askepots.sisters

Askepots søstre

Askepots misundelige søstre udnytter hendes venlighed og generøsitet – og ubevidst hader de sig selv for at gøre det og for ikke at være som hende. Det er ikke rare følelser at bære på, og søstrene forsvarer sig imod dem ved at foragte og nedgøre Askepot. For jo mindre den misundelige mærker generøsiteten i sig selv, jo mere desperat længes hun efter den.

Da jeg var fem år, fik jeg en lillesøster. Jeg var genert, sky og reserveret – en typisk, artig førstefødt, der var vant til enebarnets opmærksomhed og kunne læse, være alene hjemme og synge engelske børnesange.
Meget hurtigt viste det sig, at min søster var min absolutte modsætning: hun råbte op, lavede ballade og gik i alle mennesker med træsko på. Hendes væsen var åbent, lattermildt og uhøjtideligt, og hun var køn med violblå mandeløjne og store, askeblonde krøller, mens jeg rakte tunge ad mine egne tynde, stride fletninger og mit vandblå blik i spejlet. Når vi fik godter, delte hun rundhåndet sine ud, og jeg rugede gerrigt over alt, hvad der var mit.
Den ubærlige misundelse betød, at jeg hadede og foragtede mig selv. Så var jeg mon en kærlig, generøs og beskyttende storesøster? Ikke dét, der ligner
.

glass_shoeGlasskoen

Misundelse er den ubehagelige trang til at eje noget, som en anden har og den endnu mere væmmelige følelse af ikke selv at have det. Jeg ville gerne have min søsters egenskaber og udseende, og tænk nu, hvis jeg ikke var blevet skammet mig ud, når jeg drillede og misundte hende.
Hvad mon der var sket, hvis mine forældre i stedet havde hjulpet mig med at fokusere på nogle af de talenter, jeg selv havde: ”Det er da klart, at du gerne vil ligne hende, for hun er også sjov, charmerende og yndig. Og du er…”.
Jeg var for eksempel en dygtig klaverspiller, havde en smuk sangstemme, kunne læse og skrive allerede som fireårig og var god til højdespring. Min søster lærte aldrig at spille, var sen til at læse og nogenlunde lige så god til at løbe som en trebenet pingvin.

Hundelort med chokoladeovertræk

I mange år misundte jeg dem, som i mine øjne navigerede gennem livet med en smidighed og kreativitet, som jeg ikke mestrede, mens jeg jeg følte mig snydt for alt det gode og spændende. Som om de andre havde fået gaver og udmærkelser, som var uopnåelige for mig. Alice i gymnasieklassen, som var både smuk og klog. Min lærerkollega, som var elsket af børnene og højt respekteret af forældrene. Min kvindelige leder i IT-branchen, som fik bedre løn, sjovere opgaver og mere ansvar end jeg. Og jeg hadede og foragtede dem mere eller mindre åbenlyst for det – og ville hellere spise hundelort med chokoladeovertræk end at indrømme min ætsende, uværdige og barnlige misundelse. Den var så skamfuld, at jeg måtte gemme den dybt i mig selv.

Offer for din egen misundelse

Alle mennesker har forskellige evner, talenter og besiddelser, og misundelse skabes ikke af selve forskellighederne. De er bare en ventil for misundelsen – uanset om den gælder en andens ejendele og resultater eller deres evner. Det mærkelige er, at vi kan blive misundelige og vrede på andre, som egentlig ikke selv kan gøre for, at de har det vi misunder dem.

