Familien er dit vækstsystem. Fungerer den ikke, mistrives den medlemmer

Familien er medlemmernes vækstmiljø. Fungerer din familie?

Hvordan klarer familien kravene om kærlighed, omsorg, rummelighed, plads til hinanden og kvalitetstid sammen ― på trods af en travl hverdag?
Familien er virkelig kommet i højsædet siden årtusindskiftet. Efter fire årtier med opløsning, værdiskred og omdefinering af den traditionelle kernefamilie er vi landet, hvor vi begyndte.

Jeg er selv opvokset i en vaskeægte kernefamilie i 50erne, og det så virkelig idyllisk ud på overfladen. Far var bankmand, mor var hjemmegående, skolen lå i gå afstand væk og der var cirka 30 børn i hver klasse. Og kæft, trit, retning og lussinger en masse. Jeg elskede at gå i skole – som i elskede det. I bakspejlet set ikke mindst fordi jeg så kunne være væk hjemmefra i mindst 6 timer dagligt. For min familie var i høj grad dysfunktionel, fuld af fortielser, magtkampe, drama, hemmeligheder og løgne.

Heldigvis gik jeg hverken i børnehave eller fritidsordning. Jeg gik i skole seks dage om ugen og hver eftermiddag til enten dans, spejder, klaverspil eller ridning. Dér var voksne, jeg kunne bruge som fortrolige og som rollemodeller. Og fremfor alt: kammerater. Det blev min redning.
Men… mine værdier fik jeg i familien. Jeg lærte, at man skulle slå fra sig i stedet for at græde; at man ikke måtte stjæle men gerne bluffe og stikke hvide løgne; og at man ikke skulle stole på nogen overhovedet. Barsk lærdom, som jeg heldigvis (efter mange knubs og med meget arbejde) fik afbalanceret med mine egne, selvvalgte værdier efter en mildt sagt turbulent ungdomstid.  Hele vejen fra 1. klasse til 3.g var skolen mit frirum, selvom jeg ikke var nogen duks. Og da jeg stod i den varme skolegård med min studenterhue i juni 68 opdagede jeg, at samfundet, familien og alt, hvad jeg kendte til, var ved at gå i opløsning.  (læs evt. mere her)  Jeg har beskrevet tiden og familiens opløsning i mine bøger.

Det var ekstremt. Nutidens familier arbejder langt hårdere og mere målbevidst på at skabe trygge væresteder – sommetider desværre så meget, at børnene bliver den akse, som alting drejer rundt om.

Men lige så uhensigtsmæssigt som det er for at barn at blive ignoreret, er det tungt at skulle bære ansvaret for de voksnes følelse af at være gode-nok-forældre.
Så cirklen er sluttet: fra den 6-årige, der blev viftet af, ignoreret og sendt på hovedet i seng i 1956 til nutidens 6-årige, der ligger skrigende, forvildet og overtræt under bordet en nytårsaften klokken 2:30, fordi hendes forældre ikke ‘vil skuffe hende’ ved at putte hende i seng og ikke tør ignorere hendes protester.

Test din families funktionalitet her (og tag ikke resultatet som et facit, men som et fingerpeg).

 

barn.selvværd

Bevar dit barns selvværd

Selvværd, tillidsfuldhed og lykke-evne er egenskaber, der er nødvendige for et godt voksenliv. Hvordan bevarer og udvikler vi som forældre de potentialer, som barnet har med sig fra fødslen til at blive velfungerende, harmoniske voksne, der hviler i sig selv?

De allerfleste børn får omsorg i form af mad, legetøj, tag over hovedet osv. som en selvfølge — men usynlig omsorg er den omsorg, der ikke er materiel, målbår eller konsekvent kan ses eller høres er mindst lige så vigtig (hvis ikke mere).

Kærlighed

Kvantitet og kvalitet er vigtige — dén med ’kvalitetstid’ duer ikke (selvom lidt selvfølgelig er bedre end ingenting). Børn har brug for konsekvent og ubetinget kærlighed. Selvværd næres af følelsen af at være værdsat for ens egen skyld og ikke hvad man kan præstere eller blive til.

Sikkerhed

Frygt og angst er selvværdets farligste fjender. Børn som føler sig usikre på, om deres bsisbehov bliver opfyldt eller at deres følelsesmæssige / fysiske verden vakler, vil kun vanskeligt kunne udvikle tillid til omverden. Når børn føler sig sikre, vil de automatisk forsøge at udvikle deres potentiale ved at tage udfordringer op og kaste sig ud I noget nyt.

