arbplads.mor

Er du arbejdspladsens mor?

Da min søn var 13 måneder, ville han stadig ikke gå. Bekymret tog jeg ham med til lægen og blev irriteret, da han bad mig sætte sønneke på gulvet og sætte mig i en stol et stykke derfra. Drengen græd og ville hen til mig, og mit moderhjerte bød mig at springe op og tage ham. Lægen så ud over brillerne og sagde tørt: ”Hvorfor skulle han dog have besvær med at lære at gå, når han kan blive båret?” Skamfuld måtte jeg erkende, at jeg var min søns største forhindring for at lære at klare sig selv.

På samme måde overinvolverer kontorets mor sig, men hun kvæler sine omgivelsers initiativ og drivkraft i hjælpsomhed, empati og omsorgsfuldhed. Hun finder sin eksistensberettigelse i at hjælpe andre, for hun mener oprigtigt, at hun gør det af et godt hjerte, og at hun glæder andre. Og selvfølgelig er det da skønt at blive hjulpet, når man har brug for det. Men hjælp, der gives uopfordret er faktisk bare indblanding. For ved at tage ansvaret for andre uden at de har bedt dig om det, fortæller du dem indirekte, at de ikke kan selv. Og det kunne jo være, at de rent faktisk synes, at det er irriterende.

At være til besvær

”Jamen, jeg hader at bede om hjælp og ulejlige andre!” udbryder Inge, en kvindelig mellemleder, der sidder i min konsultation og krøller Kleenex’er i bunkevis, mens hun græder sine modige tårer over sin situation. Hun er stresset, føler sig udnyttet, synes at hun bruger alt for meget tid på at rose og anerkende sine folk, mens hun sjældent får andet end utak og skuldertræk igen. ”Jeg fotokopierer endda selv mine præsentationer, for sekretæren er lige så stresset som jeg – og jeg laver selv mødekaffe… piccolinen har jo så meget andet!” snøfter hun. ”Men alligevel brokker de sig, melder sig syge og tager fri ustandseligt. Og min sidste lederevaluering var elendig. Jeg fatter det ikke!”

Som alt for mange kvinder påtager Inge sig opgaver, der hører hjemme hos andre eller kunne uddelegeres. Hvorfor? Fordi hun tror, at hendes medarbejdere vil påskønne hende for det, fordi hun ikke vil være til besvær, eller fordi hun i virkeligheden ser ned på sekretærens arbejde og derfor ikke kan lide at bede hende udføre ”idiotarbejde”. Men ved at undgå at uddelegere tager Inge en dominerende, overbeskyttende mor-rolle, som hverken giver medarbejderen mulighed for at udfylde sin plads eller for at udvikle sig. Som chef bliver hun altså en dårlig mentor, fordi hun med sin misforståede hjælpsomhed signalerer, at andre intet kan.

Signalement af en arbejdsplads-mor

Hvis du – som masser af andre kvinder – har taget afgangseksamen fra Flinkeskolen, har du nok fået topkarakterer i hjælpsomhed, beskedenhed og omgængelighed. Og da du begyndte i erhvervslivet, roste chefen dig sikkert for din grundighed og kollegerne komplimenterede dig for at være lærenem, samarbejdsvillig og omhyggelig. Måske blev du på den baggrund endda forfremmet til en bedre stilling – og måske både én og to gange. Og måske er det dér, du sidder i dag. Stresset, udkørt, sur og i tvivl om, hvad du vil og hvorfor. Måske endda om, hvem du egentlig er.

Du kæmper dagligt for at afværge konfrontation, konflikt og risiko, og din hjælp­somhed og empati er enestående. Du slår knuder på dig selv for at være loyal, samle løse ender, glatte ud, følge instrukser og levere 110% – også efter arbejdstid, når du på bekostning af aftenkaffen lytter til en kollegas lange telefonbeklagelser og forsøger at rådgive efter bedste evne. Du hverken råber op, forfægter dine egne ideer eller siger nogen imod. Du står på hænder for at andre har det godt, og hvis du endelig bruger mund eller går imod autoriteter eller kolleger, er det oftest for at hjælpe eller støtte nogen. Du vil gerne have indflydelse, men ikke magt. Du vil gerne høres, men ikke konfrontere eller skabe konflikt. Du tager kort sagt rollen som arbejdspladsens og familiens sociale lim, for du er fantastisk god til at glatte ud, tale de svages sag og bruge din empati.

