myter

De destruktive myter

Der findes en række uskrevne love eller myter, som er almindelige i vor kulturkreds, og som forhindrer os i at skabe et åbent, ærligt, selvtillidsfuldt forhold til andre mennesker. Jeg kalder dem myter, fordi den, der lever efter dem sjældent eller måske aldrig undersøger, om de er sande og rimelige.

Hos nogle mennesker er disse myters regler så indgroede, at de efterlever dem og giver dem videre til andre uden selv at være opmærksomme på det – som om de er eviggyldige sandheder, som det kan være livsfarligt at anfægte. Myterne er destruktive, fordi den, der tror på dem uvægerligt vil føle sig ringere end omgivelserne, og fordi de forhindrer den troende i at skabe ægte og nære relationer.

myter.2Myte 1: du skal være beskeden

Regler

1. Du må ikke tale positivt om dig selv, dine præstationer eller talenter. Du må ikke være stolt af noget, du har gjort eller i det hele taget indrømme at der er noget særlligt positivt ved dig.

2. Du skal altid være opmærksom på dine egne fejl, mangler og bommerter – og helst fremhæve dem. Og hvis nogen siger dig imod og påpeger dine kompetencer eller fortrin, skal du benægte dem.

3. Hvis andre roser dig, skal du hurtigst muligt forklejne dig selv, f. eks. ved at sige noget negativt om dig selv eller sørge for, at den positive egenskab kommer til at virke som noget ligegyldigt og betydningsløst. Du kan også gøre grin med rosen eller med den der roser dig – eller du kan afskrive dine gode resultater som held, fedteri eller snyd.

Nej til myten

At være beskeden er en slags nærighed, fordi du ved at sætte dit lys under en skæppe i stedet for at lade det skinne på verden snyder ikke bare dig selv, men også andre for at glæde sig eller nyde godt af det, du har at bidrage med. Erkend og anerkend din stærke sider og interesser – uanset hvor banale eller selvfølgelig du synes de er.

Øv dig i at tage imod, når andre roser dig. Sig f.eks. ”Ja, det synes jeg også selv” eller ”Tak, det er jeg også selv glad for / stolt af” osv. Læg mærke til deres respons. Som regel vil du opleve, at den, der roser dig bliver glad for at du hører, hvad hun siger og respekterer hendes mening.

Overvej, om den der har viser dig respekt og omtanke ved at rose dig fortjener at blive anerkendt, ignoreret eller modsagt. Det gør dig glad at glæde andre, forudsat at du oprigtigt mener, hvad du siger. Og når du er generøs, kan du bedre lide dig selv. Det kan blive begyndelsen på en positiv spiral.

Øv dig i at omtale dine positive sider for andre. Andre mennesker vil som regel heller vil høre om gode ting end om svagheder og nederlag. Del dine glæder, færdigheder og resultater med andre og mærk, hvordan I får kontakt: den anden lytter og vil til gengæld også gerne fortælle om sig selv.

Hvis det er svært for dig at tage plads til at tale om dig selv, så begynd evt. med én ting og lad så den anden svare tilbage og dele noget. Selvfølgelig gælder det ikke om at fremhæve dig selv i tide og utide – men du får heller ikke kontakt, hvis du bare sidder passiv eller kun taler om dine egne vanskeligheder og nederdag.

Hvis du lever efter myten

Følg reglerne, så du kan blive tilstrækkeligt selvkritisk, usikker på dig selv og indimellem deprimeret. Du er på rette vej, når du bliver utilpas ved ros og komplimenter – og du er dygtig, hvis du uden videre accepterer som regel den kritik, andre retter imod dig. Du er udlært, når du nærmest udelukkende beskæftiger dig med de negative egenskaber og holder op med at tro, at du kan finde ud af noget som helst.

myter.1Myte 2: du må ikke sige nej

Regler:

1. Hvis jeg siger nej (til en ven, kollega, leder, slægtning, et barn osv.) der beder mig om noget, afviser jeg vedkommende.

2. Hvis jeg kan lide en anden, siger jeg ikke nej.

3. Det er mindre ubehageligt at sige ja end at sige nej.

Nej til myten

Giv, når du har noget at give. Et venskab er ikke nogen købmandshandel, og hvis der er udsolgt, er der udsolgt. Dvs. hvis du ikke har lyst eller lejlighed til at hjælpe, så sig det. Foreslå evt. en anden lejlighed, hvor du kan give hjælpen.

Vær ærlig. Det er hverken kærligt eller venligt at lyve.

Ved at være ærlig og sige nej når det ikke passer dig opnår du to ting:

  • Din modpart tør også sige nej.
  • Din modpart tør også bede dig om noget, når du tør sige nej.
Hvis du lever efter myten

Du er som regel smilende, hjælpsom og flink – i hvert fald udadtil. Inderst inde føler du dig tit udnyttet, og du bliver i hemmelighed tit irriteret, når nogen beder dig om hjælp. Det skammer du dig lidt over og synes, at du er et dårligt menneske og en dårlig ven / datter / nabo / kæreste osv.

Derfor kan du ikke få dig selv til at sige nej – heller ikke, når du egentlig synes det ville være rimeligt. For hvis du siger nej, så bliver den, der beder dig såret, vred eller kan ikke lide dig mere, fordi du er bange for at såre dine venners følelser og bange for, at de så ikke kan lide dig.

Myte 3: du må ikke bede nogen om noget

Regler

1. Hvis du beder nogen om noget, afslører du at du er en kluddermor, der ikke kan finde ud af noget selv. Du er ikke din opgave voksen.

2. Hvis du beder nogen om noget vil de ikke være i stand til at sige nej. Derfor vil de synes, du er til ulejlighed – så du må hellere lade være.

  • Hans beder ikke Grethe om noget, for hun er jo altid så sur. Derfor er han også sur på hende.
  • Grethe tør ikke bede Hans om noget, for han beder jo aldrig hende om noget. Derfor er hun sur på ham.
Nej til myten

Vis modparten tillid ved at turde bede om noget. Stol på, at jeres forhold er stærkt nok til at den anden kan sige nej – og at du selv kan tåle at få et nej.

