 70.000 kroner for både grund og hus (lidt over 1 mio. i 2015-kroner). Det var et voldsomt spring fra den lille to-værelses på Amager, og min mor syntes at parcelhusstuen lignede en skøjtehal. På villavejens ubebyggede grund gik Musse, en skimlet hest, og gnaskede bellis og mælkebøtter. Der var langt til indkøb, så på hver sin ugedag holdt en handlende på vores vej: fiskebilen, slagterbilen og ostebilen. Svajeren bragte mælk og morgenbrød ud, doktoren kom på hjemmebesøg, postbudet kom tre gange dagligt. Man kunne  sende søndagsbreve, købe billet i toget og få afhentet snavset linned og duge og returneret det rent og rullet. Sikke en service.

Jeg fik et tornyster og begyndte i Øverød skole 800 m væk, og snart var vi tre i børneværelset, sov i køjesenge og havde hver en kommodeskuffe til legesager og en hylde til tøj. Alle kvarterets børn legede ude året rundt – dels havde ingen af os eget værelse, og dels var vi  jo omgivet af marker, skove og søer, der bød på interessante  og forbudte udfordringer alt efter årstid.

Drengene hed tit Bjarne, Birger, Benny og pigerne Marianne, Hanne og Annette. Vores mødre gik hjemme og kogte, bagte, syltede og stegte, så ingen af os gik i institution. Børnelivet udspillede sig ganske uden voksnes opsyn og var fuldt af hemmeligheder. Vi fiskede haletudser, løb på skøjter, huggede blommer, byggede huler, badede i Furesøen  og legede doktor. Biler var der næsten ingen, der havde råd til, så det farligste var skærslipperen, som spillede lirekasse om søndagen – og som vi alle sammen bestemt mente var børnelokker. Ingen spurgte hvor vi skulle hen, når vi gik ud for at lege – vi skulle bare være hjemme kl. 17.30 og rulle voksdugen på teaktræsbordet før der blev serveret stegte sild, øllebrød, æggekage, krebinetter eller forloren hare – altid med bunker af kartofler og brun sovs. Jeg har aldrig (som i aldrig) set en grøn salat i mit barndomshjem.

1a

Holte Biograf havde telefonnummer 9, og en billet til en af de tre første rækker kostede halvanden krone. Jeg drejede på telefonens håndsving og fik Holte–centralens omstillingsdame i røret.

”Goddag, jeg vil gerne have nummer 9 (biografen)” sagde jeg. Omstillingsdamen svarede bøst:

”De spiller Tarzan–film i dag, og det er ikke noget for dig,” var hendes lakoniske svar. Klik! Jeg kom ikke i biffen den søndag og måtte nøjes med Dr. Lieberkind i vores splinternye sorthvide tv, som vi fik i 1959. Det var på størrelse med en kommode og tog 10 minutter at varme op, og der var udsendelser i nogle timer tre dage om ugen.

Det var på mange måder en tryg og forudsigelig tid. Jeg hørte Radioteatret, sagde De til folk jeg ikke kendte, kom i bad og gik med pænt tøj om søndagen og afbrød aldrig de voksne. Vi børn blev håndfast opdraget, både i skolen og hjemme, og vi var ikke nogen forbrugermålgruppe. Ord som skilsmisse, overvægtig, indvandrer, fitness og modetøj indgik ikke i vores begrebsverden (det gjorde til gengæld buksevand, ørefigner og eftersidninger). Sodavand og slik var noget vi fik til jul og fødselsdag, og tøj blev syet af de voksnes aflagte. Ordet “teenager” var heller ikke nået til Øverød, da jeg fyldte tretten og fik øje på mit tynde strithår i spejlet, hvorefter jeg sprang på cyklen og spurtede ned efter min første dåse hårlak i Schous Sæbehus (kr. 2,95).

Generationskløften åbner sig

aspargesI begyndelsen af 60′erne startede min far et importfirma med dåseasparges og kaldte det ”Paradiso”. Dels fordi vi boede i Paradiskvarteret, dels fordi Katy Bødtger havde et monsterhit med den sang. Og så fordi hans asparges smagte himmelsk, som han sagde. Huset blev bygget større, vi fik køleskab og det helt store statussymbol: en ny, lakskinnende bil (en varevogn  på gule plader, hvor vi tre børn lå og raslede rundt i bagagerummet, når vi skulle besøge farmor på Amager). Alt åndede idyl, mens markerne uden for vores vinduer blev udstykket, Irma kom til byen og  cola, pomfritter og tre ugers industrisommerferie indikerede, at velfærdssamfundets hjul for alvor havde fået fart på.

Men i 1964 hørte jeg noget i radioen, der ændrede mit liv for evigt. Det var The Beat­les, og dén dag åbnede min families generationskløft sig: De voksne, der i forvejen var en slags fjerne statister i mit liv, fattede mindre end nogen sinde. Og det blev kun værre. I 1968 tog jeg studentereksamen iført en kjole, der sluttede lige under trussekanten og iførte mig kun ”symbolet på den borgerlige magt”: studenterhuen i de to minutter, det tog min far at fotografere slægtens første student. Mine borgerlige forældre så til i vantro, mens samfundets velstand voksede: mine jeans kunne ikke blive slidte og hullede nok, og jeg skilte mig af med alt mit pæne, marineblå tøj, lod håret hænge ned over øjnene og gik med bare tæer, også om vinteren. Alt var tilladt, alt det gamle skulle forkastes. Jeg havde en kort affære med et kollektiv (og tabte, da jeg opdagede at man skulle aflevere både sit tøj, sine plader og sine penge til fælles brug og måtte flytte hjem igen). I håbet om at redde mine yngre søskende og genoprette ro og orden derhjemme installerede mine forældre mig i en 48 kvadratmeters ejerlejlighed i Ordrup og forventede kun at se mig, når jeg kom hjem til jul. Det var fest med fest på! Jeg elskede at bo for mig selv og installerede straks en veninde i det andet værelse. Jeg ville være journalist, forfatter eller guldsmed, men det var ikke projekter, som de ville støtte. Og SU kunne jeg ikke få, for den afhang af mine forældres indkomst, og de var efterhånden blevet pænt velhavende.

Så jeg arbejdede nat ved Tuborgs flaskebånd og tog på lærerseminariet (sommetider) bagefter. Der var ingen adgangskrav til hverken universitet eller andre uddannelser, så jeg kunne have valgt hvad som helst. Desværre var der heller ikke hverken erhvervsvejledere i skolen eller voksne, jeg kunne gå til, så det faldt mig overhovedet ikke ind, at uddannelse, karriere eller job kunne være sjovt og berigende. Og da slet ikke, at universitetet kunne være  noget for mig (det var først, da jeg var fyldt tres). Så da jeg som nittenårig mødte en fyr, der skulle på seminariet fordi han som lærer kun skulle arbejde halvdags, havde lange ferier og kunne spille guitar for resten, så lød det i mine ører lige så godt som alt muligt andet.

Kvindekamp, kansastøj – og karriere

Enlig mor 1980Jeg blev lærer i 1974, fik et barn og blev alenemor året efter. Det var kvindernes årti: vi var enlige mødre og havde altid børn på slæb, når vi tog på ølejr, gik i demonstration mod Vietnamkrigen eller samlede ind til Bangla–Desh. Vi ville redde verden, og det gik hårdt ud over familielivet. Der var hverken tid eller tolerance til mænd i vores liv, så vi brændte vores bh’er og udkæmpede klasse- og kvindekamp iført pottehår, træsko og tidens statussymbol: Kansas–arbejdstøjet. Det var en brun tid med politiske dogmer, strejker og snærende bånd, hvis man ville høre til. Jeg havde en forkærlighed for pink og for, at mit tøj var rent og passede sammen, så på lærerværelsen kaldte de mig “Stewardessen” og nægtede at tale til mig, da det kom frem at min far importerede dåseferskner og ananas fra Sydafrika.

Så i det skjulte følte jeg en stor lettelse, da årtiet skiftede og netstrømper, feminint undertøj og pinkfarvede læber vendte tilbage. I yuppie–firserne forlod jeg den bæ-farvede, ræverøde og ensrettende folkeskole, afblegede håret og fik   job i IT–branchen med firmabil, plastickort og det ultimative statussymbol: en læderindbundet time manager. Min nye, kortklippede IT-mand og jeg arbejdede 60 timer om ugen, skrev skemaer over hvornår vi skulle hygge og besøgte Københavns seværdigheder på udflugter, der var timet og tilrettelagt. Sønnike sagde farvel til langt hår og lange skorteflipper og ønskede sig pastelfarvede Lacoste-poloer og blev sendt på sprogskole i England, high school i USA og musikhøjskole på Fyn. Alt sammen for at give ham den støtte, jeg selv havde manglet og ruste ham til uddannelses- og karriereræset, selvfølgelig. Da han flyttede hjemmefra, besluttede hans sig for at blive tømrer, fordi han elskede lugten af træ. En sund reaktion.

Historien gentager sig

Op til årtusindskiftet kom kernefamilien langsomt på mode igen, og det gav status at have tid og mindst to (velfungerende!) børn med besynderlige navne. Mit liv blev invaderet af forkortelser: CD, DVD, MP3, GPS for ikke at tale om PC, VHS og alle de andre elektroniske dimser, der skulle indstilles, times og betjenes. En telefon var ikke længere bare til at tale i, og det er efterhånden svært at blive væk – i betydningen off-line. Før i tiden kunne jeg ikke nås, når jeg kørte i tog, købte ind eller var på stranden. Nu klages der højlydt, hvis jeg ikke besvarer telefonbeskeder, facebook-henvendelser og sms’er inden for tre sekunder. Og hvis jeg ikke straks poster snapshots eller selfies fra min tur i toget, supermarkedet eller stranden, tror folk at jeg er død. Jeg finder det utroligt anstrengende.

Et af mine børnebørn spurgte mig forleden: ”Farmor, gider du ikke fortælle noget fra stenalderen – altså fra dengang, du var dreng?” Og jeg tænkte, at historien gentager sig. På en vis måde, altså. For da jeg tænkte over det, slog det mig: Hvad bliver det næste? Er der overhovedet mere, man kan opfinde?

Vil du høre mere? Læs et uddrag af mine romaner – f.eks. ‘Paradis‘ (1. del i en serie) eller ‘Fisk kan da ikke cykle‘.

Eller hør radioudsendelsen ‘Sommergæsten‘ fraP1, hvor jeg fortæller om mit liv som hunkøn gennem fem turbulente årtier.

 

©Winnie Haarløv