Desværre når du hverken op ad karrierestigen eller ud mod lykkelige horisonter. I bedste fald fastholder din superomsorg og overansvarlighed dig dér, hvor du er. I værste fald spænder de ben for dig og tærer på dine ressourcer.

”Man skal da hjælpe hinanden,” klager Anne, en ægte arbejdsplads-mor: superdygtig til sit job og den, som lederen bare regner med. ”De andre kan jo ikke engang finde ud af at fylde kopimaskinen op, når den er tom! Men jeg er jo ikke leder, så jeg kan jo ikke bare uddelegere!”

Nej – og netop derfor må Anne være ekstra omhyggelig med ikke at ødsle med sit overskud. Desværre er det netop dét hun gør, hver gang hun siger ja fordi hun ikke tør eller vil sige nej. Hun er så bange for at nogen skal blive sure, sårede eller finde hende urimelig, at hun hellere gør både sit og andres arbejde. Hun føler sig mere og mere afmægtig, deprimeret og umotiveret, brokker sig ved kaffemaskinen, bagtaler eller sladrer om dem, der ’udnytter’ hende og lader vreden gå ud over katten, børnene eller partneren, når hun kommer hjem.

Behagesygen rammer dig i nakken

At ville hjælpe er selvfølgelig ikke behagesyge. Men du er behagesyg, hvis du er afhængig af andres anerkendelse; har utrolig svært ved at sige nej, selvom du har lyst – eller at du er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede. Behagesygen har mange lumske måder at ramme dig i nakken på: hvis du tit er den, der går sidst, tager arbejde med hjem og stiller op i weekenden hver gang, så får du næppe den belønning, du synes du fortjener. De andre roser dig ikke. Tværtimod vil de formentlig vurdere dig lavere rent kompetencemæssigt, end du måske fortjener. Ubevidst sker der nemlig tit det hos omgivelserne, at de betragter den hårdtarbejdende kollega som en, der der nødt til at kompensere for manglende evner eller talenter med hårdt arbejde

Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt

Hvis du som en emsig, overbeskyttende mor fjerner alle sten på andres vej, hvordan skal de så lære at se sig for og lade være at snuble? Fidusen er at hjælpe så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Ellers udvikler du tillært hjælpeløshed hos dem, ligesom jeg gjorde hos min søn. Spørg dig selv: Er det mig, der ender med alle de opgaver, ingen andre gider have? Har jeg svært ved at sige nej? Er det vigtigt, at alle kan lide mig?

Svarer du ja til et eller flere af spørgsmålene, er du i færd med at begå selvmord, både karrieremæssigt og fysisk. Karrieremæssigt, fordi du formentlig hverken bliver respekteret eller påskønnet for din indsats. Og fysisk, fordi du er et let offer for stress, depression og udbrændthed.

Gå på afvænning

Hvis du er dødtræt af at være kontorets dørmåtte, der siger ja til for meget og hver gang går fra mødet med aben på skulderen, eller hvis du hele tiden bliver overhalet indenom, så gå på afvænningskur imod behagesyge, overansvarlighed og stress. Kuren er enkel, men ikke nem. Gratis, men ikke omkostningsfri. Og den består i at begynde at mærke dig selv, tage hensyn til dig selv og sætte dig selv først. Noget, der er utrolig svært for mange, mange kvinder. De føler sig egoistiske, når de gør det. Men er det da ikke egoistisk at opfylde dine behov for at være populær eller for at undgå konflikter – ved at stjæle ansvar og initiativ fra andre? At sørge for, at du har det godt og har overskud er sund og nødvendig egoisme. For kun hvis du fylder din egen vandkande op, kan du lindre andres tørst.

NEJ er forudsætningen for JA

Er din automatpilot er rustet fast på ’ja’, påtager du dig for mange forpligtelser i forhold til dine ressourcer. Det giver irritation: på dig selv og på dem, der tillod sig at bede dig om hjælp.