Indrøm, at det er svært for dig at bede om noget. Sig f.eks. ”Det er svært for mig at bede dig om dette her, og jeg vil gerne have at du siger nej, hvis du ikke vil give mig det.” Hvis den anden part så siger ja, så stol på, at hun mener det.

Hvis du lever efter myten

Du spæner sikkert rundt og forsøger at klare alting selv. Både job, forpligtelser, ting du er ked af og det, du har svært ved at rumme eller klare. Du lytter til alle dem, der brokker sig eller hælder vand ud af ørerne, og du springer op som en cockerspaniel efter en kiks, når nogen beder dig om en tjeneste – men i hemmelighed er du både skuffet og krænket over, at ingen gider lytter til dig eller hjælpe, når du har brug for det.

Men tænk lige på, hvilket selvbillede du viser verden! Du virker så stærk og selvstyrende, at mange ikke engang tænker på, at du også kan være skrøbelig. Og da andre ikke kan læse dine tanker, så må du selv ud af busken og bede om noget!

Myte 4: du må ikke være svag

Regler

1. Du må ikke være usikker, nervøs, bange eller angst, for så er du svag. Hvis du mærker svaghed, angst eller usikkerhed, så giv dig for alt i verden ikke til at græde eller vise dine følelser. Det er pinligt og forkert og beviser bare, at du ikke har styr på en skid.

2. Du må ikke svag. Du skal være stærk og have kontrol over alt: dig selv, dine følelser, situationen.

Sig nej til myten

Fortæl de andre om din angst og usikkerhed – når den viser sig, og så tit det lader sig gøre.

På den måde kan frygten for angsten og frygten for at afsløre sig selv overfor de andre aftage, sådan at der bliver mulighed for at tage fat på det, der i første omgang fremkalder din angst og usikkerhed.

Hvis du lever efter myten

Du bruger tid og energi på at skjule din egen angst. Derfor vokser usikkerheden og angsten. For efterhånden bliver du bange for at blive usikker og nervøs, og oveni kommer angsten for at de andre skal opdage, hvordan du har det. Du skal altid se rolig og afslappet ud, du skal have fuld kontrol over dig selv. En stor del af dine opmærksomhed vil være rettet indad, mod tegn på angst, og hvert angsttegn udløser forstærket angst. (positiv / negativ motivation og tabuer).

Myte 5: du må ikke være vred

Regler
  1. Du må ikke vise, at du er vred, irriteret, sur, ophidset. Så er du urimelig, og der er noget forkert ved dig.
  2. Du må ikke være forkert, for så vil de andre ikke have med dig at gøre. Hvis du bliver vred, må du beherske dig og skjule det.
Sig nej til myten

Erkend din vrede, når du mærker den. Irritation, surhed og generelt dårligt humør er grader af vrede, og det er uro og rastløshed også meget tit. Gør dig fortrolig med, hvordan du mærker din vrede og erkend, at du er vred.

Find ud af hvad du er vred over. Hvis der dukker nogle altid’er eller aldrig’er op, så er det tit fordi den gamle, uforløste vrede blander sig, og så må du prøve at adskille det gamle fra det aktuelle. Vælg tid og sted med omhu.

1. Sig hvad du ønsker, f.eks: Jeg vil gerne have tid til at tænke mig om.

2. Sig, hvad du føler, f.eks.: Det er tredje gang, du afbryder mig, og det irriterer mig hver gang.

3. Beskriv de følelser, der ligger bag vreden: Når du afbryder mig, bliver jeg nervøs for, at du ikke gider høre på hvad jeg siger – og det gør mig vred.

4. Giv udtryk for, at du forstår den andens situation: Jeg ved godt du har travlt – men det irriterer mig alligevel, at du afbryder mig.

5. Undgå beskyldninger; udtryk din vrede i sætninger, der begynder med jeg. Mærk forskellen på de følgende to udtryk:

  • Du er altid bare fuldkommen ligeglad med at overholde vores aftaler!
  • Jeg bliver vred, når du ikke kommer til den tid vi har aftalt.
Hvis du lever efter myten

Din vrede slår indad og hober sig op inden i dig. Når du endelig bliver vred, slipper du den ”gamle” vrede løs og bliver måske alt, alt for vred over en bagatel – fordi du har så meget sammensparet vrede, der vil ud. Folk siger, at du har temperament og det gør dig lidt flov, når du mærker, at vreden rumsterer i maven – for så ved du jo, at de har ret. Det er dig, der er forkert på den – er det måske ikke dig, der har svært ved at styre dig?

Myte 6: du skylder ikke altid en forklaring

Regler

1. Du skal være taknemmelig og lytte efter de råd og tilbud om hjælp som du får. Det er jo venligt ment.

2. Hvis du endelig får sagt nej, skylder du den anden en logisk og forståelig forklaring på dit nej.

Sig nej til myten

Det DIT liv, og det bliver ikke genudsendt. Derfor er din tid det kostbareste, du kan give andre. Og det er sandt, at man får det godt af at være generøs og hjælpsom – men ikke i alle tilfælde. Du skal også huske at lade op, for ellers har du simpelthen ingenting at give. Det er ikke egoistisk, og derfor skylder du heller ikke nogen andre en forklaring på, hvorfor du vælger at gøre, som du gør og leve, som du gør. Det kan være praktisk og høfligt i mange sammenhænge – men det er altså ikke noget krav!

Hvis du lever efter myten

Du har altid dårlig samvittighed og føler, at det er vigtigt for dig at blive forstået. Du gør dig altid umage for at undskylde og forklare – endda i så høj grad, at du godt kan kommet til at fyre en lillebitte hvid løgn af, for at ingen skal blive sure eller begynde en konflikt, hvis du vælger at ignorere eller styre uden om deres råd og regler. Men husk, at du er voksen: du bestemmer selv!

