erikson.200

Individets psykosociale udvikling

Psykologen Erik Erikson var en af de første, der beskrev teorien om forandringen som en livslang proces og opstillede en teori om livets otte vigtigste udviklingstrin i relation til alder.

Han var født i Tyskland og oprindeligt en af Sigmund Freuds disciple – men han var uenig med Freud på flere væsentlige områder, f.eks. i spørgsmålet om, hvad der motiverer den menneskelige adfærd.

Hvor Freud mente, at de biologiske instinkter spillede en altafgørende rolle mente Erikson, at den personlige adfærd blev præget af individernes sociale interaktion.

I 1930’erne emigrerede Erikson til USA, hvor han grundlagde sin udviklingsteori om menneskets otte livsstadier. Hans synspunkt er, at de sociale omgivelser, kombineret med den biologiske modningsproces præsenterer hvert individ for en række livskriser, som skal løses indenfor et vist tidsrum, før den næste krise melder sig på banen. Kriser, der ikke løses (eller løses på en uhensigtsmæssig måde) vil, iflg. Erikson optræde som kampe, problemer eller kriser der vil blive ved at vende tilbage i individets liv. Han mente således, at psykologisk vækst og forandring er en konstant proces, som fortsætter livet igennem.

1. Spædbarnet (0–1 år): Tillid eller mistillid

I barnets første leveår er det hjælpeløst og totalt afhængigt af sine primære voksne (typisk mor/far) for at få tilfredsstillet behovene for mad, varme og kærlighed på en stabil, kærlig og omsorgsfuld måde. Hvis mor og/eller andre omsorgsgivere sørger for at tilfredsstille barnets fysiske og følelsesmæssige behov, vil barnet udvikle en grundlæggende tillid til dem (og ”verden”). Når barnet opdager, at personer og ting også eksisterer, selvom de er ude af barnets synsvinkel, bliver den grundlæggende følelse af tillid betydningsfuld for at barnet ikke skal opsluges af angst og forladthed.

Svigtes barnets behov, vil det hurtigt få en følelse af mistillid til personer og omverden – en følelse, som kan følge individet i resten af dets liv. Barnet vil udvikle tydelige tegn på aggression og har mindre evne til samarbejde og kommunkation med deres primærperson(er). Det er altså altafgørende for de efterfølgende udviklingstrin, om barnets udgangspunkt bliver tillid eller mistillid.

2. Tumlingen (1–2 år): Selvstyre – eller skam og tvivl

Når barnet er et år, er udviklingen af kompetencer normalt i fuld gang: barnet kan gå, tale lidt, lege osv., og barnet begynder så småt at udvikle selvkontrol og selvstyring (autonomi).

Hvis forældrene opmuntrer den to–åriges initiativ og tillader barnet at gå på opdagelse, begå fejl (f.eks. når barnet gerne vil spise selv eller tage tøj af og på) og lader barnet afprøve grænser for egen formåen, giver de barnet gode muligheder for at udvikle selvstændighed, selvtillid, selvkontrol og tillid til egne evner.

Pylrede, overbeskyttende og ængstelige forældre, der modsætter sig barnets initiativer, indgyder tumlingen mistillid til egen formåen og præger barnet med skamfuldhed over sin adfærd. Sådanne forældre begrænser barnets selvstændighed, og senere vil barnet få alvorlige problemer med at tage initiativer og tro på egne evner.

3. Førskolebarnet (2–6 år): Initiativ eller skyld

På dette stadium udvider barnet sin sociale horisont og bliver for alvor interesseret i leg og interaktion. Barnet har brug for at lege og imitere forbilleder, og udfordringen er at afbalancere barnets iver for at opleve eventyr med det realistiske – dvs. at vælge aktiviteter, der giver barnet mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en vis grad af farlighed uden at stække dets fantasi.

Et barn, der får lov at tage ansvar for vælge aktiviteter, der interesserer det og giver mening, vil udvikle et positivt syn på sig selv og lære at følge et projekt til afslutning. Det kræver, at forældrene er opmuntrende og konsekvente og lader barnet tage egne beslutninger i det omfang, det er ansvarligt og relevant. Barnet skal lære, at visse ting er forbudt, ikke tilladte eller umulige, og den voksnes opgave er at give barnet denne lærdom uden at gøre barnet forkert eller skamme det ud. Den voksne må også acceptere, at barnet har fantasier Lad barnet hjælpe til i køkkenet, række værktøj til den voksne når cyklen skal lappes el. lgn. Det er vigtigt at give barnet lov at efterligne sine ”helte”: de voksne, der jo tilsyneladende kan alt.

Det barn, der ikke får lov at afprøve beslutningsprocessen og tage eget ansvar under trygge forhold, vil lære, at det er forbundet med skyld at tage initiativ. Prægningen bliver, at det er forkert at være selvstændig, og barnet vil lære at holde sig tilbage fra at tage egne initivativer og overlade ansvar og beslutninger til andre i den tro, at det som barnet ønsker ”nok er forkert”.