Hvis du ikke kan blive gravid og derfor misunder naboen hendes femlinger, hvad er så egentlig hendes andel i dét? Det er jo ikke hende, der har bestemt at hun selv skal være fertil og at du ikke skal. Eller hvis du misunder Helena Christensen, at hun har olivenfarvet hud og lange, slanke ben mens du selv er en albino under middelhøjde – hvad kan du så opnå andet end at forgifte dig selv og din dag?
Hvis du elsker din veninde, men ikke kan holde ud at være sammen med hende, fordi hun er slank, begavet og lykkelig i sin eksklusive tosomheds stokroseidyl mens du selv kæmper med ridebukselår, ordblindhed, en nedslidt toværelses med udsigt til Ringvejen og en hær af kyssede frøer, der bare ikke VIL blive til prinser – hvem går det så mest ud over? Du risikerer at miste en god veninde, og det gør hun også. Men bliver du lykkeligere af dét?

Jantelovens åg

Hvorfor er verden så uretfærdig? Hvorfor er lykken kun for de få? spørger Kim Larsen, den gamle hankat, på en CD. Og nyheden er, at det er den heller ikke! Men verden er bare ikke retfærdig. Der findes ikke retfærdighed i Universet – det er et menneskeligt koncept, som har givet inspiration til Aksel Sandemoses Jantelov. For den er grundlagt på netop sammenligning og misundelse, og den tynger som et åg på vores skuldre og gennemsyrer vores folkesjæl på mange måder.

I Danmark er idealet den totale lighed. Som velfærdsjunkier skriger vi på millimeterretfærdighed og lige mange goder til alle, mens succes med hensyn til indkomst, friværdi og karriere nærmest giver anledning til misundelseslynchning af den, der ikke er lidt skamfuld over, at det går hende godt. I USA (hvor jeg har nær familie) viser man stolt sin fede bil frem og fortæller vidt og bredt om sine succes’er. Her gemmer man Porschen i garagen for at den ikke skal få misundelsesskrammer, lavet med en gadedørsnøgle, og hvis man overhovedet nævner sin succes, sker det afdæmpet og helst med en tone af nedgørenhed: ”Årh, det var ikke så svært” eller ”Jeg har bare været heldig.”

Den lille, misundelige pige

Min første terapeut tog min misundelse frem i lyset, som om det var en helt acceptabel hverdagsfølelse uden tabu og tystys. Hun bad mig visualisere den lille femårige pige med de tynde fletninger og anerkende alt det hos hende, som hun aldrig var blevet anerkendt for. Og det forunderlige skete: jeg kunne tydeligt mærke, at den lille pige faktisk var ligeglad med sin søsters evner og yndigheder, da hun blev bevidst om sine egne. Og så dæmrede det for mig: Vejen væk var at holde op med at sammenligne mig selv med andre. At anerkende mig selv.

Jeg bestemte mig til at acceptere misundelse som en følelse på linie med alle andre ’positive’ følelser og begyndte at bruge og respektere den i stedet for at underkaste mig den og skjule den.

Når jeg i dag mærker misundelsen røre på sig, ved jeg, at her er noget, jeg ønsker mig, og så anerkender jeg dets værdi. Et eksempel: En af mine kolleger tager de mest fantastiske fotografier. Hendes farvesans er helt uovertruffen (mens jeg selv i 1969 blev bortvist fra oliemalerkurset på Holbæk Kunsthøjskole for ubærlig talentløshed).

I stedet for at misunde hende har jeg opdaget, hvor glad og generøs jeg bliver af at anerkende hendes talent og åbenlyst udtrykke min beundring og begejstring. Og miraklet sker: hun bliver glad og begynder til gengæld at fortælle mig, hvor meget hun holder af at læse min bøger. I stedet for misundelsen har jeg altså fået en glad bekendt, en masse ros og anerkendelse – samtidig med at jeg meget bedre kan lide mig selv, når jeg er generøs end når jeg er gerrig, smålig og fedtet.

Hvad gør jeg forkert?

En butiksindehaver sagde til sin ven: ”Konkurrenten overfor har fået ny bil – igen. Hans biks går meget bedre end min. Hvad gør jeg forkert?”

Vennen begyndte at stille ham spørgsmål: ”Er hans butik større end din? Lysere? Er der flere p-pladser uden for? Er han billigere? Har han andre varer end dig?”