Rollemodeller

Børn gør ikke som vi siger men som vi gør. Eksemplets mangt er langt det stærkeste, når det gælder om at udvikle et barns selvtillid. En forælder der er præget af frygt, angst og lave selvværd vil uvilkårligt præge sit barn med det samme – medmindre et stærkt modbillede er konsekvent tilgængeligt i barnets nærhed.

Relationer

Et barn har brug for mange forskellige relationer for at udvikle tillid til at relatere til mange forskellige slags mennekser. Der skal være tætte, intime relationer (typisk til forældrene), nære venskaber og mere overfladiske bekendtskaber (fx fjern familie, butiksekspedienter osv.) Gennem at indgå I relationer opbygger barnet den selv-opmærksomhed og selvindsig, der er forudsætningen for følelsen af selvtillid og hvilen I sig selv.

Sundhed

Børn har brug for sundhed og energi for at lære alt det, de skal lære. Forskning viser, at fx underernærede børn har sværere ved at indlære og tilegne sig færdigheder, og at de derfor har vanskeligere ved at udfolde deres fulde potentiale. Man har også påvist, at børn blomstrer når de er friske og sunde, og i vores kultur er der ingen tvivl om, at sunde, kønne børn i langt højere grad får mere opmærksomhed, flere selvværds—nærende komplimenter og flere muligheder.

Ressourcer

Måske kunne stenaldermenneskenes børn nøjes med at lege med sten og blomster, men i dag er verden langt mere kompleks. Børn med rigelig og konsekvent tilgang til bøger, legetøj, musik og instrumenter, sportsfaciliteter og rejser har uomtvistelige fordele sammenlignet med børn med begrænsede ressourcer. Selvfølgelig er sådanne ressourcer ikke absolut nødvendige for at udvikle selvværd eller selvtillid, men det er nyttige redskaber, der kan hjælpe til personlig vækst og udvikling.

Støtte

Materielle ressourcer er ikke nok. Børn må have anerkendelse, opmuntring og vejledning. De har brug for voksne med god jordforbindelse, der kan rumme og guide dem mod øget tillid og dygtiggørelse — voksne, som giver dem ærlig, konstruktiv feedback både når de klarer sig godt og mindre godt. Støtte er en afgørende faktor i et barns opheling af skuffelser, svigt og nederlag. En vens afvisning eller et dårligt skoleresultat kan ryste et barns verden og slå dybe revner i selvtilliden — og hvorvidt arret skal være livslangt eller kan skubbes ud i glemslen afhænger i høj grad af kvalitet og kvantitet af den støtte, der er tilgængelig for barnet.

Belønning

Processen med at udvikle selvtillid og selvværd kan (som al anden indlæring) bære lønnen i sig selv — sommetider træls, sommetider spændende og givende. Men belønning for opnåede resultater er også vigtig og motiverende, selv for det mest selvkørende og ambitiøse barn. Børn, der regelmæssigt modtager belønning i form af anerkendelse, opmærksomhed osv. for deres resultater og bestræbelser har langt nemmere ved at opretholde deres naturlige nysgerrighed, udforskningstrang og lyst til at sætte nye mål end børn, der ingen belønning får.

Respekt

Et barn er ikke ligestillet med sine voksne. Det har ikke samme magt, samme autoritet og heller ikke samme ansvar. Derfor er det den voksne, der bestemmer og har ret (og pligt) til at udøve sin autoritet og afstikke rammer, give vejledning og inspirere barnet. Men barnet er ligeværdigt med sine voksne. Derfor må den voksne respektere barnets følelser, grænser og fantasier (og derved lære barnet at vokse op til at gøre det samme). At bruge verbal, psykisk eller fysisk vold er respektløst under enhver form. Der er ingen undtagelser.

Kommunikation

Børn gør, som du gør, ikke som du siger. Lær dit barn at kommunikere åbent, respektfuldt og autentist ved at gøre det selv: Sig, hvad du mener; stå ved dine følelser og sig tingene, som de ér. Lær ikke barnet ‘hensynsbetændelse’ og hvide løgne, men vis det, at man ikke kan gå gennem livet uden at træde nogen over tæerne engang imellem (selvom det selvfølgelig ikke er ønskværdigt i sig selv). Lær at tale i jeg-budskaber (det er en fuldstændig enkel teknik, der bare skal indøves – kaldes også Girafsprog). Lyt interesseret – og tænk på, at det bedste svar sommetider er et spørgsmål.

Personlighedens kerne

dannes af objektrelationerne fra 0–3 år. Far, mor, søskende, dagpleje osv. indgår som påvirkere. Det vigtiste element er den følelsesmæssige relation

Et barn med udækket kærlighedsbehov modsætter sig (forgæves) ophævelsen af symbiosen for at holde forladthedssorgen væk. Konsekvenser af forladthedssorgen kan f.eks. være barnets klæben, morens overbeskyttelse eller afvisning af barnet.

Mangel på selvtillid kan føre til selvhad og selvdestruktiv adfærd, f.eks. misbrug (alkohol, sex, mad, rusmidler, kriminalitet). Din selvværdsfølelse afspejler, hvordan din mor var til at elske dig

Følelser kommer af tanker. Bag enhver følelse er der en tanke, og derfor en ”følelser uden en tanke” ikke brugbar (fordi tanken ikke er erkendt, og derfor er følelsen falsk eller løgn)

Find ”smittebæreren” i et rum eller en forsamling – så kan du identificere den, der aktiverer dit (uhensigtsmæssige) mønster.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

Min søster, der døde som 17-årig

Kunsten at tilgive (2)

Vejen til tilgivelse

De fleste mennesker ønsker trods alt at vokse, udvikle sig og at være rummelige og generøse. Det første skridt mod at lære at tilgive er at mobilisere modet til at møde sin egen smerte.

Adam troede ikke, at Eva kunne være ham utro. Han har altid foragtet utroskab og aldrig været fristet og forestillede sig, at hun følte det samme.

Men i månedsvis var Eva involveret i en hemmelig, seksuel affære, som han opdagede ved en tilfældighed. Hun brød straks sammen i en tårefyldt tilståelse, og Adam gik i chok.

Først var han nærmest følelsesløs. Så blev han vred, rasende, panisk – og så trak han sig, kunne ikke holde ud at se på hende. Hvordan kunne han bo sammen med en kvinde, der havde forrådt ham? Tanken om intimitet mellem Eva og elskeren gjorde ham desperat, og raseriet overmandede ham: han råbte, bandede, truede og slog en knytnæve gennem væggen. Han ”hadede” hende, krævede, at hun flyttede ud, kaldte hende alle de grimmeste gloser han kendte og gjorde, hvad han kunne for at såre hende. Han truede med selvmord og råbte, at det ville være hendes skyld, at børnene blev faderløse.

Eva græd og bad om forladelse, mens hun forsøgte at forklare, at hun stadig elskede Adam, og at hun havde følt sig alene, træt, overset osv. Til sidst fremlejede han en lejlighed, fast besluttet på skilsmisse.

Da Adam og Eva begyndte i terapi hos mig, var han godt i gang med at udleve sit raseri. Men han var også træt, for han havde indset, at bebrejdelser, anklager, raseri og kulde ikke fik ham til at få det bedre. Han var ulykkelig, og ægteskabet var i opløsning. Han mente, at det var ved at slå ham ihjel.

Med lidt hjælp begyndte han at falde til ro. Han var jo rent faktisk hverken syg eller død – han trak stadig vejret, og han havde et NU. Jeg opfordrede ham til at gå ind i smerten (= konfrontere den) i stedet for at forsøge at mindske den ved at råbe og true. Det tog lidt tid, før han tog mod til at forsøge sig.

I sin fremlejede lejlighed sad Adam i fire dage alene og tillod sig som noget nyt at græde og sørge. Vreden tog af og bruste kun op indimellem, og da han holdt op med at true med at ødelægge Eva og deres familie, dukkede længslen efter en fremtid med hende og børnene op. Langsomt begyndte han at indse, at Eva var ulykkelig, fortrød sine handlinger og blev ved at bønfalde ham om at give deres ægteskab en chance. Langsomt, langsomt åbnede hans smerte for hans lydhørhed, og han begyndte at skimte de problemer i forholdet, der havde ført til Evas utroskab.

Han begyndte at indse, hvordan de begge havde overset en masse irritationer og ladet dem ligge for ikke at skabe ballade. Så meget var efterhånden blevet skubbet ind under gulvtæppet, at de kun sjældent talte om andet end det praktiske. Begge havde interessante jobs og interesser, som de begge havde givet mere energi end de voksende vanskeligheder i forholdet. Sex var blevet en pro forma øvelse, som de dyrkede som et symbol på deres sammenhold og ikke som en kilde til glæde og intimitet. De havde kort sagte mistet kontakten, og distancen blev efterhånden uoverskuelig. Det valgte Eva at reagere på ved at have en affære. Forståeligt måske, men destruktivt. Lige så destruktivt som Adam havde reageret på den voksende distance: ved at begrave sig i arbejde, udtrykke sin misfornøjethed med forholdet ved at kritisere Eva og være sur meget af tiden.

Da Adam i stedet for at køre på energierne af vrede, bitterhed, selvretfærdighed og skyld begyndte at vende tilbage til bevidstheden om sig selv og fandt mod til at tage ansvar for sin egen del af misèren, voksede hans forståelse for Eva langsomt. Han græd over sine smertefulde billeder af hende og den anden og Eva græd over at have såret ham så grusomt. Adam lyttede, når Eva fortalte om sin smerte og desperation ved at have følt sig uelsket og overflødig i så lang tid, og sammen sørgede de over, at de var kommet så langt ud uden at nogen af dem havde taget sig mod til at konfrontere sig selv eller den anden med problemerne.

Efter nogen tid mærkede han, at han savnede hende, og at smerten over at leve uden hende var større end smerten over det skete. Han besluttede at bede hende tage ham tilbage, da han blev klar over, at utroskaben ikke så meget handlede om ham personligt som den drejede sig om Evas desperation og smerte. I fællesskab enedes de om, at skulle afstanden mellem dem igen begynde at vokse, ville de vende sig til hinanden i stedet for fra hinanden.

“Tilgiver du mig?” spurgte Eva. “Ja,” svarede han. “Når jeg en dag har tilgivet mig selv, at jeg svigtede dig, så er jeg sikker på, at jeg kan.”

Det er vigtigt at understrege, at Evas desperation var en forklaring og ikke en retfærdiggørelse af hendes utroskab. At Adam forstod hende, betød ikke, at det var okay, at Eva var utro. Men forståelsen åbnede for hans tilgivelse af, at hun reagerede så destruktivt.

Da Adam konfronterede sin dybe smerte, sin bristede tillid og de sårede følelser, opdagede han, at han rent faktisk godt kunne udholde at erkende, hvad der skete uden at blive overvældet af følelser. Han indså, at selvom han helst ikke ville leve uden Eva, kunne han godt, hvis han skulle. Det var det første skridt.

Erkendelsen af, at utroskaben gjorde ondt, men ikke truede hans eksistens satte ham i stand til at tænke på det skete uden at føle sig nødt til aktivt eller passivt at ødelægge Eva. Det betød, at han fik overskud til at undersøge sit eget medansvar og tilgive sig selv, at han havde forsømt og overset hende. Adam var på vej mod ærlig tilgivelse.

Projektioner hindrer tilgivelse

At projicere betyder at lægge ejerskabet for en (ubevidst) uacceptabel følelse eller impuls hos en anden. Derved slipper man af med de sider af sig selv, som man ikke kan lide eller måske ikke engang er klar over, at man besidder.

  • Eksempel I: En kortluntet, hidsig person beskylder i et skænderi modparten for at være hysterisk. Gevinst: Den hidsige flytter fokus fra sit eget hysteri over på modparten.
  • Eksempel II: En depressiv kvinde forelsker sig i en mand med stærke, depressive træk. Hun bekymrer sig konstant for sin ’stakkels’ partner, beskytter ham som et barn. Gevinsten er, at hun føler sig stærk og uundværlig.

At projicere betyder, at man ikke sætter sig i andres sted, og det er helt nødvendigt for at kunne tilgive. En ”os – dem” tilgang til relationer er afstandstagende og giver ingen mulighed for at opleve sig selv som tilgivende.

De fleste mennesker viger tilbage for at vise for meget af sig selv, fordi de gerne vil skjule deres ”mindre flatterende” sider. De projiceres i stedet over på andre, og på den måde kan man skabe afstand mellem dem og mig på samme måde, som man skaber afstand til sine egne, uacceptable egenskaber. Tænk på ordsproget ”Tyv tror, at hver mand stjæler.”

Romeos utroskab

Julie var en smuk kvinde og lidt af en flirt. Hun elskede mændenes anerkendelse og lange blikke, selvom trangen til at opleve den gav hende dårlig samvittighed. Hun skammede sig også over, at hun fra tid til anden havde danset lidt for tæt med kolleger til festlige begivenheder, men trøstede sig med, at hun aldrig var gået over stregen.

Da Romeo var hende utro, var hun chokeret, knust og ulykkelig. Selvom hun elskede ham, insisterede hun på separation og straffede ham ved at plyndre ham og nægte ham adgang til børnene på alle mulige måder. Hun var helt uforsonlig og holdt på, at utroskab ikke kan undskyldes og tilgives. Med sin fornuft kunne hun godt se, at utroskab kan forklares og til dels også, at både hun og Romeo havde sin del af ansvaret for, at han søgte bekræftelse hos en anden, for de havde begge forsømt forholdet og var kommet længere og længere fra hinanden. Men hun magtede ikke at tilgive Romeo, at han havde valgt en så uhensigtsmæssig udvej af forholdets problemer og var nådesløs overfor alle hans forsøg på forsoning. Alligevel ville hun ikke undvære ham og fortsatte i ægteskabet.

Men med jævne mellemrum kunne Julie fryse til is og isolere sig fra ham. Desuden forpestede hun forholdet med en sviende, besiddende jalousi, som betød at Romeo skulle redegøre for hvert minut af sin færden og måtte lade Julie åbne sine breve, læse hans e-mails og have fri adgang til hans telefon. Hvis han anførte sin ret til privatliv, brusede hun op og anklagede ham for at ville snyde, bedrage, forråde og være utro. Hun holdte lange enetaler om, hvor forkasteligt det var at flirte eller bare se på andre kvinder, og venskab med kvindelige kolleger kunne der slet ikke blive tale om. I sit stille sind foragtede hun sig selv for sin jalousi og kontrollerende adfærd, men kunne ikke finde ud af at styre den.

Romeo oplevede igen afstanden mellem dem vokse og påpegede, at de hastigt var på vej væk fra hinanden, ligesom før utroskaben. Det kunne Julie godt mentalt forstå (og hun mærkede jo også både afstanden og sin egen usikkerhed), men hun formåede ikke følelsesmæssigt at sætte sig i Romeos sted og slog selvretfærdigt på sin Offerstatus: ”Det var dig, der var utro. Det her er prisen, hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

I dette tilfælde er der to blokeringer for, at forholdet mellem Romeo og Julie kan blive godt, trygt og varmt igen.

Julie kan ikke sætte sig i Romeos sted, fordi hun har projiceret sin egen lyst til bekræftelse og flirt (som hun ikke bryder sig om) over på Romeo. Derfor kan hun overhovedet ikke sætte sig i hans sted og forstår overhovedet ikke, hvordan han overhovedet kunne se på en anden kvinde. Hun har fraspaltet / fortrængt sin egen lyst til at se på andre mænd og tror oprigtigt på, at hun KUN er interesseret i ham, nu og for evigt.

Hun fralægger sig ansvaret for at genopbygge tilliden mellem dem og placerer den 100% hos Romeo. Julie overser helt, at problemet med den manglede tillid rent faktisk er hendes. Det er hende, der så at sige ejer mistilliden, og derfor er det hende, der må bruge sin personlige kraft for at bygge den op igen. Det forhindrer hun imidlertid selv ved at kontrollere Romeo i stort og småt, mens hun nidkært leder efter mistænkelige tegn på utroskab. Hun har fralagt sig ejerskabet for sit eget problem og gjort ham til problemet i stedet for at se på sig selv og sit medansvar i misèren.

Empati: forudsætningen for at tilgive

Et barn, der vokser op hos forældre, som er optaget af deres egne utilstrækkeligheder, fejl og skam og lægger dem over på barnet, lærer hurtigt at føle sig ansvarlig for forældrenes utilfredshed.

Hvis mor ikke føler sig god nok, skal barnet være perfekt: smukt, dygtigt, stærkt, beundringsværdigt og populært for at mor kan føle sig vellykkelt. Hun har lagt al sin angst for at være ikke-god nok, grim, uduelig, skrøbelig og upopulær over på barnet og pacer det frem, mens hun soler sig i barnets resultater og i fuld oprigtighed mener, at barnet har taget ved lære af hende. Det barns miljø giver ikke mulighed for, at barnet lærer, hvem det selv er og får mod til at stå ved sig selv. Barnet føler sig forkert i mors øjne og bliver skamfuld, når det skuffer hendes høje forventninger.

Den dynamik ses overalt: hos politikere, der banker løs på modstanderne og taler hånligt og nedladende om dem, i film og musikvideoer om mobning og smerten ved at blive holdt udenfor, mediernes idealisering af bestemte kropsidealer og værdier, selvretfærdige journalister, hadefulde blogindlæg, rettighedsforkæmpere og tegneserier osv. osv.

Ved at forsøge at sætte os i andres sted i stedet for at tage afstand og nedgøre dem, der er forskellige fra os kan vi vende vores negative projektioner til positive. Hvis vi tør gå dybt nok ind i os selv til opleve muligheden for at respektere og acceptere vores egne tanker, følelser og handlinger – også alt det, vi ikke er stolte af – så baner vi vejen for at lære andre at kende og turde indgå i relationer med forståelse, indlevelse og accept.

Eller med andre ord: når man kan tilgive sig selv, åbnes muligheden for at tilgive andre. Det er en proces, der består af personlig styrke, forståelse, accept og tilgivelse. Og når vi lærer medfølelse med os selv, bliver det muligt at forstå, at andre også kun lever i ét øjeblik ad gangen og vælger deres adfærd bevidst og ubevidst, uden nødvendigvis at have til formål at være onde eller at skade dig.

Jamen, siger Eva. Jeg kan da godt forstå, acceptere og tilgive andre, der gør noget dumt eller bærer sig fjollet ad. Svar: Det er heller ikke så svært, når de andre ikke er så nær dit hjerte som Adam. Så kan de påføre dig samme smerte, forladthedsfølelse og oplevelse af svigt.

Afstanden fra forståelse til accept til tilgivelse er ikke lang. Hvert individ er et spejl af alt levende, og ingen del af livet er fuldstændig fremmed for os. Ligesom vores kroppe indånder og udånder atomer, som engang var Sokrates, Einstein, Kristus og Hitler, så har vi i os fragmenter af hver eneste ondskab, hver eneste dyd. Menneskers fascination af gangstere, monstre, oprørere, mordere, dæmoner og helgener, engle, blide kvinder, venlige mænd og visionære børn manifesterer mangfoldigheden og bredden af menneskets potentiale for indlevelse i disse egenskaber og erkende dem i os selv.

Da min lillesøster i 1972 blev dræbt i en trafikulykke, tror jeg næppe, at lastbilchaufføren ved morgenkaffen havde besluttet, at han den formiddag ville dræbe et menneske.

Det var et samspil af uheldige omstændigheder – deriblandt uforsigtighed. Både hans og hendes. Den formiddag sprængtes min familie og min tilværelse i atomer.

Det tog årevis for mig at forstå, at skulle jeg finde ressourcer til at at leve med sorgen, var jeg nødt til at tilgive ham.

Og i bakspejlet er det tydeligt, hvor meget nag og bitterhed fyldte og hæmmede min livskvalitet, før jeg kom så langt.

Først måtte jeg forstå, at det at tilgive ikke er at være ligeglad. Jeg måtte erkende, at det skete var sket, og at jeg selv var herre over, hvordan jeg ville leve med det.

At der var andre muligheder end at drukne i tanker om, hvor synd det var for mig og min familie; andre udveje end at forbitresover, at vi skulle bære på en så grufuld sorg resten af vores liv.

At forlade den komfortable offerholdning betød for mig, at jeg fik mulighed for at opleve verden som en arena med mig selv som aktør – og ikke som en skræmmende trussel, der skabte og bestemte mit liv.

Da jeg holdt op med at forvente, at verden ville behandle mig retfærdigt og indfri mine forventninger, kunne jeg begynde at tage ansvar for min tilværelse i egne hænder og ændre den måde jeg prægede min verden på.

Jeg var blevet bevidst om min personlige kraft – og paradoksalt nok også den meget begrænsede magt og kontrol, jeg har.

At tilgive er ikke at glemme.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme en så stor sorg?

Det kan jeg ikke. Men tilgivelsen betyder, at sorgen har fundet sin plads i mig – at jeg kan tage den frem og turde mærke den, når jeg er i dét humør. Jeg er jo ikke interesseret i at glemme, hvad der engang var. Men det duer heller ikke at have det siddende på nakken konstant.

Det lyder enkelt, og det er det også. Men det enkle er langtfra altid nemt.

En ting tror jeg på: Tiden læger IKKE nogen sår, heller ikke utroskab og andre svigt. En smerte og den sorg den skaber skal gennemleves for at komme frem til tilgivelsen. Det duer ikke at lægge sig ned og spille Offer. Det bringer ingen gennem en sorg.

Den personlige kraft

Der er kun én vej væk fra Offer-holdningen: at finde frem til sin personlige kraft ved at tage ansvar for sine egne erfaringer, også for de uheldige og smertefulde og dem, som bare er sket. Kun den, der er bevidst om sin personlige kraft (= ved, at han ikke knækker under sin smerte) kan hele sig selv.

Der er to måder at forvalte sin kraft på: den ekskluderende og den inkluderende.

  • Den ekskluderende ser verden som modsætninger: svage og stærke, smuk­­ke og grimme, gode og dårlige, vindere og tabere. I det perspektiv er man stærk, når man ser andre som svage, god, når man ser andre som dårlige osv. At ekskludere er at begrænse: jeg er nødt til at… for at blive bedre end min modstander. Det er den den lige vej til uforsonlighed. At tilgive er i det perspektiv at godtage den ”dårlige” eller onde. Og hvem er jeg så selv?
  • Den inkluderende er funderet i individets oplevelse af sin indre verden og i, at han ser alle livets begivenheder som muligheder. Verden ses som råstof for at forme sit eget liv, og tilværelsen opleves ikke i modsætninger, men i muligheder: Hvis ikke begge er tilfredse, er vi begge tabere. Andre mennesker opfattes som deltagere i et flow og fælles skabelse, også, selvom de repræsenterer forskellighed og uenighed. Det er en fælles verden, der inkluderer alles erfaringer. For egentlig findes der intet, som ikke i en vis forstand kan assimileres, bruges og bidrage til videreudvikling. Den inkluderende tilgang til egen kraft giver mulighed for at elske og føle sig elsket, at indgå i alle slags fællesskaber og vide, at der ikke er vindere og tabere. Der er kun forskelligheder.
En case

L’s barndom var uharmonisk. Da han var to, forlod hans far familien, og L voksede op hos en deprimeret og hysterisk mor, en dominerende og konkurrerende søster og en passiv bedstemor. Han kæmpede sig gennem skolen, tog småjobs og havnede i relationer, der var korte, overfladiske og ufrugtbare. Indtil han fyldte tredive, var også hans familierelationer krigeriske og uforsonlige, og han var helt uinteresseret i at undersøge, hvorfor han havde så svært ved at indgå i varme, kærlige relationer til venner og kærester.

I trediverne kom han tilfældigt ind i en kreds af mennesker, der dyrkede selvudvikling. Han gik i intensiv terapi, søgte for første gang et job, der passede til hans intelligensniveau og involverede sig med en kærlig kvinde. Efterhånden forstod han, at det var muligt at leve på en anden måde: med givende job og nærende relationer og fik den tanke, at det måske endda var muligt at forsone sig med sin mor, søster og bedstemor.

Han tog fat på den vanskelige opgave at etablere forhold til dem, som var baseret på respekt og gensidig dialog, fordi han blev klar over, i hvor høj grad han savnede samspil med sin familie. Han opsøgte også sin far for første gang i tredive år. Faren viste dog ingen særlig interesse, så L opgav at udvikle forholdet. Alligevel var han glad for deres møder, for nu kunne han se faren som et menneske og ikke som et ondt fantom. Desuden forstod han, at hans fars manglende evne til at indgå i nære, intime relationer var grunden til, at han forlod familien dengang. Og at det ikke var L’s fejl.

Da L tog kontrol over sit liv, begyndte hans uforsonlighed at mindskes. Forholdet til mor og søster blev tættere, fordi han kunne nærme sig dem uden vrede, bebrejdelser og anklager for hans egen, smertefulde barndom. Med sin personlige kraft havde han skabt det bedst mulige resultat for sig med de kort, han havde på hånden. Det var en stor tilfredsstillelse for ham at slippe for at mærke sin vrede, fortrydelse og uforsonlighed døgnet rundt.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del III)

 

©Winnie Haarløv 

barnsvrede

Barnets vrede

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

angrykid

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv