tilgiv.dolk

Kunsten at tilgive (1)

  • En kollega bagtaler dig.
  • En bekendt fornærmer dig.
  • En spritbilist kører dig ned.
  • Din ægtefælle har en affære.
  • Din far ydmygede dig foran dine venner, og din mor forsvarede dig ikke.
  • En krænkende, seksuel tilnærmelse ætsede sig engang ind i din bevidsthed.

I et eller andet omfang oplever vi alle at blive forrådt, såret og krænket fysisk og psykisk. Skuffende, ydmygende, smertende oplevelser er en del af livet og en følge af andre menneskers ignorans eller grovheder, og det skaber vrede, sorg, sårethed og angst for, at det skal ske igen. Smertefulde følelser, som gør ondt, nager, sluger ressourcer, glæder og nattesøvn. Følelser, som fylder og tager magten.

Og som vi kunne slippe for ved at tilgive.

I stedet vælger vi tit at reagere på smerten ved at gøre os følelsesløse, benægte, glemme eller fortrænge det skete. Nogle vælger at søge hævn og straffe, enten åbenlyst ved at forsøge at at give skadevolderen igen af samme skuffe, eller skjult ved i det stille sind at bære nag.

Hvorfor er det svært at tilgive?

At være vred giver energi, og med vredens energi kan man dulme nogle af de smertefulde følelser. Det giver også det en form for magt at nægte tilgivelse, og hvis man lider af såret stolthed, kan denne magt føles som om den genopbygger ydmygelsen og heler stoltheden.

Men det er en illusion.

At have magten over sig selv giver stolthed og værdighed. At give den sårede stolthed magten og give efter for trangen til at straffe og hævne er ikke hverken stolt eller værdigt. Det ved den hævngerrige udmærket.

Alligevel er stoltheden (selv den falske) for mange mennesker vigtigere end at tilgive. Måske fordi det at tilgive forbindes med at tabe eller at lade sig ydmyge.

Tilgivelse som værdi

Alligevel er tilgivelse er en populær, næsten idealistisk værdi, ligesom ”kærlighed” eller ”frihed.” Et ideal er nemt at have og vanskeligt at leve efter, og personligt oplever jeg tit, at tilgivelse bliver værdsat mere som princip end som handling.

Eksempel:

Hvis Grethe tilgiver Hans, at han har været hende utro, begynder det omgivende, formentlig velmenenede hylekor at råbe: ”Tilgive ham! Du må da være sindssyg – hvad med din stolthed? Nej, du skulle hellere skære en vis legemsdel af ham.”

”Jamen jeg elsker ham,” siger Grethe.

”Bliver du aldrig klogere? Han er det ikke værd,” hyler koret. ”Du skal ikke finde dig i det. Hævn dig – og find en anden.”

Hvis Grethe følger omgivelsernes råd, får hun måske en kort tilfredsstillelse ved at hævne sig og forstøde Hans. Men prisen er skyhøj: hun ofrer sin kærlighed til ham på stolthedens alter.

Jeg har aldrig hørt om, at det gjorde nogen lykkeligere – heller ikke Grethe, for hun sammenligner i det skjulte alle andre mænd med Hans og savner ham dybt inde i sig selv. Hendes såkaldte stolthed medvirker til hendes ulykkelighed. Men hvorfor tilgiver hun ham så ikke bare?

Måske har naturen simpelthen udstyret mennesket med modstand mod tilgivelse. Trods alt er det jo vores erfaringer, der lærer os at beskytte os selv. Og hvis vi tilgiver vores krænkere, lagres erfaringen og advarslen om at tage sig i agt jo ikke. Bliver vi så ikke nemme ofre igen, måske med endnu værre konsekvenser?

Fordele ved hævn og retfærdighed

Når krænkelsen er sket, gennemgår den krænkede en periode (som kan vare fra få dage til ud over dette liv) hvor psyken bløder, følelserne er i kaos, smerten og forvirring blander sig og kan virke overvældende. Hvad vil der nu ske – vil det ske igen, vil ”fjenden” slå til igen?

Instinktivt er vi på vagt. Vi opretholder det skærpede beredskab og forsøger at beskytte os selv mod både smerten og frygten for yderligere krænkelser. Mens det sker, er vi ude af stand til at tilgive. Fornuften er simpelthen utilgængelig.

Først når den umiddelbare voldsomme reaktion dæmpes lidt, kan vi bruge fornuften igen, og så dukker tanker om hævn versus tilgivelse typisk op.

Mange mennesker synes, at hævn og uforsonlighed signalerer styrke, mens tilgivelse er for tøsedrenge og dørmåtter og vidner om svaghed. Og svaghed giver ikke mange pluspoints i vores kultur, så det vil det postmoderne menneske for alt i verden ikke associeres med.

Fra det Gamle Testamente kender vi forestillingen om retfærdighed i form af ”Øje for øje, tand for tand,” og selvom folkekirkerne står gabende tomme og vi pr. automatisk afviser tanken om at slå en morder ihjel, er vores kultur gennemsyret af kristendommens antikke doktriner. Hævntanken praktiseres da også af andre religioner, som foreskriver æresoprejsning via hævn.

Desværre fører den vej let til, at hævntanker og nag bliver fast inventar i psyken og personligheden. Det bliver et livsprogram, en tilgang til livet, en måde at være i verden på: fuld af selvretfærdighed, fordømmelse og offermentalitet.

1. Selvretfærdighed

At holde fast i selvretfærdigheden kan give en vis tilfredsstillelse. For at respektere sig selv (=jeg er stærk og retfærdig), må man opbygge et positivt selvbillede, og den uforsonlige gør modparten til skurken. ”Du er forkert, jeg er rigtig. Pyha! Så fik vi det på plads!”

Med selvretfærdighedens velsignelse bliver det nemmere at ignorere sine egne fejl. Resultatet bliver nemt afhængighed af selvmedlidenhed, vrede og hævn.

2. Fordømmelse

Fordømmelsen lever af berusende hævnfølelser, der kan kaldes frem igen og igen og distrahere os fra de smertefulde, sårede følelser. Med hævnfantasier kan man forestille sig, at hvis vi krænker, straffer eller fordømmer gerningsmanden, så får vi det bedre. Den onde har fået en lærestreg og har smagt smerten; balancen er genoprettet, og verden bliver igen et sikkert og lykkeligt sted.

3. Offermentalitet

I grupper forankrer mennesker med den tankegang sig tit i et fællesskab af ofre, bundet sammen af fælles fjendtlighed over for ”de andre”: de sande, onde gerningsmænd. Dem der er anderledes (end os) og som vi ser som skurke. Utallige nationer, klubber, kulter, bander, faglige foreninger og politiske partier drives af sådanne følelser. ”Vi er de Rigtige! Hvis du ikke er med os, er du imod os!” Ikke ret meget anderledes, end når eleverne i 1.A synes at dem i 1.B er mærkelige, dumme eller grimme.

I kærlighedsforhold gør den forsmåede Adam eller Eva sig til offer ved at sabotere og afvise den utro partner, selvom kærligheden stadig lever og partneren stadig er elsket og betydningsfuld. Det er et paradoks, for afvisningen bringer jo ingen forløsning, men blot mere smerte.