©Winnie Haarløv

bange.for.succes

Bange for succes

  • Med hårdt arbejde taber Kirsten endelig de 10 af de 12 kilo, hun i årevis har drømt om og køber nyt tøj for en formue. Det fyger med komplimenter, men Kirsten bliver nærmest irriteret over omgivelsernes ros. Kan de da slet ikke se den slappe hud og de sidste to kilo, der bare ikke vil forsvinde? Hun burer sig inde og motioner foran videoen, og da hun har tabt tre kilo, synes hun at hendes ben er latterligt korte og at hendes krop er helt forkert proportioneret. To måneder efter har hun taget 15 kilo på og giver det nye kluns i kommission til en second hand shop.
  • Rasmus er dygtig, velbegavet, ambitiøs og direkte. Han arbejder hårdt og går efter en lederstilling i det store, internationale it–firma han arbejder i – men hver gang bliver han forbigået med forklaringen om, at han ikke skaber resultater nok. Rasmus bliver rasende og støttes af sin kone, der jo oplever Rasmus’ lange arbejdsdage og ser, hvordan han sidder med pc’en og løber igennem opgaverne igen og igen – og hvordan han altid er den første til at tage forbehold for resultater og svar, statitiske usikkerheder og øvrige uberegnelige størrelser. Hun beundrer ham for hans ærlighed og integritet og støtter ham i, at verden er et uretfærdigt sted, når en mand som ham ikke kan få den succes, han ønsker sig.
  • Gitte ønsker brændende at lave om på sit liv: flytte til en anden by og læse på seminariet. Alligevel passer hun sit rutinejob upåklageligt og søger hverken optagelse på uddannelsen eller prøver at bytte sin lejlighed. Hvert år, når optagelsesfristen nærmer sig, ser hun på sit eksamensbevis – men hun kan jo godt se, at karaktererne ikke er gode nok og beslutter, at til vinter vil hun tage to af sine HF–fag om. Desuden har hun jo lige mødt en fyr, så det er dumt at flytte væk før hun har givet det en chance, og desuden skal søsterens barn snart døbes – og hun ville da være en underlig gudmor, hvis hun flyttede væk før barnet var døbt. Eller lige efter, for den sags skyld.
  • Søren har det skidt i sit ægteskab med Mette, som fra starten har meldt ud, at hun ingen børn vil have, og før de giftede sig lovede han, at han ikke ville forlange det af hende. Han har imidlertid længe været forelsket i kollegaen Linda og har lovet hende, at han vil skilles, flytte ind hos Linda og få de fire børn som hun ønsker sig. Mette kan mærke, at der er noget galt og foreslår, at de går i parterapi – og Peter siger ja, fordi Mette er så ulykkelig. Men da Linda finder ud af, at han går i parterapi, bliver hun rasende og bryder med ham. Han bliver helt ude af den, og da Mette opdager hans årelange forhold til Linda, forlanger hun skilsmisse.
Hvorfor lykkes det ikke?

Kirsten, Rasmus, Gitte og Peter har hver deres opfattelse af, hvad succes er for dem. De kender deres mål, ved, hvor de vil hen og har, hvad der skal til – og de har fire forskellige måder at undgå den succes på, som de alle fire frygter. Frygten for fiasko, kritik eller afvisning er til at forstå. Men hvorfor skulle vi frygte succes?

Angst for succes er et aspekt af frygten for at mislykkes, blive for tydelig eller for ansvarlig – dvs. for ikke at kunne leve op til de mål og resultater, man har sat sig. Hvis du f.eks. har en respekteret, dygtig leder og går efter hendes stilling, så er din udfordring selvfølgelig at kunne løfte jobbet lige så godt som hun – måske endda bedre. Det kan være en skræmmende udfordring, og måske er grunden til at du ikke bliver forfremmet netop, at du ubevidst ikke yder dit bedste og på den måde spænder ben for dig selv. For tænk nu, hvis du fik stillingen og slet ikke var hverken så god som din forgænger eller som du selv troede! Benspændinge for dig selv kan ske på mange måder: du kan nøle med vigtige opgaver, udsætte beslutninger, overskride deadlines, ’glemme’, blive syg, lade dit temperament styre dig eller lade dig stresse, så du har alle tiders undskyldning for ikke at yde dit bedste. Intet af det gør du måske bevidst, for du vil jo gerne have succes. Men sandheden er, at du inderst inde modarbejder du dig selv, fordi din frygt for at nå målet er stærkere end dit ønske om at nå det.

Symptomer på angsten for succes

En ny ide opstår, og du hilser den entusiastisk velkommen og arbejder for fuldt tryk for at realisere den: udtænker planer, gør dig klar hvad der skal til og nyder processen. Men når ideen begynder at tage form, begynder det at gå skævt. Du mærker suset af succes’ens forpligtelse og bliver bange for, om projektet virkelig vil lykkes og blive så godt, at det kan leve op til dine og andres forventninger. Så du udsætter næste skridt eller begår fejl, der skyldes skødesløshed eller tankeløshed. Projektet bliver besværligt, og du bliver i tvivl om det er tiden værd. Entusiasmen er gået fløjten, og ideen synes pludselig dum og banal. Du nøler og udsætter. Og til sidst ender projektet i skuffen, og du er tilbage i den gamle gænge – uden succes. Som Kirsten, Rasmus, Peter og Gitte.

Er du god til at begå fejl?

Er du ham, der begår fejl, lærer af dem og gør fremskridt på den måde? Eller er du ham, der bebrejder dig selv og synes, at fejl er bevis på, at du ikke er god nok? Eller Er du hende, der synes at du er aggressiv, egoistisk eller ublufærdig, når du sætter din vilje igennem og gør opmærksom på dig selv – så du i stedet for at prøve oplister alt det, der gør det umuligt for dig at få succes og lader energi og lyst forsvinde i ”hvad nu hvis”? Vejen til succes er brolagt med fejl. Derfor er dit forhold til at begå fejl og lære af dem ved at stå ved dem og integrere dem helt afgørende for din evne til succes. Når du opfatter dine fejl som skamfulde og begrænsende – eller hvis bagatelliserer og ignorerer dem, sætter du store forhindringer op for at nå dine mål. Måden, du håndterer fejl på fortæller meget om graden og kvaliteten af dit selvværd. Og frygten for succes er tæt forbundet med lavt selvværd.

