straf

Tyve alternativer til straf

Vi ved det jo godt.

Utryghed, skænd, straf, kulde, fjendtlighed, råben, ironi, sarkasme, at blive ladt alene, sendt ind på værelset osv. osv. er skadeligt for et barn. Vi ved det godt!

At “opdrage” betyder ikke at “krænke.” Det betyder at vise barnet, hvilke rammer det kan agere inden for og hvilke normer, der gælder i de hierarkier som det lille menneske bevæger sig i. Det gør vi bedst ved at være rollemodeller og  med kontant, letforståelig vejledning. Det vigtigste for et barn er respekt (lige som det er for alle os andre).

  • Et barn, der krænkes, lærer offer-krænker adfærd. Og regler. love og normer.
  • Et barn, der oplever respekt, lærer respektfuld adfærd. Også overfor regler, love og normer.

Nu tænker du måske: “Jamen, skal jeg da bare lade ungen gøre som hun/han vil?”

Og selvfølgelig ikke. Børn, der opfører sig “umuligt” har lært den adfærd ét eneste sted fra: sine forældre. Børn gør det, der betaler sig for dem. Nøjagtig lige som alle os andre, med den forskel at vi voksne skjule det med manipulation.
Et “umuligt barn” findes ikke. Det er nemlig ikke umuligt; det er forladt, rådvildt og i tvivl. Sådan et barn leder efter sine forældre og deres respektfulde vejledning.

Forældre, der opfører sig som børn, straffer, skælder ud, vrisser og siger at det er for barnets egen skyld. Det er en dårlige, elendig og skadelig undskyldning. En manipulativ, ansvarsfraskrivende løgn..

Så hvad kan man som forældre gøre i stedet?

1. Find det underliggende behov

Hvis dit barn skriger, plager om slik eller bliver utålmodigt mens du venter i kassekøen, så vær forberedt: keder det sig, så giv barnet noget at lege med. Er det sultent, så giv det en frugt. Hjælper det ikke, så forklar roligt barnet, at det ikke må få slik nu – og lad det skrige. Skæld ikke ud, straf ikke. Og blæs på, hvad de andre i køen synes (de har sikkert selv prøvet at stå med et skrigende barn et offentligt sted).

2. Giv oplysninger og fornuftsgrunde, der passer til alderstrinnet

Hvis barnet tegner på vægge eller ødelægger ting, så tag dig tid til at forklare hvorfor du synes det er mest hensigtsmæssigt at tegne på papir eller passe på tingene. Hvis barnet er for lille til at forstå en forklaring, så vis barnet et alternativ eller en konsekvens. River din 9 mdr gamle baby i dine ørenringe, så sæt dig i sofaen og sæt barnet ved siden af så snart det sker. Hold øjenkontakt og sig “nej” – venligt og fast. Forlad ikke barnet, rynk ikke panden og smil ikke.

3. Find den underliggende følelse

Anerkend, accepter og respekter barnets følelser. Hvis barnet slår, driller eller kniber, så find ud af, om barnet er f.eks. jaloux, misundelig eller føler sig overset – og anerkend, at det er sådan. Der er altid en grund til at barnet gør, som det gør. Inviter barnet til at vise sin vrede og jalousi på andre, mere hensigtsmæssige måder. F.eks. at græde og skælde ud over for dig.

4. Lav om på omgivelserne. Ikke på barnets nysgerrighed

Når man får et barn, viser omgivelserne sig sommetider uhensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver ved at tage ting fra reoler eller køkkenskabe, så udskift de ting, der findes i børnehøjde med nogle, som barnet gerne må lege med. Sørg for, at hjemmets indretning respekterer, at der nu bor et legelystent, nysgerrigt barn.

5. Find acceptable alternativer

Hvis du ikke vil have, at barnet bygger en hule i spisestuen, så vis barnet, hvor det gerne må bygge en hule – i stedet for bare at sige NEJ.

6. Vær et eksempel for dit barn

Hvis barnet f.eks. trækker en kat i halen, så sig “nej” – og vis barnet, hvordan man klør katten bag øret. Eksemplets magt er langt stærkere end ord.

7. Giv valg – ikke ordrer

Beslutninger og valg giver barnet magt over sin egen situation, mens ordrer inviterer til magtkamp. Tilbyd ikke for store eller frit formulerede valg, f.eks. ”Hvad har du lyst til at lave på søndag?”
Giv hellere valgmuligheder, som er overskuelige i forhold til barnets alder og kompetence. Spørg ikke f.eks.: ”Hvad vil du have på i børnehave? – men: ”Vil du have den røde eller den blå trøje?” og ”Vil du børste tænder før eller efter at du har taget pyjamas på?”

8. Gør undtagelser nu og da

Lær barnet fleksibilitet ved en sjælden gang at bryde hverdagsrutinen. F.eks. ”Det er okay, at du ikke børster tænder i aften, når du er så træt.” Giv indimellem dig selv lov til at bryde rutinen ved f.eks. at lade barnet få havregryn med mælk til middag el.lgn.

9. Giv barnet tid til at forberede sig

Hvis du f.eks. skal have middagsgæster, så fortæl barnet, hvad du forventer af det. Vær specifik og hold de indgåede aftaler. Hvis aftalen er, barnet skal tage nattøj på uden bøvl, så vær konsekvent. Har du lovet at læse godnathistorie, så gør det. Selvom gæsterne må vente med desserten.

10. Lad barnet opleve konsekvenserne af sine valg

Lad være med at fjerne hver en sten på barnets vej. Hvis et barn f.eks. lader sit våde gymnastikhåndklæde ligge i tasken, så lad barnet selv finde det og opdage, hvor generende det kan være. Det er en menneskeret at træffe valg, og sommetider (tit!) vælger man forkert. Lær barnet, at det er okay, og at det selv må tage konsekvenserne af f.eks. ikke at ville have vanter på i 10 graders frost (du kan jo tage vanterne med i tasken og tilbyde barnet et nyt valg, når det er parat!)

11. Fortæl om dine følelser i stedet for at være sur

Lad barnet vide, hvad dets handlinger gør ved dig. Sig f.eks. ”Det irriterer mig, at du ikke tørrer krummer op efter dig. Jeg vil gerne have, at du gør det.” – og lad så være med selv at tørre dem op!

12. Skrid til handling, hvor det er nødvendigt

Hvis barnet insisterer på at ”gå selv” og derefter stikker af, så hold barnet fast i hånden (uanset dets protester), mens du forklarer hvor farlig trafikken er. Vis eventuelt barnet en fugl eller en ræv, der er blevet kørt over. (Jo! Jeg mener det!)

13. Hold om barnet

Børn, der kaster sig ud i aggression eller trods kan sagtens have brug for, at mor eller far simpelthen holder blidt om dem, uden vrede og formaninger. Tit dækker den vrede opførsel over barnets frustration eller sorg, og den blide omsorg kan få barnet til at græde de nødvendige tårer i stedet for at gøre sig ensom i raseri.
Som voksen ved du jo godt, hvor rasende eller frustreret du kan blive, hvis bernaisen skiller eller pc’en driller. Du har bare lært adfærdskontrol, og det er dét, barnet stadig mangler at lære.

14. Bliv ved barnet i konflikter og kriser

Et barn i oprør (hvadenten det skyldes vrede, sorg eller angst) har allermest brug for en nær voksen, der kan være der. Ti gerne stille og bare vær til stede, indtil barnet eventuelt viser behov for en omfavnelse – og hvis ikke, så bare bliv ved barnet.
Vis, at din kærlighed er ubetinget. Spørg, om barnet har lyst til at fortælle om sine følelser. Tilbyd omfavnelse, men påtving den ikke. Spørg, om barnet har lyst til at høre forslag til, hvad det kan gøre. Siger barnet nej, så respekter dets ønske. Lad være med at bebrejde, trøste, forklejne eller aflede følelserne (ved f.eks. at tilbyde mad, leg eller tale om noget andet).

15. Lad dig lokke til leg

Mange (potentielle) konflikter kan løses ved leg. Eksempelvis: ”Vil du være med til at lege restaurant? Okay – du bærer ud, jeg skyller af” el.lgn. Eller ”Skal vi børste tænder på hinanden?”

16. Respekter barnets følelser: vrede, angst, sorg og glæde

Hvis dit barn er vred på dig, så respektér barnets vrede.
Invitér barnet til at vise vreden ved f.eks. at indbyde til en pudekamp. Når barnet har raset ud, så overgiv dig, gerne på en dramatisk måde.
Hvis barnet er i humør til det, så inviter det til at tale om sin vrede. Spørg f.eks. ”Er du stadig vred på mig ?” Hvis barnet siger ja, så spørg, om barnet har lyst til at sige noget mere om det. Gør ikke barnet forkert eller latterligt ved at nedgøre dets følelser, f.eks. ”Hold nu op med at tude; det er da ikke noget at hyle sådan op over” eller ”Er du virkelig bange for mørke – jeg troede, du var sådan en stor dreng”.

17. Vær fleksibel

Hvis du gerne vil hjem, men barnet er i fuld gang på legepladsen, så sig, at det snart er på tide at gå hjem. Lad barnet selv komme med forslag til, hvornår I skal gå. Respekter dets forslag, selvom det ikke svarer til dit – sig f.eks. ”Nej, en time er for længe, så kan jeg ikke nå at…. Skal vi sige ti minutter? Vil barnet ikke forhandle, må du som den voksne bestemme.

18. Inviter til fælles konfliktløsning

Diskuter konflikter, der bliver ved at opstå, med barnet (f.eks. oprydning, bordskik osv.) Fortæl om dine egne behov, spørg efter barnets og bed om forslag til løsninger. Tag barnets forslag alvorligt, og hvis du ikke kan bruge dem, så begrund hvorfor. Fastlæg reglerne sammen; gerne på familiemøder.
Og fremfor alt: Smed, mens jernet er koldt. Når konflikten raser, duer det ikke at ville forklare, diskutere eller tale fornuft.

19. Skru ned for forventningerne

Små børn har intense følelser og behov, og de er af natur højrøstede, nysgerrige, uorganiserede, utålmodige, krævende, kreative, glemsomme, selvcentrerede og fulde af energi. Accepter disse egenskaber og påskøn umiddelbarhed, så længe den varer. Har du nogen sinde set en 13–årig hoppe i sofaen af glæde – eller smide sig på gulvet i Irma fordi han ikke må få vingummi?

20. Træk dig – og træk vejret

Forlad rummet, hvis du har brug for at samle dig og skabe overblik. Brug evt. nogle minutter på et lynbrusebad, en kort meditation, en grædetur eller at ringe til en veninde. Bare fem minutter med dig selv kan gøre underværker og betyde, at du ikke kommer med raseriudbrud eller giver straffe, som du senere fortryder.

© Winnie Haarløv

Barnedåb.200px

Farmor, fortæl noget fra stenalderen

Jeg er født på Amager, hvor al vores familie boede. De var håndværkere og ufaglærte med mange børn i små, mørke lejligheder med koldt vand og dele–wc på trappen. Min farfar var den fineste, for han havde egen barbersalon på Esplanaden, og der barberede han sømænd fra halvseks om morgenen og drak snaps med dem bagefter. Og så boede han og farmor i Jacob Holms Gade. “Først på Amager”, som min farmor altid sådan lidt vigtigt betonede.

Min far blev bankuddannet (et uhørt privilegium for en arbejdersøn dengang), og i februar 1949 giftede han sig med min 19-årige mor for at få en lillebitte lejlighed. Hun var vild for at komme væk fra de to mørke værelser med koldt vand og fire beboere, der var hendes barndomshjem.

Men lejekontrak­ten krævede mindst ét barn,  og vupti: derfor kom jeg til verden i december 1949. Min mor var fyldt tyve år to dage før. Hun havde gået i 9. klasse og derefter arbejdet på en papkassefabrik og kortvarigt på en skrivestue, men opgav mere end villigt sit job og fik nogle år senere min søster.

