juleamok

Den store julefrokostamok

Hun fugter læberne let og ser ham dybt i øjnene, mens tommelfingeren næsten rytmisk bevæger sig mod glassets stilk. Øjnene slipper ham ikke, mens hun drikker. På dansegulvet svinger en høj mand en lille, spinkel kvinde. Da han for n’te gang ruller hende ind i sin arm, giver han ikke slip igen. De to kroppes rytmer smelter sammen til én, mens hans arme næsten løfter hende fra gulvet, og hendes hænder glider ind under hans jakke. Det er julefrokost, og det er natten, hvor alt er tilladt.

Skarpe sandheder flyver gennem luften, der bliver praktiseret dirty dancing og toilettet er forstoppet af vielsesringe – for denne ene gang om året er alting tilladt. Hulemanden går på jagt, og sirenerne lokker og forfører. Det er i hvert fald den herskende fordom om den danske julefrokost. Hvadenten den udspiller sig i et firma eller blandt venner, er der lagt op til lir. Hvad det er, der får os til at smide hæmningerne lige netop dén aften? Hvilke psykologiske mekanismer går i gang, når julefrokosten står på bordet? Og hvorfor?

Sex – det største tabu

Der er noget i luften… og det er julefrokostsex. Men noget tyder på, at sex selv i vores pornoficerede, såkaldt individualistiske og frigjorte kultur stadig er forbundet med skyld og skam og derfor er tabuiseret.

Freud mente, at seksualdriften er mere end bare lysten til sex og forplantning; at den er selve livsdriften, nerven i vores overlevelse. Uden kulturbåret socialisering ville både mænd og kvinder formentlig vise deres drifter og lyster langt mere åbenlyst.

I puberteten og den første ungdom går bølgerne ganske vist højt i vandsengene, når man prøver sig selv og diverse partnere af, men når hormonerne finder et mere roligt leje, søger vi ind i de socialt accepterede mønstre og overholder deres tabuer og grænser.

Men helt ærligt…

Findes den kvinde, der vil sige nej til meget mere kærlig opmærksomhed og mange flere ømme kærtegn, der ikke kun er forspil til sex? Findes der en mand, der vil sige nej til en udløsning hver eneste dag (nogle vil sikkert mene det fem–dobbelte)?

Det er almindelig kendt, at mere end halvdelen af den mandlige befolkning tænker på sex mere end én gang dagligt, og at en femtedel af kvinderne gør det samme. Mange af vores forsvarsmekanismer går på at holde disse tanker og lyster i ave, og når de falder væk denne ene gang om året, er det vel ikke så underligt, at julefrokost–klichéen handler om forbudt sex! Slet ikke, når det der ellers er forbudt, pludselig er tilladt for alle.

Vi opfører os som børn

Til julefrokosten slipper Helle (30) og hendes veninder alle manerer, drikker snaps i rå mængder og danser vildt. Nogle gange så vildt, at de ender på skadestuen. Sidste år var der en, der flækkede hagen, og en anden levede sig så meget ind i dansen, at han skulder af gik led.

Syv veninder, deres kærester og et par enkelte venner samles, og efter et par flasker snaps tumler alle rundt på dansegulvet til den reggaesang, som er en af julefrokostens mange faste ritualer.

– Vi opfører os åndssvagt, lige fra vi træder ind ad døren. Denne ene gang om året giver vi los og bliver som børn igen, fortæller Helle, der er 30 år. – Vi har holdt sammen julefrokost i over ti år, lige siden vi læste. Til daglig er vi pæne piger: sygeplejersker, psykologer, designere osv. Men når snapsen flyder til julefrokost, bliver vi utæmmede.

– Vi snakker ikke om noget, laller og pjatter bare, fester igennem og har det sjovt. Hvert år spiser vi den samme mad, hører den samme musik og gør de samme ting – og opfører os så åndssvagt, at det kun er helt særlige, der får lov til at være med. Og nu, da vi er blevet mødre, er julefrokosten den ene fest om året, hvor alle altid møder op og hvor det er tilladt at gemme høflighederne væk og glemme hæmningerne.

Stammen og dens ritualer

Julefrokosten kan ses som et tilbagevendende ritual, hvor medlemmerne af en klan eller en stamme holder fest for sig selv. I sådanne ritualer der der skrevne regler, f.eks. at firmaet betaler julefrokosten og lægger lokaler til, eller at medarbejderne må klare det selv. I nogle firmaer fester alle sammen og tager eftermiddagen fri, og består stammen af alle medarbejderne. Andre steder udgøres stammen af den afdeling, der afholder ”frokosten” efter arbejdstid.

