Er du offer for dit liv?

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.
Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser
  • Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
  • Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
  • Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
  • Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

  • Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
  • Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

  1. Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
  2. Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
  3. Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

  • Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten. 

© Winnie Haarløv 

Lev kreativt. Det er sjovere

Blandt tidens buzzwords som nærvær, livsvalitet og mindfulness rangerer kreativitet højt på listen. At være kreativ behøver ikke at betyde, at man kan male, tegne, skrive eller finde på vittigheder. Det kan også være en måde at leve på; et par briller at anskue tilværelsen igennem og en måde at løse problemer og tænke nyt på.

At være kreativ er heller ikke (altid) noget, der kommer af sig selv. Selv vi mennesker er født kreative (ellers havde vi ikke overlevet!), så har vi skabt os en verden, hvor netop det kreative er nedprioriteret i dagligdagen.

Hvor mange timer bruger dit barn i skolen på at udtrykke sig andet end sprogligt? Hvor mange timer bruger du selv?

Den såkaldt kreative klasse er en af de mest eksklusive, og det er jo børnelærdom, at det, der er mindst af også er dét, der er mest eksklusivt. Men hvordan får du gang i din egen, kreative tilgang til livet?

1. Gør dig klart, hvad du brænder for

Fokusér og koncentrer din kreative energi på dét, som interesserer dig. Det, du kan lide at gøre og måden du foretrækker at gøre det på er også det, du er bedst til. Formuler en mission for dig selv, der minder dig om, hvad der driver dig – eller bare et sæt retningslinjer. At finde frem, hvad der for alvor driver og inspirerer dig støtter dig også i at fokusere din opmærksomhed og energi på din kreativitet. Og en tydelig mission fungerer som et fyr på din vej og hjælper dig til at se klart, hvad du skal sige ja eller nej til.

2. Hold fast i dine ideer

Hvor tit har du ikke oplevet at få en god ide, mens du var i gang med noget helt andet – og så have glemt den, når du ville tænke mere over den? Køb en notesbog, som du altid har i tasken, hav en tynd lille blok liggende i din kalender, eller omgiv dig med små gule post-it blokke, som du kan kradse stikord ned op. Eller brug din telefon, din pda, send dig selv en e-mail…. hvad som helst, bare du tager dine ideer alvorligt nok til at grifle dem ned, når de dukker op. Nøglen hedder konsekvens. Find den metode, der virker for dig.

3. Feng shui din hjerne

Din hjerne er en 16-sporet motorvej, fuld af praktiske og vigtige tanker om alt det, du skal huske og nå hver dag. Men på nogle af vejbanerne kører der også tilfældige tanker, opmærksomheder og ideer, som tit bliver overhalet af de mere autoriserede, mentale ”køretøjer.” Begynd at skrive dagbog (helst i hånden, det er mest virkningsfuldt) og skriv alt det ned, som roder rundt i dit tankesystem. Lav lister, før samtaler med dig selv, undersøg løse ideer og indfald og genfortæl drømme. At få det hele ned på papir er den rene feng shui for din hjerne – og gør det enten lige før du går i seng eller om morgenen (jo, du kan godt nå det, hvis du står tyve minutter tidligere op!)

4. Skab kreative ritualer

Engager dig i aktiviteter, som morer dig. Det giver din kreative gnist næring og holder dit udsyn frisk. Det kan være helt simpelt som at grine i to minutter eller mere kompliceret som at arrangere en weekendtur med en, du holder af. Formålet er at inspirere dig til at gøre noget nyt og anderledes, fordi netop dette genoplader dine kreative batterier og nærer din fantasi.

5. Tag dig tid til at reflektere og skue indad

Når du ligger i din seng og huset er stille, så reflekter over, om du har adfærdsmønstre eller vanetanker, som hæmmer din kreativitet. Siger du til dig selv, at ”nej, det kan jeg nok ikke” eller ”arh, det kan ikke lade sig gøre?” Er der situationer eller mennesker i dit liv, som suger energi af dig og som dermed hæmmer din kreativitet? Er der noget, du kan gøre det ved det? Kreativiteten kommer indefra. At skabe mere plads, rum og energi til dig selv inde i dig er et skridt i den rigtige retning.

6. Mærk og udtryk din taknemmelighed

Taknemmelighed og ydmyghed er vigtige forudsætninger for kreativitet. Når du gør dig klart, hvad du er taknemmelig for i din tilværelse, vil du opdage, at du får mange nye ideer. Udtryk din taknemmelighed i dagbogen, og du vil mærke at din kreative gnist får fat. Hvis du er kreativt blokeret, så sæt dig for at lave en liste over mindst ti ting, som du føler taknemmelighed over – og når der sker dig noget godt eller nogen viser dig opmærksomhed, så udtryk din tak.

7. Vis påskønnelse

Påskønnelse og anerkendelse er i tæt forbandt med taknemmelighed. At vise andre din påskønnelse og anerkendelse, når de præsterer noget, skaber noget eller bare er til, er med til at spore dig ind på kreativitetens vej. Find noget hver dag, som du kan udtrykke påskønnelse af: andres bestræbelser, noget smukt på din vej, naturens luner eller hvad som helst. Læg mærke til, hvordan det påvirker dig og dit humør at gøre det.

8. Find nogen at dele med

Der er altid nogen, som har den samme brændende interesse som du. Find dem – og gør det ved at fortælle om dig selv og om, hvad der tænder dig: dine succes’er, dine fiaskoer, dine mest langt ude ideer. Du finder dem på nettet, på kontoret, på en café – hvis du lukker op, gør andre også.

9. Giv din indre sortseer mundkurv på

Inden i dig har du måske en lille, sur sortseer som fortæller dig, at du ikke er god nok, original nok, dygtig nok eller begavet nok. Beslut dig til at overhøre sortseeren – det kan du nemlig godt. Tænk på de gange i dit liv, hvor du gjorde noget, som du godt vidste at dine forældre havde rådet dig fra – men du gjorde det alligevel, fordi du bare måtte gøre det. Måske endte det ikke godt hver gang, men nogen gange gjorde det helt sikkert. Og det, som ikke bliver en succes, bliver i hvert fald en erfaring. Din indre sortseers eneste formål er at hindre dig i at udfolde dig og vokse. Lad ham ikke få lov!

10. Fejr dine små succes’er

Kreativitet behøver ikke at vise som som noget kæmpestort eller epokegørende. Anerkend dig selv, når du har gjort noget nyt eller på en en anden måde, også selvom det måske kun er dig, der opdager det. Ros dig selv, når du springer ud i at prøve noget af det, du ellers kun har drømt om – om det så er at købe dig en hat, gå i røde støvler eller gøre noget nyt i ægtesengen. Anerkend dig selv for at være et væsen, der kan forandre dig. Forandring er ikke altid nødvendig, men den er altid mulig.

 

©Winnie Haarløv 

Opmærksomhed og nærvær

Opmærksomhed er nødvendig for at mærke, hvad der opstår i dig – hvad du er, gør, føler, tænker, mener, ønsker osv. Opmærksomhed muliggør nærvær, kontakt, sansning, spænding, at opleve i nuet (i stedet for i fortid og fremtid) og at anerkende, at du er forskellig fra dine omgivelser. Og kun med opmærksomhed kan du se, hvad du selv eller andre gør for at bidrage til eller afbryde en god dialog.

Et barns nysgerrighed og vågne opmærksomhed betyder, at det kan være totalt til stede i nuet og mærke sine egne sansninger. Men langsomt lærer barnet at blokere eller omdirigere opmærksomheden. Enten som en reaktion på egne erfaringer eller ved at iagttage sine rollemodeller (mor og far). Barnet afkoder hurtigt, hvad de voksne ønsker og hvilke reaktioner, der passer i de de givne situationer i barnets familiesystem. Og så holder barnet tilbage på de spontane reaktioner, der enten ikke passer med regler og normer i familien eller skaffer barnet det, som han ønsker. Fx kærlighed, opmærksomhed, plads til egne følelser osv.

Den energi, der bliver brugt til at blokere opmærksomhed, blokerer og hæmmer altså individets opmærksomhed på egne reaktioner og vender dem imod omgivelsernes forventninger. Barnet lærer at ignorere, hæmme eller skjule sit autentiske jeg ved at dæmpe opmærksomheden på dem – for i længden er det smertefuldt ikke at kunne udfolde sig som den mand. At skrue ned for opmærksomhed på omgivelsernes stimuli er en naturlig beskyttelse.

For med uopmærksomhed på de stimuli, der findes i omgivelserne, kan man undlade at reagere og svare. Hvordan kan man reagere på noget, man ikke bemærker? Barnets – og senere den voksnes – manglende reaktioner lammer personlig udvikling og vækst, fordi individet ikke bliver opmærksom på noget nyt (alternative muligheder). Og fordi han derfor ikke er i kontakt og dialog.

At leve uden opmærksomhed betyder, at meget af et menneskes energi går til at undgå den virkelighed, der eksisterer her og nu. Det opmærksomhedsløse menneske eksisterer i en slags bevidstløshed, fordi han ikke oplever, hvad der sker i nuet. Jo større tab af nutidsopmærksomhed, jo mere energi er nødvendig for undgå nuet, jo mindre vækst og jo større risiko for fejludvikling vil han opleve.

Kedsomhed, forvirring, mangel på energi, kronisk angst eller ængstelse og følelser af fremmedgørelse er alle blot nogle af almindelige symptomer, som den opmærksomhedsløse oplever, når han lukker nuet ude ved at bruge energi på at holde fast i sin egen virkelighed, fortiden eller fremtiden.

At være i verden kræver opmærksomhed på i det mindste nogle af de stimuli man modtager fra omverden og nogle af de fornemmelser, der opstår i kroppen. Den, der ikke bemærker, at han er kold, kan fryse ihjel. Den, der overser, at en bil er på vej, kunne træde ud på gaden og blive dræbt.

Opmærksomhed i gestaltisk forstand betyder uddybe denne kontakt med øjeblikket (nuet) igen og igen. Eller med andre ord: at leve livet, mens øjeblikket er der.

Denne form for opmærksomhed skal ikke forveksles med ”selv-opmærksomhed”, dvs. refleksion eller at ”se indad” (introspektion). Introspektion kan være givtigt, men kan også aktivt forstyrre nu-opmærksomheden ved at distrahere med analyse, evaluering, korrektion osv.

Opmærksomhed er kernen i gestaltterapi. At genopdage og genvinde barnets vågne opmærksomhed er et afgørende skridt på vejen til udviklingen af en ny adfærd. I terapi opdager klienten gennem øvelser, samtale og/eller vejledning fra terapeuten de dele af egen opmærksomhedsadfærd, som ignoreres.

Ansvar

Ansvar indebærer evnen til at reagere. At tage ansvar betyder at være opmærksom på sine egne reaktioner og at stå inde for dem.

Når du erkender, at uanset hvad dine forældre gjorde mod dig, lærte dig eller påvirkede dig, og uanset hvordan samfundet, skæbnen, livet osv. har behandlet dig, så er du og kun du er ansvarlig for dig og dine handlinger – så kan du åbne din evne til at reagere her og nu.

Kronisk undgåelse af ansvar viser sig i sproget. Når du f.eks. siger ”man” og i virkeligheden mener jeg, så uindgår dit ansvar. Det sammen, når du siger ”vi” og rent faktisk mener du. Ved gøre din tale ikke-jeg orienteret, aflægger du ansvaret for, hvad du siger og mener. Mange problemer opstår i menneskelige relationer, fordi parterne har mistet deres evne til at reagere på hinanden i nuet og tage ansvar for sig selv. I stedet spiller de Anklager og Bebrejder, fremsætter ikke-jeg udsagn som ”du skal”, ”du burde”, ”du gjorde ikke,” “man kan da ikke”, “det er ikke normalt” osv.

Gestaltterapien opfordrer den enkelte om at personliggøre sine udsagn. Det kaldes at ”tage ejerskab” og betyder, at den talende anerkender de tanker og følelser, han udtrykker som hans alene og ikke en eller anden udefineret lovmæssighed. At blive personlig i sit sprog vil uundgåeligt skabe mere opmærksomhed og bedre kontaktmuligheder.

Formålet er at minde den enkelte om, hvordan ethvert menneske er skabende i sit nu og i sine relationer og derfor også ansvarlig for sin egen virkelighed. Det betyder, at et menneske

  • ikke kan skyde skylden for egne følelser, tanker og handlinger fra sig
  • ikke er ansvarlig for andres følelser, tanker eller handlinger.
  • ansvar for, at det der ham og kun ham, der accepterer eller ændrer sin egen virkelighed (ved at bestemme, om han vil erkende den eller lukke af for den).
fig.grundFigur og grund

Af dagens mange stimuli vælger du at fokusere på et lille antal. Det, du fokuserer på bliver figur, mens det, du vælger fra, bliver (bag)grund. Ligesom på billedet her, der skifter mellem en vase og to profiler. Du kan ikke se de to billeder samtidig, for når den ene træder frem, bliver det andet baggrund.

Figur og grund eksisterer i kraft af hinanden og kan ikke adskilles på anden måde end ved at flytte fokus.

Ved at skifte fokus (=rette opmærksomhed mod), tillader du ved hvert skift en ny figur at træde frem fra baggrunden. Når du øger opmærksomheden på denne adskillelse i figur og grund, kan du fokusere på forskellige, tydelige figurer i omgivelserne. Den proces gør dig i stand til at opfylde dine behov og fortsætte din vækst.

En sund, dynamisk og fritflydende relation mellem figur og grund kan afbrydes på ​​to måder:

  • Du bliver fikseret på figuren og tillader ikke en ny at træde frem
  • Du bliver fikseret på baggrunden, så denne bliver rigid og hæmmer skiftet mellem figur og grund.

Eksempel: Hvis du konstant bekymrer dig, sørger eller er vred over din ulykkelige barndom eller tidligere dumheder, tab og fiaskoer, er al din energi koncentreret i grund (= din fortid). Der bliver ikke plads og energi til at lade nye figurer træde frem. Din vækst går i stå, og din dynamik forsvinder. I stedet kunne du vælge at rette opmærksomheden mod et smerteligt tab, når det for alvor trænger sig på, eller du ønsker beskæftige dig med det.

Det er ikke det samme som et “glemme” eller “komme videre”. Det er et spørgsmål om at bevidstgøre, at dit liv er fuldt af både skidt og kanel, og at du ikke behøver fokusere rigidt på hverken det ene eller det andet.

I enhver relation findes der bestemte rigide figurer mod en rigid grund. De repræsenterer relationens ”issues” og negative mønstre. Figur/grund er fastfrosset, og rigide holdninger og synspunkter vedr. f.eks. sex, økonomi, børneopdragelse, venner uden for forholdet, fortid, fremtid osv. er typiske fastfrosne figur-grund problematikker i problematiske relationer.

  • Måske er Adam karrieremenneske og tilfreds med at tjene mange penge – men han er plaget af stress, er ikke særlig vild med selve jobbet og savner egentlig tid med Eva. Men når hun ønsker hans nærvær, forsvarer han sig med, at det er nødvendigt at tjene mange penge. Adams baggrund er måske hans svære barndom, hvor han oplevede knaphed på alt: penge, kærlighed, tryghed osv. Nu maser han løs og skyder langt over målet, fordi denne baggrund er fikseret.
  • Måske har Eva været Adam utro. Hun angrer og ønsker kun at være sammen med Adam, men han hænger fast i figuren utroskab og lader den være i forgrund ligegyldigt, hvad Eva ellers gør og siger.
  • Måske har

Med en åben og fleksibel figur-jord dynamik får den enkelte et godt grundlag for opleve nye indsigter og skabe nye muligheder for at genopbygge sine relationer. Men hvis en af parterne nægter at åbne dynamikken i sin figur-grund, kan det være en alvorlig hæmsko for relationens udvikling. Det gælder alle slags relationer: parforhold, venskaber, forælder-barn, leder-medarbejder osv.

Hos velfungerende, tilfredse og almindeligt livsduelige mennesker er forholdet mellem figur og grund er en konstant skiftende proces.

Samspillet mellem figur og grund er altså nødvendigt for at opnå levende relationer med opmærksomhed, fokus, interesse, empati, og tilgivelse. Forvirring, kedsomhed, tvangshandlinger, angst, nølen, stagnation og selvoptagethed er symptomer på en forstyrrett figur-grund dynamik.

konfluensKonfluens

For at se klart, må du altså kunne skelne en figur fra sin baggrund. Et tydelig figur er i kontakt med omgivelserne eller baggrunden. Er figurens grænser er udviskede, smelter den sammen med baggrunden. Den flyder sammen med omgivelser og fusionerer med den. Der er ingen grænser mellem figuren og baggrunden – de er, hvad gestaltterapien kalder konfluente.

Vil du ses tydeligt, må du have klare grænser. Vil du se dig selv, må du være klar over dine egne grænser. Kun sådan kan du skelne dine egne behov fra andres. Også i forhold til dem, der tæt på dig.

Manglende forskellighed og manglende entydighed betyder manglende kontakt.

Kontakt opstår, når du oplever dig selv som ”jeg”, forskellig fra hvad der er ”ikke jeg.” I usunde relationer bruger parterne konfluens for at reducere forskelle og undgå konflikter. De er ikke sikre på, hvem de selv er og hvordan de er indbyrdes forskellige, og de enes om ikke at være uenige. Der eksisterer ingen fornemmelse af grænser, for grænser betyder forskellighed, og det er utrygt. De deler altså kun ligheder og benægter, overser eller fortrænger forskelle. De er konfluente.

I konfluensen bliver de indbyrdes forskelligheder og hver persons særegenhed utydelig. Forskellene er jo det, der adskiller dem, og i konfluente relationer skaber adskillelse uro. Konfluensen forhinder oplevelsen af spænding, begejstring og glæde ved den anden som person.

I sådan en relation lever man i en slags parallitet, side om side, og forholdet siges at være ”gå fint.” Det er sandt, for de to har aldrig sagt et ondt ord til hinanden, selvom de måske har været uenige i årevis.

Den ene kan ikke kontakte den anden, for kontakt opstår i grænsen mellem de to (tænk selv efter: enten rører jeg ved væggen (kontakt) eller jeg rører den ikke (ikke-kontakt).

De kan heller ikke få deres behov i relationen opfyldt, – det kan kun lade sig gøre, når man er i kontakt med modparten og kan (tør) opleve et ”jeg” og et ”du” – dvs. et “ikke-jeg”.

contactKontakt

Kontakt er i sin enkleste form berøring. Kærlig berøring reducerer angst og spænding og øger åbenhed over for anerkendelse af en ”Jeg-Du” relation og muligheden for at opleve, nyde eller hade hinandens forskelle. Konfluens giver fred og harmoni, men i længden vil konfluensen medføre, at relationen bliver rutinemæssig, kedelig, uvedkommende og stagnerer. En fri og variende skiften mellem kontakt og konfluens muliggøres af opmærksomhed.

Adams grænser findes der, hvor han kan mærke kontakt; der, hvor han har en oplevelse af ”Jeg.” Jeg-oplevelsen bliver tydelig, når Jeg-grænsen mærker Evas grænse, den anden persons Jeg.

Når Jeg’et er i funktion, opleves kontakten som personlig. Og når begge parter mærker, hvad der er JEG og hvad der er IKKE-JEG, opstår mødet. I gestaltterapi kaldes det fuld kontakt.

Modstand og forsvarsmekanismer

Alt, hvad der er ukendt, er utrygt, og ændringer i det kendte forrykker tryghedsbalancen. Derfor bruger mennesker modstande og forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod forandring. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får.

Modstanden opstår bevidst eller ubevidst, mens vi kæmper for at bevare vores billede af os selv og verden, som vi kender den. Selv hvis denne verden hverken opleves tilfredsstillende eller behovsopfyldende, er det for den enkelte tit tryggere at holde sig til det kendte og undgå det ukendte.

Måden at gøre dét på er at hindre enhver anden oplevelse end de velkendte i at komme ind i opmærksomheden. Teknikken er at gøre sig uimodtagelig for reel kommunikation, dvs. at undgå kontakt med hvad der er ”Ikke-jeg.” Resultatet bliver det, som gestaltterapien kalder ”kontaktforstyrrelser”.

Der findes lidt over en håndfuld, og de mest almindelige er introjektion, projektion og retroflektion. Alle mennesker bruger alle disse modstande, og alle bruger én mere end en anden.

introjectionIntrojektion

At introjicere vil sige at ”sluge” de påbud, man oplever fra omgivelserne (typisk autoriteter og rollemodeller). Nogle introjektioner er ganske nyttige og kan hjælpe den enkelte til at overleve fysisk og socialt, f.eks. reglerne i trafikken, at man ikke peger fingre ad folk osv. Det er så indlysende, at enhver hurtigt vil forstå, at det ikke er den slags samfundsbestemte regler og normer, der stikker kæppe i hjulet for et menneske.

De skadevoldende introjekter består af autoriternes personlige værdier, som er blevet proppet ind i barnet.

I ethvert menneskes opvækst påvirker autoriteter som forældre, skole, myndigheder og samfund os med bør og burde, og det er vi som opvoksende indvider nødt til at tage med. Ellers ville livet blive alt for svært eller helt umuligt.

Når vi så er blevet voksne, kan vi i vid udstrækning selv bestemme, hvad vi bør og ikke bør – men alligevel fortsætter mange voksne med at bære barndommens påbud med sig som tunge byrder i en svulmende rygsæk. (Det er jo interessant, at ordet byrder ligner bør og burde). Ved at have en fikseret forestilling om, hvad der burde gøres, fastholder introjektoren sit livs tidligere oplevelser af bør og burde, f.eks. du skal være sød, du må ikke være vred, du skal altid tænke først på andre osv. osv. Den voksne har integreret autoriternes påbud som egne værdier.

Sådan en voksen gør sig ikke for alvor klart, at hans verden er forskellig fra hans barndom. Udadtil, selvfølgelig – men indadtil er der stemme, der altid fortæller ham hvad er er rigtigt og forkert, hvad der forventes, hvordan han bør opføre sig.

Den stemme repræsenterer alt det ”slugte” materiale og kan ses som en fastfrosset figur-grund: der er ikke plads til nyfortolkninger af, hvad der er muligt for ham at gøre eller vælge. Introjektionerne holder ham væk fra kontakten med nuet og med det, der er lige nu.

En introjektor vil altid bebrejde sig selv:

  • Jeg burde gøre x bedre
  • Jeg burde ikke blive ked af…
  • Jeg burde være mere …

Introjektioner fremkalder skyld, dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være god nok. Introjektion uden kontakt i individets her og nu vil producere depression og en attitude af ”stakkels mig.

Vejen frem er opmærksomhed på, hvordan personens egne værdier egentlig er (indadskuen) og en udadvendt opmærksomhed på virkelighede, dvs. “jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og derfor kan det ikke blive bedre.” Eller “Jeg er ked af …, og det kan jeg faktisk godt forstå, at jeg er.”

projectionProjektion

Den projicerende skyder skylden på omgivelserne med udtalelser og forklaringer, f.eks:

  • De burde gøre det bedre
  • Det et umenneskeligt system
  • De har ødelagt mit liv
  • Det er samfundets skyld
  • Det var også bare fordi du…

Projektoren bruger upersonlige ”det”, ”du” og ”de”, når han beskæftiger sig med personlige eller følelsesmæssige forhold. I dagligdagen vil han eller hun ofte bebrejde ovnen eller gæsterne, der kom for sent, at middagen ikke blev perfekt. Skylden falder også tit på andre mennesker, fordi de har undladt at gøre, hvad den projicerende havde ønsket eller forventet.

Den projicerende kan på den måde lægge alle de følelser, som han finder ”dårlige” eller uacceptable ud på omgivelserne: Følelsen af ikke at være tilfreds med et resultat, med ikke at kunne navigere i systemet, af ikke at mestre sit eget liv eller ikke at være tilfreds med samfundet. I eksemplet med middagen projiceres følelsen af fiasko over på ovnen eller de for sent ankomne gæster.

Ved at skyde skylden på omgivelser kan projektoren undgå kontakt mellem ”mig” og hvad er ”ikke mig.” Men i stedet for at tage tingene personligt (som den introjicerende), skubber den projicerende alt uden for sig selv og over på omgivelserne: ”dem, det, systemet, alle mennesker, de andre.

Konstant projektion skaber fremmedgørelse i forhold til omgivelserne og fantasier om, hvad der egentlig foregår: ”De kan ikke lide mig”, ”Det er en fjendtlig verden” og i nogle tilfælde fremkalde paranoia.

Vejen ud er at skærpe opmærksomheden på eget ansvar.

Retroflektion

retroDen retroflekterende gør mod sig selv, hvad han ønsker at gøre mod andre. Sætninger som viser tegn på retroflektion:

  • Jeg snakker også for meget, jeg kan aldrig holde mund
  • Jeg kan ikke tilgive mig selv, at…
  • Gid jeg var død, jeg hader mig selv
  • Jeg sagde også til mig selv…

Den talende gør sig selv til både subjekt og objekt i et lukket kommunikationskredsløb. En fremragende metode til at undgå kontakt – især, hvis man frygter, at denne kontakt vil blive konfronterende.

Overdreven brug af retroflektion leder til ensomhed. Den retroflekterende gør sig selv til sin eneste ven eller fjende, og det kan lede til depressive eller endda selvmordsadfærd.

Den retroflekterende har oftest haft en opvækst, hvor der ikke blev givet plads eller pluspoints for at være ærlig om tanker og følelser, eller hvor rollemodellerne havde denne adfærd. Sådan et menneske har været nødt til at holde det meste inden i sig selv og tage bestik af, hvad omgivelserne kunne forvente og handle derefter.

I fagterminologien taler man om børn, der samarbejder over evne – dvs. tilsidesætter egne behov for at være mors og fars lille, elskede barn. Det koster på den lange bane, idet resultatet tit bliver, at det barn som voksen ikke hverken kan mærke, anerkende eller tilgodese sine egne behov (= de figurer, der træder frem). Figur-grund er fikseret, og intet nyt er muligt. Kun samspillet med sig selv. Det er ensomt.

Vejen ud er at blive opmærksom på, hvordan man taler til sig selv. Og ved at blive i virkeligheden (og ikke fantasien) at bestemme, om det er rimeligt.

Afsluttende

Der er intet mærkeligt eller farligt i forsvarsmekanismer, og alle mennesker bruger dem. Men processen bliver patologisk, når mekanismerne bruges overdrevent og uden opmærksomhed. Så forhindrer de ægte kontakt med både sig selv og kommunikation med andre. Og den, der undgår autentisk kontakt, konfrontation og konflikter, vil stagnere i væksten som mennesker og gå glip af oplevelsen og glæden i mødet med andre.

Den vigtigste hindring for vækst findes i selvets modstand mod forandring. Det er altid muligt at lære og vokse, fordi det altid er muligt blive opmærksom på, at noget nyt er muligt.

Og hvis det ikke var sådan, ville det være helt meningsløst at arbejde som terapeut. Så ville jeg lave noget helt andet.

 

©Winnie Haarløv

Hvem bestemmer i dit liv?

Du får ikke hvad du har fortjent. Du får, hvad du forventer.

–Anonym

 

Therese Tusindfryd: En historie om at forlade sig selv

Therese var gravid i 8. måned, og det var hendes mands fødselsdag. Hun ville gerne fejre Søren med en hjemmelavet middag. Så det gjaldt om at finde på noget overskueligt, hun selv kunne finde ud af at lave. Hun begyndte med at invitere sine forældre.

”Hej mor!” sagde hun i telefonen. ”Har du og far ikke lyst til at komme til Thomas’ fødselsdag? Jeg inviterer også hans forældre og laver en middag.”

”Jamen, søde Therese–mus – tror du nu ikke, det bliver alt for voldsomt for dig? Jeg mener… med graviditeten og det hele..” Therese kendte sin mor og vidste, at der lå andet end blot og bar bekymring under. Hun ventede. ”Jeg mener… du er jo så dygtig til dit job, men madlavning – det har du jo aldrig rigtig gået op i, vel?” kom det ganske rigtigt.

Thereses irritation steg med et springvands kraft, og på et nanosekund var hendes humør på minusgrader. Hendes mor havde ret. Hun havde aldrig været nogen Nigella Lawson i et køkken. På den anden side –

”Hvis man vil lære noget, må man jo kaste sig ud det – ” begyndte hun. Moren sukkede dybt.

”Jamen, så lad mig i det mindste hjælpe dig, søde. Vi kan jo ikke have, at din svigermor tror, at Søren er gift med en sluske, vel?”

Therese sendte sin svigermor en giftig tanke–pil. I det mindste var hendes mor da på hendes side.

”Jeg tænkte på hønsekødsuppe, stegte rødspætter og frisk frugt til dessert – det tror jeg godt, jeg kan finde ud af.” Der blev en pause i røret, som gjorde hende usikker.

”Nåja – men hvis jeg nu lige stikker forbi lørdag formiddag – så kan vi kigge på, hvad der skal købes ind og så videre, ikke?”

Lørdag formiddag følte Therese sig lidt mere på fast grund. Måske var det alli­gevel meget godt at have mor i baghånden. Hun begyndte med at lave helt om på menuen og lærte Therese både at koge rejer, ridse svær på en ribbensteg og smelte husblas til citronfromage.

På dagen kom Thereses forældre tidligt, og hendes mor greb støvekluden før hun havde fået frakken af. Så begyndte hun at folde servietter i svanefacon. Therese mærkede igen irritationen og usikkerheden. Hun vidste jo godt, at mo­ren gjorde det for at hjælpe, men alligevel… Hun snakkede sig selv til ro. Det nyttede jo ikke at lave en scene nu, så hun nøjedes med at sukke, før hun sagde noget.

”Mor – du er jo gæst. Sæt dig nu bare ind til de andre…”

Thereses mor foldede videre med et lille smil om læben og glattede med ruti­neret hånd de flotte svaner. Så så hun hen på Therese. Der manglede kun to servietter.

”Jeg ville jo bare hjælpe, søde Therese. Men nu skal jeg nok nære mig!”

Therese fik omgående dårlig samvittighed. Hun vidste jo godt, at hendes mor gjorde det af god vilje. Og hun selv var jo ikke meget bevendt som værtinde.

”Okay… måske ser det også mere festligt ud, det der med svanerne,” fik hun sagt før hun gik ud i køkkenet. Det dårlige humør kom farende om hjørnet, og hun rørte som en rasende i saucen og følte sig dum og smålig, fordi hun blev mere og mere irriteret på de skide servietsvaner.

Svigermor ankom, kyssede Søren på begge kinder og overrakte ham en lagkage til dessert – i fire lag, med tredive lys og hele baduljen. Therese måbede.

”Og jeg har selv kogt jordbærsyltetøjet,” sagde svigermor henrykt og klappede Søren på kinden. ”Lige som du allerbedst kan lide den, Sørmand – med bær fra bedet oppe på landet!”

 ”Jeg har ellers lavet citronfromage!” sagde Therese spidst, mens hun trak vej­ret dybt og lavede knibeøvelser for ikke enten at begynde at græde eller kaste med knive. Hendes mor stirrede på hende på dén måde, der fik hende til at bide sig dybt i tungen og ærgre sig i stilhed. Heldigvis skulle der røres lidt mere i saucen – og piskes ekstra flødeskum til kagen.

Middagen gik meget godt – indtil Therese skænkede sig et kvart glas rødvin. Hendes mor sendte hende igen blikket. Sørens mor nikkede bekymret.

”Jeg læste om et barn, der blev født med to hoveder?” sagde hun sådan lidt ud i luften og tændte en cerut. ”Der stod, at det var fordi moren havde drukket alkohol under graviditeten.” Hun så sensationslystent over på Thereses mor, der simpelthen tog glasset ud af Thereses hånd og hældte det i den nærmeste potteplante.

”Det var jo bare ét lille nip…!” Therese slugte lysten til at sparke sin mor over åreknuderne, men den dårlige samvittighed overmandede hende. Ét lille nip var måske nok! Og tænk nu, hvis barnet virkelig var deformt… Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv. Hun skænkede sig straks et glas vand.

Til kaffen bød Thereses far cigarer rundt, og Sørens mor tændte endnu en ce­rut. Den tykke røg hang allerede tungt i stuen, og Therese rejste sig for at sikre sig, at dørene til soveværelse og det nymalede barnekammer var lukket.

”Ja, undskyld – det er den der tykke cigarrøg!,” sagde hun forsigtigt. ”Stuerne lugter ikke særlig godt i flere dage bagefter.”

”Ungdommen nutildags er så sart,” sagde hendes svigerfar. ”Du skal i det mindste ikke sove i en kommodeskuffe bagefter – som en anden én skulle, da han var dreng!”

”Du skal bare lufte ordentligt ud. Det er kun sundt med lidt frisk luft – især i din tilstand,” hviskede Thereses mor og trykkede hendes hånd under bordet.

Therese gik ud i køkkenet for at piske flødeskum. Hun tørrede et par løsgående tårer med køkkenrullen og skyndte sig at smile og begynde at pynte citronfro­magen, da Søren kom ud til hende. Han kyssede hende vådt i nakken og tog hende på ballerne. Han havde i hvert fald fået rødvin nok, tænkte hun, men tav. Hun ville jo ikke ødelægge stemningen.

”Tak for mad, skat. Det klarede du jo helt godt!” Thereses elendige humør steg et par grader, da han fik øje på hendes dessert. ”Orv – den ser ellers lækker ud, den fromage!”

”Synes du?” Det var dejligt, at der endelig var nogen der lagde mærke til hen­des anstrengelser.

”Ja, klart!” sagde Søren. ”Jeg har en idé: kan vi ikke spise den i morgen? Du ved jo, hvordan mor elsker at lave lagkage til mig, når jeg har fødselsdag.”

Thereses humørbarometer drejede om til stormende kuling.

”Så kan vi da spise lagkagen i morgen,” indvendte hun. ”Hvis jeg havde vidst, at din mor ville lave lagkage, så havde jeg da ikke gidet bokse med den fromage – ”

Søren afbrød.

”Men nu har hun jo lavet den, ikke… Og hun gør det jo i en god mening. Jeg får altid lagkage på min fødselsdag.”

Hun vidste godt, at Søren ikke brød sig om at hun kritiserede hans mor, men nu var hun ærlig talt gal.

”Det kunne du sguda bare have sagt – så ville jeg…” Søren afbrød hende. Igen.

”Du kan jo ikke lave mad, skat – det siger du altid selv. Har jeg ikke ret?”

”Jeg synes bare ikke din mor kan være bekendt at komme rendende med en lagkage når vi ikke har aftalt det – ” Thereses stemme knækkede over, og vandtrykket bag øjnene steg igen faretruende.

En sky trak over Sørens ansigt. Han rettede sig op og stak hænderne i lommen et øjeblik. Så tog han lagkagen og fiskede kageskeen op ad skuffen.

”Nu skal du ikke begynde at kritisere hende igen, vel? Kan du nu for en gangs skyld ikke bare komme ind og være lidt hyggelig?”

Og dér stod Therese, rasende, ked af det og følte sig svigtet og udenfor. Hun var parat til at kaste med fromagen, blive skilt, sælge huset, kvæle sin svigermor og adoptere sine forældre væk.

De fleste af os ønsker kontrol over vores liv og følelser. Vi tiltrækkes af dem, som vi opfatter som ‘i kontrol’, fordi kontrol giver følelsen af at kunne styre sig selv, situationen og andre. Kontrol giver forventninger om en retfærdig verden, og vi vil så gerne tro, at hvis vi opfører os ordentligt, så går det os nok også godt, for i en retfærdig verden får man, hvad man har fortjent. Følelsen af kontrol giver håb om at kunne forme tilværelsen og fremtiden efter vores ønsker – og dét gør verden mere forudsigelig og dermed mindre skræmmende.

Når vi føler os trygge (= i kontrol) bliver vi mere effektive, mere ansvarlige og simpelthen gladere mennesker. Derfor synes vi bedre om os selv, og derfor vokser både følelsen af selvværd og selvtillid. Det er ikke så underligt, at enhver boghandel med respekt for sig selv kan byde på snesevis af titler om selvværd og selvtillid, for troen på vores egen evne til at styre vores liv indvirker på næsten alt hvad vi gør, tænker og føler. Når vi bliver kastet ud i kaos, har vi tendens til at glemme, at efter kaos følger orden.

Nynne-effekten

Det kan også øge selvtilliden at se, opleve eller høre om andres fiasko – enten fordi vi kan lære, hvad vi ikke skal gøre, eller fordi vi tror vi kan klare opgaven bedre selv. Det kan være en af grundene til, at Nynne-historierne har slået sådan an, for hun er da en anti-helt, der vil frem!

Sommetider kan det virke at få positiv feed–back eller opmuntring, selvom virkningen sjældent holder ret længe ad gangen. Din indre, konstruktive del vil opmuntre dig til at tro på rosen og tillade dig at give dig selv positive klap. Men hvis din SuperSelvkritik er løs, skal han/hun hurtigt få det ødelagt. Og hvis du tror du har styr på noget, så er selvkritikken der igen med sine destruktive budskaber:

”Ha! Troede du virkelig, du kunne styre noget som helst! Det er din skyld, at dit og dat gik galt, for du er så dum / uansvarlig / klodset etc.”

Det sker, når selvværdet er lavt. For du kan sagtens have god selvtillid (= være god til at gøre eller præstere et eller andet) og lavt selvværd (= at opleve sin eksistens som meningsfuld og berettiget uden at gøre noget for at fortjene den). Hvis du har et lavt selvværd, vil du typisk forsøge at kontrollere dig selv og omgivelserne for at opnå den indre sikkerhed, du mangler.

Faktorer uden for din kontrol

Men der er ret få ting uden for os selv, vi faktisk kan kontrollere. Psykologisk forskning har vist, at den fantastiske følelse af indefra kommende selvtillid opstår af følelsesmæssige snarere end af faktuelle oplevelser. Eller med andre ord: det betyder noget for os at se andre ”i samme båd”, der slås med problemer, som ligner vores egne (jvfr. “nynne-effekten) – meget mere end at læse bøger om, hvordan vi kan blive bedre. Det kan give selvtillid at lytte til nogen, der har klaret et problem, der ligner vores, og at høre hende beskrive, hvad hun gjorde og hvad hun oplevede undervejs – medmindre hun er alt for succesfuld, for så virker det modsat. Tjek det ud i ugebladene. De er fulde af den slags historier.

Der er masser af faktorer som er ude af din kontrol. Udover vejret kan det være f.eks. andres medfødte træk (temperament, evner, robusthed eller sårbarhed) – eller det kan være udefra kommende som f.eks. mediernes påvirkninger og ændringer i samfundet plus andre menneskers opførsel og prægninger på os.

Det perfekte barn?

Frederik er ”mild” og ”nem.” Han sover hele natten fra han er seks uger gammel, spiser hvad der bliver givet ham og græder kun, når der er klar grund til det. Han elsker at ”læse” en billedbog og er ikke spor kræsen. Hans tvillingsøster, Julie, giver højlydt udtryk for sine behov om afveksling, opmærksomhed og nærvær, sover som to–årig stadig ikke igennem, vil hellere rulle sig i mudder end læse Futte, det lille tog og har meget bestemte meninger om, hvad der kan spises og hvad der skal smides med. Den milde Frederik bliver nemt idealet om Det Perfekte Barn, og Julie bliver den lidt besværlige.

Men de er begge to lige perfekte – de er bare forskellige. Sådan er de født, og deres mor kan vælge at erkende eller modarbejde det. Uanset om målet er at gøre Frederik lidt mindre forsigtig eller Julie lidt mindre vild (eller begge dele!) så går projektet her ud på at ændre noget, der grundlæggende ikke kan ændres. For det første, fordi det er barnets valg at ændre sig. Og for det andet fordi det ligger uden for mors magt at ændre på Frederik og Julies individuelle, medfødte disposition. I stedet kan opgaven være at lære dem begge at sætte pris på sig selv og hjælpe dem med at acceptere de individuelle muligheder og be­grænsninger, som de medfødte træk kan afstedkomme.

Hvis Julie og Frederik insisterer på at få lov at gå i laksko på en vinterdag, vil de formentlig reagere helt forskelligt, hvis du siger nej. Måske vil Julie anklage dig for ikke forstå hende og måske endda for ikke at holde af hende, når du er så tarvelig, mens Frederik roligt vil acceptere din forklaring og tage den som bevis på, at han trygt kan stole på, at du passer på ham, fordi du holder af ham. Du kan ikke kontrollere, hvordan dine ord og handlinger bliver modtaget – eller med andre ord: du kan ikke kontrollere dit barns følelsesliv. Men hvis du ikke passer på, så lader du barnet kontrollere dit.

Faktorer inden for din kontrol

Du kan vælge at lade dig trække rundt ved næsen af alt det, der ligger uden for din kontrol. Det kan give dig stress bare ved at kigge på pausefisk! Men i stedet for at lade de ydre faktorer bestemme, hvordan du skal have det, kan du vælge at anskue det konstruktivt, rationelt, eller realistisk (kald det, hvad du vil. Suppeterningen indeholder det samme).

Ingen kan formentlig tænke og føle konstruktivt altid, men der er mange situationer, hvor det godt kan lade sig gøre – hvis du ved hvordan du kan gennemhulle destruktive (irrationelle) tanker og følelser og erstatte dem med nogle mere konstruktive og realistiske. F.eks.:

SITUATION DESTRUKTIVE TANKER DESTRUKTIVE
FØLELSER
KONSTRUKTIVE TANKER KONSTRUKTIVE FØLELSER
Du opdager, at 13–årige Malou har røget hash Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget for at det ikke ville ske. Nu ender hun sikkert som narkoman og det, der er værre Jeg er en elendig mor. Malou. Jeg har nok arbejdet for meget eller haft for travlt med hendes lillebror Jeg kan ikke bestemme over Malous lyster, tanker, drifter og følelser. Si­tuationen er skuffende, men ikke nødvendigvis en uoprettelig katastrofe Jeg er ked af det, vred og bange for, at det skal føre til noget værre. Jeg vil fortælle hende at jeg elsker hende og er bange for at miste hende
Ydrestyring: Therese

Therese føler sig tit som en skibbruden på et rumskib, styret af et ukendt kontrolcenter. Hun føler sig underlagt andre mennesker, skæbnen, heldet, tilfældet eller noget guddommeligt. Tit er hun ængstelig, pessimistisk og tror ikke på at hun kan påvirke eller ændre noget, og hun kan være kritisk og fordømmende over for andre – også fordi hun går ud fra, at de er kritiske over for hende. Hun er tit smådeprimeret uden at vide hvorfor. Når det er værst, bliver hun modløs og passiv; fyldt af en uforklarlig følelse af meningsløshed og tom­hed eller overvældet af magtesløshed og frustration over at være i klemme mellem alle de sure sokker, nullermændene og de manglende tusindkronesedler. Sommetider køber hun ting for at trøste sig, andre gange bliver hun syrlig og vrissen. Hun kan lynhurtigt skifte mellem at blive rasende og ked af det, fordi hun indimellem synes, at folk hele tiden vil have noget af hende. Mellem børn, mand, familie, kolleger, terminsydelser og sociale forpligtelser føler hun aldrig, at der er tid og overskud til hende.

Når hun har det bedst, er hun en helt anden. Så er hun super–optimist og tryg ved, at tingene går, som de skal gå. Hun tænker, at hun jo egentlig har det meget godt og faktisk har været rimeligt heldig i livets store lotteri – og at der nok er en eller anden slags universel mening med tingene, selvom hun har så få muligheder for at påvirke sit liv.

Therese stiller som regel sig selv i sidste række. Hun kan ikke lide at bede om noget, sige sin mening eller udtrykke stærke følelser, for hun vil ikke være til besvær og gøre andre vrede, bange eller kede af det. Hun synes hun er nødt til at bage tre slags boller til forældremødet, lade sig vælge som forældrerepræsentant i børnehaven når nu ingen andre vil – og sige ja til sin mand, når han vil have torsdags–sex og hun ikke kan slippe ved at lade som om hun sover. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) bliver hun flov, frustreret, skamfuld og ulykkelig. Hun prøver at finde ud af, hvem eller hvad der er skyld i fejlen, så hun kan gøre dem opmærksom på det. Hun vil for enhver pris undgå, at nogen skal kunne pege fingre ad hende og finde hende dum, inkompetent eller klodset. Hun er rastløs, urolig og har konstant dårlig samvittighed over et eller andet, som hun ikke rigtigt ved hvad er.

Therese er godt klar over, at hun sommetider fantaserer, tænker irrationelt og destruktivt. Men det synes hun, at hun er nødt til. Livet er ikke nemt, og man kan sjældent stole på andre. Så hvis hun forventer det værste, så bliver hun ikke skuffet, og så føler hun også, at hun bedre kan komme eventuelle ubehageligheder i forkøbet. Hendes selvværd er lavt, og når hun mister kontrollen, bliver hun bange for at miste alt og alle samtidig.

Indrestyring: Henriette

Henriette synes, at hun stort set selv bestemmer, hvad der skal ske i hendes liv. Hun er for det meste glad, selvom hun har let til både gråd og vrede og tit viser sine følelser – så tit, at mange andre ofte synes at ”hun er for meget.” Det tager hun sig dog ikke synderligt af. For det meste lytter hun til hvad de siger og tager så det til sig, som hun synes er rigtigt eller hun kan bruge. Det betyder ikke så meget for hende, hvad fremmede eller mindre nære personer synes om hende. Hun er spontan og kan lide det uventede, men hun kan også godt lide orden i tingene og føler et stort ansvar for sine beslutninger, succes’er og fiaskoer.

Henriette føler, at hun altid har et valg: selv det ikke at vælge er et valg, og det handler hun efter. Hun tager det som en udfordring at udvikle sig – og hun har engageret sig i flere forskellige mærkesager: hun slås med kommunen om mere personale på hendes barns vuggestue, stilletrafik på villavejen og skriver mange læserbreve til sin avis. På jobbet er hun medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, hvor hun stiller alle de ”dumme spørgsmål” på medarbejdernes vegne. Hun er en god lytter og en opmærksom og nysgerrig partner, mor, datter og veninde og kan godt lide at have travlt. Men når det går for stærkt, siger hun nej til at baby­sitte eller til invitationer, fordi hun hellere vil være hjemme og læse en god bog, tage et fodbad eller bare glo ud ad vinduet. Hun er tit den, der tager initiativ i sengen, men hun siger lige så tit nej, hvis hun ikke har lyst.

Hun har skiftet læge flere gange indtil hun fandt en, der gad at tage sig tid til hende og hendes børn og svare omhyggeligt på hendes spørgsmål, og blandt kvarterets handlende har hun ry for at være kræsen og krævende, fordi hun ikke finder sig i at få hverken stødte æbler eller grønne kartofler i posen. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) kan hun godt ærgre sig. Så sørger hun for at oplyse dem, som fejlen går ud over om, at hun har kvajet sig og, hvis det er nødvendigt, hjælper hun med at udbedre de eventuelle konsekvenser. Bagefter forsøger hun at finde ud af, hvad hun kan gøre anderledes næste gang i en lignende situation.

Henriette føler sig godt tilpas mellem andre, siger ligeud hvad hun mener og elsker at få komplimenter og ros, som hun siger tak for. Hun er kun sjældent urolig eller rastløs, tynget af uforklarlig skyld og dårlig samvittighed. Men når hun gør, så tager hun sig tid til at tænke igennem, hvor følelserne kommer fra, og hvad hun helt realistisk kan gøre ved dem. Så gør hun det, hun synes der skal til og lader dét ligge, som er uden for hendes kontrol. Hendes selvværd er højt. Hun føler sig sikker på at andre kan lide hende med både gode og mindre gode sider. Hvorfor skulle de ikke det?

Ingen er 100%. Ingen er perfekt

Ingen mennesker er udelukkende indre– eller ydrestyrede. Vi har alle en del af det ene og en del af det andet i os, og opfattelsen af os selv som indre– eller ydrestyret kan afhænge af den situation, vi er i. Idealet er vel at kunne sige som teologen Reinhold Niebuhr (1892-1971): ”Kære Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre på, mod til at ændre på de ting jeg kan – og visdom til at se forskellen.” Almindeligvis bliver vi da også mere indrestyrede, efterhånden som vi lærer os selv at kende og forstår, at det er muligt dels at ændre os selv, dels at påvirke omgivelserne og at vi på utallige måder selv kan forme vores fremtid. Hvorfor er det så svært?

Tænk på, hvor mange tusind gange i dit liv andre har taget dine beslutninger for dig og haft kontrol over dig: forældre, institutioner, myndigheder, ligestillede. Det er ikke så underligt, at mange teenagere og unge ser det som deres mission at opponere mod enhver form for kontrol og tvang. Men både overdrevet oprør mod kontrol og overdrevet kontrol forhindrer det ægte nærvær – det, der opstår mellem mennesker der lytter til hinanden og respekterer forskelligheder mellem sig selv og andre. Eller med andre ord: mennesker, som kan være til stede uden at være bange for, hvad der nu vil ske, hvilke følelser der nu vil komme op, hvad der nu vil blive sagt.

Så kunsten består vel i at opnå et realistisk syn på, hvad du rent faktisk kan og hvad du ikke kan kontrollere, og sandheden ligger vel et sted omkring at kunne træffe de bedst mulige beslutninger så tit det er muligt under indflydelse af so­ciale og lovmæssige sammenhænge.

Kunne Therese have handlet anderledes?

Hvis du genkendte mindst tre af situationerne i historien, så har du nok en snert af Therese–komplekset. Læs evt. historien igen og mærk de steder af, som du genkender bedst.

  • Hvad er det, Therese gør?
  • Hvad påvirker hendes følelser?
  • Hvad er det, du genkender? Tænk på den situation, historien minder dig om.
  • Hvis du var Therese, hvad ville du så gøre?
  • Hvis du kunne gøre din egen situation om, hvad ville du så gøre?
  • Er der noget, der forhindrer dig i at gøre det anderledes?
  • Hvad?

©Winnie Haarløv 

Kontrolfreak

Kvæl kontrolmonstret. Giv slip og få fat

I østen oplevede jeg, at der stod mange forskellige Buddhafigurer i selv de mest primitive junglehytter. Guiden fortalte, at hver figur repræsenterede en ugedag og dagens karaktertræk – og at egenskaberne overførtes på den, der var født den pågældende ugedag. ”Jeg er søndagsbarn. Så hvordan er jeg?” spurgte jeg håbefuldt guiden. Hun løftede et asiatisk øjenbryn.
kontrolfreak.2”Søndagsbuddhaen er en effektiv leder. Han holder øje med alle og sørger for, at alt bliver gjort korrekt og perfekt. Han organiserer, ordner og fikser,” svarede hun. Jeg sukkede og betalte for min lille figur. Jeg måtte simpelthen eje ham, for han var jo kontrolfreak. Ligesom mig.

Når kontrolmonstret hærger

I min praksis som psykoterapeut møder jeg kontrolfreak–problemet hos så mange af mine (kvindelige) klienter, at jeg fristes til at sige, at det ligger på top–fem listen. De klager over at de ikke kan slappe af, give sig hen, være i nuet og alt det, en moderne kvinde skal kunne (udover at se fantastisk ud, være en god mor og en spændende elskerinde). De fleste er endda ret skamfulde over det, men alligevel virker det umuligt at lade være.

Og behovet for kontrol er da også en dybtliggende kraft hos alle levende væsner – og livsnødvendigt, fordi mennesket har opretholdt livet gennem kontrol ved enten at flygte eller at kæmpe, siden vi som store aber levede side om side med mammutter og sabeltigre. Men selvom vi ikke længere er truet af så primitive farer, er kontrol stadig nødvendig og nyttig.

I en nutidshverdag giver kontrol laserskarpt fokus, uopslidelig energi og tunnelsyn: meget nyttige egenskaber, når du skal gøre karriere, styre farlige situationer med overblik og handlekraft, klare udfordringer og vanskeligheder. Men en ren akilleshæl, når du skal slappe af, leve livet, nyde nuet og opleve nærvær. For kontroltrangen udspringer af frygt, og når du er bange, overdriver du kontrollen. Og så kan du ikke nyde livet. Eller noget som helst, faktisk.

Hvad er det egentlig, du frygter?

Da jeg var ung, var jeg genert, usikker og følte mig forkert, uelsket og umulig, næsten ligegyldigt hvem jeg var sammen med. Jeg var angst for at begå fejl, blive til grin, blive overset eller aldrig at få, hvad jeg ønskede mig. Hvorfor det var sådan, er en lang historie – men jeg har faktisk haft en ret almindelig opvækst uden skilsmisser, incest eller dybt traumatiske begivenheder. Alligevel fik jeg ikke oparbejdet selvværd og selvtillid nok til at turde møde det kaos, som livet dybest set er.

Min grundlæggende tilgang til verden var præget af mistillid, og jeg turde sjældent glæde mig for ikke at blive skuffet. Med andre ord: jeg var drevet af frygt, og derfor var mine tanker og følelser præget af ængstelse og bekymring. Fremtiden var ukendt og virkede alene derfor truende, og selvom jeg var dygtig i både uddannelser og jobs og ikke manglede kærester, var jeg sjældent rigtigt glad. Der manglede noget, og jeg vidste ikke hvad det var. Mit liv var som et tog, der drønede forbi, mens jeg afmægtig stod på perronen. Jeg forsøgte at tage kontrol over ethvert rum eller enhver relation, jeg deltog i – af lutter rædsel for, hvad der ellers ville ske. Jeg styrede, dominerede, arbejdede, præsterede og sprang rundt for at få anerkendelse og ’lov’ til at være mig. Når jeg ser tilbage, var det et helvede. Og et sørgeligt spild af liv.

Men at være i kontrol gav mig glimtvis den tryghedsfølelse, jeg manglede. Jeg har altid været godt skåret for tungebåndet, og ved at påvirke andre: overbevise dem, forføre dem, manipulere dem eller ignorere, nedgøre eller overse dem, følte jeg mig magtfuld. Det var selvfølgelig en illusion, for ingen kan i virkeligheden have magt over andre. Jeg prøvede altså at gøre det umulige, og derfor bevægede jeg mig på randen af udbrændthed og total udmattelse. For jo mere det hele kørte på skinner, jo mere kontrol måtte jeg have for at fastholde alt hvad jeg havde opnået. Jeg havde så travlt med at vogte hele menagen, at jeg glemte at mærke livet selv.

Nøglen ligger i din personlige magt

Spørger man en kvinde, ønsker hun kun sjældent magt. Hun ønsker indflydelse. Og det er tit dér, fejlen ligger. For at kunne give slip må vi paradoksalt nok se i øjnene, at kontrol ER magt, og at magt er findes i to udgaver:

  1. tvangsmagt: magt over andre
  2. personlig magt: magt over dig selv.

Personlig magt er evnen til at opnå det, du vil, inden for det muliges rammer. Når du forstår, at det eneste du kan have magt eller kontrol over er dig selv, så kan du slippe de forgæves forsøg på at magte alt det, der ikke lader sig kontrollere: fx andres følelser, tanker og handlinger, sygdom, død, vejret; fremtiden, det ukendte. Det er ganske forbløffende, hvor lidt du egentlig kan kontrollere / have magt over.

Den kinesiske filosof Lao-tse skrev for 2.500 år, at verdens største problem er den magtesløshed, som de fleste mennesker føler. For den gør os vrede, fjendtlige og bange for det ukendte, fordi det ikke kan kontrolleres. Se bare på tyranner som Saddam Hussein, Hitler og Idi Amin. Vi opfatter dem som magtfulde og selvsikre, men et kig på deres forfærdelige opvækstvilkår peger på, at de var usikre og ængstelige mennesker, som følte sig truede helt fra barnsben. Selvom det ikke er nogen undskyldning for deres handlinger kan man sagtens forestille sig, at det var frygt, vrede og usikkerhed, der drev dem til at blive kontrolfreaks.

Giv slip – og få fat

Idag forventer jeg det bedste af verden. Meget af tiden tør jeg godt at flyde med strømmen, når jeg erkender, at situationen alligevel er udenfor min kontrol. Min blodtryk kan da sagtens stige faretruende, når jeg sidder i et tre timer forsinket ’lyntog’ til Århus eller står med to randfyldte Netto-vogne og et vrælende barnebarn i en kø, hvor kasseapparatet bryder sammen – men jeg har lært at tackle fejl, improvisationer og sidsteøjebliks-ændringer med nogenlunde ro.

For hvad kan jeg overhovedet gøre? Og hvad er egentlig det værste, der kan ske? Jeg gør det, så godt jeg overhovedet kan. Altså, virkelig – for jeg vil gerne være sådan én, man kan stole på. Og når jeg alligevel kommer for sent, falder igennem, dummer mig eller begår fejl, er det selvfølgelig både ærgerligt og ubelejligt – men bryder mit eller andres liv totalt sammen? Nej. For alle andre har også oplevet, at noget kiksede. Og de allerfleste mennesker vil gerne være generøse, empatiske og forstående.

En ven spurgte mig engang: ”Tror du virkelig, at omverden fokuserer på dig og dine fejl? Vel gør de ej – de gør ligesom dig. De fokuserer på deres egne.” Det var en øjenåbner, som fik mig til at indse, at vi alle er i samme båd: at vi alle er bange for at blive til grin, være uelskede og blive holdt udenfor. ”Faktisk er det jo en form for storhedsvanvid at tro at andre går så højt op i dig og dine fejl,” fortsatte min ven. Ups. Nårh, ja.

Men tro nu ikke at det bare gælder om at give op og lade sig flyde med – tværtimod!
Det drejer sig om at fokusere kontrollen rigtigt. Nemlig på det, som du rent faktisk har en mulighed for at få magt over: dig selv.

Det vigtige er ikke, at du lærer at kontrollere dine følelser eller dine tanker, for det kan du ikke. Det vigtige er, at du tager magten over hvad du gør med dem. Når du fokuserer på magten over dig selv i stedet for magten over andre, vil du opleve, at du inden for det muliges rammer på mange måder kan forme din tilværelse. Dét er din personlige magt. Med den opnår du evnen til at skaffe dig det, der kan give dig glæde, mening og succes. Og så er du godt på vej.

Slip kontrollen og få fat på livet – fem tips

  1. Kvæl SuperKarla.
    Lad dig inspirere af teologen Reinhold Niebuhrs velkendte ord: ”Giv mig sindsro til at acceptere det, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre hvad jeg kan – og visdom til at se forskellen.” Efterhånden som du indser denne forskel forstår du også, hvorfor dét at slippe kontrollen overhovedet ikke kan sammenlignes med at give op – faktisk tværtimod. For ved at fokusere på det realistiske vil du opdage, at det er muligt både at ændre dig selv og påvirke dine omgivelser og din fremtid på utallige måder.
  2. Styr dit selvbillede.
    Ingen gør det så godt som du,” hvisker dit perfekte selvbillede. ”Ingen kan trøste, putte, ordne, fluffe puder, give empati, løse opgaver, lave souffleer og vaske uldtrøjer lige så superbt som du. Du er uundværlig, og hvis du ikke var her, ville alt bryde sammen.” Prøv at se dig i spejlet, mens du siger alt det højt til dig selv. Så vil du helt sikkert pludselig synes, at det lyder både urealistisk og en anelse manisk.
  3. Giv gradvist slip
    Begynd med det mindst svære. Lav en liste over de ting, du gerne vil slippe. Og gør det så – langsomt, én ad gangen. Mens du fortæller dig selv, at du nu for alvor vil have styr på dit liv.
  4. Spørg dig selv:
    Hvad er det værste, der kan ske hvis jeg ikke har kontrol over x…? Og giv dig så tid til at besvare spørgsmålet. Frygt svinder tit ind til håndterbar størrelse, når den bliver konkretiseret.
  5. Vis dig selv interesse
    Bag din trang til kontrol kan ligge mange barndomsoplevelser. En coach, terapeut eller måske en bramfri, oprigtig veninde kan støtte dig i at opdage, hvad det er du frygter. Når du slipper frygten, slipper du illusionen om at kunne kontrollere det umulige og undgå fejl, sammenbrud, hverdagskatastrofer osv.. Og så får du fat – i din personlige magt og kontrollen over dig selv.

Kloge mennesker siger også, at kontroltrang på et dybere plan handler om at ville kontrollere det uafvendelige ved at være menneske; nemlig, at vi skal dø en dag. Det tror jeg på. Men det er en anden historie om eksistentialisme og de eksistensvilkår, vi er underlagt.

©Winnie Haarløv