Selvværd er en succestermostat

Selvværdet er en slags en indre termostat, der slår fra, når du har nået den grad af succes du kan håndtere: jo lavere selvværd, jo mindre succes. Hvis det går for godt, vækkes usikkerheden på at det virkelig kan lykkes. Den aktiverer angsten for ikke at kunne leve op til de forventninger som succes’en skaber (i dig selv eller andre) – og så slår termostaten fra. I stedet begynder du at sabotere dig selv, indtil du når det succesniveau, som du finder behageligt. Hvis noget går skævt, og du kommer for langt ned på barometeret, så skruer du lidt op for anstrengelserne, til du når op på niveauet igen. Det kan let give forestillingen om, at du kan, hvad du vil og bidrage til forvirringen, når visse ting ikke vil lykkes, eller hvorfor du gang på gang bliver forbigået, overset eller nedvurderet.

Et andet vigtigt aspekt i frygten for succes er følelsen af, at du ikke fortjener succes. Hvis du hører dig selv sige f.eks. ”Jeg ved, at når der sker noget godt, vil der også ske noget skidt” – eller ”Jeg forventer det værste, for så bliver jeg ikke skuffet”, så er det det lave selvværd, der taler. Den historie du fortæller dig selv er: Du er det ikke værd. Du kan ingenting, og det er aldrig godt nok. Dén historie er dræbende for din succes, for din selvudfoldelse og i sidste ende for selve livet.

Grundlægges i barndommen

Angsten for succes har rod i barndommen, i en dybtliggende usikkerhed og den måde, du har lært at håndtere livet på. Men det er aldrig for sent at få en god barndom! Det er der mange selvhjælpsforfattere, der har opdaget, og derfor svømmer markedet i bøger med positive bekræftelser, tips og tricks til at fortælle dig selv at du fortjener succes, at du elsker dig selv og at du kan, hvad du vil. Det virker bare ikke i længden. Hvis du som barn fik at vide, at du ingenting kunne, at du var umulig, mærkelig, forkert, doven eller uduelig, så er det jo ikke så underligt, at du mangler selvtillid og selvværd. Her vil mange vil benægte, at nogen (og da slet ikke de kærlige forældre) har talt sådan til dem. Men der er utallige måder at vække et barns usikkerhed og angst for succes på.

Forældre, der bærer deres barn på hænder og fødder og i lutter kærlighed og omsorg fjerner hver en sten på dets vej og giver barnet alt det, som de selv manglede som børn fortæller indirekte barnet, at det ikke kan selv, og at det ikke tåler modgang, vanskeligheder og udfordringer. De forældre skaber et individ, der ikke får øvet sig i at prøve sine egne kræfter af og tage ansvar for sig selv. At skaffe sig succes bliver skræmmende for sådan et barn – for ikke bare skulle hun jo være ansvarlig for egne handlinger og beslutninger, men også for de ængstelige forældre, der følger hvert af hendes skridt. Som voksen følger den rodfæstede følelse af ikke at kunne leve op til krav og forventninger med. At være succesrig indebærer et vist lederskab – det betyder at stikke næsen frem og lægge sine tanker, handlinger, initiativer og ideer ud til andres vurdering. Men hvis drengen har været beskyttet og passiv det meste af sit liv og har fået fortalt og serveret hvad der er rigtigt og forkert, godt og skidt – hvordan skal manden så kunne fungere som et autonomt individ?

At overkomme angsten for succes

Vejen frem er opmærksomhed på, hvad det er du gør ved dig selv – men først og fremmest gælder det om at erkende, at angsten er der. Du kan ikke ændre noget, som du ikke tager ansvar for.

Dernæst kan du ”give trolden navn” – dvs. finde ud af, hvad det egentlig er, du er bange for eller undgår. Hvad er det værste, der kan ske, hvis du lykkes? Hvor realistisk er det, at det vil ske? Og hvis det sker, hvad gør du så?

Og til sidst kan du begynde at tage små skridt udover den grænser, hvor du normalt stopper dig selv. Vejen er lang, men den er ikke endeløs. Og ved målet ligger tilfredsheden ved at opleve, at du kan.´

 Fire måder at undgå succes på

1. Detaljerytteren
Du har travlt og arbejder hårdt, og du hader at være i sidste øjeblik med noget. Derfor begynder du i god tid og bruger 20% af tiden på at fuldføre 80% af opgaven – og derefter bruger du 80% af tiden på de sidste 20% og driver dig selv til vanvid ved at blive ved at gå tilbage og sikre, at det du allerede har lavet, er godt nok. Dit succeskriterium er at være effektiv, præsterende og bevise, at du kan få et 13–tal. Dit dilemma er, at du opnår det stik modsatte: detaljerytteriet betyder, at du er ineffektiv og afleverer opgaven fuld af undskyldninger over, at (du ikke selv synes) den er god nok. Du får sjældent under 8 – men den eftertragtede topkarakter bliver det heller ikke til.

2. Ja–sigeren
Du siger ja til mange flere opgaver, end du kan klare, og derfor bliver andre vrede på dig, når du ikke leverer den ønskede kvalitet, forpasser en deadline eller glemmer et løfte. Din følelse af succes ligger i at omverden sætter pris på dig og kan lide dig, for din berettigelse ligger i at være dygtig, yde og ikke være til ulejlighed. Du tror, at hvis du skal have 13 er det vigtigt, at du er vellidt, og det synes du faktisk er smadderuretfærdigt – så ubevidst modarbejder du disse urimelige krav til succes og håber på, at andre vil kunne lide dig, selvom du siger nej eller ikke er dygtig. Dit dilemma er, at andre bliver irriterede på dig, netop fordi de ikke kan stole på dit ja.

3. Perfektionisten
Du leverer førsteklasses arbejde, og du vil hellere brække en arm end begå fejl (eller indrømme, at du har gjort det). Du er hård og krævende over for dig selv, og derfor har du heller ikke noget til overs for andre, der ikke gør tingene perfekt. Den accept og anerkendelse, som du higer efter kan du ikke tage imod, når du får den – dels kommer den jo fra andre, der ikke gør det lige så godt som dig, og dels ved du jo inderst inde, at det godt kunne have været endnu bedre. Dit dilemma er, at dit succeskriterium er at få 14 på 13–skalaen – og derfor kan du komme til at virke arrogant og afvisende, når du ikke vil modtage andres ros.

