Drop-metoden. Hvis forholdet er en boksering

Uenighed i parforholdet kan ikke undgås, hvis begge skal have plads til at være sig selv. Men konflikter behøver ikke at udmunde i råbekonkurrencer. Men hvordan kan uoverensstemmelser løses på en sober måde?

Begynd med at blive enige om, hvad I skændes om. Alt for tit forsvinder skænderiets årsag tit i tågerne, fordi det kommer til at handle om alt muligt andet i stedet – f.eks. hvordan den ene taler til den anden, eller noget der er sket i fortiden, og det er spild af et godt skænderi! Begynd med at definere hvad konflikten handler om – og prøv drop–metoden:

1. Drop stress–skænderiet

Vent, til I kan tale sammen i fred for børn, telefoner, gæster osv. Der kan ikke komme et konstruktivt skænderi ud af at slynge ord i hovedet på hinanden lige før ungerne skal afleveres i børnehaven, eller I skal af sted på arbejde – eller når svigerfamilien er på trapperne.

2. Drop beskyldningerne

Det nemmeste er at pege på modparten: Det er din skyld! Men anklager sætter en stopper for al konstruktiv samtale, fordi den anklagede vil forsvare sig – og så fjerner I jer fra skænderiets egentlige årsag.

3. Drop tankelæsningen

Du ved ikke, hvad din partner tænker og føler – og det samme gælder omvendt. Fortæl hellere med egne ord hvad der foregår i dig. Vær specifik, den anden forstår, hvad du siger.

4. Drop det gamle

Gem gamle, uafklarede spørgsmål til separate diskussioner. Tag gerne ti sekunder til at skrive ned, hvad der dukker op som også skal diskuteres – på et andet tidspunkt.

5. Drop tavshedsterroren

Sig ligeud, hvad der generer dig. Er det for svært, så skriv det – uden beskyldninger og anklager! Fortæl, hvad du føler, hvad du gerne vil have og hvad du er parat til at gøre for at ændre situationen.

6. Drop afbrydelserne

Selv om du er uenig, og selvom det den an­den siger gør dig endnu mere vred, så hold mund og lyt!. Din partner har lige så meget ret til at lufte sine følelser og synspunkter, som du har.

7. Drop de halve sandheder

“Ja, men…” betyder NEJ. Hvis du mener nej, så sig NEJ! At sige ja uden at mene det er at forråde dig selv – og når du gør det, opbygger du nag og vrede. Sig hellere f.eks. “Ja, jeg er skuffet / såret / irriteret / bange for osv – men jeg er ikke parat til at tale om det lige nu.” Tag tråden op, når I har tid og ro.

8. Drop hån, sarkasme, ironi og nedgøring

Gå ikke efter an­dens selvværd: ”Du er en elendig forælder!” osv. Brug “jeg­budskaber”: ”Jeg bliver vred og ked af det og vred, når du hellere vil …. end være sammen med mig og børnene”

9. Drop uhøfligheden

Er du lige så høflig, imødekommende og hensynsfuld over for din partner som du er over for venner, bekendte og kolleger? Tænk over det næste gang du skal til at åbne munden og skælde ud. Ville du tale sådan til Onkel Åge?

10. Drop trusler og følelsesmæssig afpresning

Lad være med at true med skilsmisse. Du kan ikke tænke klart og mærke dine varme følelser, mens du raser. Vent, til uvejret er drevet over – og mærk så efter, om du har lyst til at gå.

 

© Winnie Haarløv