Paradiset

paradisåsenEfterkrigstidens store skrue begyndte at dreje, og seks år og et barn senere byggede de et kæmpestort hus (110 kvm, to værelser, stue, køkken, bad) i Holtes Paradiskvarter til den fyrstelige sum af 70.000 kroner for både grund og hus (lidt over 1 mio. i 2015-kroner). Det var et voldsomt spring fra den lille to-værelses på Amager, og min mor syntes at parcelhusstuen lignede en skøjtehal. På villavejens ubebyggede grund gik Musse, en skimlet hest, og gnaskede bellis og mælkebøtter. Der var langt til indkøb, så på hver sin ugedag holdt en handlende på vores vej: fiskebilen, slagterbilen og ostebilen. Svajeren bragte mælk og morgenbrød ud, doktoren kom på hjemmebesøg, postbudet kom tre gange dagligt. Man kunne  sende søndagsbreve, købe billet i toget og få afhentet snavset linned og duge og returneret det rent og rullet. Sikke en service.

Jeg fik et tornyster og begyndte i Øverød skole 800 m væk, og snart var vi tre i børneværelset, sov i køjesenge og havde hver en kommodeskuffe til legesager og en hylde til tøj. Alle kvarterets børn legede ude året rundt – dels havde ingen af os eget værelse, og dels var vi  jo omgivet af marker, skove og søer, der bød på interessante  og forbudte udfordringer alt efter årstid.

Drengene hed tit Bjarne, Birger, Benny og pigerne Marianne, Hanne og Annette. Vores mødre gik hjemme og kogte, bagte, syltede og stegte, så ingen af os gik i institution. Børnelivet udspillede sig ganske uden voksnes opsyn og var fuldt af hemmeligheder. Vi fiskede haletudser, løb på skøjter, huggede blommer, byggede huler, badede i Furesøen  og legede doktor. Biler var der næsten ingen, der havde råd til, så det farligste var skærslipperen, som spillede lirekasse om søndagen – og som vi alle sammen bestemt mente var børnelokker. Ingen spurgte hvor vi skulle hen, når vi gik ud for at lege – vi skulle bare være hjemme kl. 17.30 og rulle voksdugen på teaktræsbordet før der blev serveret stegte sild, øllebrød, æggekage, krebinetter eller forloren hare – altid med bunker af kartofler og brun sovs. Jeg har aldrig (som i aldrig) set en grøn salat i mit barndomshjem.

1a

Holte Biograf havde telefonnummer 9, og en billet til en af de tre første rækker kostede halvanden krone. Jeg drejede på telefonens håndsving og fik Holte–centralens omstillingsdame i røret.

”Goddag, jeg vil gerne have nummer 9 (biografen)” sagde jeg. Omstillingsdamen svarede bøst:

”De spiller Tarzan–film i dag, og det er ikke noget for dig,” var hendes lakoniske svar. Klik! Jeg kom ikke i biffen den søndag og måtte nøjes med Dr. Lieberkind i vores splinternye sorthvide tv, som vi fik i 1959. Det var på størrelse med en kommode og tog 10 minutter at varme op, og der var udsendelser i nogle timer tre dage om ugen.

Det var på mange måder en tryg og forudsigelig tid. Jeg hørte Radioteatret, sagde De til folk jeg ikke kendte, kom i bad og gik med pænt tøj om søndagen og afbrød aldrig de voksne. Vi børn blev håndfast opdraget, både i skolen og hjemme, og vi var ikke nogen forbrugermålgruppe. Ord som skilsmisse, overvægtig, indvandrer, fitness og modetøj indgik ikke i vores begrebsverden (det gjorde til gengæld buksevand, ørefigner og eftersidninger). Sodavand og slik var noget vi fik til jul og fødselsdag, og tøj blev syet af de voksnes aflagte. Ordet “teenager” var heller ikke nået til Øverød, da jeg fyldte tretten og fik øje på mit tynde strithår i spejlet, hvorefter jeg sprang på cyklen og spurtede ned efter min første dåse hårlak i Schous Sæbehus (kr. 2,95).

Generationskløften åbner sig

aspargesI begyndelsen af 60′erne startede min far et importfirma med dåseasparges og kaldte det ”Paradiso”. Dels fordi vi boede i Paradiskvarteret, dels fordi Katy Bødtger havde et monsterhit med den sang. Og så fordi hans asparges smagte himmelsk, som han sagde. Huset blev bygget større, vi fik køleskab og det helt store statussymbol: en ny, lakskinnende bil (en varevogn  på gule plader, hvor vi tre børn lå og raslede rundt i bagagerummet, når vi skulle besøge farmor på Amager). Alt åndede idyl, mens markerne uden for vores vinduer blev udstykket, Irma kom til byen og  cola, pomfritter og tre ugers industrisommerferie indikerede, at velfærdssamfundets hjul for alvor havde fået fart på.

Men i 1964 hørte jeg noget i radioen, der ændrede mit liv for evigt. Det var The Beat­les, og dén dag åbnede min families generationskløft sig: De voksne, der i forvejen var en slags fjerne statister i mit liv, fattede mindre end nogen sinde. Og det blev kun værre. I 1968 tog jeg studentereksamen iført en kjole, der sluttede lige under trussekanten og iførte mig kun ”symbolet på den borgerlige magt”: studenterhuen i de to minutter, det tog min far at fotografere slægtens første student. Mine borgerlige forældre så til i vantro, mens samfundets velstand voksede: mine jeans kunne ikke blive slidte og hullede nok, og jeg skilte mig af med alt mit pæne, marineblå tøj, lod håret hænge ned over øjnene og gik med bare tæer, også om vinteren. Alt var tilladt, alt det gamle skulle forkastes. Jeg havde en kort affære med et kollektiv (og tabte, da jeg opdagede at man skulle aflevere både sit tøj, sine plader og sine penge til fælles brug og måtte flytte hjem igen). I håbet om at redde mine yngre søskende og genoprette ro og orden derhjemme installerede mine forældre mig i en 48 kvadratmeters ejerlejlighed i Ordrup og forventede kun at se mig, når jeg kom hjem til jul. Det var fest med fest på! Jeg elskede at bo for mig selv og installerede straks en veninde i det andet værelse. Jeg ville være journalist, forfatter eller guldsmed, men det var ikke projekter, som de ville støtte. Og SU kunne jeg ikke få, for den afhang af mine forældres indkomst, og de var efterhånden blevet pænt velhavende.