4. Nøleren
Du tror oprigtigt på det, når du siger ’Jeg gør det i morgen’ eller ’Når jeg kommer igennem denne her stressede periode, så vil jeg…’ Men der kommer altid et eller andet i vejen, og du er verdens– og rommester i overspringshandlinger og vandtætte forklaringer. Du er tit uheldig, og dine initiativer kommer enten for sent eller for tidligt. Dine ambitioner fejler ingenting – men dit dilemma er, at du dybest inde slet ikke tror på, at du kan få et 13–tal.

Symptomer på angst for succes

  • Nølen
  • Perfektionisme
  • Manglende risikovillighed
  • Pessimisme: ’det er for godt til at vare ved’
  • Ubeslutsomhed
  • Angst for at begå fejl
  • Uhensigtsmæssige valg af partnere, venner, omgangskreds
  • Gentagelse af allerede begåede fejl
  • Ansvarsfølelse for alt, hvad der går galt
  • Overforbrug og ødselhed

©Winnie Haarløv 

arbplads.mor

Er du arbejdspladsens mor?

Da min søn var 13 måneder, ville han stadig ikke gå. Bekymret tog jeg ham med til lægen og blev irriteret, da han bad mig sætte sønneke på gulvet og sætte mig i en stol et stykke derfra. Drengen græd og ville hen til mig, og mit moderhjerte bød mig at springe op og tage ham. Lægen så ud over brillerne og sagde tørt: ”Hvorfor skulle han dog have besvær med at lære at gå, når han kan blive båret?” Skamfuld måtte jeg erkende, at jeg var min søns største forhindring for at lære at klare sig selv.

På samme måde overinvolverer kontorets mor sig, men hun kvæler sine omgivelsers initiativ og drivkraft i hjælpsomhed, empati og omsorgsfuldhed. Hun finder sin eksistensberettigelse i at hjælpe andre, for hun mener oprigtigt, at hun gør det af et godt hjerte, og at hun glæder andre. Og selvfølgelig er det da skønt at blive hjulpet, når man har brug for det. Men hjælp, der gives uopfordret er faktisk bare indblanding. For ved at tage ansvaret for andre uden at de har bedt dig om det, fortæller du dem indirekte, at de ikke kan selv. Og det kunne jo være, at de rent faktisk synes, at det er irriterende.

At være til besvær

”Jamen, jeg hader at bede om hjælp og ulejlige andre!” udbryder Inge, en kvindelig mellemleder, der sidder i min konsultation og krøller Kleenex’er i bunkevis, mens hun græder sine modige tårer over sin situation. Hun er stresset, føler sig udnyttet, synes at hun bruger alt for meget tid på at rose og anerkende sine folk, mens hun sjældent får andet end utak og skuldertræk igen. ”Jeg fotokopierer endda selv mine præsentationer, for sekretæren er lige så stresset som jeg – og jeg laver selv mødekaffe… piccolinen har jo så meget andet!” snøfter hun. ”Men alligevel brokker de sig, melder sig syge og tager fri ustandseligt. Og min sidste lederevaluering var elendig. Jeg fatter det ikke!”

Som alt for mange kvinder påtager Inge sig opgaver, der hører hjemme hos andre eller kunne uddelegeres. Hvorfor? Fordi hun tror, at hendes medarbejdere vil påskønne hende for det, fordi hun ikke vil være til besvær, eller fordi hun i virkeligheden ser ned på sekretærens arbejde og derfor ikke kan lide at bede hende udføre ”idiotarbejde”. Men ved at undgå at uddelegere tager Inge en dominerende, overbeskyttende mor-rolle, som hverken giver medarbejderen mulighed for at udfylde sin plads eller for at udvikle sig. Som chef bliver hun altså en dårlig mentor, fordi hun med sin misforståede hjælpsomhed signalerer, at andre intet kan.

Signalement af en arbejdsplads-mor

Hvis du – som masser af andre kvinder – har taget afgangseksamen fra Flinkeskolen, har du nok fået topkarakterer i hjælpsomhed, beskedenhed og omgængelighed. Og da du begyndte i erhvervslivet, roste chefen dig sikkert for din grundighed og kollegerne komplimenterede dig for at være lærenem, samarbejdsvillig og omhyggelig. Måske blev du på den baggrund endda forfremmet til en bedre stilling – og måske både én og to gange. Og måske er det dér, du sidder i dag. Stresset, udkørt, sur og i tvivl om, hvad du vil og hvorfor. Måske endda om, hvem du egentlig er.

Du kæmper dagligt for at afværge konfrontation, konflikt og risiko, og din hjælp­somhed og empati er enestående. Du slår knuder på dig selv for at være loyal, samle løse ender, glatte ud, følge instrukser og levere 110% – også efter arbejdstid, når du på bekostning af aftenkaffen lytter til en kollegas lange telefonbeklagelser og forsøger at rådgive efter bedste evne. Du hverken råber op, forfægter dine egne ideer eller siger nogen imod. Du står på hænder for at andre har det godt, og hvis du endelig bruger mund eller går imod autoriteter eller kolleger, er det oftest for at hjælpe eller støtte nogen. Du vil gerne have indflydelse, men ikke magt. Du vil gerne høres, men ikke konfrontere eller skabe konflikt. Du tager kort sagt rollen som arbejdspladsens og familiens sociale lim, for du er fantastisk god til at glatte ud, tale de svages sag og bruge din empati.

Desværre når du hverken op ad karrierestigen eller ud mod lykkelige horisonter. I bedste fald fastholder din superomsorg og overansvarlighed dig dér, hvor du er. I værste fald spænder de ben for dig og tærer på dine ressourcer.

”Man skal da hjælpe hinanden,” klager Anne, en ægte arbejdsplads-mor: superdygtig til sit job og den, som lederen bare regner med. ”De andre kan jo ikke engang finde ud af at fylde kopimaskinen op, når den er tom! Men jeg er jo ikke leder, så jeg kan jo ikke bare uddelegere!”