4. Skolebarnet (6–12 år): Driftighed eller mindreværd

Nu skal barnet klare overgangen fra den trygge verden hjemme hos forældrene til skolen og de jævnaldrende. Barnet lærer at bruge redskaber og udvikler evnen til at klare sig og forsørge sig selv. Det er første gang, at barnet får tilbagemeldinger om sine præstationer fra personer udenfor familien.

Et barn, der oplever tilfredsstillelse i intellektuel stimulans, i at producere og udføre noget og gøre sit bedste, vil udvikle en følelse af kompetence. Evnen til at relatere til jævnaldrende og tage sin plads i en gruppe udvikles på dette stadie, og kammerater, klubber og tilhørsforhold til jævnaldrende bliver i stigende grad betydningsfulde.

Et barn, der ikke oplever hverken succes eller tilfredsstillelse i læreprocessen, vil udvikle mindreværd og utilstrækkelighedsfølelser, der kan forfølge detesten af livet. Hvis det er svært for barnet at bevæge sig mellem sine to verdner (hjemmet/skolen) bliver barnet usikkert og lærer at tvivle på sig selv. Voksenpersonerne må acceptere barnets oplevelse af sine verdener og tage dem alvorligt.

5. Ungdom (12–18 år): Identitet eller rolleforvirring

En teenager spørger (måske ubevidst): Hvem er jeg? Hvem vil jeg gerne være? Svaret kan findes, hvis de foregående fire trins udfordringer er løst og integreret. Den unge må på opdagelse, afprøve grænser og frigøre sig fra forældrene for at finde sig selv og sin egen identitet. Derfor må den unge nødvendigvis afprøve forskellige roller, adfærdsmønstre og ideologier for at finde den, der føles mest rigtig. Målet er at adskille sig, og det kan være en smertelig proces for både den unge og for forældrene. Det er betydningsfuldt for den unge at have en sikker fornemmelse af at være elsket og accepteret som person, selvom handlinger, udsagn og adfærd i øvrigt godt kan være problematisk.

Hvis den unge ikke når frem til en følelse af at ”finde sig selv”, opnår han/hun heller ikke evnen til at tage beslutninger og træffe valg om f.eks. profession, seksuel orientering og mission i livet. Gøres forældrenes kærlighed og accept betinget af bestemt udseende eller adfærd, bidrager forældrene kun til usikkerheden og oplevelsen af farlighed ved adskillelse. Resultatet kan f.eks. være totalt oprør eller passiv uselvstændighed.

6. Den unge voksne (19–40 år): Intimitet eller isolation

Tiden er inde til at lære at skabe intime og nære relationer, både i venskab og kærlighed – og igen afhænger succes’en af de tidligere trins resultater. Det kan være svært at etablere intimitet for den person, der mangler den grundlæggende tillid til omverden – eller som er usikker på egen identitet.

Den unge voksne skal lære at forholde sig til andre, både ældre og jævnaldrende, for alternativet er fremmedgjorthed, isolation, angst for at binde eller forpligte sig og en manglende evne til at stole på andre. Individet skal lære, at et seksuelt forhold ikke nødvendigvis indebærer intimitet, tillid eller åbenhed. Det er på dette stadie, at individet kan blive i stand til at give og modtage uden at gøre regnskab.

7. Midalder (40–65 år): Aktivitet eller stagnation

Midt i livet må individet være i stand til at se ud over sin egen næse og engagere sig i andre: enten som forælder, mentor, lærer eller som f.eks. skaber af noget, der vil leve længere end personen selv og komme fremtidige generationer til gode.

På dette stadie føler den modne vokse behov for at være produktiv og hjælpe den opvoksende genration. Individet kerer sig om større ting som f.eks. miljøet, verden og den fremtid, menneskerettigheder osv. Løses udfordringen utilfredsstillende, kan resultatet blive et menneske, der forbliver selvcentreret og langsomt går i stå, fordi han/hun er ude af stand til at forholde sig dynamisk til omverden og derfor ikke kan udvikle sig hverken følelsesmæssigt eller psykologisk.

8. Alderdommen: Integritet eller fortvivlelse

Når vi bliver gamle, reflekterer vi over det liv vi har levet og vurderer vores rolle i den store sammenhæng. Livet bliver evalueret, vores resultater bedømt.
Kan man se tilbage med et fåtal af fortrydelser, føle sig tilfreds over det man har nået og mærke tilfredsstillelse og meningsfuldhed, kan man også opleve jeg–integritet og selvaccept. Døden bliver dermed en naturlig afslutning, som giver sin egen mening – også fordi man kan gøre op, hvad man kan efterlade sine efterkommere uanset om det er i form af minder, ideer, tanker eller materielle goder.

Virker det levede liv derimod tomt, forgæves eller meningsløst, bliver resultatat nemt bitterhed og fortvivlelse og en stor angst for den uafvendelige afslutning.

© Winnie Haarløv

sten.i.vandet

En sten i floden

“Åh, jeg vil så gerne leve lidt mere… komme videre, ud på vidderne, ud og prøve mig selv af!” sagde en klient, da vi mødtes første gang. Da jeg spurgte, hvad der hindrede hende, så hun bestyrtet på mig og udbrød: “Jamen, så skal jeg fuldstændig forandre mig, for sådan er jeg slet ikke.”

Det sker rigtig tit, at en klient henvender sig og siger ”Det er, som om jeg sidder fast. Jeg kan ikke rigtig komme videre i mit liv, og det frustrerer mig og ødelægger mit humør.” Det kan dreje sig om et fastlåst parforhold, et kedeligt job eller en drøm, som vedkommende har svært ved at finde modet til at leve ud. Eller det kan være, at klienten ”bare” mangler mere sjov, latter og lys i sit liv.

Jeg tror, at de fleste af os har oplevet følelsen af at sidde fast, at vade i kviksand og at længes efter noget andet uden helt at vide, hvad det er og hvordan vi skal få det til at ske. Man føler sig lidt som en sten i floden: vandet bruser og bobler forbi, mens man selv sidder fast og bare må se på at der sker en masse omkring en, uden at man selv rigtig er med i det. Nogle klienter beskriver det sådan her:

”Tilværelsen drøner forbi som et tog, mens jeg står på perronen og glor.”

Men hvad er det, der fastholder os? Hvorfor synker vi til bunds i strømmen indimellem? Her er mine fem bud. Men der er helt sikkert mange, mange flere.

1. Du tror på dine tanker og dit negative sæt af overbevisninger

Vi tænker gennemsnitligt omkring 60.000 tanker hver dag. Og de fleste af os tror på omkring 99% af dem. Nogle af tankerne er produkter af vores opvækst, vores kultur og de værdier og indre regler, vi har med os i rygsækken. Andre tanker opstår ved, at vi observerer ting og hændelser, fortolker dem og sætter dem ind i en sammenhæng. Tankerne hjælper os til at skabe orden og sammenhæng i vores personlige univers og give retningslinier for vores liv, så det virker jo logisk, at vi tillægger dem en vis sandhedsværdi.

Men det er netop med til at skabe problemerne. Vi har det jo med at fastholde overbevisninger, som ikke gælder længere og som ikke engang er positive for os. Personligt mente jeg i mange år, at mine regnefærdigheder var på niveau med en hamsters – men som 41-årig havnede jeg alligevel i et job, hvor jeg havde ansvar for et budget på 30 millioner kroner. Og overholdt det til punkt og prikke. Jeg troede også i årevis, at jeg var grim og klodset – indtil jeg pludselig opdagede, at det egentlig bare var noget jeg havde hørt lidt for tit, da jeg var barn – for jeg kunne jo se i spejlet, at jeg hverken er specielt grim eller specielt klodset. Men de fleste af os forlader folkeskolen og barndommen med nogle negative overbevisninger om os selv. Stop lige op et øjeblik og find dine egne – for du har helt sikkert også nogle stykker.

  • Hvilke overbevisninger har du, som fastholder dig i fortiden og dermed i livet? Hvad tror du, at du aldrig vil kunne udføre eller lykkes med? Hvad er det i dit liv, som ikke skal være som det er? Hvem vil du støde fra dig eller fornærme, hvis du følger dit hjerte?
  • Første skridt ud af fastlåstheden er at undersøge dit personlige sæt af indre regler og overbevisninger og finde frem til, hvilke negative tanker der har taget dig som gidsel.
2. Du giver andre skylden for din situation

Tænk engang på, hvor tit du har hørt andre sige f.eks.: ”Min chef er sådan en idiot. Det er ikke så mærkeligt, at jeg ikke er glad for mit job.” Eller: ”Det er ikke min skyld. Det var ikke mig, der tog den beslutning.”

I alle menneskers liv er der ting, der ikke går så godt som vi kunne ønske. Det er livet, og livet er hverken ondt eller godt. Det er bare. Vi møder forhindringer og masser af dem, og vores opgave er at finde ud af at håndtere dem på den mest optimale måde – ikke at brokke os over dem og hænge ved, hvor uretfærdigt det er.

Men mange (rigtig mange!) mennesker trives ligefrem ved vanskeligheder. De forventer dem og synes, at tingene helst skal være svære for at ”gælde.” Hvis det er for let, tæller det ikke. Sådanne mennesker kan få lov at vente i al evighed på, at tingene skal blive bedre. De skruer sig selv ned i et hul i jorden fordi de nægter at acceptere, at det kan være okay at hoppe over det lave gærde indimellem. De bruger 20% af tiden på at løse 80% af opgaven, og så bruger de de resterende 80% af tiden til at perfektionere det, der egentlig i mange tilfælde var godt nok. Til sidst bliver det for meget for dem, og de begynder at kalde livet hårdt og urimeligt og at give alle andre skylden for, at de sidder fast. De kunne jo også vælge simpelthen bare at gøre deres bedste og acceptere, at det nogle gange faktisk er mere end nok.

  • At indse, at du selv er den eneste, der bestemmer over og prioriterer din indsats, giver dig en følelse af magt i stedet for afmagt. Hvad synes du egentlig selv er godt nok? Er det dig eller en eller anden autoritetsfigur fra fortiden, der kræver 110% hver eneste gang?
  • Hvor mange fejl vil du tillade dig selv at begå? Mange af os kræver fejlfrihed selv i tilfælde, hvor vi skal udføre noget, vi aldrig før har prøvet. Det kan næsten kun give fiasko-følelse.
  • I stedet for at give andre skylden for, at du ikke lykkes, så tag selv ansvaret. ”Jeg skal lige lære det her først, og så tror jeg nok det skal blive bedre.” Og når du mærker, at du faktisk bliver dygtigere efterhånden, så får du også følelsen af at flytte dig. Jo mere du selv tager ansvaret for, hvilke resultater du vil opnå, jo mindre fastlåst vil du føle dig.
3. Du tager dit liv og dig selv for højtideligt

De fleste af os er opdraget i troen på, at nøglen til succes er hårdt arbejde, og på alt for mange arbejdspladser giver det anseelse at arbejde overtid. Da jeg arbejdede i IBM, havde jeg en chef, der gik ned ad gangen hver dag kl. 16.30 og råbte, at alle dem, der ikke var gået hjem, var for langsomme og dårlige til deres arbejde, prioriterede forkert eller brugte kræfter på at fedte for eller imponere andre. Det var en fantastisk inspiration til at yde sit bedste inden for de daglige 8 timer og til at prioritere, hvad der virkelig var vigtigt.

Vi vokser ved at tage os selv alvorligt, men ikke højtideligt. Der skal også være tid til at lege, ellers bliver vi selv og livet dødkedelige. Der skal være tid til at blande sjov, latter og pjat ind i dagligdagen, for det er dét, som kreativiteten lever af. Det, vi er gode til er også dét, vi bliver dygtigst til. Og det, som vi er gode og dygtige til er det, vi bliver allerbedst til. Der er altså ingen grund til at herse med sig selv for absolut at skulle tale tre fremmedsprog, hvis man nu er overvejende matematisk begavet. Et er sikkert nok. Og selvom jeg med mine mangelfulde regnefærdigheder kunne lære at styre et budget, ville jeg aldrig søge et job som regnskabschef eller begynde at læse til revisor. Det ville være at rende mig staver i livet.

  • Når du tager dig selv højtideligt, mister du evnen til at se dig selv i perspektiv og kunne le ad dine fejl og mangler. I stedet føler du dig forkert, dum eller skyldig. Tillad dig selv en bred fejlmargin og indrøm, at du ikke kan være god til alt, og at andre er bedre på visse områder. Og hvad så?
  • Lad være med at bruge kræfter på at imponere eller please andre. I det lange løb er de rystende ligeglade, og det eneste du opnår er at bruge din tid på noget uvigtigt og at slå skår i din egen selvrespekt – og dermed bidrager du til at fastlåse dig selv, fordi du mister troen på at du kan noget, og at livet kan være sjovt.
  • Det, du kan lide er du sikkert smaddergod til til. Hvad er det? Tillad dig selv at pjatte og lege. Når du slapper af, slapper dit sind og dit mentale apparat også af, og dér bliver du kreativ og finder pludselig på løsninger og ideer, du ellers ikke ville have fået. Succes er ikke kun hårdt arbejde. Det kræver også sjov, afslapning og en stor portion held.
4. Du lever livet på den sikre side

Der er megen klogskab i gamle talemåder, men også megen negativ energi. Blandt dem, jeg personligt afskyr mest, er f.eks. ”Flyv ikke højere, end vingerne bær’” eller ”Skomager, bliv ved din læst.” Sikke noget bavl!

Hvis du vil udvikle dig, må du udfordre dig selv og leve livet tættere ved kanten, der hvor du også risikerer noget. Hvis du bliver på midtbanen, er du i sikkerhed – men livet i midtbanen er også kedeligt, forandringsfrit og rutinepræget. Fastlåst, med andre ord. Spontaniteten og spændingen går tabt, sommerfuglene i maven dør. Alligevel er det sådan, de fleste mennesker lever.

  • Ved at opmuntre dig selv til at slå et slag ud i overhalingsbanen indimellem vil du opdage, at der er mange flere baner at køre på. Du behøver ikke at tage voldsomme skridt eller vende op og ned på hele dit liv – små, konsekvente skridt er nok. Og når du først er begyndt at udfordre dig selv i det små, vil du opdage at kanten slet ikke er så frygtindgydende. Der er sjældentså langt ned, som du troede.
  • Når du begynder at gøre nye ting eller gøre noget på en ny måde, vil nye perspektiver åbner sig for dig, og du vil få øje på flere muligheder og chancer. Du vil møde mennesker, som også tør at træde uden for sikkerhedszonen engang imellem, og de kan støtte dig, inspirere og opmuntre dig, hvis du vil lade dem. Når dit liv begynder at åbne sig og du mærker, at du svømmer i den rivende flod, vil du undre dig over at du ventede så længe.
5. Du frygter det ukendte alt for voldsomt

Frygt er en grundlæggende og kraftfuld følelse. Og nyttig, fordi den afholder os fra at bære os fuldstændig tosset ad og være dumdristige. De fleste mennesker bliver lidt nervøse, når de ikke ved hvad der er omkring næste hjørne, og det er naturligt. Men at slide sig fri af følelsen af fastlåshed kræver netop, at man tør at kaste sig ud i noget ukendt. Og at man tør tro på, at Ukendt ikke behøver at betyde Farligt, Frygteligt og Ødelæggende.