Hvad er da gevinsten?

Den, der på den måde udlever sin private version af ”øje for øje”, slipper for at vise medfølelse, indlevelse og empati over for de andre: dem, der har påført smerten.

Man opretholder en anspændt, mekanisk, ikke-empatisk balance. Hvorfor? Fordi denne balance for mange mennesker er det nærmeste, de kan komme til en følelse af indre og ydre fred. Prisen er uforsonlighed, dvs. ikke at tilgive.

Konsekvenser af manglende tilgivelse

Der er altså mange fordele ved at nægte tilgivelse Men der er også ulemper, for det indebærer betydelig smerte at være uforsonlig. Med uforsonlighed følger hårdhed: dvs at gøre sig ufølsom. Men når man ikke kan mærke sine egne følelser, bliver man væk for sig selv og kan ikke mærke, hvem man er.

Uforsonlighed skaber ensomhed og fremmedgjorthed, fordi den hæmmer forbundetheden med andre. Man kan hverken modtage helt og fuldt eller være i fuld kontakt, når man er fyldt op af vrede, skepsis og vagtsomhed. Det skaber afstand og påvirker vitaliteten i relationer, når man plejer sine sår ved mistænksomt at holde andre på afstand.
Det betyder, at frygten for igen at blive såret har overtaget styret. Da det moderne menneske også tit forbinder frygt med svaghed, forklædes frygten som vrede: ”Jeg skal sgu ikke såres igen!”
Nogle mennesker sidder så fast i disse følelser, at de udvikler en slags paranoia – konstant på udkik efter fjender. Når man i den grad lader negativ energi præge sig og ser verden (=andre) som fjendtlig, er det vanskeligt eller umuligt at indgå i tillidsfulde, trygge relationer.

Uforsonlighed er psykisk nedbrydende. Da hævntanken er baseret på troen på retfærdighed, følger det, at man må give andre, hvad man giver sig selv. At tilgive går gennem empati, dvs. at forstå og acceptere krænkelser forårsaget af andres mangler, fejl og handlinger.
Uforsonlighed er det modsatte af tilgivelse: nul forståelse eller accept af krænkelserne, dvs. manglende empati. Man gør sig hård. Den uempatiske hårdhed medfører, at man heller ikke kan vise forståelse, accept eller medfølelse med sig selv.
Tilbage er kun at overgive sig til en indre og ydre verden fuld af uløste problemer, skyldsspørgsmål, konflikter og misforståelser. At leve uden tilgivelse betyder at leve et liv fuldt af fortrydelse, bitterhed og selvbebrejdelse: ”Hvor var jeg dog et fjols at stole på X” eller ”Hvor dum kan man være! Jeg viser aldrig en kæreste tillid mere!” En ideel vokseplads for apati og depression eller for vrede og raseri.

Uforsonlighed er fysisk nedbrydende. Utallige forskningsresultater peger på signifikante sammenhænge mellem nag og vrede på den ene side og et nedsat immunforsvar. Et sårbart immunforsvar gør os til lette ofre for sygdomme af alle slags.

Den nådesløse, siamesiske tvilling

Et individ præges af sine forældres ikke-tilgivende holdning og vænner sig til, at tilgivelse ikke er noget, man praktiserer, fordi det viser svaghed. Individet lukker af for andre muligheder end at holde fast i klage, sorg, smerte og vrede og styrer direkte mod uforsonlighed, der integreres dybt i sådan et menneskes karakter som en identitetsskabende værdi.

Spørger man ham eller hende, vil vedkommende næppe kalde sig selv uforsonlig. Vedkommende vil kalde det at være ”tro imod sig selv”, at ”holde fast i sig selv og sin overbevisning.” Det vækker respekt hos omgivelserne, for i vores kultur sætter vi en ære i at være konsekvente og ranke. Uden tanke på, hvor meget had og skade selve den indstilling skaber. Og uden at indse, at vi selv bliver krænkere – ikke et hak bedre end dem, vi bærer nag til, fordi de har krænket os.

Uforsonligheden er en del af os selv; en nådesløs, siamesisk tvilling, som er hadefuld, vred og negativ. Vi tror, at de negative følelser af sorg, vrede og ulykke skyldes dem, der har såret os. Vi forstår ikke, at at det er vores egne følelser, der skaber al denne elendighed, når vi hager os fast i dem og nægter at se alternativet.

For at lære at tilgive må man tage sin egen smerte, raseri, afmagtsfølelser og håbløshed alvorligt. Ved at fokusere på det, gør ondt: forræderi, sorg, skam og vores eget medansvar for, hvordan vi har formet og skabt vores eget liv fjerner vi fokus fra, hvad den anden har gjort. Det skete er sket og kan ikke gøres om.

Det eneste vi kan gøre, er fremadadrettet: vi kan kan bestemme, hvordan vi vil leve med det, der er sket. Man bestemmer med andre ord enerådigt 1) om man vil fastholde sig selv i selvretfærdig harme, eller 2) om man vil gå gennem sin smerte og forsøge at acceptere den og dét, der forårsagede den.

Det nådesløse offer

Et menneske med lavt selvværd mister let fornemmelsen af at være lige så meget værd som andre. Sådan et menneske har brug for at holde fast i den følelse af magt, som hævn, had og uforsonlighed giver for ikke at blive offer for smerten ved det lave selvværd. Uforsonlighed er altså ikke et tegn på styrke, men et tegn på skrøbelighed og svaghed. Og den svaghed har et navn: offer. Et offer er pr. definition permanent uforsonlig og ude af stand til at tilgive.

  • At nægte tilgivelse og at spille offer er overlappende processer.
  • At opfatte sig selv som et offer en fristende løsning på de skader, livet giver.
  • At beskæftige sig med egen ulykke ved at bebrejde, anklage og kaste med skyld; at fralægge sig alt ansvar for egen smerte og ulykke og påstå, at det hele skyldes andre er en meget forførende vane.

Der er en vis mængde energi i at spille underhund – især, hvis vi kan finde partnere, som vil levere den nødvendige frustration. To mennesker kan danse sådan en vredesdans gennem et helt liv, og for mange er det simpelthen en måde at være i live på, som er nedarvet i generationer.

Det ægte antonym til tilgivelse er nåde. Men da denne tekst har et sekulært perspektiv, bruger jeg det mindre
religiøst klingende ord uforsonlighed som modsætning til tilgivelse.

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del II)

Kunsten at tilgive (del III)

©Winnie Haarløv                         

englepige

De pæne pigers tyranni

Mange mennesker (og måske især kvinder) er så pæne, at vi nemt bliver vores egne værste fjender.

Måske er det fordi vi ikke kender vores eget værd, eller også står vi ikke ved det. Pænheden spænder ben i lønforhandlinger, når der er udsigt til forfremmelse og når vi prioriterer os selv nederst på listen over behov og forkælelse og højest på listen over forpligtelser. Og tit bliver vi hinandens fjender, kritiserer, fordømmer og bagtaler hinanden i stedet for at danne netværk. 

Hvorfor gør vi det?

Vi er født og opvokset i en kultur, hvor man skelner mellem ”grimme” og ”gode” følelser. Vi lærer fra barnsben at det ikke er okay at blive:

  • vred (”vil du SÅ opføre dig ordentligt! Sådan skal du ikke tale til mig!)
  • ked af det (”gå ind på dit værelse hvis du skal skabe dig sådan – så kan du komme ud, når du er færdig”) eller
  • bange (”vær nu en stor pige – det er da ikke noget at være bange for).
Tilladte følelser

Vi må gerne være glade, søde og smilende (men ikke FOR glade: ”Okay, nu er det nok – du behøver da ikke hoppe sådan rundt, bare fordi du fik den lyserøde Barbiecykel du ønskede dig. Slap nu af”).

Kort sagt: Vi får besked på at føle noget andet, end det vi gør, fordi vi skal være ”ordentlige. Resultatet er pænhed: for det første, fordi vi mister evnen til at mærke hvad vi egentlig føler og for det andet troen på at vi har lov til at føle, som vi gør. Socialiseringen er en slags hypnose: andre fortæller os, hvordan vi skal være, og vi lader os hypnotisere af de informationer vi får om hvem og hvad vi er.

Det betyder, at vi ikke giver os selv lov til at udfolde os, og det skaber vrede og irritation som kommer til at gå ud over andre: nemlig dem, der tør. Hvor tit har du hørt en kvinde sige om en anden kvinde: “Hun fylder for meget”? Og har du nogen sinde tænkt på, om det er fordi hun ikke selv tør fylde noget?

Siger du ja, når du mener nej?

Alle har brug for at føle sig værdifulde. Det værste for et menneske er at blive udstødt, blive afvist, forkastet eller føle sig uelsket. Vi har brug for at høre til og mærke kærlighed. Og kærlighed får du, når du bliver mødt dér hvor du er – som den du er.

Men hvis f.eks. lille Rikkes forældre i deres bestræbelser på at opdrage hende gør deres kærlighed betinget af, at hun opfører sig ordentligt, så lærer Rikke automatisk, at hvis hun vil elskes, så må hun være sød, makke ret, tie stille, ikke være besværlig eller kræve sin ret, finde sig i at blive overhørt og sluge sine ”grimme” følelser uanset hvor berettigede de end måtte være. Det er livstruende for et lille barn at føle sig ubeskyttet, så Rikke gør alt, hvad hun kan for at mor og far skal holde af hende. Inden Rikke er tre år, har hun lært, hvad der giver hende accept – og det er så dét, hun gør.

Og det bliver hun ved med, selv når hun bliver voksen og det ikke længere er livstruende for hende, hvis mor eller far bliver vrede. Hvis hun ikke er opmærksom på, hvad det er hun gør, så overfører hun ubevidst barndommens mønstre på kæresten, chefen osv. Med sin fornuft kan hun fortælle sig selv tusind gange, at der ikke er noget at være bange for, at hun har fortjent en lønforhøjelse, eller at hun ikke behøver at hoppe og springe for at gøre andre tilpas – men på det dybe, følelsesmæssige plan sætter hun hele sin eksistens på spil ved at kræve sin ret og vise sine grænser. Derfor er det jo ikke så underligt, at det er svært for hende at stå fast på sig selv.

Det er mændenes skyld?

Vel er det ej. Det er en gammel klassiker, at hvis en kvinde siger fra og udtrykker, hvad hun ønsker, så er hun en bitch, en hystade eller et rivejern, mens den mandlige kollega er ”udpræget lederpotentiale”. Men det bliver det jo ikke sandt af.

Det Det sørgeligste er næsten at kvinde tit er kvinde værst. Ikke bare får du som kvinde bebrejdende blikke fra medsøstrene, hvis du fører dig frem – du bebrejder også dig selv, at du nok også fylder for meget, er for domi­ne­rende, har svært ved at holde kæft eller hvad du nu kalder det. Det kunne vi godt lave om på, vi kvinder.

Offerkvinden

Mange kvinder påtager sig skylden for andres ve og vel langt ud over det rimeliges grænser: at svigermor er i godt humør, at det ikke regner til sankthans, at lille Peter skal være glad og harmonisk hele tiden, at sexlivet fungerer, at hjemmet er pletfrit og maden sund, økologisk og afvekslende og taljen ikke over 60 cm. De kvinder beder aldrig om hjælp, for det er et nederlagt, svagt og et bevis på udueligt. Og fordi de har lært, at det ikke er pænt at vise vrede, være besværlige (dvs. at have behov og grænser)  bider de det hele i sig og bebrejder sig ovenikøbet sig selv, at de har det ad helvede til.

Når presset indeni bliver for stort, går de i terapi og fortæller mig, at de ikke kan forstå hvorfor tårerne springer som et vandfald hver de ser Pretty Woman eller Det Lille Hus på Prærien, sover dårligt om natten eller går rundt og smågræder eller er irritable ”uden grund”.
Men følelser går ikke væk, fordi de bliver fortrængt. De hober sig op, og på et eller andet tidspunkt eksploderer de. Lige som en flødebolle, der er hård og blank uden på og helt blød indeni, men der skal ikke meget til, før overfladen smelter eller sprækker. Man bliver sprød og nem at slå itu, når ens kerne er så blød. Og ensom. Meget, meget ensom!

Hvad kan du gøre?

Giv dine handlemønstre opmærksomhed. Læg mærke til, hvor tit du siger ja hvor du mener nej. Tænk over det, fortæl det til nogen du har tillid til (eller begynd en dagbog) og tænk så over, hvad der kunne ske hvis du sagde, hvad du mente. Ville du blive udstødt? Fyret? Ville kæresten slå op, manden indgive skilsmisse­begæring eller børnene få traumer for livet? Ville veninden forstøde dig? Og hvis hun nu gjorde, hvad så?
Undersøg dine fantasier og vurder sandsynligheden for, hvad der kan ske. Bed om støtte hos dine nærmeste til at acceptere, at du øver dig i at sige at du er uenig, vred osv. – og tilbyd dem det samme.

Når du anerkender dig selv overfor dig selv, behøver du ikke længere at skjule dig for dig selv. Alene dét betyder, at dine følelser får lov at leve i stedet for at skulle fortrænges, fornægtes eller forskydes. Du bestemmer jo ikke selv, hvad du vil føle – men du bestem­mer, hvor­dan du vil håndtere det, du føler. Først når du f.eks. giver dig selv lov til at være vred, kan du give vreden eller ked–af–det–heden luft ved f.eks. at sætte dig ud og græde eller skrige i bilen, banke sengen med et kosteskaft, hulker højt eller kaste puder efter lænestolen, mens du råber skælds– og bandeord.

Dit temperament må afgøre, hvad der er bedst for dig – men det er jo ikke vreden, sorgen eller angsten, der er uhensigtsmæssig. Det er de aggressioner, der tit følger med. Og hvis du får dem ud først, kan du bedre styre din vrede på en sober måde og sige til din chef f.eks. ”Jeg er vred over, at jeg ikke fik den forfremmelse du lovede mig, og nu vil jeg gerne vide hvorfor.” Når aggressionen (eller gråden) ikke længere truer med at skyde hatten af dig, kan du bedre holde fast og stå ved din vrede i konfrontationen.