Så jeg arbejdede nat ved Tuborgs flaskebånd og tog på lærerseminariet (sommetider) bagefter. Der var ingen adgangskrav til hverken universitet eller andre uddannelser, så jeg kunne have valgt hvad som helst. Desværre var der heller ikke hverken erhvervsvejledere i skolen eller voksne, jeg kunne gå til, så det faldt mig overhovedet ikke ind, at uddannelse, karriere eller job kunne være sjovt og berigende. Og da slet ikke, at universitetet kunne være  noget for mig (det var først, da jeg var fyldt tres). Så da jeg som nittenårig mødte en fyr, der skulle på seminariet fordi han som lærer kun skulle arbejde halvdags, havde lange ferier og kunne spille guitar for resten, så lød det i mine ører lige så godt som alt muligt andet.

Kvindekamp, kansastøj – og karriere

Enlig mor 1980Jeg blev lærer i 1974, fik et barn og blev alenemor året efter. Det var kvindernes årti: vi var enlige mødre og havde altid børn på slæb, når vi tog på ølejr, gik i demonstration mod Vietnamkrigen eller samlede ind til Bangla–Desh. Vi ville redde verden, og det gik hårdt ud over familielivet. Der var hverken tid eller tolerance til mænd i vores liv, så vi brændte vores bh’er og udkæmpede klasse- og kvindekamp iført pottehår, træsko og tidens statussymbol: Kansas–arbejdstøjet. Det var en brun tid med politiske dogmer, strejker og snærende bånd, hvis man ville høre til. Jeg havde en forkærlighed for pink og for, at mit tøj var rent og passede sammen, så på lærerværelsen kaldte de mig “Stewardessen” og nægtede at tale til mig, da det kom frem at min far importerede dåseferskner og ananas fra Sydafrika.

Så i det skjulte følte jeg en stor lettelse, da årtiet skiftede og netstrømper, feminint undertøj og pinkfarvede læber vendte tilbage. I yuppie–firserne forlod jeg den bæ-farvede, ræverøde og ensrettende folkeskole, afblegede håret og fik   job i IT–branchen med firmabil, plastickort og det ultimative statussymbol: en læderindbundet time manager. Min nye, kortklippede IT-mand og jeg arbejdede 60 timer om ugen, skrev skemaer over hvornår vi skulle hygge og besøgte Københavns seværdigheder på udflugter, der var timet og tilrettelagt. Sønnike sagde farvel til langt hår og lange skorteflipper og ønskede sig pastelfarvede Lacoste-poloer og blev sendt på sprogskole i England, high school i USA og musikhøjskole på Fyn. Alt sammen for at give ham den støtte, jeg selv havde manglet og ruste ham til uddannelses- og karriereræset, selvfølgelig. Da han flyttede hjemmefra, besluttede hans sig for at blive tømrer, fordi han elskede lugten af træ. En sund reaktion.

Historien gentager sig

Op til årtusindskiftet kom kernefamilien langsomt på mode igen, og det gav status at have tid og mindst to (velfungerende!) børn med besynderlige navne. Mit liv blev invaderet af forkortelser: CD, DVD, MP3, GPS for ikke at tale om PC, VHS og alle de andre elektroniske dimser, der skulle indstilles, times og betjenes. En telefon var ikke længere bare til at tale i, og det er efterhånden svært at blive væk – i betydningen off-line. Før i tiden kunne jeg ikke nås, når jeg kørte i tog, købte ind eller var på stranden. Nu klages der højlydt, hvis jeg ikke besvarer telefonbeskeder, facebook-henvendelser og sms’er inden for tre sekunder. Og hvis jeg ikke straks poster snapshots eller selfies fra min tur i toget, supermarkedet eller stranden, tror folk at jeg er død. Jeg finder det utroligt anstrengende.

Et af mine børnebørn spurgte mig forleden: ”Farmor, gider du ikke fortælle noget fra stenalderen – altså fra dengang, du var dreng?” Og jeg tænkte, at historien gentager sig. På en vis måde, altså. For da jeg tænkte over det, slog det mig: Hvad bliver det næste? Er der overhovedet mere, man kan opfinde?

Vil du høre mere? Læs et uddrag af mine romaner – f.eks. ‘Paradis‘ (1. del i en serie) eller ‘Fisk kan da ikke cykle‘.

Eller hør radioudsendelsen ‘Sommergæsten‘ fraP1, hvor jeg fortæller om mit liv som hunkøn gennem fem turbulente årtier.

 

©Winnie Haarløv

svigt

Det største svigt

Et barn overlever ikke uden at få dækket sine fysiske behov (mad, varme, klæder) – de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og kærlighed dækket – dem, der dækkes med usynlig omsorg.

Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen (mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt, hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.

Men én ting er simpel overlevelse. For at udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.

Autencitet – et grundlæggende behov

Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed, retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv indflydelse på personens liv.

Her vil mange sikkert sige: “Jeg lyver da aldrig for nogen!” eller “Hvor svært kan det være?” Men for de allerfleste er det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: “Du ødelægger det hele!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!” “Smil nu – du har ikke noget at være ked af!” osv. osv.

Spæde kan noget, som de færreste kan

Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt, høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd. Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.

Barnets forhold til de voksne er altså i sit udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.

Elsker jeg mit barn? Eller elsker jeg, at barnet bekræfter mig ved at elske mig?