“Nej,” sagde butiksindehaveren surt. “Jeg har selvfølgelig tjekket alle de ting. Og det mærkelige er, at vi har fuldstændig samme standard. Men hver dag, når jeg står og ser derover, kan jeg se ham ekspedere mindst dobbelt kunder så mange som jeg har.”

“Aha,” sagde hans ven. “Konkurrenten passer sin forretning, men du står og glor derover halvdelen af tiden. Så du passer faktisk to forretninger. Men ingen af dem 100%.”

Misundelsens gave

Når du anerkender din misundelse, får du samtidig chancen for at omkonfigurere dit verdensbillede. Du får muligheden for at at holde op med at forkaste og nedgøre dig selv og opdage dine bedste sider; at mærke den godhed, generøsitet og taknemmelighed, som findes i dig selv – og at ændre dit forhold til andre fra fremmedgørelse og fordømmelse til nærvær og nærhed. I stedet for at sammenligne dig selv med andre kan du se dig selv som en helhed og de andre som andre helheder. I stedet for at måle dig med og tage afstand fra dem med succes, penge, lykkelige ægteskaber, skønhed og så videre kan du påskønne dem. Og samtidig glædes over dine egne fordele.

  • Indrøm følelsen. Du kan ikke ændre noget, du ikke erkender. Spørg dig selv: Hvad får jeg ud af min misundelse? Hvis gevinsten ikke er stor nok til at gøre dig glad, så er du parat til næste skridt:
  • Se ærligt på din misundelse. Er den en slags undskyldning for ikke at tro nok på, at du kan skabe din egen succes?
  • Udskift din indre dialog. Begynd at anerkende dig selv i stedet for at kritisere. Se dine muligheder i stedet for dine begrænsninger. Vær ærlig.
  • Sæt dine egne standarder. Drop sammenligningerne med andre. Vær realistisk og tag udgangspunkt i det, du ønsker og det, der er muligt for dig at opnå. Det vigtigste behov i alle mennesker er accept – og den vigtigste accept kommer fra dig selv. Den får du aldrig, hvis dine mål og standarder er urealistiske.
  • Nedgør ikke dig selv. Når du får en kompliment, så leg gavefest: Din gave er komplimenten, og giveren får din glæde og taknemmelighed til gengæld. Det bliver I begge to gladere (og mindre misundelige) af.

Janteloven

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du duer til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.
Prøv denne her udgave:
  1. Du er unik
  2. Du kan noget
  3. Du ved noget
  4. Du betyder noget
  5. Du gør en forskel
  6. Du respekterer dig selv
  7. Du kan stole på dig selv
  8. Du er noget værd
  9. Du har ret til at begå fejl
  10. Du har ret til at være dig

Test din egen misundelse her - hvis du tør.

©Winnie Haarløv

10.bud.paa.lykke

Ti bud på lykke

Abraham Lincoln sagde engang, at mennesker er lige så glade, som de beslutter sig for at være.

I psykologien bliver lykke defineret som “subjektivt velvære” – dvs. hvordan vi oplever, at vores liv er. Det handler nemlig ikke om hvad du har, og egentlig heller ikke om, hvem du er sammen med. Det handler mere om hvem du er, og hvad du gør med det du møder på din vej gennem livet.

Du har måske bemærket, hvordan nogle mennesker er lykkelige med meget lidt, mens andre der har alt materielt, alligevel er meget ulykkelige. En af forklaringerne er, at vi gennem opvæksten bliver programmeret til et bestemt “lykke niveau” sammen med alle vores overbevisninger og vores adfærd. Men denne programmering kan ændres, hvis den ikke fungerer godt nok – dvs. at du kan påvirke din “lykke indstilling” så du kan lære at blive meget mere lykkelig med de vilkår, du har.

Lykke er ikke at gøre det, du kan lide. Lykke er at kunne lide det, du gør.