For gruppens medlemmer er de uskrevne regler lige så velkendte, og de skaber en uudtalt forventning om ritualets forløb: f.eks. at alle kan gå amok i en slags tilladt massehysteri eller katharsis, en slags renselse for hele stammen. Derved gør man sig klar til det næste år uden underliggende spændinger mellem medlemmerne og høvdingen.

Ligesom i virksomhedens organisation har stammens medlemmer hver især roller og opgaver: nogle arrangerer festen, nogle sørger for musikken, andre arrangerer underholdningen (både den planlagte og den spontane) osv. I firmaet er stammens høvding topederen, ved julefrokosten er det er værten (og det kan jo også godt være lederen), og der er forventninger til høvdingen. Han eller hun slår tonen an og sætter rammerne.

Høvdingens rolle er svær, for lige netop dén aften kan han ikke ”kun” være høvding. Medarbejderens forventning til lederen er, at han skal være festlig, åben og villig til at tale om andet end job og firma og løfte sløret for, hvem han er privat. Men endelig ikke for meget, for så kommer han så tæt på, at det bliver pinligt! Og heller ikke for lidt, for så holder han distance. Og så er han ikke et ægte stammemedlem.

Ritualer i flok

I forbindelse med julefrokosten er ritualtanken tydelig, selvom den har et bestemt formål. Men Gennem maden, dansen og beruselsen er der en uudtalt forventning om, at de spændinger der gennem året har hobet sig op, på en eller anden måde skal frigøres i løbet af lige præcis den aften.

Det kan være to kollegaer der har gået og kigget efter hinanden; det kan være en medarbejders frustration over at blive forbigået af lederen eller det kan være irritationen over en kollegas manglende arbejdsindsats.
Traditionelt taler man om overgangsritualer, hvorigennem deltagerne går fra en tilstand til en anden (f.eks. fra barn til voksen).

For nye medarbejdere kan julefrokosten ses som netop sådan en slags indvielse, hvor den nyansatte bliver introduceret til de (uformelle) regler, som virksomheden (stammen) har. Overholder hun reglerne, bliver hun optaget som medlem, og når det bliver hverdag igen, har hun lov at deltage i sladderen ved frokostbordet og de andre uformelle grupper, som der dannes i en organisation.

Men overtræder hun de uformelle regler og f.eks. kysser med chefen, smider tøjet, bliver for fuld eller går fuldstændig ædru hjem kl. 22, så er hun ”dumpet” og bliver ikke blevet indviet i den nye stamme. Hun er stemplet som en udstødt. I hvert fald indtil næste julefrokost, hvor hun skal gøre sig endog meget godt bemærket for at blive inviteret indenfor igen.

Man kan godt komme med kvalificerede gæt på, hvordan de forskellige persontyper vil reagere:

  • Perfektionisten, der til daglig er kontrolleret og lidt kølig, begynder at uddele kys og kram i flæng, spilder ned ad sig og dropper sin vielsesring i ris à la manden
  • Flinkeskoledrengen, der ellers bider det meste i sig og forsøger at være alle tilpas, tager bladet fra munden, råber, bander og synger sjofle sange
  • Den reserverede, der altid forsøger at være nøgtern, retfærdig og punktlig – og som pludselig snerrer til chefen, at han kan gøre hendes job meget bedre
  • Den impulsive spasmager, der ellers altid har et smil og en sjov bemærkning, vil deklamere Nietzsche og insistere på at tale om livet og døden
  • Den flirtende vil ud på aftenen bryde sammen i gråd over, at ingen nogensinde tager hende alvorligt og ser hvor dyb hun er
  • Den venlige og hjælpsomme fyr i it-support vil slå om sig med sydende sarkasmer til højre og venstre og gøre nar af alt og alle.
Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps

For niende år i træk skal Julie lave bondesild med flødeskum og æbler til en venindejulefrokost, også selv nogle hader sild. Sammen med de traditionelle juleretter er to snapsesange nogle af de ritualer, der skal overholdes. Julie og veninderne har kendt hinanden siden 7. klasse, og lige siden første julefrokost har de samme 18 mennesker været inviteret. Det begyndte som et sammenskudsgilde, og de samme retter har været på menuen lige siden.

– Alle hader mine bondesild, så et år luftede jeg, at jeg ville tage noget andet med. Det udløste et ramaskrig, for alle ville holde fast i traditionerne, og ingen ville undvære bondesildene, fortæller Julie.

Første år blev der også drukket så meget snaps, at Julie og en anden måtte ned i en kiosk og købe en flaske mere. Det satte niveauet, og siden har forventningerne til julefrokosten været ligeså høje som musikken, der brager ud af højtalerne.

– Af en eller anden grund må en julefrokost gerne blive meget vildere end en almindelig fest. Når snapsen går ind, har vi lov til at slå os løs. Vi danser på bordene, bliver meget fulde og falder i søvn alle mulige steder. Til den første julefrokost faldt min mand i søvn i en sofa, og han mærkede ikke, at der var en, der skød valnødder i hovedet på ham – han sov bare videre og vågnede næste morgen med et blåt øje.

En anden faldt i søvn på Store Kongensgade midt i København, så på mange måder satte den første julefrokost standarden for snaps, sjov og ballade.

– Inderkredsen mødes i september og aftaler, hvilken dato i december festen skal holdes. Vi diskuterer ikke, hvad der skal ske, for vi ved jo det hele i forvejen. Julie griner: – Traditionerne må ikke brydes. Vi holder somme tider også nytårsaften sammen, men det er en helt anden pæn fest.

– Til nytår bliver jeg tit skuffet. Der er også store forventninger til den aften, men i modsætning til den vilde julefrokost går de mere på, at nytårsaften skal være højtidelig. Måske derfor bliver det et underligt miks af både det ene og det andet, og det bliver aldrig lige så sjovt.

Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, der får helt almindelige, velopdragne mennesker til at overtræde egne og andres grænser – lige netop dén aften?

Flinkeskolen: ikke kun for piger

Et psykologisk bud på løssluppenheden kan være, at vores daglige, bevidste og ubevidste forsvarsmekanismer bliver demonteret ved den årlige fest. Kombinationen af sløvende alkohol og forventningerne om, at alt er tilladt den aften betyder, at vi giver los for alt det, der ligger under overfladen – og så glemmer vi alt det, vi lærte i Flinkeskolen om standarder for ”ordentlig opførsel”.

Som børn har vi alle haft brug for anerkendelse: kærlighed, bekræftelse, respekt og opmærksomhed fra vores forældre for at håndtere opvækstens udfordringer. Men for mange af os har denne livsnødvendige anerkendelse været betinget af, at vi levede op til bestemte standarder.

Børn gør, hvad der er nødvendigt for at overleve psykisk, så de fleste af os lærte hurtigt at leve efter disse standarder om, hvad der er godt og skidt, tilladt og ikke tilladt – i en grad, så måske også sætter dem også op for både vores egne børn og for mennesker omkring os.

Men i virkeligheden lever vi dermed efter regler, der ikke er vores egne, og det skaber uoverensstemmelse imellem hvad vi har brug for og hvad vi tillader os selv. Er du f.eks. født med en følelsesladet natur og har fået at vide, at du kun er ”sød” når du er rolig og afbalanceret, så har du måske indlært reglen om, at følelser skal skjules – men så får du hverken vist eller brugt dit naturlige temperament. Og når du indimellem alligevel bryder ud i vild jubel eller smadrer en tallerken, føler du dig forkert, fordi du overtræder dine inkorporerede regler.

På den måde bliver det endnu sværere at møde livets udfordringer, og det giver skår i selvværd og selvrespekt. Derfor prøver vi at forsvare vores skrøbelige egoer så godt vi nu kan, og til det bruger vi forsvarsmekanismerne. Det er bl.a. dem, der betegner hvilken ”type” vi er og hvilke egenskaber, der kendetegner os.

Når sprutten går ind, forsvinder forsvarsmekanismerne, og så kommer det undertrykte, som nogle kalder skyggesiderne, frem.

I den moderne kultur anses det f.eks. for pinligt at give udtryk for vores følelser, medmindre det sker under fuld kontrol. At give følelserne frit løb (f.eks. hulke eller rase) opfattes som en slags krænkelse af de vedtagne og usynlige grænser, vi har socialiseret frem. Og her kommer julefrokostens stammeritual ind, for her ændrer de sædvanlige grænser sig.

Vi kender de fleste af variationerne i en grad, så det nærmer sig klichéer. Vi ved også, at når hæmningerne falder, kommer de sider af os frem, som vi ellers tror vi er nødt til fuldstændig at undertrykke. Men ved vi også, at den, som tør være sig selv til daglig, kan sige fra og til, skælde ud når hun er vred og græde, når hun er ked af det, ikke forandrer sig nævneværdigt? Hun bliver allerhøjst lidt mere sig selv.