Nej – og netop derfor må Anne være ekstra omhyggelig med ikke at ødsle med sit overskud. Desværre er det netop dét hun gør, hver gang hun siger ja fordi hun ikke tør eller vil sige nej. Hun er så bange for at nogen skal blive sure, sårede eller finde hende urimelig, at hun hellere gør både sit og andres arbejde. Hun føler sig mere og mere afmægtig, deprimeret og umotiveret, brokker sig ved kaffemaskinen, bagtaler eller sladrer om dem, der ’udnytter’ hende og lader vreden gå ud over katten, børnene eller partneren, når hun kommer hjem.

Behagesygen rammer dig i nakken

At ville hjælpe er selvfølgelig ikke behagesyge. Men du er behagesyg, hvis du er afhængig af andres anerkendelse; har utrolig svært ved at sige nej, selvom du har lyst – eller at du er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede. Behagesygen har mange lumske måder at ramme dig i nakken på: hvis du tit er den, der går sidst, tager arbejde med hjem og stiller op i weekenden hver gang, så får du næppe den belønning, du synes du fortjener. De andre roser dig ikke. Tværtimod vil de formentlig vurdere dig lavere rent kompetencemæssigt, end du måske fortjener. Ubevidst sker der nemlig tit det hos omgivelserne, at de betragter den hårdtarbejdende kollega som en, der der nødt til at kompensere for manglende evner eller talenter med hårdt arbejde

Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt

Hvis du som en emsig, overbeskyttende mor fjerner alle sten på andres vej, hvordan skal de så lære at se sig for og lade være at snuble? Fidusen er at hjælpe så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Ellers udvikler du tillært hjælpeløshed hos dem, ligesom jeg gjorde hos min søn. Spørg dig selv: Er det mig, der ender med alle de opgaver, ingen andre gider have? Har jeg svært ved at sige nej? Er det vigtigt, at alle kan lide mig?

Svarer du ja til et eller flere af spørgsmålene, er du i færd med at begå selvmord, både karrieremæssigt og fysisk. Karrieremæssigt, fordi du formentlig hverken bliver respekteret eller påskønnet for din indsats. Og fysisk, fordi du er et let offer for stress, depression og udbrændthed.

Gå på afvænning

Hvis du er dødtræt af at være kontorets dørmåtte, der siger ja til for meget og hver gang går fra mødet med aben på skulderen, eller hvis du hele tiden bliver overhalet indenom, så gå på afvænningskur imod behagesyge, overansvarlighed og stress. Kuren er enkel, men ikke nem. Gratis, men ikke omkostningsfri. Og den består i at begynde at mærke dig selv, tage hensyn til dig selv og sætte dig selv først. Noget, der er utrolig svært for mange, mange kvinder. De føler sig egoistiske, når de gør det. Men er det da ikke egoistisk at opfylde dine behov for at være populær eller for at undgå konflikter – ved at stjæle ansvar og initiativ fra andre? At sørge for, at du har det godt og har overskud er sund og nødvendig egoisme. For kun hvis du fylder din egen vandkande op, kan du lindre andres tørst.

NEJ er forudsætningen for JA

Er din automatpilot er rustet fast på ’ja’, påtager du dig for mange forpligtelser i forhold til dine ressourcer. Det giver irritation: på dig selv og på dem, der tillod sig at bede dig om hjælp.

Men for at kunne udnytte de chancer, livet byder dig, må du have overskud til at gribe dem. At sige nej, når du ønsker det kan derfor være noget af det mest positive du kan foretage dig. Hvis du vil øge dit personlige overskud og styrke din selvrespekt, må du øve dig i at sige fra over for dem, der står på spring for at bruge løs af det kostbareste du har: din tid. Du kan ikke være noget for alle – men det er heller ikke alle, der har brug for, at du er det. Og når ved, at du magter at sige nej, kan du for alvor også sige JA uden at føle dig forpligtet, overbebyrdet og udnyttet.

Gør livet lettere

Når du opgiver drømmen om at hjælpe alle, bliver det meget, meget sjovere at være dig. Du vil blive bemærket af andre personer, end du er vant til. Du vil blive mindre slave af dit arbejde, når du tvinger dig selv til at uddelegere, springe over hvor gærdet er lavest og sige nej til opgaver, der er enten irrelevante eller umulige at nå.

Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig. Det tackler du bedst ved at være åben og oprigtig om, hvad det er, du er i færd med at prøve at ændre.

Fem gode råd
  1. Lær at holde mund. I stedet for automatisk at tilbyde dig, så ti stille! Eller sig f.eks. ”Det vil jeg gerne lige tænke over” – eller ”Lad mig lige checke min kalender, så vender jeg tilbage” eller ”Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan / vil / har tid til”. Du vinder noget tid, som du kan bruge til at trække vejret og samle mod til at sige fra på en måde, du kan stå inde for. Hvis du ikke kan sige nej, så har assertionskurser og –bøger masser af enkle teknikker. Og plages du af dårlig samvittighed, så søg hjælp til at arbejde med det.
  2. Fokusér på dit mål eller din opgave. Skriv den eller de vigtigste ned, så du kan se dem hele tiden. Forsøg at sige nej til alt, hvad der ikke leder direkte til målet.
  3. Gør kun det, der er nødvendigt – skær det overflødige væk og tænk over, hvad du vil opnå ved at gøre det. Tit tager det 20% af tiden at lave 80% af opgaven – og 80% af tiden at fluekneppe de sidste 20% af opgaven på plads. Nogle opgaver skal selvfølgelig løses til perfektion – men ikke alle!
  4. Bed om hjælp, når du har brug for det. Uddeleger, hvor det er muligt.
  5. Opgiv tanken om, at alle skal kunne lide dig. Det kan de jo ikke engang nu, selvom du okser og maser dig halvt ihjel! Udvælg hellere dem, som betyder noget for dig. Indrøm, at du ikke selv kan lide alle – og sorter dem i ”ligegyldige”, dem du decideret ikke kan lide og dem, du gider have som fjender. Og fokusér så på dem, du kan lide!
Tjek din dørmåttestatus

Hvis du vil gøre dig fri af mor-rollen og skabe mere overskud til dig selv, så begynd med at teste, om du stiller dig til rådighed som dørmåtte: svar ja eller nej på de følgende spørgsmål og mål din dørmåttestatus.

  • Jeg lyver om mine følelser, hvis jeg tror at de vil vil såre andre
  • Folk må da kunne mærke min grænse – jeg kan jo mærke deres
  • Jeg bliver sommetider forvirret eller forlegen, når nogen spørger hvad jeg vil, ønsker, kan lide eller tænker på
  • Min to–do liste omfatter også ting, der ikke er strengt nødvendige
  • Når jeg er vred, så ryger, spiser, græder eller drikker jeg
  • Når jeg er fuldstændig på hælene, så eksploderer jeg sommetider i hovedet på familien, kæresten eller kollegerne – og bagefter får jeg dårlig samvittighed
  •  Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, hvad andre tænker eller siger om mig
  •  Min skyldfølelse vokser, når jeg tager mere hensyn til mig selv end til andre
  • Jeg føler mig tit udnyttet, og jeg kan også blive sur når jeg skal gøre alt muligt for andre
  • Jeg er bedst til at beklage mig over andre, når de ikke er til stede
  • Svarede du ja til fire eller derover, så ligger du højt på Dørmåtteskalaen. Du har uhensigtsmæssigt svært ved at sige nej, og det er det første, du med fordel kan kaste dig over at lære.

©Winnie Haarløv 

angrymom

Jalousi handler ikke om din partner

- men om, hvor tryg du som barn var ved din mor.

Vi knytter os til hinanden på mange måder: i venskab, kærlighed og sociale relationer. Forskning har vist at et lille barn knytter sig til sin mor på en tryg, ængstelig eller svag måde, alt efter hvor tryg barnet oplever relationen. Og det tilknytningsmønster bliver bestemmende for, hvordan barnet kan agere i et kærlighedsforhold som voksen.

Generel tilknytningsteori

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Når et spædbarn bliver adskilt fra dets forældre, går det gennem tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Teorien beskæftiger sig med forståelse af den spædes følelsesmæssige reaktioner og opsætter en forståelsesramme for begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Figuren viser, hvordan tilknytningskvaliteten er baseret på 1) afhængighedsgraden og 2) graden af forsøg på undgåelse i forholdet til moderen. Man ser, hvordan en høj afhængighed af den anden (negativ selvopfattelse) og en høj undgåelse (negativ opfattelse af betydningsfulde andre) resulterer i ængstelse, mens omvendt  en lav afhængighed af den andre (positiv selvopfattelse af selvet) og lav undgåelse  (positiv opfattelse af betydningsfulde andre) medfører en sikker tilknytning.

Bowlbys tilknytningsteori

Iflg. Bowlby udvikles barnets tilknytningsadfærd i løbet af de første ni måneder efter en ganske enkel formel: jo mere samspil, jo større sandsynlighed for, at barnet udvikler en tillidsfuld tilknytningsadfærd. Når det bliver mødt med varme og omsorg, udvikler det et varigt bånd – og det er skabt, når det lille barn begynder at protestere over at blive efterladt eller overladt til fremmede. Samtidig får barnet etableret nogle indre modeller og repræsentationer af verden i symbolsk form – herunder modeller af sig selv og sine primære omsorgspersoner.

Med andre ord: Det barn, der er blevet mødt af en varm og accepterende mor, opfatter hende som en kilde til tryghed og støtte, og den model påvirker barnets selvoplevelse positivt: barnet udvikler tillid til verden. Her grundlægges med andre ord det at ’gøre mod andre, hvad vores mor og far har gjort mod os’, mener Bowlby. Den tyranniserende voksne er det tyranniserede barn, der er blevet ældre (Bowlby 1979, 149).

“Der er et strengt kausalt forhold mellem et individs oplevelse med dets forældre og den pågældendes evne til senere at knytte nære bån. Visse almindelige variationer i denne evne giver sig til kende i ægteskabelige problemer og vanskeligheder med børnene såvel som neurotiske symptomer og personlighedsforstyrrelser og kan tilskrives de måder, hvorpå forældre varetager deres rolle.” (Bowlby 1979,144).

Tilknytningsadfærden er rettet mod ét eller nogle få personer og ændres næppe af hverken konventionelle belønninger eller afstraffelser – dvs. at selvom barnet udsættes for gentagne hårde afstraffelser og evt. mishandling, vil det alligevel som oftest udvikle en stærk tilknytning.

Tilknytningsadfærden aktiveres, når barnet oplever fremmedhed, sult, træthed eller noget, der virker skræmmende og afhjælpes ved tilknytningsfigurens nærhed – og den gentager sig i mere eller mindre voldsom grad gennem livsløbet, især i forbindelse med de stærkeste af menneskets følelser.

Selvom tilknytningsadfærden er tydeligst i tidlige barndom, mener Bowlby, at den ”kendetegner mennesker fra vugge til grav.” (Bowlby 1979, 137). Når den voksne forelsker sig, aktiveres stærke følelser som er kilde til både glæde og sikkerhed, mens trussel om at miste eller tabe den elskede typisk vil aktivere angst, sorg og vrede.

Voksnes tilknytningsadfærd i parforhold

Omkring 1990 identificerede flere psykologiske forskere de samme tilknytningsmønstre hos voksne personer i deres parforhold / kærlighedsforhold. Forskerne lod de enkelte partnere udfylde et omfattende spørgeskema om deres adfærd i parforholdet, om deres følelsesmæssige reaktion på partneren og dennes adfærd i forskellige situationer. Derefter kunne de påvise, at voksne i parfarhold i langt de fleste tilfælde kunne siges at være enten  trygt, ængsteligt eller svagt følelsesmæssigt tilknyttet deres partner.

Det så også ud til, at den tilknytnings den voksne havde haft til mor markant ofte gentog sig i forhold til kæresten, ægtefællen eller partneren. Det er måske ikke overraskende, at det også viste sig, at tilknytningsmønstret spillede ind på både kvaliteten og varigheden af parforholdet.

De trygge og værdsatte børn har mest glæde af deres voksne parforhold, mens de ængsteligt tilknyttede oplever mange flere konflikter og bekymringer, selvom de i praksis er ligeså trofaste som de trygt tilknyttede. De svagt tilknyttede viser sig at være de mindst trofaste og udholdende i deres parforhold.