- James M Barrie

Længerevarende glæde kommer inde fra, og du er selv den eneste der kan gøre dig lykkelig. Det kan godt være, at man forbigående kan få det bedre af at powershoppe, men man kan ikke shoppe sig til en længerevarende lykke, ligesom man heller ikke får et lykkeligere ægteskab ved at bygge en ny terrasse, tage på ferie eller få et barn.

Og selvfølgelig kan du møde et menneske du føler dig lykkelig sammen med – men det er ikke tingen, personen, begivenheden, o.s.v. der gør dig lykkelig. Det er din måde at fortolke den på, og de følelser den udløser hos dig, der gør dig lykkelig. Du bestemmer helt selv – bevidst eller ubevidst – hvad der gør dig lykkelig, og glad. Du kontrollerer dine egne følelser – det er der ikke andre der kan gøre

1. Du må gerne være lykkelig

Ønsket om at være lykkelig er fælles for os alle, og du er ikke selvisk, egoistisk, materialistisk eller selvcentreret hvis du ønsker at være lykkelig. Tværtimod bliver du generøs, givende, rund, mild og tolerant, når du er lykkelig. Hvis alle mennesker var lykkelige, ville der ikke være krig i verden, og det er derfor, at at Dalai Lama mener, at formålet med livet er at være lykkelig.

2. Din lykke – dit ansvar

Skal man følge Dalai Lama, så er lykken snarere en pligt end en rettighed – dvs. at lykken er ikke noget, du kan forvente at andre serverer for dig eller skaffer dig. Du har selv nøglen til din egen lykke, og det er dig, der skal stikke den i låsen. Ingen skylder dig din lykke. Du kan hverken kræve eller forvente lykken.

3. Du får, hvad du giver

Når du spreder glæde og lykke omkring dig, vil du både direkte og indirekte påvirke andre og dig selv. Positivitet smitter – prøv bare at smile en dag, hvor du er i et halvmeleret humør! Sig noget anerkendende til andre, giv ros, se glasset som halvt fuldt. Selvfølgelig skal du ikke lyve, når du deler ud til andre – løgn virker ikke. Find hellere det positive frem, som du ellers nøjes med at tænke, og sig det højt til rette vedkommende.

4. Fokuser på det, du har

I et rum med to sorte og to hvide vægge bestemmer du selv, hvilken farve du vil se på. Sådan kan du også gøre med dit liv: du kan vælge at fokusere på det, du er glad for. Hvis du gør det til en vane at huske på alle de små og store positive elementer du er glad for, så vil du blive bedre og bedre til at se det – og blive lykkeligere. Det er starten på en positiv spiral, for når du er glad, tiltrækker du mere af det gode. Du får, hvad du forventer – ikke, hvad du fortjener. Og så kan du jo lige så godt forvente det bedste.

Hvis du konstant fokuserer på manglerne og det negative, bliver du ulykkelig. Der kan være god motivation i at mærke, hvad du ønsker dig, men overskuddet til omsætte dine ønsker til mål og handling får du fra det positive i dit liv.

5. Ting er ligegyldige

Engang var vi alle jægere og samlere, og måske lagde det grunden til vores glæde ved ting. Den er der ikke noget galt med, så længe vi bare husker at lykken ikke kan købes. En hvilken som helst ting er ligegyldig, når du er ulykkelig.

6. Processen, ikke resultatet

Det er almindeligt at glæde sig til noget: “Når jeg får…”, “Når jeg kommer til…”, “Når jeg er…”, “Hvis bare jeg….”. Men hvis vi udelukkende opfatter lykken som noget der en dag vil komme, når bare… så opnår du den sjældent. Lykken er selve rejsen, og hvis du kun fokuserer på destinationen, så når du aldrig frem. Hvis lykken for dig ligger i fremtiden, så programmerer du din underbevidsthed til, at den ligger dér. Og fremtiden kan du aldrig nå. Gør dig hellere umage for at være lykkelig lige nu. Der er altid et eller andet at være glad for.