“Ikke alle er modne nok til at undgå det sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige, elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre.” Sådan skriver Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.

Et barn er en udfordring til og chance for at genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché “Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”

Barnet er også et fantastisk tilbud til forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.

Væk fra det naturlige

I barnets socialisering og bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede (”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende (“det socialiserede”). Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder opdragelse.

Den første, afgørende spejling for barnet er selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt. Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser, følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik til et negativt selvbillede er lagt.

Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv, der er sårbar.« (Juul, 1998)

Du er spejl for barnets identitet

Autencitetssvigt fører således til dannelsen af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være sund.

Er den ikke det, svigter du det autentiske, og Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv, medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)

Den absurde værdiforvirring

Da jeg for mange år siden arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.

Vi nåede hjem og ventede lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået, var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk, vandrende i retning væk fra hytten.

Hjemme igen fortalte hun at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun – imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at standse op og vende om.

Hvorfor? Fordi det ikke var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte retning!

Den lader vi lige stå et øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!

Eller med andre ord: hun syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk erkendte! Det er absurd.

Og ikke nok med det. Det, hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået en fejl, så derfor begik hun én til!

Værdiforvirringen er tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det, men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have været dig?

Hvad kan man gøre?

Hvad ville der være sket, hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede blive ved at styre hende?

Hvad nu, hvis hun (eller den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende om!” Hvordan mon hun havde reageret?

De steder i ens liv, hvor man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.

Hvis forældre skal vise barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare” vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og erkende det, der ér.

Den negative identitet

Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.

Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed – måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.

I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Resumé: undgå det store svigt

Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept ikke bruges manipulerende eller uægte.

Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af barnets negative selvbillede.

At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at kende.

Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre.

Minilex:
  • Den etymologiske grundbetydning af ordet “alvor” er: fuldstændig sand.
  • Autencitet: ægthed, pålidelighed
  • Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

 

© Winnie Haarløv

siblings

Din plads i søskenderækken

Mange års forskning og erfaringer viser klart, at barnets plads i søskenderækken har afgørende indflydelse på, hvordan barnet vil forholde sig til omverden, agere i relationer og anskue sine livsbetingelser som voksen. Barnets personlighed præges tidligt (og uundgåeligt) af dets placering i søskenderækken. I en børneflok på f.eks. 3 melder der sig forskellige udfordringer for ældste-, yngste- og mellembarnet, mens enebarnets udfordring er at lære at lege alene uden at føle sig ensom – og at lære at begå sig i en flok, når det bliver børnehavetid.

Det ældste barn typisk vil udvikle nogle karakteregenskaber, som ligger yngstebarnet fjernt – og omvendt. Et enebarn bliver præget af ingen søskende at have, og en efternøler kan udvikle nogle af de samme egenskaber, selvom der er mange ældre søskende.

Den førstefødte er enebarn, indtil den næste melder sin ankomst og må dele sine forældres kærlighed med den nye baby. Det er et chok, som kan få barnet til at føle sig uelsket og tro, at ingen elsker det mere. Barnet løser problemet ved at blive præstationsorienteret: dygtig, artig osv. – eller udvikler med andre ord evnen til at skaffe sig opmærksomhed i form af respekt, beundring og anerkendelse som erstatning for den tabte, ubetingede kærlighed. Barnet tror ofteste, at det på en eller anden måde selv er skyld i den tabte kærlighed og føler skam og skyld over sin ”forbrydelse”. For at slippe for skyldfølelsen udvikler barnet fintfølende antenner, så det kan undgå at såre eller genere andre og dermed risikere at miste den smule kærlighed, der er til rådighed. Den ældste kommer derfor nemt til at føle sig uelsket og forkastet, når moderens kærlighed skal deles med den nye baby.

Den næstældste må forholde sig til, at storesøster eller -bror tiltrækker sig netop respekt, beundring og anerkendelse ved sin dygtighed. Ligemeget hvad den næstældste gør for at få opmærksomhed, er storesøster eller –bror dygtigere, hurtigere eller mere erfaren. Den næstældste lærer at føle sig utilstrækkelig og forsøger at overvinde denne følelse ved at perfektionere sig på udvalgte felter, fordi det tror, at hvis det bare bliver endnu bedre, får det kærlighed. En anden mulighed er at gøre sig “anderledes”, f.eks. i påklædning, valg af hobbies el.lgn. Den næstældste kommer nemt til at føle, at ingen bryder sig om hvordan han eller hun føler (for det gør den ældste i hvert fald ikke!), og for at undgå denne smertelige følelse, undertrykker barnet den. Den næstældste oplever manglen på opmærksomhed som om ingen bryder sig om, hvordan han eller hun føler. Følelser bliver derfor en kilde til smerte og ses derfor som noget, der skal undgås. Den næstældste forsøger altså at håndtere livet med logik i stedet for følelser.

Det tredje barn må finde sig i at blive drillet og hakket på af den næstældste, som gør det for at slippe af med sine egne utilstrækkelighedsfølelser. Det gør den tredjefødte sårbar og får ham til at føle sig ubeskyttet, og barnet forsøger at klare sig imod den næstældste bror eller søster ved at beslutte sig til ikke at lade sig genere. Udvejen er at klare sig ved at være stærk – og det betyder, at barnet er nødt til at fortrænge frygten. Den tredjefødte der klarer dét, bliver frygtløs. Den, der ikke klarer det, bliver frygtsom.

Den fjerde må finde sig i, at den tredjefødte holder ham i skak med at beskylde ham for ikke at være stor nok, stærk, hurtig, gammel eller smart nok til at lege med. Dette barn opnår intet ved at være sårbar, men følelsen af forkastelse kan resultere i en konstant følelse af forkastelse og af at være lille, uønsket og forkert som kan blive hængende hos individet livet ud – og en kamp for at opnå ligeværdighed ved at gøre sig virkelig meget umage.

Kommer der et femte barn, forsøger den fjerdefødte at videregive disse følelser ved at ignorere den nye baby. Hermed begynder mekanismen forfra og den femtefødte opfatter sig selv som et enebarn eller en førstefødt, indtil familien måske får et sjette barn.

Naturligvis er der mange undtagelser, og den numeriske placering i søskendeflokken korresponderer derfor ikke ubetinget med barnets psykologiske placering.

Helt, Syndebuk, Drømmer eller Maskot?

Helten

Familiens helt er det perfekte barn – den ansvarlige, respektfulde, dygtige–i–skolen og formentlig velklædte. Andre synes hun er intelligent, begavet, talentfuld, forsigtig, omhyggelig, seriøs, ansvarsfuld, pålidelig, stærk, kreativ og har fuld fart på.

Dette barn får familien til at ligne en succesrig familie – for hvordan kan der være noget som helst galt med en familie, der kan frembringe sådan et barn?

Men når et individ spiller en rolle, bliver der mindre plads til at være sig selv. Inderst inde føler Helten sig tit anspændt, utilstrækkelig, angst for fiasko, vred, trist, ensom, værdiløs, skamfuld eller følelsesløs.

For at bryde ud af rollen har Helten brug for

  • Tilladelse til at begå fejl og ikke skulle være perfekt
  • Mulighed for at lege
  • Mulighed for at udtrykke følelser og behov
Syndebukken

Syndebukken er ”det sorte får” eller ”problembarnet”, der ikke passer ind. Syndebukken laver ballade og skaber problemer og hører tit de andre sige f.eks. ”Hvis du dog bare ville opføre dig ordentligt, så ville der ingen problemer være!”. Men sådan er det ikke – for syndebukkens rolle er netop at flytte fokus fra familiens problemer ved at suge den negative opmærksomhed til sig.

Andre ser Syndebukken som vred, mopset, stærk, rebelsk, vild, trodsig, uopdragen, hård eller næsvis. Teenageren i den rolle kan f.eks. blive gravid i utide, rode sig ind i ulovligheder eller misbruge alkohol eller stoffer.

Indvendig føler Syndebukken sig tit såret, er bange for at stole på nogen, føler sig afvist af familien, misforstået, håbløs, forrådt og synes hun får skylden for alt.

For at bryde ud af rollen har Syndebukken brug for

  • Tilladelse til at få succes – og anerkendelse for det
  • Støtte og bekræftelse
  • Struktur og pålidelighed
Det fortabte barn

Denne rolle kaldes også ”Den stille pige / dreng” eller ”Drømmeren”. Hun holder sig væk fra problemer og holder sig meget for sig selv. Opgaven ligner Heltens: fordi Det fortabte Barn så sjældent kommer i vanskeligheder, kan familien sige: ”Hun er en god pige – måske lidt aparte, men det går jo meget godt” – underforstået, at så går det jo også godt i familien.

Andre synes at Det fortabte Barn er stille, reserveret, kreativt, uafhængigt, venligt, kunstnerisk, musisk begavet, blødhjertet, usynligt, mildt, kan lade sig fuldstændig opsluge af en bog, tegning eller musik og undgår så vidt muligt konflikter. Er der optræk til konfrontationer, forsøger barnet at gå i et med tapetet, så vreden ikke rettes imod hende.

Indvendig føler Det Fortabte Barn sig udenfor, ensom, vred, skrøbelig, isoleret, magtesløs, bange, forvirret og leger sommetider med tanken om at ”forsvinde”.

For at bryde ud af rollen har Det Fortabte Barn brug for

  • Positiv, direkte opmærksomhed
  • Opmuntring til at tage chancer
  • At føle sig forbundet med andre
Maskotten

Familiemaskottens formål er at aflede spændinger og lette stemningen med humor eller klovnerier. Hun er oftest den nuttede, yndige eller pudsige, og andre ser hende som sjov, sorgløs, opmærksomhedskrævende, charmerende, med et lyst sind og let hjerte, dramatisk, indtagende, krævende, manipulerende og umoden.

Indvendig føler hun sig tit bange, forvirret, skamfuld, udenfor, hjælpeløs, afhængig, vred, skyldig, ensom og usikker.

For at bryde ud af rollen har Maskotten brug for

  • at blive taget alvorligt
  • at opleve, at hendes mening tæller
  • at alle hendes følelser bliver rummet og anerkendt
Kend din rolles ‘regler’

Rollerne i barndomsfamilien kan blive bestemmende for fremtidens succes eller fiasko – og det behøver ikke altid kun at føre noget negativt med sig.

Jeg har f.eks. en bekendt, der som har valgt at specialisere sig i arbejdet med indvandrere. Hun var familiens Syndebuk og engagerede sig voldsomt politisk i den sociale skævdeling, da hun læse. En af mine klienter lever rent faktisk af sin Maskotrolle ved at være stand–up–komiker.

Det problematiske opstår, hvis rollen bliver en begrænsning og hindrer individet i at folde alle sine unikke potentialer ud. Din familierolles begrænsninger er oftest fortrængt til dit underbevidste, hvor dens ”regler” så ligger og spænder ben for det, du ønsker at gøre, uden at du forstår hvorfor du reagerer, som du gør.

Først når du bevidstgør disse regler og forstår, hvad der foregår, kan du ændre det, der er uhensigtsmæssigt for dig.

© Winnie Haarløv

family.dysfunct

De sværeste kampe kæmpes i familien

  • Betyder det noget for dig, dit parforhold og dine børn, at din bedstefar var alkoholiker da din far var dreng?
  • Er det vigtigt, at din mor var depressiv, da du blev født?
  • Og spiller det overhovedet nogen rolle, at Grandtante Tut ikke kom til din konfirmation, fordi hun lå på den lukkede?
Alt betyder noget

Personligheden formes i familien. Fra nyfødt og op gennem barneårene præges du med værdier, moral, normer og ideologier og uskrevne regler, og meget lagres i underbevidstheden.