En undersøgelse af Don Sharpsteen og Lee Kirkpatrick fra universitetet i Missouri i USA viser, at tilknytningsmønstret spiller en vigtig rolle for, hvordan jalousien ytrer sig i parforholdet. De gav 100 yngre mænd og kvinder i parforhold et spørgeskema, der handlede om:tilknytningsmønster til partneren og derestypiske reaktioner ved en oplevet eller tænkt jalousiprovokerende situation. Resultatet blev, at

  • De ængsteligt tilknyttede reagerede med frygt, nedtrykthed og mindreværdsfølelse – men ingen vrede
  • De svagt tilknyttede viste lidt mere vrede, der især rettede sig imod tredjeparten snarere end mod den utro partner. I modsætning til de to andre grupper reagerede de svagt tilknyttede også med at trække sig bort fra partneren og miste tilliden til parforholdet. De trak sig faktisk ud af kampen – uden at kæmpe.
  • De trygt tilknyttede var dem, der reagerede med mest vrede, og den var især rettet mod den utro partner og ikke mod den tredje person, der brød ind i parforholdet. Gruppen reagerede derimod hverken med ret meget frygt eller nedtrykthed på utroskaben. Og modsat de svagt tilknyttede viste de ingen tendens til at trække sig bort fra partneren eller ud af parforholdet. Mest påfaldende var det måske, at disse trygt tilknyttede voksne (til stor forskel fra de to andre grupper) følte, at de efter jalousiepisoden var kommet meget tættere på deres partner end før utroskaben.
Skematisk oversigt over tilknytningsadfærd for barn og voksen
Barn Voksen
Trygge børn søger enten nærhed eller kontakt til deres forældre, eller de hilser på dem på afstand med et smil eller ved at vinke. For trygge voksne er det relativt nemt at føle nærhed til andre, og deres afhængighed af andre er uproblematisk, ligesom de ser andres afhængighed af dem som uproblematisk. Trygge voksne bekymrer sig sjældent for at blive forladt eller at lade andre være afhængige af dem
Undvigende børn undgår deres forældre Undvigende voksne føler ubehag ved nærhed til andre, og de finder det vanskeligt at stole fuldt ud på andre og at være afhængige af dem. De bliver nervøse, når nogen kommer for tæt ind på dem, og deres kærester ønsker ofte, at de var mere intime i kontakten, end de selv ønsker at være.
Antisociale/ambivalente børn viser enten passivt eller aktivt fjendskab overfor deres forældr Nervøse/ambivalente voksne vil nødig have andre så tæt ind på sig, som disse måske gerne vil være, og de er ofte bekymrede for, om deres partner nu også elsker dem. De ønsker at ”klæbe” til andre i en grad, der skræmmer andre væk
Oversigt over tilknytningsadfærd  

Tilknytning betegner en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden. I udviklingspsykologien betyder det ”et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne” som medfører, at barnet:

  • søger dem frem for andre, hvis det føler sig utrygt
  • er tryg ved dem, også i det udviklingsstadium hvor fremmede vækker angst
  • er meget påvirkeligt for omsorg og andre reaktioner fra dem
  • udviser angst ved adskillelse fra dem.

Anna Freud begyndte at studere børns tilknytning til deres mødre, og hendes arbejde blev videført af den engelske børnepsykolog MaryAinsworth i 1970. Hun iagttog og beskrev, hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

  1. Trygt
    Barnet viser tydeligt glæde ved at være sammen med mor og kan godt udholde at undvære hende i en kortere periode.
  2. Ængsteligt
    Barnet klynger sig til mor og reagerer meget negativt og vredt på adskillelse – også selvom den er ganske kortvarig.
  3.  Svagt
    Barnet viser ingen særlig glæde ved at være sammen med mor i forhold til at være sammen med en fremmed, og barnet undgår undertiden mor. De synes at have lært at være nok i sig selv.

Den amerikanske psykolog og forsker john bowlby bruger udtrykket ”tilknytningsadfærd” om beskrivelsen af spædbarnets forhold til den voksne, som det har tilknyttet sig. det essentielle i begrebet er, at barnet ”udser sig” en voksen primærperson – oftest moderen (og i det følgende kaldt mor, selvom det i princippet kunne være en hvilken som helst anden voksen, der tager mors funktion). derefter udviser barnet en adfærd, hvis formål er at opretholde maksimal kontakt med den udsete. i følge bowlby er barnet genetisk disponeret til at udvikle tilknytningsadfærd til sine primære omsorgspersoner (typisk mor og far), fordi det hjælpeløse barn har brug for beskyttelse for at overleve. derfor er det ’programmeret’ til at fremkalde og fastholde forældrenes nærhed.

Men tilknytningens funktion er også psykologisk, sådan at forstå at den skal skaffe barnet den nødvendige følelsesmæssige tryghed og støtte. Barnet lærer meget hurtigt at påkalde sig forældrenes opmærksomhed med gråd, smil og pludren, og efterhånden lærer barnet at supplere denne signaladfærd med en tilnærmelsesadfærd: det begynder at række ud efter sine omsorgspersoner.

Bowlbys stadieteori har fire niveauer:
  1. (0-6 uger) Barnet kan ikke skelne mellem enkeltpersoner og er tilfreds med en voksens reaktion på sine signaler. Omsorgspersonerne bruger det meste af samværstiden på fysisk pasning.
  2. (fra ca. 6 uger):Barnet opfatter at der er forskel på mennesker og kan også genkende nogle, især forældrene. Forældrene og andre betydningsfulde voksne kan nu bruge mere tid på det sociale samvær (leg).
  3. (7-9 mdr.):    Barnet konsoliderer tilknytningen til bestemte personer og kan med gråd bede om bestemte personers tilstedeværelse. Gennem disse personers reaktioner lærer barnet at indgå i en social kontekst.
  4. (fra 3 år): Barnet begynder at udvise selvstændighed i sociale samspil og kan nu ”elske på afstand”. Derved markerer barnet en stadig større uafhængighed af forældrene og begynder at kunne tolerere længere adskillelser.

©Winnie Haarløv