Vejen til sjovere julefrokoster behøver  ikke at være brolagt med forbud og begrænsninger. Tværtimod. Ved at give os selv og andre lidt større råderum, lidt løsere tøjler og lidt mere tolerance til daglig ville den danske juleamok formentlig ende som en almindelig, sjov og hyggelig fest. Spørgsmålet er så bare, om det er dét, vil vil.

Dagbog fra en julefrokost

Kl. 19.00

Jeg tegner munden op og giver den en gang rødt. Lige inden jeg vender mig fra spejlet, knapper jeg endnu en knap op i skjorten. Min kavalergang trænger til et løft, så jeg folder et par trusseindlæg og understøtter de rigtige steder – og bingo! Hvis jeg sænker hovedet for længe ad gangen, kan jeg begå selvmord ved kvælning.

19.17

Taxaen holder uden for restauranten, og jeg ifører mig min Brøgger–hat med lange fjer (som jeg har haft i årevis og som ellers er for meget), finder balancen på stiletterne og skridter ind. Tobakstågerne hænger tæt, og storbarmede Lotte fra receptionen griner allerede som en hest. Jeg tror sgu, jeg er ved at være for gammel til det her, og jeg lovede også Peter at komme tidligt hjem. Vi skal til julekaffe hos svigermor i morgen, så…

20.34

Jeg hader snaps, men nu har jeg drukket seks. Både fordi jeg hverken kan lide finker eller flæskesteg og fordi jeg keder mig. Min bordherre er Søren, den nye konsulent, der så pæn og kedelig og hele tiden snakker om, hvor glad han er for at være i firmaet.

Overfor sidder Robert, der for hver eneste ”skål” har sænket blikket dybere og mere åbenlyst ned i min udskæring. Men okay, det er jeg jo selv ude om. Robert beskylder mig for at være kedelig, og jeg kan mærke, at mit humør daler, så jeg tager den sidste snaps. Bagefter vil jeg kun drikke vand og tænke på svigermor.

22.06

Den traditionelle julegaveauktion indbragte flere tusind kroner til fælles drikkevarer. Min medbragte gave (et Anders And blad, det kan enhver vel bruge) gik for 300 kr., men så begyndte Robert at byde på en af damerne fra et helt andet selskab og betalte 1.200 kr for en eller anden brintoveriltedulle, der nu sidder ved vores bord. Hvis han er til barmfagre blondiner, hvorfor går han så ikke bare efter Lotte? Den kjole, hun næsten har på, viser jo med al tydelighed at hun stadig er desperat single.

22.46

Okay, det gjorde han så også, men Lotte smækkede ham bare én, da han tog hende på DD–skålen… Nu sidder hun og tuder op ad moderlige Helga fra bogholderiet. Jeg har danset med Søren – enten er han alligevel ikke helt så kedelig, eller også har han verdens længste tunge. Den kunne i hvert fald nå helt ind i mit øre selvom vi dansede jitterbug. Min ene sko fløj ad h… til, og jeg kan ikke finde den – måske har en eller anden fetichist fået sig en uventet julegave?

23.38

Jeg skal til at tage mig sammen her. Den yngste marketingmand lagde an på mig og sagde at han var SÅ meget til ældre kvinder. Godt nok bliver jeg 34 næste gang, men helt ærligt!!! Jeg foreslog ham at sætte sig over til Lone fra bogholderiet i stedet for, og det gjorde han så, og nu har hun været ude at tage læbestift på. Selv har jeg alvorligt kig på Søren… der er et eller andet ved ham. Mit ur og min moral siger, at jeg skal gå hjem, men nu er der en, der tager fat i mig –

01.27

Det var chefen, der syntes vi liiiiige skulle diskutere noget som jeg i hvert fald ikke gad snakke om nu. Men jeg opdagede pludselig at han har de blødeste, brune øjne… og så var der vist noget om, at han havde en lille hule et eller andet sted ude i Rødovre. Ville det være for klamt at lege brandbil med ham?

02.16

Jeg vil helst ikke vil være Peter utro, så derfor forsøgte jeg at stoppe Søren ind i barkøleskabet, da han sagde at han var brændt varm på mig. Og som den voksne, fornuftige quinde jeg er slyngede jeg hurtigt min sidste cognac ned i ét drag og gik ud og ringede til Peter, det er jo ikke til at få en taxa. Nu står jeg iført én sko på restaurantens fortrappe og venter på ham. Længere nede ad gaden kan jeg se Lotte hænge på Sørens arm, og Robert har armen om skulderen på… Mads, den nye piccolo! Der kan man bare se…

 

© Winnie Haarløv