7. At tale om din ulykke gør dig ikke lykkelig

Det er godt at beklage sig, når noget går dig på. Utilfredsheden kommer ud, så du kan komme videre. Men det duer ikke kun at tale om den, for det ændrer i sig selv ingenting. Hvis du nøjes med at fortælle andre hvor svært du har det, så sker der ikke noget – tværtimod holder du fast i din egen ulykkelighed. Skaf dig af med den, sæt dig mål og handleplaner for det, du vil ændre. Og gå så i gang.

8. Husk dine lykkestunder

”Gem et lille smil til det bliver gråvejr”, lyder et gammelt Gustav Winckler hit. Og som de fleste klicheer er også denne forankret i virkeligheden. De fleste mennesker oplever, at lykke og ulykke skifter. Når du er glad, så sæt noget ind på din lykkekonto, så du har noget at trække på, når bøtten vender. Det hjælper dig med at huske, at intet varer ved, og at lykken vil komme igen.

9. Glæd dig selv ved at glæde andre

Anerkendelse er altings moder. Giv et venligt ord, en opmærksom gestus eller en kompliment, der kommer fra hjertet. Du bliver ikke fattigere, selvom du ikke får det samme igen, for du beriger allermest dig selv ved at være generøs. Det øger dit personlige velvære, du kommer til at holde mere af dig selv, og din udstråling og karisma vokser. Andre vil søge dit selskab og gøre gengæld.

10. Begynd NU

Livet er én lang kæde af øjeblikke. Fortiden er gået, og fremtiden er ikke kommet endnu. Du lever kun NU, og livet bliver ikke genudsendt. Så hvad venter du på?

Sagt om lykke

En kllling jagede sin egen hale, mens en ældre kat så på.
- Jeg har hørt, at lykken findes i min halespids, og jeg vil fange den, så jeg altid kan være lykkelig, pustede killingen, da den måtte hvile sig lidt. Den gamle kat nikkede.
- Tja. Men jeg har efterhånden indset, at jeg ikke behøver at bruge kræfter på at fange den. For min halespids følger mig ligegyldigt, hvor jeg går.

  • Find lykken i dig selv.
    – Albert Camus
  • It’s the getting – not the having.
    - Elizabeth Taylor
  • Den som nyder at gøre noget, og nyder at gøre det han gør, og det han har gjort, han er lykkelig.
    – Goethe
  • Lykke er et godt helbred. Og en dårlig hukommelse.
    - Ingrid Bergman
  • Mange mennesker forsømmer den lille lykke, mens de forgæves venter på den store.
    - Pearl S. Buck
  • Lykke og Ulykke er naboer.
    – Peder Syv
  • Happiness is not something you postpone for the future; it is something you design for the present.
    - Jim Rohn
  • When one door of happiness closes, another opens; but often we look so long at the closed door that we do not see the one that has been opened for us.
    – Helen Keller
  • You have it easily in your power to increase the sum total of this world’s happiness now. How? By giving a few words of sincere appreciation to someone who is lonely or discouraged. Perhaps you will forget tomorrow the kind words you say today, but the recipient may cherish them over a lifetime.
    – Dale Carnegie
  • You have a choice to be happy or unhappy. Since you must be one or the other, why not choose happiness?
    – Michael Angier
  • Happiness radiates like the fragrance from a flower, and draws all good things toward you. Life is here to enjoy!
    - Maharishi Mahesh Yogi
  • In helping others, we shall help ourselves, for whatever good we give out completes the circle and comes back to us.
    - Flora Edwards
  • I am convinced that our happiness or unhappiness depends far more on the way we meet the events of life than on the nature of those events themselves.
    - Wilhelm von Humboldt
  • The place to be happy is here.
    The time to be happy is now.
    The way to be happy is to make others so.
    - Robert Ingersoll
  • Having more money does not insure happiness. People with ten million dollars are no happier than people with nine million dollars.
    - Hobart Brown

©Winnie Haarløv