Det handler om at vise dine grænser. Ikke om at være en sur nej-siger, men at passe på dig selv, som du gerne vil passe på alle andre. Når du gør det, får du mere overskud og glæde ved at give til andre – i stedet for at føle dig flået i fra alle sider.

Sådan bliver det bedre
  1. Skærp opmærksomheden. I stedet for at skælde dig selv ud og beslutte, at fra i morgen vil du være helt anderledes – så begynd at lægge mærke til det, du er utilfreds med i dit reaktionsmønster. Det er opmærksomheden, der forandrer dig. Ikke forventningen om det resultat, du vil nå. Det er lige som slankekure: Vejen er at gå vejen! Der er ingen smutveje.
  2. Anerkend dine følelser. Følelserne er drivkraften i enhver sand forandring. Derfor gælder det om at mærke, hvad der foregår i dig. Mærk efter, hvad du føler i situationen. Hvis du bliver vred, ked af det eller bange, så sig til dig selv: Nu bliver jeg vred, ked af det, bange osv. Det er dine følelser, og derfor kan de ikke være forkerte. Giv dem evt. luft i enrum (se artikelteksten).
  3. Hold op med kritisere dig selv. Beslut, at du vil holde op med at fortælle dig selv at det nok er din skyld alt sammen, og at du ikke har lov at føle, som du gør. Er du typen, der fortæller dig selv at ”Hvis jeg kan finde ud af det, kan man sætte en abe til det?” Stop det. Begynd i stedet at rose dig selv, når du rent faktisk gør noget, du selv synes er okay.
  4. Se din virkelighed i øjnene. Erkend, at det rent faktisk er meget lidt, du kan kontrollere. Lige så lidt som du kan regulere vejret, kan du regulere andres dårlige humør.
  5. Sorter i krav og forventninger. Når du styrter rundt med støvekluden, febrilsk forsøger at få Emil til at holde op med at skrige eller hader dig selv for ikke at kunne passe en str. 36, så spørg dig selv: Hvis forventninger er det jeg forsøger at leve op til lige nu? Er det min? Alt for Damernes? Min mors? Eller hvad? Og hvad ville der ske, hvis jeg nu lod være?
  6. Vær opmærksom på destruktiv tankegang. Hvis nogen (eller du selv) anklager dig for at være en elendig mor, en dårlig veninde eller en ukærlig datter, så tjek lige efter, om det nu er den fulde og hele sandhed, eller om det er kendetegnende for dig en gang imellem. Og hvis det er, så giv dig selv credit for at du er et rigtigt menneske og ikke et glansbillede.
  7. Giv dig selv noget omsorg. Hvad du ikke har, kan du ikke give – så hvis du ikke selv har overskud og føler dig godt tilpas, hvordan skulle du så kunne give barnet, parforholdet eller jobbet noget af dig selv?
  8. Lad være med at forklare eller bruge hvide løgne. Du er voksen – du skylder ikke nogen andre at forklare dig. Du har ret til at sige f.eks. ”Nej, det passer mig ikke at passe dine femlinger på søndag. Men du må gerne spørge mig en anden gang.” Eller: ”Jeg kommer desværre for sent. Det er jeg ked af.” Det er helt unødvendigt at begynde at gøre rede for hvorfor.
  9. Udskift ”perfekt” med ”godt nok”. Opsæt dine egne succeskriterier og gør dem klare og firkantede. Du bruger ca. 20% af din tid og dine ressoucer på at nå 80% af vejen. Overvej, om det ikke er godt nok – og i stedet for at bruge de resterende 80% på at nå op på 100, så brug dem på noget, du synes er sjovt eller meningsfuldt for dig – ligegyldigt hvad. Det kan være hovedrengøring, mudderboksning, overarbejde eller skovtur med børnene – bare du synes, det er godt for dig.
  10. Tag dig selv alvorligt, men ikke højtideligt. Hvis du mener, at du har fortjent en lønforhøjelse, så hør efter, når du forklarer dig selv hvorfor – og tag dine argumenter alvorligt. Hvis DU ikke tager dig selv alvorligt og lytter til det, du siger – hvorfor skulle andre så?

 

© Winnie Haarløv

 

nøleri

Nøleriets tyranni II

Overvind nøleriet i 4 trin

At overvinde eget nøleri kræver hverken terapi eller medikamenter. Det kræver først og fremmest dét, som nøleren udmærket er klar over: at tage sig selv alvorligt og begynde at se virkeligheden i øjnene.
Der er sikkert mange praktiske anvisninger på, hvad en nøler kan gøre. Her er mit bud på en enkel metode i fire trin.
Det første kalder jeg trin 0, fordi det er en uundværlig forudsætning for overhovedet at komme i gang.

Trin 0: se virkeligheden i øjnene: At stoppe magiske tanker og håb om trylleri

En nøler vil typisk udskyde at gå i gang og fortælle sig selv, at han ikke tror på, at noget kan ændres, at det er for svært eller ubehageligt, eller at han skal vente, til at ”føler for det.” Den inspiration kan han vente på, til der er to torsdage i én uge. Hvornår kommer inspirationen til at gøre noget, der er ubehageligt?

Men hvad mener jeg med at ”se virkeligheden i øjnene”? Et eksempel:

A føler sig syg, så han går ind på et apotek

A: ”Giv mig noget medicin, der kan helbrede det jeg fejler.”

Apoteksassistenten: ”Hvad fejler du? Har du svamp mellem tæerne eller ondt i maven, eller hvad? Jeg må vide mere om, hvad der er galt for at kunne finde det, der kan hjælpe.”

A: ”Jamen, det ved jeg ikke. Bare giv mig noget medicin.”

Hvor store tror du at chancerne er for, at A får udleveret noget, der virker?

Grundlæggende er det selvfølgelig umuligt at ændre noget, som ikke er defineret. En nødvendig begyndelse vil derfor være at begynde at høre efter, hvad det er du fortæller dig selv for at retfærddiggøre nøleriet.

En terapeut ville sige: ”at tage ansvar for, hvad det er jeg siger og gør, så jeg kan se konsekvenserne.” Først når det arbejde er gjort, kan du begynde at ændre på det, du har opdaget at du gør.

Og ja: det kan være svært at ændre gamle vaner. Men det er ikke umuligt.

Trin 1: bemærk dine selvfortællinger:

At lytte til, hvad du siger til dig selv og bevidstgøre det

I stedet for at flygte ved at undskylde, forklare eller springe over, så gå dine nøleri-forstærkende historier i møde. Interesser dig for, hvorfor noget opleves som for svært, ubehageligt eller umuligt.

Stop de magiske tanker om, at mirakler vil ske og opgaven vil løse sig selv til alles fulde tilfredshed – og lad være at fortælle dig selv, at du er håbløs, at du altid har nølet, at du er slap osv. osv. Der er en grund til dit nøleri. Du kender den bare ikke.

Se nysgerrigt på dig selv – og erkend din virkelighed, fx: ”Når jeg udskyder, så sker der ingenting. Konsekvenserne vil være, at… og tingene sker ikke af sig selv.”