Har du drømt om at skifte fag, starte din egen virksomhed, springe ud som kunstner eller at sejle jorden rundt? Hvis du vil give dine drømme en chance, så må du stå ansigt til ansigt med Frygten For Det Ukendte, som er den, der holder dig fastlåst i en skruestik. ”Jamen, hvad nu, hvis jeg mislykkes?” spørger du. Svar dig selv med et andet spørgsmål: ”Hvad er det værste, der kan ske?”

Hvis du mislykkes, hvad mister du så? Og hvis du aldrig forsøger, hvad mister du så?

  • Hvis du undlader at tage chancen af frygt for de negative ting, så vil du altid skulle leve med tanken om, hvad der kunne have været. Og hvis du mislykkes, hvad så? De gamle indianere sagde, at ”når en dør lukkes, åbner der en ny.” Ligegyldigt hvad du havner i, om du lykkes eller mislykkes, vil der altid være nye muligheder. Hvad har du at miste? Det kendte, ja. Men er det ikke netop det, der fastholder dig?
  • Jeg tror, at de fleste mennesker vil opleve at være sten i den rivende flod med jævne mellemrum. Så længe det føles trygt og godt, er det fint – men når følelsen ødelægger livsglæden, er det på tide at gøre noget. Det drejer sig ikke om at vi ikke må føle os fastlåst. Det drejer sig om at vide, at vi kan gøre os fri og komme i bevægelse igen. Et af de vigtigste redskaber til det er opmærksomheden på, hvilke adfærds- og tankemønstre du har, som øger din fastlåsthed og lukker din bevidsthed for dine muligheder.
  • Der er kun én, der kan sparke dig i gang og tage det første skridt. Og nej, det er ikke julemanden!

©Winnie Haarløv 

angst

Angstens mange ansigter

Niels skal besøge en velkendt kunde. Frostsolen står højt, og han fløjter, mens han låser bilen – og pludselig fyldes han af en nærmest krampelignende angst. Den lægger sig som en jernhånd omkring brystet og låser ham fast, mens hjertet pumper, så det smerter i halsen. Sveden løber af ham og han må læne sig mod bilen, mens svimmelheden tvinger ham i knæ og maven vender sig. Et øjeblik synes han, at han skal kvæles, mister næsten bevidstheden og kan ikke mærke sine fødder – og så fader følelsen ud, lige så pludseligt som den kom.

Han rejser sig langsomt, tydeligt rystet. Solen skinner stadig køligt, og bilerne kører forbi somom intet var hændt. Men Niels’ verden har ændret nuance – angstens farve. For ham er ingenting som før. For hvornår sker det igen?

Angst og frygt er en naturlig del af livet, og langt de fleste af os oplever den mere eller mindre intenst fra tid til anden, f.eks. før man skal yde noget særligt. Det er situationsangst (nervøsitet): den, der får adrenalinen til at suse og bringer os op på dupperne. Frygt er den naturlige følelse, når en fare truer: en abrupt opbremsning, en rasende hund, et pludseligt tordenbrag. Både situationsangsten og frygten er nyttige, fordi de hjælper os til skærpet opmærksomhed og øget ydeevne i dagligdagen.

Den indlysende forskel på frygt og angst er, at faren ved frygt er rationel: synlig og konkret, mens den ved angst er irrationel. Faren er usynlig og et produkt af vores egen fantasi og tankemønstre om, hvad der kunne ske. De sygelige angstformer er panikangsten og fobierne, som oftest er behandlingskrævende. Iflg. Psykiatrifonden får omkring hver femte af os angstsymptomer: panikangst som Niels i eksemplet, fobier eller andre angstformer. Mindst 200.000 danskere lider altså af angst, deriblandt flere kvinder end mænd. Så angst er altså ikke nogen sjælden lidelse – men hvor går grænsen for det normale?

Fakta om angst

Angsten har fire elementer: angstfølelse, fysiske symptomer, angstprægede tanker og flugtmønstre (væk fra potentielle angstprovokerende situationer)

Angstlidelser koster mange sygedage og angstpatienterne bliver tit sendt til den ene lægeundersøgelse efter den anden, uden at man finder nogen forklaring på angsten. Dens præcise årsager og mekanismer kendes ikke – de er en kombination af biologiske og psykosociale faktorer. I et system, der kaldes ICD–10 klassificerer læger og behandlere angstlidelserne efter adfærdsmønstre, symptomer, varighed og efter hvilken effekt de har på dagligdagen.

