angst

Angstens mange ansigter

Niels skal besøge en velkendt kunde. Frostsolen står højt, og han fløjter, mens han låser bilen – og pludselig fyldes han af en nærmest krampelignende angst. Den lægger sig som en jernhånd omkring brystet og låser ham fast, mens hjertet pumper, så det smerter i halsen. Sveden løber af ham og han må læne sig mod bilen, mens svimmelheden tvinger ham i knæ og maven vender sig. Et øjeblik synes han, at han skal kvæles, mister næsten bevidstheden og kan ikke mærke sine fødder – og så fader følelsen ud, lige så pludseligt som den kom.

Han rejser sig langsomt, tydeligt rystet. Solen skinner stadig køligt, og bilerne kører forbi somom intet var hændt. Men Niels’ verden har ændret nuance – angstens farve. For ham er ingenting som før. For hvornår sker det igen?

Angst og frygt er en naturlig del af livet, og langt de fleste af os oplever den mere eller mindre intenst fra tid til anden, f.eks. før man skal yde noget særligt. Det er situationsangst (nervøsitet): den, der får adrenalinen til at suse og bringer os op på dupperne. Frygt er den naturlige følelse, når en fare truer: en abrupt opbremsning, en rasende hund, et pludseligt tordenbrag. Både situationsangsten og frygten er nyttige, fordi de hjælper os til skærpet opmærksomhed og øget ydeevne i dagligdagen.

Den indlysende forskel på frygt og angst er, at faren ved frygt er rationel: synlig og konkret, mens den ved angst er irrationel. Faren er usynlig og et produkt af vores egen fantasi og tankemønstre om, hvad der kunne ske. De sygelige angstformer er panikangsten og fobierne, som oftest er behandlingskrævende. Iflg. Psykiatrifonden får omkring hver femte af os angstsymptomer: panikangst som Niels i eksemplet, fobier eller andre angstformer. Mindst 200.000 danskere lider altså af angst, deriblandt flere kvinder end mænd. Så angst er altså ikke nogen sjælden lidelse – men hvor går grænsen for det normale?

Fakta om angst

Angsten har fire elementer: angstfølelse, fysiske symptomer, angstprægede tanker og flugtmønstre (væk fra potentielle angstprovokerende situationer)

Angstlidelser koster mange sygedage og angstpatienterne bliver tit sendt til den ene lægeundersøgelse efter den anden, uden at man finder nogen forklaring på angsten. Dens præcise årsager og mekanismer kendes ikke – de er en kombination af biologiske og psykosociale faktorer. I et system, der kaldes ICD–10 klassificerer læger og behandlere angstlidelserne efter adfærdsmønstre, symptomer, varighed og efter hvilken effekt de har på dagligdagen.

  • Generel angst er længerevarende. Symptomerne er oftest milde, f.eks. en konstant følelse af bekymring, ængstelse, rastløshed eller uro – tit i forbindelse med depression.
  • Panikangst kan være kortere eller længerevarende og har dramatiske symptomer
  • Fobier
  • Obsessiv–kompulsiv angst. Symptomerne er tvangsmæssige tanker, handlemønstre eller ritualer, f.eks. Matadors Maude, der hele tiden tørrede dørhåndtagene af for at undgå bakterier.
  • Post–traumatisk stress, der kan opstå som en følgevirkning af en traumatisk begivenhed – f.eks. hvis man er involveret i eller er vidne til en voldshandling, et trafikuheld, et bankrøveri el.lgn. Symptomerne kan være f.eks. mareridt, flashbacks og angst i forskellig intensitet.
  • Separationsangst. Barnet bliver bange, når det adskilles fra mor, og det er måske vores første møde med angsten. Forskere mener, at barnet ubevidst ligestiller den livsnødvendige mors fravær med døden, og at det hos voksne betyder, at døden bliver angstvækkende, fordi den forbindes med denne meget tidlige, overvældende og navnløse rædsel for tilintetgørelse.

For alle angstlidelser gælder, at de oftest bunder i en kombination af psykologiske, fysiske og genetiske faktorer – og at de oftest kan behandles med stor succes.

Hvorfor opstår angst?

Forskning viser, at biokemi kan spille en rolle for, om man er disponeret for angstproblemer. Hjernens billioner af nerveceller (neuroner) kommunikerer konstant med hinanden via hjernens kemiske budbringere, neurotransmitterne. Nogle af dem regulerer humør, og det er dem, der påvirkes ved hjælpe af de såkaldte ”lykkepiller.” Neurotransmitteren udløses fra en hjernecelle og forbinder sig med en modtager på en anden hjernecelle – men sommetider er cellen blokeret så forbindelsen afbrydes. Det medfører ubalance i hjernen, og det kan i visse tilfælde betyde angstsymptomer. Angstproblemer kan også provokeres af udefra kommende årsager, f.eks. post–traumatisk stress.

Tidlig indlæring spiller også ind. Vokser man op i en familie med angste eller frygtsomme primærpersoner kan resultatet være, at barnet modellerer sin adfærd og opfattelse af verden efter disse rollemodeller og lærer at se verden som et overvejende farligt og angstprovokerende sted. Barnet lærer at frygte det værste, og hjernens automatiske reaktion på de negative forventninger og fantasier sætter den i forhøjet beredskab. Risikoen er et panikangstanfald, når en angstprovokerende situation opstår.

Når man sanser fare (selvom selve faren er irrationel), reagerer hjernen ved at sende et signal til det center i hjernen, der kaldes farecentret (amygdala) og som regulerer frygt, erindring, emotioner og koordinerer disse ressourcer med hjerterytme, blodtryk og andre fysiske reaktioner på faresignaler. Hjernen sender nu stresshormoner ud i kroppen (bl.a. adrenalin), og lynhurtigt er kroppen i kamp/flugt position, klar til at møde faren: hjerterytmen stiger voldsomt, sveden bryder frem og vejrtrækningen bliver kort og heftig. Når faren driver over, og hjernens analytiske del forstår dette, så kan man igen slappe af.

Farecentret ”husker” alt det, der satte reaktionen i gang, så den kan reagerer ekstra hurtigt, hvis faren viser sig igen – men det kan betyde, at centret kan begynde at overreagere, sådan at uskyldige situationer og ting opfattes som meget faretruende. Det betyder, at man kan komme til at frygte sine egne fysiske symptomer og tanker så meget, at man vil gøre næsten alt for ikke at komme i situationen igen – og det fører lige ind i angstcirklen: angst for angsten. En fælde, det kan være svært at komme ud af.

Endelig kan fortrængte eller uforløste følelser også skabe angst. Når man ikke vil mærke vores følelser og derfor lukker af for dem, gør man sig fremmed for den del af sig selv, som man ikke vil have med at gøre. Men følelserne forsvinder ikke. De rumsterer som noget ukendt, uforståeligt (fordi man jo nægter at mærke dem), og det er nu engang sådan, at menneskets angstfølelse vækkes af det ukendte.

I psykoterapi kan de fortrængte eller fraspaltede følelser hentes frem og undersøges i et tempo, der er overkommeligt og ikke skræmmende. Tit ser jeg, at angsten forsvinder gradvist, når dette arbejde gøres.

Grundangst

Angsten for døden er en primær angstkilde, der er “medfødt” og gennemsyrer vores sociale strukturer. Menneskets høje intelligens og grad af bevidsthed betyder, at vi som individer lider af grundangst – dvs. den eksistentielle angst for usikkerheden og uforudsigeligheden i forhold til livet, døden og verden som sådan. Hvis vi forsøger at fortrænge den ved at tro, at vi kan kontrollere f.eks. sygdomme, ulykker, kriser og alder, vil den før eller siden melde sig alligevel. Måske i form af panikangst, depression, fobi, generel angst, mareridt, hypokondri eller reel dødsangst. Dødsangstens forklædning er f.eks. let gennemskuelig hos hypokonderen, der ustandselig kredser om sygdom og velbefindende.

Den amerikanske psykiater Irwin D. Yalom beskæftiger sig i sin praksis og sine bøger indgående med angsten som døden eksistentielle grundvilkår og ser dødsangsten som omvendt proportional med livstilfredsheden. Han mener, at erkendelse af døden som et uundgåelig kan give livet dybde og fylde, fordi den river os ud af vores opslugthed af det trivielle og åbner vores øjne for, at nu’et er det eneste, vi har – og at det eneste værn imod eksistentiel angst er at vedkende sig den og leve livet mens man har det. ”

Så længe vi lever, ligger det mulige foran os,” siger han ” Betragt derfor døden, hvis du vil lære at leve.” Dét synspunkt afspejler sig i de kilometervis af bøger om nuet og carpe diem, som så mange har stående på hylderne. Alligevel er det jo de færreste, der evner at føre drømmene ud i livet. Vi udskyde det til næste år, når børnene er blevet større, vi har fået lønforhøjelse eller har tabt ti kilo.

Behandling

Når angsten begrænser individets dagligdag, kræver den behandling. Selv at styre angsten kan virke helt umuligt; at tro, at angsten forsvinder af sig selv er tit forgæves – og langt de fleste angstformer kan behandles med gode resultater.

Behandlingen af de tunge angstlidelser og fobier kan være f.eks. kognitiv adfærdsterapi, medicin, hypnose, afspænding, kropsterapi eller en kombination. Mange forskellige behandlingssteder tilbyder individuel behandling i form af samtaleterapi, hvor den angstlidende lærer at at håndtere angsten, kontrollere og reducere den og holde tankerne i konstruktive, realitiske mønstre.

I forløbet lærer klienten at genkende og håndtere de følelser, som skaber panikangsten, og der arbejdes med de temaer og konflikter, som er svære klienten. Hvis grunden til angsten findes i barndomsbagagen lærer klienten, at han som ung eller voksen har flere kompetencer og ressourcer til at klare de skræmmende følelser og situationer, end han havde som barn.

I behandlingen er det også vigtigt, at man passer på sig selv ved at spise sundt, sover og hviler nok og får rørt sig, undgår at presse og stresse sig selv og tager sin angstlidelse alvorligt.

Det værste, man kan gøre er at give op – og her kan omgivelserne være til god støtte, for det kan være virkelig svært for den angstramte selv at finde overskuddet til at komme i behandling. Desværre oplever mange angstramte tit meget lille forståelse fra omgivelserne, og derfor er der på mange behandlingssteder også og informationsmøder for pårørende.

Litteratur & Links

Hvis man søger på f.eks. ”panikangst” og ”socialfobi” på Google, får man ca. 6.500 og 4000 links – bare fra Danmark, og mange af dem giver også grundig information om litteratur, behandling. Prøv f.eks. www.angstforeningen.dk, netdoktor.dk eller psykiatrifonden.dk – så finder du nemt videre til det, der interesserer dig ved emnet.