Bryd så opgaverne ned i overskuelige bidder. Klassikeren ”hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen” er sand! En nøler vil dræbe sit eget initiativ ved at gøre enhver opgave så stor og uoverskuelig, at det ikke nytter at gå i gang. Tag dig selv i det og gå i gang med at opsætte mål, delmål og detaljemål som dele af en realistisk handleplan.

Trin 2: understøt enhver positiv udvikling.

At forbinde opgaverne med noget positivt i stedet for noget ubehageligt.

• Når den svære start er overstået, gælder det om at opsætte et belønningssystem. Gør det enkelt og nemt (især i begyndelsen), f.eks. ”Når jeg har gjort X (lille detaljemål), så må jeg Y (få en kage, se TV, lægge mig i hængekøjen osv.)

• Derefter skal du hver dag realistisk prioritere det, der skal gøres:
Del opgaverne op i to typer : 1) de presserende og 2) dem, der kan udskydes.
Opdel så bunke 1) i to typer: a) de lette og kortvarige, b) de tid- og ressourcekrævende.
Nu har du sorteret det vigtige fra – det, som presser sig på og som skal laves, for at du kan overholde tidsplanen, få leveret og mærke fremskridt.

• Opdel nu de to bunker i fire:
  1. X) de lette og kortvarige, som du har lyst til at lave
  2. Y) de lette og kortvarige, som du ikke har lyst til at lave
  3. Z) de tid- og ressourcekrævende, som du har lyst til at lave og
  4. Æ) de tid- og ressourcekrævende, som du ikke har lyst til at lave.

• Lav nu to bunker igen: Den med opgaver, som du har lyst til at lave og resten i en anden bunke. Nu har du dagens opgaver foran dig. De er prioriteret på alle måder, og nu er det tid at bestemme dig til, hvilket system du vil løse dem i. Type Y) og Æ) kan udløse belønninger, når de er færdige (en snack, en pause, lov til at lave to af type X og Z) osv. De opgaver du har lyst til at lave, udløser ingen belønning. De bærer lønnen i sig selv: at du kan stille dig foran spejlet og klappe dig selv på skulderen og rose dig selv for, at du faktisk fik gjort både dit og dat.

Trin 3: forvent tilbageslag

At kræve det mulige af dig selv og acceptere, at du ikke er perfekt

Du vil uden tvivl opleve tilbagefald, fx i særligt pressede perioder, hvis du bliver syg eller opgaverne bare vælter ind. Det vigtigste er at:

• se i øjnene, at det kræver en stædig indsats at ændre dit nøleri

• huske dig selv på, at når du undgår at arbejde, påfører du dig selv endnu mere arbejde

• lade være at hoppe på dit eget selvbedrag om, at opgaven er for svær, og at du ikke kan løse den.

Erkend, at det ikke er verdens ende, når du falder tilbage. Alt er ikke ødelkagt pga. en smutter. Giv dig selv en belønning for at indse dét (hellere end at kaste dig ud i tidligere tiders nøleri) – og kom så op på hesten igen.

Gå din opgaveprioritering igennem. Tjek, om du har være urealistisk i dine forventninger, tag højde for sygdom eller uforudsete begivenheder. Selv den mest produktive fejlberegner af og til den tid, der skal til for at løse en eller flere opgaver. Husk, at du er chefen for dig. Det er ikke opgaverne, der bestemmer – det er dig. Og du kan altså ikke trylle.

Lad være med at fortælle dig selv, at du er et dårligt menneske eller et værdiløst fjols, hvis du ikke opfylder målene. Det fører til selvbebrejdelser og undvigemanøvrer. Du gør klogt i at give dig selv en belønning for at opdage, hvordan du er i færd med at blokere din produktivitet – og så tage fat bagefter.

© Winnie Haarløv

nøleri

Nøleriets tyranni I

At nøle er at udsætte det, der skal gøres til senere uden at have en konkret grund til det, og de fleste af os kender til det i større eller mindre grad.

Voksne, rationelle og fornuftige mennesker ved deres fornufts fulde brug formår i den sammenhæng at tænke magiske tanker (måske endda uden at gøre det bevidst): ”Det ordner sig nok.”
Men det er ren virkelighedsflugt, for intet kommer af sig selv undtagen lommefnuller. Virkelighedsflugt følges som regel af en ubehagelig, tyngende følelse af skyld, skam, selvbebrejdelser, afmagt og håbløshed. For hvorfor kan jeg da ikke bare tage mig sammen?

Nølen er så almindeligt, at man kan undre sig over, at der ikke er bedre beskrevet i faglitteraturen, når nu så mange andre områder i psyke og adfærd er undersøgt og beskrevet ned i detaljen.

Mange af mine klienter klager over at de nøler ”uden grund.” Det gør vi så til genstand for undersøgelser i terapien, og det viser sig som regel, at der er gode grunde til nøleriet, som blot ikke er bevidstgjort.

Nølen udspiller sig på to overordnede områder:

• Personen selv. Et mennesker, der er utilfreds med boligen, kæresten, studiet, jobbet, vægten, konditionen, indtægten, mængden af fritid, oplevelsesniveauet osv. udsætter aktiviteter, der tjener til at forbedre hans eller hendes personlige udvikling. Resultat er utilfredshed, bitterhed, manglende livsappetit, en følelse af at være fanget og stå på perronen, mens toget suser forbi.

• Personens opgaver. Den, der udskyder sine opgaver (f.eks. vasketøjet, betaling af regninger, male væggene, pudse støvlerne, hente børnene osv.) forsømmer sin omverden. Resultat er dårlig samvittighed, irritation over for mange byrder og pligter, et ønske om at komme væk fra det hele, ensomhed, isolation.

Nølerens drivkraft

Den, som nøler, drives oftest af to grundoverbevisninger:

• Jeg er utilstrækkelig

• Omverdenen er besværlig og krævende.

Disse to overbevisninger kan komme til udtryk på mange måder. Her er et udvalg af de almindeligste.

1. Perfektionisme

Den, der føler sig utilstrækkelig, vil paradoksalt nok sjældent søge sin egen succes. Han er jo bange for at mislykkes og vil derfor udvælge sig opgaver med stor sandsynlighed for fiasko.

Men hvorfor vælger han ikke noget med sandsynlighed for succes?

Nej, for han kan jo alligevel ikke leve op til sine egne forventninger, og derfor kan han lige så godt springe over, hvor gærdet er lavest og skaffe sig den fiasko, han på forhånd har dømt sig selv til. Det virker sådan her:

”Hvis jeg får et 12-tal til eksamen, kan det ikke blive bedre. Det må jeg have, for så er jeg god nok. Men da jeg jo er utilstrækkelig, kan jeg aldrig få et 12-tal, og så er det ikke godt nok. Og så kan jeg lige så godt lade være.”

I den optik er hans bevæggrund helt logisk og velvalgt, så han forsømmer studier og eksamenslæsning med undskyldninger om, at han har for travlt, er syg, er ulykkeligt forelsket, er nødt til at skaffe flere penge osv. osv. Det åbner mulighed for, at han kan give en plausibel, forståelig undskylding for sin manglende succes (og dermed forsøge at gøre den mindre skamfuld): ”Ja, hvis jeg bare havde styr på …. (en eller flere af undskyldningerne), så kunne jeg have gået til eksamen, men pga. (undskyldningerne), kan jeg jo ikke.”

2. Angst og katastrofefantasier

Den, der kun kan udholde succes bliver selvfølgelig nervøs, når han skal foretage et valg. For hvordan kan han nu sikre, at han vælger Det Rigtige? Han er nødt til at udskyde beslutningen, indtil han føler sig sikker på succes i valget. Men jo længere han venter, jo større bliver hans nervøsitet for at vælge forkert. Fantasierne om konsekvenserne af det forkerte valg vokser og overmander ham. Han giver op og føler sig afmægtig og hjælpeløs, et offer for sit eget liv og for de urimelige vilkår i verden. Han vælger ikke at vælge. Fælden er, at det også er et valg! Men det er et, han ikke træffer bevidst, og de magiske tanker ved at fraskrive sig ansvaret for sit valg bliver: ”Jeg kunne ikke gøre for det / Jeg havde ikke noget valg.”

3. Negativ selvopfattelse (selvnedvurdering)

”Jeg burde jo nok kunne gøre X og Y”, tænker nøleren. ”Men hvorfor gør jeg det så ikke? Jeg er en idiot – doven, sløv, ubrugelig!” Han skælder sig selv ud fordi han opfatter sig selv som doven, sløv og ubrugelig. Men mon det rent faktuelt er tilfældet? Næppe.

Fordømmelsen er snarere et udtryk for, at han på forhånd har givet op på X og Y, fordi han har så høje krav til sig selv. Det giver ham så anledning til at skælde sig selv endnu mere ud: ”Hvor er jeg dog åndssvag og latterlig! Tænk, at jeg ikke engang kan bestemme mig til at at…”

Hans urimelige krav til sig selv betyder, at han lige så godt kan trodse dem og blive rebelsk. Han gør oprør imod sit eget diktatur – hvorefter han skælder ud på sig selv for at gøre oprør. Det er en lille, sluttet cirkel, som kræver så mange ressourcer, at det rent faktisk bliver umuligt at udføre både X og Y.

4. Grandiositet (selvovervurdering)

Den indædte nøler er træt og udmattet, for han er altid travl, forjaget og optaget, og han påtager sig til andres (og måske endda sin egen) undren ekstra opgaver. Han har travlt med at have travlt, for egentlig er han ikke særligt produktiv. Han har nemlig så mange bolde i luften, at han ikke kan nå at spille ret mange af dem. Han får ikke fulgt sine projekter til dørs, får ikke gennemført ret mange af sine planer, og derfor gemmer han sig bag forklaringer om at hans manglende resultater skyldes omstændigheder som andre udmærket kan tackle. F.eks. at der kun er 24 timer i døgnet, at det sommetider regner og sner, at der er trafikpropper, terminsbetalinger, juleaftner og alt muligt andet, som et menneske skal tage sig af.

5. Behov for anerkendelse (usikkerhed)

Nogle mennesker skal føle sig trygge, elskede og accepterede for at kunne handler. De mener at have brug for omverdens anerkendelse for at være noget værd, og hvis de ikke får konstant opmærksomhed, anerkendelse eller billigelse, føler de sig værdiløse. Når den følelse fylder, bliver alt hvad de rører ved også nemt værdiløst i deres egen vurdering. Energien skal altså komme fra omverden, og det stiller omverden ikke altid op til.

Sådan et menneske vil bruge mange, mange ressourcer på at være afholdt og derfor påtage sig alle mulige tjenester for andre. Så mange, at det bliver nærmest umuligt at nå det hele og gøre det ordentligt – og den, der kommer sidst er personen selv. Han får aldrig tid, overskud og ressourcer til at se på sit eget liv og vurdere, om han er tilfreds med det. Han giver med andre ord ikke sig selv den kærlige opmærksomhed og anerkendelse, han jagter hos omverden.

6. Stress (afmagt)

En nøler udskyder pr. definition sine opgaver og kommer derfor som regel til at føle sig stresset af alt det, der ligger og venter. Det tårner sig op og gør det svært eller umuligt at prioritere opgaverne og komme i gang. Derfor presser de sig alle sammen ubønhørligt på. ”Nytter det overhovedet?” tænker nøleren. ”Det er jo ligemeget hvad jeg gør, så er det bare et bundløst hul, som jeg umuligt kan fylde op. Jeg kan lige så godt lade være.”

Den sort-hvide tankegang er negativ og forstærker følelserne af selvforagt, dårligt selvværd, stress og håbløshed. Alt sammen den lige vej til passivitet eller sammenbrud. Det er danaidernes kar, og nøleren vil trætte og irritere sig selv og sine omgivelser med sine beklagelser og føle sig afvist og urespekteret – og dermed forstærke sit negative selvbillede.

Godt så! Når det nu tydeligvis medfører så meget negativt at nøle, hvorfor er det så så svært at gøre noget ved det? Det er der mange forklaringer på, men det er søforklaringer. De er bygget på enten rationalisering, impulsivitet eller virkelighedsflugt.

7. Rationalisering (selvbedrag)

”Jeg begynder på mandag!” siger den typiske nøler. ”Jeg mangler bare lige at undersøge…” ”Jeg skal bare lige først…” og mere af samme skuffe. At give sig selv forsikringer om, at nu begynder han, dæmper nølerens angst og selvhad, for nu har han jo truffet beslutningen! Han behøver altså ikke ruge over sin egen utrilstrækkelighed, for på mandag…

Men forklaringen giver kun en flygtig lettelse, for med sig selv ved han godt, at det ikke bliver sådan. Han ved udmærket, at han narrer sig selv, og derfor overlistes han hurtigt af tristhed og afmagt. Han anklager og bebrejder sig selv for at være et skvat, og det er næsten uudholdeligt at skamme sig over at føle sig som et skvat, så han er nødt til at forsvare sig imod sig selv. Det kan han gøre på flere måder.

  1. Han kan indrømme: gøre nar af sig selv, fortælle vittigheder om sig selv og vise, hvor meget overskud og selvironi han har. Gevinsten er, at omgivelserne møder ham med et smil. Men nøleren ved udmærket, at andre ikke regner med ham. De stoler ikke på hans løfter. De har ingen tiltro til hans ord, og nøleren ved godt, at han ikke bliver respekteret som andet end – en uansvarlig nøler.
  2. Han kan lyve: ”Jeg arbejder bedst under pres,” undskylder han sig, selvom han ved, at det ikke passer. Hvis han arbejder under pres, er hans drivkraft frygt (for konsekvenserne af ikke at levere) og ikke pres.
  3. Han kan appellere til medlidenhed: ”Jeg har det dårligt med deadlines,” siger han. Og vupti: når han bliver ved at undlade at levere, sker det også, at opgaven bliver annulleret, udført af en anden eller bliver irrelevant. Fordel: presset er væk.
  4. ”Jeg lever i nuet!” forsvarer han sig og henviser til Eckart Tolle eller en af alle dem, der overfladisk læst kan forstås som om lykken ligger i total ansvarsfrihed. Men nøleren lever netop ikke. Han plages af alle sine hvide løgne, bortforklaringer, skyldfølelser osv.
8. Impulsivitet (manglende behovsstyring)

En af forskellene på at være barn og voksen er den voksnes evne til at udskyde egne behov. Et lille barn viser sin utilfredshed spontant og omgående, hvis det ikke får sit behov opfyldt, mens voksne kan rumme det og vælge rette tid, sted og mulighed. Lidt sort-hvidt kan man sige, at barnets tolerancetærskel er lav, og impulsiviteten er høj, mens det er omvendt for en voksen.