Men for at kunne udnytte de chancer, livet byder dig, må du have overskud til at gribe dem. At sige nej, når du ønsker det kan derfor være noget af det mest positive du kan foretage dig. Hvis du vil øge dit personlige overskud og styrke din selvrespekt, må du øve dig i at sige fra over for dem, der står på spring for at bruge løs af det kostbareste du har: din tid. Du kan ikke være noget for alle – men det er heller ikke alle, der har brug for, at du er det. Og når ved, at du magter at sige nej, kan du for alvor også sige JA uden at føle dig forpligtet, overbebyrdet og udnyttet.

Gør livet lettere

Når du opgiver drømmen om at hjælpe alle, bliver det meget, meget sjovere at være dig. Du vil blive bemærket af andre personer, end du er vant til. Du vil blive mindre slave af dit arbejde, når du tvinger dig selv til at uddelegere, springe over hvor gærdet er lavest og sige nej til opgaver, der er enten irrelevante eller umulige at nå.

Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig. Det tackler du bedst ved at være åben og oprigtig om, hvad det er, du er i færd med at prøve at ændre.

Fem gode råd
  1. Lær at holde mund. I stedet for automatisk at tilbyde dig, så ti stille! Eller sig f.eks. ”Det vil jeg gerne lige tænke over” – eller ”Lad mig lige checke min kalender, så vender jeg tilbage” eller ”Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan / vil / har tid til”. Du vinder noget tid, som du kan bruge til at trække vejret og samle mod til at sige fra på en måde, du kan stå inde for. Hvis du ikke kan sige nej, så har assertionskurser og –bøger masser af enkle teknikker. Og plages du af dårlig samvittighed, så søg hjælp til at arbejde med det.
  2. Fokusér på dit mål eller din opgave. Skriv den eller de vigtigste ned, så du kan se dem hele tiden. Forsøg at sige nej til alt, hvad der ikke leder direkte til målet.
  3. Gør kun det, der er nødvendigt – skær det overflødige væk og tænk over, hvad du vil opnå ved at gøre det. Tit tager det 20% af tiden at lave 80% af opgaven – og 80% af tiden at fluekneppe de sidste 20% af opgaven på plads. Nogle opgaver skal selvfølgelig løses til perfektion – men ikke alle!
  4. Bed om hjælp, når du har brug for det. Uddeleger, hvor det er muligt.
  5. Opgiv tanken om, at alle skal kunne lide dig. Det kan de jo ikke engang nu, selvom du okser og maser dig halvt ihjel! Udvælg hellere dem, som betyder noget for dig. Indrøm, at du ikke selv kan lide alle – og sorter dem i ”ligegyldige”, dem du decideret ikke kan lide og dem, du gider have som fjender. Og fokusér så på dem, du kan lide!
Tjek din dørmåttestatus

Hvis du vil gøre dig fri af mor-rollen og skabe mere overskud til dig selv, så begynd med at teste, om du stiller dig til rådighed som dørmåtte: svar ja eller nej på de følgende spørgsmål og mål din dørmåttestatus.

  • Jeg lyver om mine følelser, hvis jeg tror at de vil vil såre andre
  • Folk må da kunne mærke min grænse – jeg kan jo mærke deres
  • Jeg bliver sommetider forvirret eller forlegen, når nogen spørger hvad jeg vil, ønsker, kan lide eller tænker på
  • Min to–do liste omfatter også ting, der ikke er strengt nødvendige
  • Når jeg er vred, så ryger, spiser, græder eller drikker jeg
  • Når jeg er fuldstændig på hælene, så eksploderer jeg sommetider i hovedet på familien, kæresten eller kollegerne – og bagefter får jeg dårlig samvittighed
  •  Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, hvad andre tænker eller siger om mig
  •  Min skyldfølelse vokser, når jeg tager mere hensyn til mig selv end til andre
  • Jeg føler mig tit udnyttet, og jeg kan også blive sur når jeg skal gøre alt muligt for andre
  • Jeg er bedst til at beklage mig over andre, når de ikke er til stede
  • Svarede du ja til fire eller derover, så ligger du højt på Dørmåtteskalaen. Du har uhensigtsmæssigt svært ved at sige nej, og det er det første, du med fordel kan kaste dig over at lære.

©Winnie Haarløv