  • Generel angst er længerevarende. Symptomerne er oftest milde, f.eks. en konstant følelse af bekymring, ængstelse, rastløshed eller uro – tit i forbindelse med depression.
  • Panikangst kan være kortere eller længerevarende og har dramatiske symptomer
  • Fobier
  • Obsessiv–kompulsiv angst. Symptomerne er tvangsmæssige tanker, handlemønstre eller ritualer, f.eks. Matadors Maude, der hele tiden tørrede dørhåndtagene af for at undgå bakterier.
  • Post–traumatisk stress, der kan opstå som en følgevirkning af en traumatisk begivenhed – f.eks. hvis man er involveret i eller er vidne til en voldshandling, et trafikuheld, et bankrøveri el.lgn. Symptomerne kan være f.eks. mareridt, flashbacks og angst i forskellig intensitet.
  • Separationsangst. Barnet bliver bange, når det adskilles fra mor, og det er måske vores første møde med angsten. Forskere mener, at barnet ubevidst ligestiller den livsnødvendige mors fravær med døden, og at det hos voksne betyder, at døden bliver angstvækkende, fordi den forbindes med denne meget tidlige, overvældende og navnløse rædsel for tilintetgørelse.

For alle angstlidelser gælder, at de oftest bunder i en kombination af psykologiske, fysiske og genetiske faktorer – og at de oftest kan behandles med stor succes.

Hvorfor opstår angst?

Forskning viser, at biokemi kan spille en rolle for, om man er disponeret for angstproblemer. Hjernens billioner af nerveceller (neuroner) kommunikerer konstant med hinanden via hjernens kemiske budbringere, neurotransmitterne. Nogle af dem regulerer humør, og det er dem, der påvirkes ved hjælpe af de såkaldte ”lykkepiller.” Neurotransmitteren udløses fra en hjernecelle og forbinder sig med en modtager på en anden hjernecelle – men sommetider er cellen blokeret så forbindelsen afbrydes. Det medfører ubalance i hjernen, og det kan i visse tilfælde betyde angstsymptomer. Angstproblemer kan også provokeres af udefra kommende årsager, f.eks. post–traumatisk stress.

Tidlig indlæring spiller også ind. Vokser man op i en familie med angste eller frygtsomme primærpersoner kan resultatet være, at barnet modellerer sin adfærd og opfattelse af verden efter disse rollemodeller og lærer at se verden som et overvejende farligt og angstprovokerende sted. Barnet lærer at frygte det værste, og hjernens automatiske reaktion på de negative forventninger og fantasier sætter den i forhøjet beredskab. Risikoen er et panikangstanfald, når en angstprovokerende situation opstår.

Når man sanser fare (selvom selve faren er irrationel), reagerer hjernen ved at sende et signal til det center i hjernen, der kaldes farecentret (amygdala) og som regulerer frygt, erindring, emotioner og koordinerer disse ressourcer med hjerterytme, blodtryk og andre fysiske reaktioner på faresignaler. Hjernen sender nu stresshormoner ud i kroppen (bl.a. adrenalin), og lynhurtigt er kroppen i kamp/flugt position, klar til at møde faren: hjerterytmen stiger voldsomt, sveden bryder frem og vejrtrækningen bliver kort og heftig. Når faren driver over, og hjernens analytiske del forstår dette, så kan man igen slappe af.

Farecentret ”husker” alt det, der satte reaktionen i gang, så den kan reagerer ekstra hurtigt, hvis faren viser sig igen – men det kan betyde, at centret kan begynde at overreagere, sådan at uskyldige situationer og ting opfattes som meget faretruende. Det betyder, at man kan komme til at frygte sine egne fysiske symptomer og tanker så meget, at man vil gøre næsten alt for ikke at komme i situationen igen – og det fører lige ind i angstcirklen: angst for angsten. En fælde, det kan være svært at komme ud af.

Endelig kan fortrængte eller uforløste følelser også skabe angst. Når man ikke vil mærke vores følelser og derfor lukker af for dem, gør man sig fremmed for den del af sig selv, som man ikke vil have med at gøre. Men følelserne forsvinder ikke. De rumsterer som noget ukendt, uforståeligt (fordi man jo nægter at mærke dem), og det er nu engang sådan, at menneskets angstfølelse vækkes af det ukendte.

I psykoterapi kan de fortrængte eller fraspaltede følelser hentes frem og undersøges i et tempo, der er overkommeligt og ikke skræmmende. Tit ser jeg, at angsten forsvinder gradvist, når dette arbejde gøres.

Grundangst

Angsten for døden er en primær angstkilde, der er “medfødt” og gennemsyrer vores sociale strukturer. Menneskets høje intelligens og grad af bevidsthed betyder, at vi som individer lider af grundangst – dvs. den eksistentielle angst for usikkerheden og uforudsigeligheden i forhold til livet, døden og verden som sådan. Hvis vi forsøger at fortrænge den ved at tro, at vi kan kontrollere f.eks. sygdomme, ulykker, kriser og alder, vil den før eller siden melde sig alligevel. Måske i form af panikangst, depression, fobi, generel angst, mareridt, hypokondri eller reel dødsangst. Dødsangstens forklædning er f.eks. let gennemskuelig hos hypokonderen, der ustandselig kredser om sygdom og velbefindende.

Den amerikanske psykiater Irwin D. Yalom beskæftiger sig i sin praksis og sine bøger indgående med angsten som døden eksistentielle grundvilkår og ser dødsangsten som omvendt proportional med livstilfredsheden. Han mener, at erkendelse af døden som et uundgåelig kan give livet dybde og fylde, fordi den river os ud af vores opslugthed af det trivielle og åbner vores øjne for, at nu’et er det eneste, vi har – og at det eneste værn imod eksistentiel angst er at vedkende sig den og leve livet mens man har det. ”

Så længe vi lever, ligger det mulige foran os,” siger han ” Betragt derfor døden, hvis du vil lære at leve.” Dét synspunkt afspejler sig i de kilometervis af bøger om nuet og carpe diem, som så mange har stående på hylderne. Alligevel er det jo de færreste, der evner at føre drømmene ud i livet. Vi udskyde det til næste år, når børnene er blevet større, vi har fået lønforhøjelse eller har tabt ti kilo.

Behandling

Når angsten begrænser individets dagligdag, kræver den behandling. Selv at styre angsten kan virke helt umuligt; at tro, at angsten forsvinder af sig selv er tit forgæves – og langt de fleste angstformer kan behandles med gode resultater.

Behandlingen af de tunge angstlidelser og fobier kan være f.eks. kognitiv adfærdsterapi, medicin, hypnose, afspænding, kropsterapi eller en kombination. Mange forskellige behandlingssteder tilbyder individuel behandling i form af samtaleterapi, hvor den angstlidende lærer at at håndtere angsten, kontrollere og reducere den og holde tankerne i konstruktive, realitiske mønstre.

I forløbet lærer klienten at genkende og håndtere de følelser, som skaber panikangsten, og der arbejdes med de temaer og konflikter, som er svære klienten. Hvis grunden til angsten findes i barndomsbagagen lærer klienten, at han som ung eller voksen har flere kompetencer og ressourcer til at klare de skræmmende følelser og situationer, end han havde som barn.

I behandlingen er det også vigtigt, at man passer på sig selv ved at spise sundt, sover og hviler nok og får rørt sig, undgår at presse og stresse sig selv og tager sin angstlidelse alvorligt.

Det værste, man kan gøre er at give op – og her kan omgivelserne være til god støtte, for det kan være virkelig svært for den angstramte selv at finde overskuddet til at komme i behandling. Desværre oplever mange angstramte tit meget lille forståelse fra omgivelserne, og derfor er der på mange behandlingssteder også og informationsmøder for pårørende.

Litteratur & Links

Hvis man søger på f.eks. ”panikangst” og ”socialfobi” på Google, får man ca. 6.500 og 4000 links – bare fra Danmark, og mange af dem giver også grundig information om litteratur, behandling. Prøv f.eks. www.angstforeningen.dk, netdoktor.dk eller psykiatrifonden.dk – så finder du nemt videre til det, der interesserer dig ved emnet.

offer.for.dit.liv

Er du offer for dit liv?

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.
Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser
  • Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
  • Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
  • Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
  • Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

  • Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
  • Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

  1. Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
  2. Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
  3. Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

  • Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten. 

© Winnie Haarløv 

lev.kreativt

Lev kreativt. Det er sjovere

Blandt tidens buzzwords som nærvær, livsvalitet og mindfulness rangerer kreativitet højt på listen. At være kreativ behøver ikke at betyde, at man kan male, tegne, skrive eller finde på vittigheder. Det kan også være en måde at leve på; et par briller at anskue tilværelsen igennem og en måde at løse problemer og tænke nyt på.

At være kreativ er heller ikke (altid) noget, der kommer af sig selv. Selv vi mennesker er født kreative (ellers havde vi ikke overlevet!), så har vi skabt os en verden, hvor netop det kreative er nedprioriteret i dagligdagen.

Hvor mange timer bruger dit barn i skolen på at udtrykke sig andet end sprogligt? Hvor mange timer bruger du selv?

Den såkaldt kreative klasse er en af de mest eksklusive, og det er jo børnelærdom, at det, der er mindst af også er dét, der er mest eksklusivt. Men hvordan får du gang i din egen, kreative tilgang til livet?

1. Gør dig klart, hvad du brænder for

Fokusér og koncentrer din kreative energi på dét, som interesserer dig. Det, du kan lide at gøre og måden du foretrækker at gøre det på er også det, du er bedst til. Formuler en mission for dig selv, der minder dig om, hvad der driver dig – eller bare et sæt retningslinjer. At finde frem, hvad der for alvor driver og inspirerer dig støtter dig også i at fokusere din opmærksomhed og energi på din kreativitet. Og en tydelig mission fungerer som et fyr på din vej og hjælper dig til at se klart, hvad du skal sige ja eller nej til.

2. Hold fast i dine ideer

Hvor tit har du ikke oplevet at få en god ide, mens du var i gang med noget helt andet – og så have glemt den, når du ville tænke mere over den? Køb en notesbog, som du altid har i tasken, hav en tynd lille blok liggende i din kalender, eller omgiv dig med små gule post-it blokke, som du kan kradse stikord ned op. Eller brug din telefon, din pda, send dig selv en e-mail…. hvad som helst, bare du tager dine ideer alvorligt nok til at grifle dem ned, når de dukker op. Nøglen hedder konsekvens. Find den metode, der virker for dig.

3. Feng shui din hjerne

Din hjerne er en 16-sporet motorvej, fuld af praktiske og vigtige tanker om alt det, du skal huske og nå hver dag. Men på nogle af vejbanerne kører der også tilfældige tanker, opmærksomheder og ideer, som tit bliver overhalet af de mere autoriserede, mentale ”køretøjer.” Begynd at skrive dagbog (helst i hånden, det er mest virkningsfuldt) og skriv alt det ned, som roder rundt i dit tankesystem. Lav lister, før samtaler med dig selv, undersøg løse ideer og indfald og genfortæl drømme. At få det hele ned på papir er den rene feng shui for din hjerne – og gør det enten lige før du går i seng eller om morgenen (jo, du kan godt nå det, hvis du står tyve minutter tidligere op!)

4. Skab kreative ritualer

Engager dig i aktiviteter, som morer dig. Det giver din kreative gnist næring og holder dit udsyn frisk. Det kan være helt simpelt som at grine i to minutter eller mere kompliceret som at arrangere en weekendtur med en, du holder af. Formålet er at inspirere dig til at gøre noget nyt og anderledes, fordi netop dette genoplader dine kreative batterier og nærer din fantasi.

5. Tag dig tid til at reflektere og skue indad

Når du ligger i din seng og huset er stille, så reflekter over, om du har adfærdsmønstre eller vanetanker, som hæmmer din kreativitet. Siger du til dig selv, at ”nej, det kan jeg nok ikke” eller ”arh, det kan ikke lade sig gøre?” Er der situationer eller mennesker i dit liv, som suger energi af dig og som dermed hæmmer din kreativitet? Er der noget, du kan gøre det ved det? Kreativiteten kommer indefra. At skabe mere plads, rum og energi til dig selv inde i dig er et skridt i den rigtige retning.

6. Mærk og udtryk din taknemmelighed

Taknemmelighed og ydmyghed er vigtige forudsætninger for kreativitet. Når du gør dig klart, hvad du er taknemmelig for i din tilværelse, vil du opdage, at du får mange nye ideer. Udtryk din taknemmelighed i dagbogen, og du vil mærke at din kreative gnist får fat. Hvis du er kreativt blokeret, så sæt dig for at lave en liste over mindst ti ting, som du føler taknemmelighed over – og når der sker dig noget godt eller nogen viser dig opmærksomhed, så udtryk din tak.

7. Vis påskønnelse

Påskønnelse og anerkendelse er i tæt forbandt med taknemmelighed. At vise andre din påskønnelse og anerkendelse, når de præsterer noget, skaber noget eller bare er til, er med til at spore dig ind på kreativitetens vej. Find noget hver dag, som du kan udtrykke påskønnelse af: andres bestræbelser, noget smukt på din vej, naturens luner eller hvad som helst. Læg mærke til, hvordan det påvirker dig og dit humør at gøre det.

8. Find nogen at dele med

Der er altid nogen, som har den samme brændende interesse som du. Find dem – og gør det ved at fortælle om dig selv og om, hvad der tænder dig: dine succes’er, dine fiaskoer, dine mest langt ude ideer. Du finder dem på nettet, på kontoret, på en café – hvis du lukker op, gør andre også.

9. Giv din indre sortseer mundkurv på

Inden i dig har du måske en lille, sur sortseer som fortæller dig, at du ikke er god nok, original nok, dygtig nok eller begavet nok. Beslut dig til at overhøre sortseeren – det kan du nemlig godt. Tænk på de gange i dit liv, hvor du gjorde noget, som du godt vidste at dine forældre havde rådet dig fra – men du gjorde det alligevel, fordi du bare måtte gøre det. Måske endte det ikke godt hver gang, men nogen gange gjorde det helt sikkert. Og det, som ikke bliver en succes, bliver i hvert fald en erfaring. Din indre sortseers eneste formål er at hindre dig i at udfolde dig og vokse. Lad ham ikke få lov!

10. Fejr dine små succes’er

Kreativitet behøver ikke at vise som som noget kæmpestort eller epokegørende. Anerkend dig selv, når du har gjort noget nyt eller på en en anden måde, også selvom det måske kun er dig, der opdager det. Ros dig selv, når du springer ud i at prøve noget af det, du ellers kun har drømt om – om det så er at købe dig en hat, gå i røde støvler eller gøre noget nyt i ægtesengen. Anerkend dig selv for at være et væsen, der kan forandre dig. Forandring er ikke altid nødvendig, men den er altid mulig.

 

©Winnie Haarløv