Familiemedlemmerne er rollemodeller for kærlighed, selvværd, følelser, konflikt, sex, kønsroller og alt muligt andet, som er vigtigt og nødvendigt for at skabe og eksistere i menneskelige relationer. Selvfølgelig er mor, far og søskende typisk de vigtigste forbilleder, men en familie er et vidtrækkende system, og adfærdsmønstre kan nedarves gennem generationer.

Eksempel: Hvis din bedstefar stak din far nogle flade, kan din far enten have valgt at gøre det samme ved dig (“jeg tog jo ingen skade, og jeg var tit selv ude om det”). Eller han kan vælge at bryde mønstret og blive forkæmper for, at vold er bandlyst i familien.

Han kan altså vælge at bruge sin far som modbillede, når det gælder øretæver. Men måske har han ikke opdaget, at din bedstefars drilleri og sarkasme er så indoptaget i ham, at han også har drillet og nedgjort dig for sjov, og at du derfor i dag er hyperfølsom overfor kritik, fordi din far ubevidst har brugt din bedstefar som medbillede. Nøglen til selvindsigt, hvis du vil udvikle dig personligt og blive en bedre partner eller forælder ligger altså i familien.

Opvæksten præger dig dybt

Enhver familie har en eller anden form for følelsesmæssig smerte vævet ind i deres baggrund: depressioner, alkoholisme, dødsfald, skilsmisser, aborter, kriminalitet, fallit o. lgn. Den smerte kan være årsag til, at familiens medlemmerr gennem generationer er præget med mønstre, der ubevidst gentager sig og f.eks. skaber konflikter.

Og familieskænderier præger børnene for livet. De skaber utryghed, der forstyrrer børnenes søvn og giver negative følelser. Det er det barske resultat af to nye undersøgelser (1). I den ene fulgte man 223 seksårige for at undersøge, hvordan forældrens konflikter påvirkede børnenes følelsesmæssige status – og fandt, at børnene led under det psykisk, fordi de blev bange og usikre – og fysisk, fordi usikkerheden ledte til forstyrrede søvnmønstre.

Det betød irritation og udmattelse, gav anledning til yderligere konflikter i familien og tog energi fra livsvigtige kontakt og omsorg. Hvor vigtig den er, illustreres af de rumænske børnehjemsbørn, som døde eller blev psykotiske på stribe i deres isolerede senge, var ikke fysisk syge ― de manglede voksenkontakt og følelsesmæssig omsorg. På ét af børnehjemmene fandt man, at barnet i sengen nærmest døren overlevede længere end nogle af de andre, og ved at videooptage stuen viste det sig, at rengøringshjælpen hver dag satte sig 10 min. ved sengen og snakkede med barnet, inden hun gik (2). Skræmmende. Og tankevækkende.

Tryghed, voksenomsorg og opmærksomhed er altså livsnødvendig for et barn, og derfor vil barnet gøre alt, hvad der står i dets magt for at få det fra de voksne. Det vil indordne sig under de gældende regler og gøre, hvad der skal til for at beholde sin plads i familien. For mennesket er et flokdyr. Vi bliver til, når andre ser os og anerkender vores eksistens, og derfor er det et livsvigtigt projekt for et barn at høre til i en flok.

Men barnet må tage den rolle, familien har plads til. Den kloge, samvittighedsfulde og ansvarlige helterolle tages typisk af det første barn, og den næste kan så vælge rollen som familiens klovn, maskot, sorte får eller drømmer. Rollen styrer adfærd og reaktioner længe efter, at barndomsfamilien er forladt og gentages, når det voksne individ stifter sin egen familie.

Familien Perfekt. Eller familien God Nok?

Familiemedlemmer kan ligne hinanden forbløffende meget, fysisk og psykisk. Men ethvert individ er født med unikke anlæg (temperament, evner, talenter) som ligger i genmaterialet og sagtens kan springe generationer over. Det er med andre ord ikke alt, som er præget ind i os. Og heldigvis kan vi som voksne vælge at slå automatpiloten fra og bevidstgøre os om, hvilke mønstre i barndomsfamilien vi har videreført, om vi udlever uhensigtsmæssige værdier og normer, eller om det ville gavne familien at skrotte dem og indføre vores egne.

Eksempelvis ses efterkrigsårene tit som et billede på Familien Perfekt med hjemmegående, bollebagende mor, renvaskede, velopdragne børn med skilninger som øksehug og næsen presset mod ruden i forventning om alfaderens hjemkomst til det veldækkede bord. Men vi, der voksede op i den tid fik ikke kun sprøjtet kakao efter skole ind i blodet.

Vi fik også stive normer, snævre moralværdier og rigide familiesystemer, sex som et tabuemne og opfattelsen af, at det er egoistisk at give udtryk for egne behov. Vi forventedes at blive det samme som forældre og bedsteforældre, og det var ikke spor skægt at være familiens ’sorte får’. Hvis f.eks. man i en familie med stolte traditioner for landbrug gerne ville realisere sine medfødte, kunstneriske evner for abstrakt maleri (eller omvendt) ― så var prisen tit udstødning.

Her kæmpes de sværeste kampe

Familien vælger man ikke selv. Men den er svær at vælge fra ― og selvom du gør det, bærer du den med dig alligevel. Men familien er et optimalt afsæt til personlig udvikling. Giver jeg f.eks. mine børn alt det, jeg ikke selv fik? Og er det rent faktisk dét, de vil have? Eller er det mine egne barndomslængsler, jeg på den måde lever ud gennem mine dem? Har jeg valgt en partner, der ligner en af mine forældre ― og er det så, fordi jeg aldrig følte mig helt accepteret af den forælder? Eller det modsatte?

Der er tusindvis af relevante spørgsmål, man kan stille sig. Hvis man tør! For lige så berigende det kan være at beskæftige sig med familiens betydning for humør og reaktionsmønstre― lige så svær og smertefuld en kamp kan det være at erkende, at barndomslandet måske ikke var det smukke, lykkelige og harmoniske sted vi nok alle ønsker os at have i erindringen.