Nølerens tolerancetærskel er umoden. Han følger sine behov (at slippe for den krævende opgave / undgå besværet) og giver op. Lige til han konsekvenserne bliver for ulidelige, hvorpå han kaster sig ud i voldsom aktivitet. Han prøver så at finde genveje for at maksimere resultatet og minimere indsatsen. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men oftest bliver resultatet af al den impulsive handlen, at han mister overblikket og fjerner sig fra sit mål. Når det bliver klart, begynder han forklare det mislykkede resultat med, at opgaven er for krævende, fristen er for kort, opgavestilleren (eller verden) er uretfærdig osv. osv. Det eneste han ikke går er at tage ansvar for, at hans impulsitivitet gjorde det umuligt at løse opgaven med overblik og overskud.

9. Overspringshandlinger

Den magiske ønsketænkning om, at alt vil løse sig af sig selv, hvis han blot giver det tid og venter til det rette øjeblik. Og når nøleren overtaler sig selv til at stole på, at tingene vil ske af sig selv, så dæmpes angsten for at fejle, og så kan han jo lige så godt bruge tiden til noget andet: se TV, surfe på nettet, skrive på facebook, gå en tur osv. osv. Men angsten for fiasko lader sig ikke narre. Lettelsen er kun forbigående og vil tit være forværret, når den vender tilbage.

På den korte bane er gevinsten ved at nøle er altså til at få øje på, men på den lange bane bliver gevinsterne vendt til tab.

overvind nøleriet i 4 trin (og nej, det er ikke nemt!)

©Winnie Haarløv

 

vampyr-fri

Gør dig fri af følelsesvampyren (Del III)

Det er nemmere sagt end gjort at frigøre sig fra en følelsesvampyr. Det kan være svært eller umuligt for omgivelserne at forstå, men det er jo heller ikke dem, der gennem lang tid (måske årevis) har stået model til en konstant nedbrydning af dit selvværd.

Frigørelsen falder i tre faser:
  • følelsesmæssig afstandtagen
  • afslutning af forholdet
  • efterbeskyttelse
1. Følelsesmæssig afstandstagen

I denne fase gør du dig klart, hvad du vil gøre og hvordan din frigørelsesproces skal være, for frigørelsen vil formentlig mislykkes, hvis du bryder med vampyren pludseligt og impulsivt, uden planlægning og uden de nødvendige ressourcer. Tit har Følelsesvampyren jo udsuget dig for kræfter, isoleret dig fra venner og familie og har kontrollen med økonomi, bil osv. Fase 1 består derfor af et antal små skridt, f.eks.:

  • Læg mærke til, hvordan du bliver behandlet og prøv, om du kan beskue det udefra uden at engagere dig med følelserne: Leg, at du er et videokamera, der simpelthen registrerer hændelserne. Du ved jo allerede, at intet nytter; at du intet kan gøre – så prøv i det mindste dette.
  • Gør dig kedelig. Klæd dig trist, sig gradvist mindre, deltag mindre, vær mindre livliv, mindre til stede. Måske kan du være heldig at kede vampyren så meget, at han eller hun selv forkaster dig – eller i det mindste oplever en faldende interesse i dig.
  • Kontakt dit netværk (familie, venner, bekendte) bag vampyrens ryg. Bed dem være parat med det, du får brug for: tag over hovedet, penge, børnepasning osv.
  • Hvis du frygter, at vampyren bliver voldelig over for dig, så tjek hvad der skal til for f.eks. at skaffe et polititilhold.
  • Fjern dine personlige værdier lidt efter lidt og deponer dem et sikkert sted. Du får nok ikke det hele med, men så er det en mindre pris at betale end at blive.
  • Hold helt op med at skændes, debattere eller drøfte noget. Undlad at forsvare, forklare eller undskylde dig selv – med andre ord, tal ikke til hans fornuft. Sig hellere f.eks. ”Jeg har følt mig så forvirret / stresset på det seneste.”
  • Begynd at antyde, at du måske er deprimeret, udbrændt eller rådvild m.h.t. dit liv. Husk, at Følelsesvampyren aldrig tager ansvar for noget som helst, heller ikke, hvad der sker i jeres forhold. Derfor vil han have nemmere ved at bryde forholdet, hvis han kan give dig (og din depression eller udbrændthed) skylden. Lad ham endelig fortælle andre, at du er ved at gå ned med flaget, at du er ved at blive skør eller utilregnelig. Det øger dine muligheder for at komme ud af forholdet. Lad ham derfor tænke og sige nøjagtigt, hvad han vil om dig.
  • Indled for guds skyld ikke et andet forhold – det vil kun forværre og komplikere din situation og øge hans vrede. Hold super, super lav profil med hensyn til det andet køn. Glem ikke, at din vampyr er verdens- og rom-mester i at udspionere og ikke skyr nogen midler for at skaffe sig viden om dig og dine handlinger.
  • Lad endelig vampyren indlede et nyt forhold, og lad ham fortælle vidt og bredt om det. Glem ikke, hvor nemt han har ved at engagere sig, fordi hans følelser er overfladiske. Chancen for at han engagerer sig i en anden vokser, hvis du er ”kedelig” og ”deprimeret”.
2. Afslut forholdet

Igen: Husk, at Følelsesvampyren ikke påtager sig nogen form for ansvar, reagerer på kritik med vrede eller raseri og let går i panik, når han føler sig forladt. Derfor skal selve afslutningen ske på nogenlunde samme måde som i den første fase.

  • Forklar, at du er følelsestom, gået i stå, udbrændt osv. Sig, at du ikke kan føle noget for nogen overhovedet, at der må være noget seriøst i vejen med dig, og at han fortjener bedre. Spørg, om han ikke har bemærket den forandring, der er sket med dig i de sidste par måneder (fase 1), og sig at du må have tid til at finde ud af, hvad der er galt med dig. Måske får du kvalme ved at sige det, men prøv med ”Jeg duer overhovedet ikke til noget i øjeblikket:” Hvis vampyren kan give dig hele skylden for bruddet og helst stille sig selv i et favorabelt lys (”hun ønskede fred til at finde sig selv, og selvfølgelig måtte jeg give hende det, selv om jeg elsker hende, bla-bla-bla”, så bliver det nemmere for ham at forlade dig.
  • Hvis han går i panik, vil du helt sikkert opleve en tsunami af telefonopkald, breve, sms’er, mails, sedler på din bilforrude osv. Reager med et kedeligt, spagfærdigt ”tak”. Hvis du overreagerer eller giver efter, har du tabt – og du bliver slået tilbage til start.
  • Fokuser på, at du har brug for at komme lidt væk. Gå endelig ikke ind på nogen af de utallige forhandlingsforslag, du vil modtage: at I skal ses mindre, at I kun skal ses når du har lyst, at I skal holde en uges pause, gå i parterapi osv. Så længe vampyren har kontakt med dig, vil han opleve at have en mulighed for at kontrollere og manipulere dig.
  • Følelsesvampyren vil helt sikkert gøre, hvad han kan for at give dig dårlig samvittighed og skyldfølelse. Han gentager og gentager, hvor elsket du er, hvor meget han har gjort for dig, kæmpet for forholdet, alt det du har betydet og betyder for ham og hvor meget han har ofret på dit alter. Men du vil også få at høre hvor led, modbydelig og egoistisk du er fordi du har snydt ham, fordi du er selvoptaget og egoistisk nok til ikke at give ham en chance til, og fordi du gør ham til grin ved at forlade ham.
  • Lad endelig være med at prøve at få ham til at forstå, hvordan du føler. Det vil ikke ske! Følelsesvampyren er kun optaget af, hvordan han selv føler, og dine følelser er fuldstændig irrelevante. At appellere til hans forståelse er rent spild af tid, og hans eneste formål med at deltage i samtalen er at gribe muligheden for at belæsse dig med dårlig samvittighed og endnu mere skyldfølelse.
  • Tro under ingen omstændigheder på hans løfter om ændring – heller ikke, hvis han pludselig tolererer eller endda opfordrer til, at du går ud med vennerne, besøger familien og stopper sin sms-terror. Tro ikke på hans løfter om ægteskab, rejser, gaver, personlig udvikling osv. Du ved jo godt, hvad han er i stand til for at få magten over dig, så lad nu være med at hoppe på den igen. Alle mennesker kan drastisk ændre adfærd i en kort periode (tænk bare på dine slankekure, planer om at blive sund og fit, holde op med at ryge osv.), men når krisen er afværget, falder man tilbage. Det gør vampyren også.
  • Opsøg professionel hjælp, eller find nogen du kan tale med i denne fase. Du får brug for al den opmuntring og støtte, du kan skaffe dig. Husk, at hvis vampyren opdager at du f.eks. går i terapi, vil han kritisere terapien sønder og sammen. Enten er terapeuten / psykologen totalt idiot, eller også er du totalt idiot.
  • Lad være med at tale om fremtiden ved at bruge ord som ”måske en dag” eller ”i fremtiden” osv., for det giver Følelsesvampyren opfattelsen af, at du er på vej tilbage. Og så vil han straks gribe ud efter dig. Forestil dig, at du er en dankort-automat ude af funktion. Når vi er i pengenød og støder på sådan en, så prøver vi gerne et antal gange for at se, om den dog ikke skulle virke – og når det ikke sker, så prøver vi at finde en anden. Hvis du stædigt og konstant holder ved din beslutning uden at give ham den mindste antydning af, at du bliver svag i knæene under byrden af dårlig samvittighed, så vil han til sidst opgive.
3. Efterbeskyttelse

Det er ikke din skyld og du har intet ansvar overhovedet for, at vampyren opfører sig og reagerer som han gør. Han har haft sin adfærd i det meste af sit liv – i hvert fald sit voksne liv, og han ser det faktisk ikke selv som et stort problem. Han er overbevist om, at du har et problem, at du skaber hans problemer eller at du gennemgår en eller anden fase, lytter til de forkerte mennesker og at du snart vil få øjnene op for hans vidunderligheder.

Følelsesvampyren opgiver sjældent kontakten helt og aldeles og vil oftest forsøge at kontakte dig igen, selv lang tid efter, at forholdet er slut (muligvis også, selvom han har gang i nogle nye bekendtskaber. Du slipper ikke, før han har en ny på krogen, som sidder lige så godt fast som dig). Husk, at det ikke drejer sig om følelser og slet ikke om kærlighed. Det vil han selvfølgelig påstå, til himlen får to måner – men det drejer sig kun om magt og kontrol. En følelsesvampyr formår i virkeligheden slet ikke at elske nogen. Heller ikke dig.

  • Hold fast i, at forholdet er permanent afsluttet. Gå ikke med på at diskutere, om I skal være venner eller ses på andre måder. Du tror måske, at det vil berolige vampyren at gøre det, men faktisk vil du bare sætte ham i kog igen.
  • Sig nej til at mødes og tale om det, der var. Du risikerer kun at han får en krog i dig med skyld og dårlig samvittighed.
  • Fortæl ham intet om dit nye liv og eventuelle nye bekendtskaber og frabed dig at høre om hans. Sig til ham, at jeres liv nu er adskilte og derfor private, og at du ønsker ham det bedste og håber at han bliver lykkelig.
  • Hvis du mærker skyldfølelsen vokse, så afbryd samtalen med ham, uanset om det er pr. mail, sms, telefon eller over en kop kaffe. En undersøgelse viser, at den mest tungtvejende grund til, at fraskilte finder sammen igen, er skyldfølelse.
  • Flyt din fokus fra din samvittighed til dét, han faktisk siger. Og så vil du høre, hvordan han bruger skyld med skyld på for at fange dig ind igen.
  • Når/hvis I taler sammen, så giv ham en nøgtern statusrapport af den slags, du ville give din fjerneste tante Tove, hvis hun spørger hvordan du har det. Vær høflig, kedelig og undgå detaljer. F.eks. ”Jeg arbejder meget og passer min løbetræning” eller noget i den dur.
  • Når Følelsesvampyren disker op med, hvor smertefuldt og svært bruddet har været, så svar noget generelt om, at det jo altid er vanskeligt at lave om på sit liv eller finde kærligheden. Graver han i dine private forhold eller har hørt, at du har fundet en ny kæreste, så leg, at du er en damebrevkasse og sig f.eks. ”Datingmarkedet er hårdt, men man må jo bare håbe, at den rette er derude et sted – både for dig og for mig.” Bliv aldrig personlig!
  • Gør enhver eventuel kontakt kort og høflig. Hvis han ringer, er du ved at koge æg og kan kun tale i tre minutter, og hvis du sidder i bilen, må du afbryde fordi der er politi i syne. Du kan også gå ud og ringe på døren, så han kan høre det i telefonen. Ønsk ham det bedste i en neutral tone, ligesom du ville gøre overfor din grønthandler. Og igen: Bliv aldrig personlig.
Opsummering

Gennem mine år som praktiserende psykoterapeut har jeg mødt mange mennesker af begge køn, som har været i kløerne på en Følelsesvampyr. Jeg har meget sjældent oplevet, at en vampyr har ændret sig væsentligt, selvom jeg har haft nogle stykker i terapi. Det er også sket, at en følelsesvampyr har reageret på denne artikel og beklaget sig over at blive fremstillet som “ond” – når hun nu var sådan et “hjælpeløst, stakkels væsen, der ikke kan gøre for det”.

Jeg har også adskillige gange oplevet, at selv det mest sønderslidte vampyroffer er faldet tilbage i forholdet, før det er lykkedes at genoprette den følelsesmæssige skade, som offeret har pådraget sig. Det er en sej og langvarig proces at komme ud af et vampyrforhold. Men det er absolut muligt, hvis vampyrofferet er indstillet på at arbejde seriøst, konsekvent og konstant med sig selv over en periode.

 

©Winnie Haarløv