Den gode nok familie

Det kræver mod og vilje at se i øjnene, at der findes usunde mønstre omkring ens eget spisebord ― men det er aldrig for sent at ændre sig. Og forandring er altid mulig, når det gælder personligheden. At ændre gamle mønstre kan vende et dysfunktionelt og skadeligt familiemønster til et, der er godt nok. For selvom forældre elsker deres børn og gør deres bedste for dem, så præger familiesystemet os på godt og ondt. Det hører til sjældenhederne, at man ikke får noget som helst godt med sig ― men den perfekte familie er endnu sjældnere. Den eksisterer nemlig ikke. Det bliver aldrig perfekt ― men godt nok er langt bedre end skidt.

Kildehenvisninger:Auburn University (Alabama); Brown University (Providence) & University of Rochester (New York) 2002)

  • BerlingskeTidende, april 2006

 

Hvor lidt ’må’ familien skændes, før det påvirker børnene?

Ifølge undersøgelser: uhyggelig lidt. Fjendtlighed, aggression, nedgøring, gøren grin med og sarkasme har livslange konsekvenser for børnene. Selv når forældrene behandler hinanden med tavshed for at skjule deres vrede, vækkes børnenes angst.

Forskere, psykologer og psykiatere har i en lang årrække beskæftiget sig med kvaliteten af familien og skelner mellem sunde (funktionelle) og usunde (dysfunktionelle) familier, og visse forskere mener, at kun 5% af nutidens familier er optimalt funktionelle ― tag dén!

Den dysfunktionelle familie

En familie med utrygge eller utilpassede medlemmer er dysfunktionel, dvs. samspillet mellem individerne fungerer ikke. Måske er der visse følelser, der ikke er velsete, eller der stilles krav og forventninger, som er urealistiske. Man spiller ikke med åbne kort og skal være en anden end man er for at være velkommen i familien. Man går med masker. Dysfunktionaliteten kan ‘bæres’ af alle i familien eller af ét medlem.

Den stærke familie
Den dysfunktionelle familie
Kommunikerer klart og uden tabuer. Alt må siges, og familiemedlemmerne taler meget i dagligdagen. Særlige emner drøftes ved familieråd eller omkringmiddagsbordet, hvor der er tradition for, at alle spiser sammen. Har definerede eller uskrevne regler og tabuer for, hvad der må tales om ― f.eks. kan emner eller følelser vedr. seksualitet, tro eller negative følelser være tabu. Kommunikationen bærer tit præg af sarkasme og ironi.
Familiens medlemmer opmuntrer, støtter og lytter til hinanden, når der er vanskeligheder eller særligt krævende perioder, og man deler åbent skuffelser over fiaskoer eller begåede fejl og kan tale frit om det, så meget man vil. Det enkelte familiemedlem indrømmer nødigt, når noget er gået galt eller en forventning ikke kan indfries. Der bliver gjort grin med fejltrin eller pinligheder ― eller man bliver trøstet med afledning, f.eks. penge, slik, mad eller fornøjelser.
Alle er gensidigt forbundne og ser familien som en enhed. Ingen føler sig udenfor, selvom de ikke altid kan deltage i familiens aktiviteter. I den svage familie bruger medlemmerne det meste af fritiden i eget selskab eller sammen med nogen uden for familien. Der kan optræde jalousi og misundelse.
Samhørighed i familien udspringer af et sæt fælles værdier, og selvom det enkelte familiemedlem kan have sine helt personlige overbevisninger, deler alle nogle fælles værdier som man lever efter, diskuterer og tror på. Der er ingen klart definerede fælles værdier, eller de eksisterende værdier modarbejdes / saboteres. F.eks. kan forældrenes værdi for julen være, at man er sammen ― men teenageren saboterer værdien ved at forlade festen efter gaverne for at være sammen med vennerne.
Er åben og interagerende med det omgivende samfund. Præges af gæstfrihed og spontanitet. Lukker sig om sig selv og åbner sig ikke for andre eller mod andre ― måske fordi noget skal skjules.
Omgås fjernere familiemedlemmer og ældre generationer med respekt og interesse. Afskriver fjernere eller ældre familiemedlemmer som uinteressante eller intetsigende.
Kan tilpasse sig situationer og perioder med stressende og vanskelige vilkår (f.eks. arbejdsløshed, sygdom, dødsfald, dårlig økonomi osv.) og støtter hinanden. Klarer sig dårligt i pressede situationer, og familiemedlemmerne skændes, kommer i konflikter, trækker sig eller gør oprør.
Anerkender og værdsætter indbyrdes forskelle, selvom de falder uden for de overordnede mønstre. Hvis f.eks familiens musiksmag er mainstream, og lillebror begynder at spille guitar i et death metal band, så får han støtte til sin interesse ― uden at familiens andre medlemmer lægger skjul på, at de foretrækker deres egen smag. Alle føler sig som ligeværdige medlemmer af familien. Det anses for en styrke at ligne hinanden: f.eks. have samme interesser, overbevisninger, tøjstil eller måde at agere på. Den, der falder udenfor, forsøger man at genne tilbage i folden med argumentation, motivation, straf eller udelukkelse. Man respekterer ikke den anderledes, gør nar, driller, ignorerer eller modarbejder den ’mærkelige’ interesse.
Det er tydeligt, at forældrene har lederskabet og beslutningsmagten, samtidig med at de er åbne over for børnenes ønsker og ideer. Mange store valg og for stort ansvar overlades til børnene. De voksne nænner ikke at sige nej eller giver efter for at undgå konflikter og konfrontationer.
Bruger meget af deres fritid sammen, fordi de simpelthen kan lide hinanden, og fordi de værdsætter fælles oplevelser. Det største engagement ligger uden for familien, og samvær med familiens medlemmer sker hovedsageligt af pligt.
I den trygge familie er der ingen ’forkerte’ følelser. Det er okay at være vred, skuffet, ked af det, bange, trist, sur osv. I den utrygge familie er visse følelser ikke velsete, og oftest er det bedst at være neutral eller glad.

©Winnie Haarløv

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab